Søster Virginia U. Jensen
Førsterådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab
Vi ønsker virkelig, at enhver søster styrker sig selv åndeligt og tilegner sig færdigheder, som vil være af afgørende betydning for at klare de udfordringer, der ligger forude.
Da Hjælpeforeningen fejrede sin 50-årsdag den 17. marts 1892 mødtes søstre i grene, ward og stave i hele Kirken, og også her i Tabernaklet i Salt Lake City, for at samles i fælles bøn. Joseph F. Smith, som dengang var rådgiver til præsident Wilford Woodruff, bad bønnen, som indeholdt omfattede disse ord: »Velsign . . . Hjælpeforeningens medlemmer på hele jorden . . . Vil du være hos dem med din Ånd og velsigne dem, så deres hjerte vil glæde sig over dig« (minutes of the Relief Society General Board, 17. mar. 1892, Kirkens Historiske Arkiv, s. 233234).
Mere end et århundrede senere er vi i aften samlet som søstre med det formål at glæde os. Mit hjerte er fyldt med glæde over og taknemmelighed for den store velsignelse, som I og jeg har ved at være medlemmer af denne storslåede Kirke og ved at kende frelsesplanen, som vor himmelske Fader har udtænkt. Jeg glæder mig over de vidunderlige velsignelser, som vi får, når vi lærer og udvikler os gennem Kirkens programmer. Jeg glæder mig især i aften over Hjælpeforeningens programmer. Jeg glæder mig over det, som de har gjort for os førhen, og over det, som de vil hjælpe os med at opnå i fremtiden.
Præsident Joseph F. Smith anbefalede Hjælpeforeningen til vores gavn, da han omtalte den som værende »guddommeligt skabt, guddommeligt bemyndiget, [og] guddommeligt indstiftet og guddommeligt forordnet af Gud« (Minutes, 17. mar. 1914, s. 54).
Ældste Ezra Taft Benson påmindede os: »Kirken blev hovedsageligt skabt for at hjælpe familien, og længe efter at Kirken har udført sin mission, vil [familien] stadig fungere« (»Strengthening the Family«, Improvement Era, dec. 1970, s. 46).
Jeg vil gerne tale om at opbygge hjem, hvor hver enkelt af os hvad enten vi er gift eller enlige, unge eller gamle kan udvikle os og nå vores maksimale potentiel, og hvor familiemedlemmerne kan lære alt det, som de har brug for for at følge frelsesplanen, der er vor himmelske Faders plan for hver enkelt af os, så vi kan finde vej tilbage til ham og til vores himmelske hjem, når denne jordiske prøvestand er forbi.
Jeg gentager det, som præsident David O. McKay har sagt: »Jeg tror af hele mit hjerte . . . at det bedste sted at forberede sig til evigt liv er i hjemmet« (»Blueprint for Family Living«, Improvement Era, apr. 1963, s. 252).
Og dog gør skrifterne os opmærksom på, at der skal være modsætning i alle ting (se 2 Nephi 2:11). Ja, præsident Boyd K. Packer fortæller os, at »det vigtigste mål for modstanderen . . . er at splitte, forstyrre og ødelægge hjemmet og familien« (se »Far og familien«, Stjernen, juli 1994, s. 19).
I det forgangne forår var der to forskellige fuglefamilier, der byggede rede i min have. En lille spurv valgte en rosenbusk på min terrasse til sin rede. Gang på gang fløj hun frem og tilbage med græsstrå og små kviste i sit næb. Hun manøvrerede sig forsigtigt gennem rosentornene og placerede sine byggematerialer på det udvalgte sted. Hun arbejdede uden ophør, indtil den lille rede var færdig. Jeg var forbløffet over, hvor omhyggeligt græsstråene blev vævet til en stærk og stabil konstruktion. Jeg blev næsten rørt til tårer, da jeg i bunden af reden så fire små stykker vat, der var placeret på nøjagtig det rette sted til at give hendes små et blødt leje.
Den anden fugl, en vandredrossel, valgte at bygge sin rede foran mit hus ved en tagrende, højt oppe hvor ingen rovdyr kunne nå den. Da hun var større, var hendes rede også tilsvarende større, og ydersiden af hendes rede var klistret sammen med mudder, som holdt græsstråene og kvistene sammen og holdt den fast i en krumning i tagrenden. Inden i var enkelte græsstrå vævet til en blød, skålagtig facon, som udgjorde et perfekt leje for fuglen.
