Ældste Neil L. Andersen
De Halvfjerds
I det moderne Israel vil det at tjene Herren sige omhyggeligt at følge profeterne.
Jeg ønsker at give udtryk for min kærlighed til jer denne formiddag. Jeg taler til de hengivne medlemmer af Kirken med stærke vidnesbyrd, som er spredt ud over alverdens lande. Alene det faktum, at I på denne smukke lørdag formiddag er her i Tabernaklet eller ser denne konference i et mørkelagt lokale midt på dagen siger noget om jeres holdning som disciple. I tager det alvorligt, det I tror på, og det kan ses i jeres tilværelse.
En formaning, der har styrket mig, er profeten Josvas magtfulde erklæring: » . . . vælg i dag, om I vil dyrke de guder . . . Jeg og mit hus vil tjene Herren« (Jos 