Da rederne var færdige, lagde begge fugle deres æg og begyndte den daglige vagt med at beskytte og passe dem. Time efter time, dag efter dag sad disse fugle på deres æg. Da æggene var klækket, arbejdede mødrene på fuldtid for at fodre deres sultne unger.
På en særlig varm dag lagde jeg mærke til, at vandredrosselen sad på sin rede og snappede efter vejret med åbent næb. Hun havde det helt tydeligt ikke godt i den gloende sol. Jeg spekulerede på, om hun ville blive der. Da så jeg, at hun ikke sad dybt nede i sin rede, som hun havde gjort, da hun holdt sine unger varme. Men hun strakte sig omhyggeligt ud over toppen af reden og dannede et beskyttende ly for at undgå, at hendes fjerløse unger blev skoldet af solen.
Jeg begyndte at læse om fugle og den store umage, som de gør sig for at bygge hjem til deres familie. Vidste I, at landsvaler foretager over 1.200 flyveture, hvor de bærer mudder, for at bygge deres rede. I en hættetrupials rede har man fundet 3.387 særskilte dele. For mig ser det ud til, at fugle sætter alt ind deres tid, deres energi, deres midler og deres egen bekvemmelighed for at skabe et hjem til at opfostre deres unger. Det er ikke en prioritet, der har andenrang eller som undgås. Den indtager førstepladsen.
Siden jeg har studeret fugle i min have, har jeg tænkt over, hvem der har lært disse fugle, hvad de skal gøre. Hvordan kunne de vide, hvordan de skulle bygge en rede og beskytte deres unger mod solen? Fugle følger deres instinkt for at tilvejebringe det nødvendige, beskytte og opfostre. Dette er instinkter, som de har fået af Gud, og efter at have tænkt derover har det fået mig til at sige som salmisten: »Herren, jeg jubler over dine hænders værk«! (Sl 92:5).
Vi er også blevet velsignet med instinkter, som Gud har givet os. Vi ønsker instinktivt så meget for dem, som vi elsker, og da vi er mennesker, møder vi mange flere problemer, end de fugle som jeg iagttog. I vor tids samfund er der mange, der drager betydningen af det traditionelle hjem og familien i tvivl. Nogle mener, at der på anden vis kan gøres brug af en kvindes tid og talenter, som er mere nødvendig end familien. Men profeterne har uophørligt erklæret, at en fars eller mors rolle er en af de helligste og mest betydningsfulde beskæftigelser, som en mand eller kvinde kan have. Søstre i alle livets situationer har mulighed for at opbygge og nære andre inden for deres omgangskreds. Efterhånden som I og jeg lærer mere om vor himmelske Faders frelsesplan, opnår vi forsikring om, at uanset omstændighederne i vores tilværelse er det at skabe et trygt og nærende miljø for dem, som vi elsker, af allerstørste betydning.
Ældste Neal A. Maxwell har sagt: »Hjemmet er for det meste det sted, hvor størstedelen af vores tro grundfæstes og udvikles . . . Det er derfor trist, at nogle hjem kun er et hvilested, når de burde være en forberedelsesskole til det celestiale rige« (Lord, Increase Our Faith, s. 117).
Lad os, når vi kæmper mod verdens negative påvirkninger og kæmper for at opbygge hjem, der er »en forberedelsesskole til det celestiale rige«, huske, at vores jordiske aktiviteter har et åndeligt fundament og en celestial afslutning.
Som Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab ønsker vi atter at bekræfte vores mål og engagement i Hjælpeforeningens formål hvilket er at hjælpe søstre og deres familie med at komme til Kristus. Vi ønsker at sikre os, at Hjælpeforeningen er en hjælp og en velsignelse for alle søstre i Kirken, uanset deres situation. Vi ønsker virkelig, at enhver søster styrker sig selv åndeligt og tilegner sig færdigheder, som vil være af afgørende betydning for at klare de udfordringer, der ligger forude.
Med Det Første Præsidentskabs og De Tolv Apostles Kvorums godkendelse glæder det os derfor at kunne bekendtgøre følgende: Fra den 1. januar 2000 er navnet for Hjemkundskabsmødet ændret. Det nye navn vil være Inspirationsmøde for hjemmet, familien og den enkelte. Formålet med det nye navn er at fortælle tydeligt, hvad der er hensigten med dette vigtige hjælpeforeningsmøde midt i ugen. Desuden er formålet med det nye navn at hjælpe hver enkelt af os med igen at fokusere vores opmærksomhed på at styrke os selv og dernæst med øget styrke opbygge vores familiemedlemmer, venner, naboer og samfund, så hver enkelt kan komme vor himmelske Fader og Jesus Kristus nærmere. I lektionsdelen, der varer et kvarter af dette møde, fremlægger læreren et åndeligt emne. I aktivitetsdelen på en time til halvanden vil vi lære noget praktisk, der er baseret på det åndelige emne. Disse praktiske færdigheder kunne for eksempel være vedligeholdelse af og reparationer i hjemmet, havebrug eller quiltning. Vi kan også vælge at deltage i tjenesteaktiviteter, som velsigner og styrker andre. Dette møde bør opbygge og udvikle os hver især i vores liv.
I evangeliet findes de svar, som verden har behov for til at løse de problemer, der findes overalt omkring os. I Jesu Kristi evangelium har vi den viden og de midler, der skal til for at grundfæste hjem, hvor der findes styrke, fred, kærlighed og tro. Vi behøver ikke at gøre det alene. Kirkens programmer kan hjælpe os. Vi har også brug for den hjælp, som vor himmelske Fader er ivrig efter at yde os. I Salmernes Bog 127:1 advares vi: »Hvis ikke Herren bygger huset, arbejder bygmestrene forgæves.«
Min ven, Richard, kom for nylig hjem fra arbejde og fandt en lille pige, der sad og græd på kantstenen foran hans hus. Han spurgte, om han kunne hjælpe. Mellem sin hulken forklarede hun, at hun var faret vild. Han sagde til hende, at det her var hans hus, og at hans hustru var derinde. Han sagde til hende, at han vidste, at hun ikke måtte gå med fremmede, men hvis hun gerne ville komme med ind, ville han og hans hustru prøve at findes hendes hjem. De gik ind i huset, og hans hustru, Linda, begyndte at trøste den lille pige. »Du er sikkert meget bange«, sagde hun.
»Jeg var bange,« svarede pigen, »indtil jeg så billedet af Jesus, der hænger på jeres væg. Så vidste jeg, at jeg ville være i sikkerhed.«
Mange af Guds børn i hele verden er faret vild. Vi, der kender sandheden, kan hjælpe dem. Vi kan vise dem et eksempel på stærke hjem og retskafne familiemedlemmer. Vi kan hjælpe dem, hvis vi har Frelseren i vores hjem ikke kun hans billede på væggen, men også hans lærdomme, hans Ånd og hans kærlighed. Trods de instinkter, som vi er blevet velsignet med, opstår denne form for et hjem ikke af sig selv. Vi har brug for åndelig styrke og praktiske fær- digheder for at opbygge et hjem, hvor Herrens Ånd er til stede. Inspirationsmødet for hjemmet, familien og den enkelte er der, hvor vi kan nyde søsterfællesskabet, opnå kundskab, tilegne os færdigheder og udvikle vores vidnesbyrd. Dette møde er også det sted, hvor vi atter vier os til vore hjem og familie til at tjene andre, hvor der er behov for det.
Når ledere i Hjælpeforeningen og os alle som medlemmer får øjnene op for visionen om og det spændende ved Inspirationsmødet for hjemmet, familien og den enkelte og viser vores deraf følgende begejstring, vil vores vidnesbyrd og åndelige styrke vokse. Vi vil komme vor Frelser nærmere og vide, hvordan vi kan opbygge hjem, hvor han kan være til stede. Så vil, og jeg citerer præsident Thomas S. Monson, »Herren, ja vores byggeinspektør, . . . sige til os, som han sagde til Salomo, som byggede i en anden tid: ›Jeg har helliget dette hus, som du har bygget, til at sætte mit navn på for evigt; mine øjne og mit hjerte skal altid være dér‹ (1 Kong 9:3)« (Thomas S. Monson, Pathways to Perfection, s. 250).
Hjælpeforeningen er en organisation af guddommelig herkomst. Den har kraften i sig til at styrke søstre og deres familie og til at skabe en verdensomspændende familie af søstre. I Jesu Kristi navn. Amen.
Previous
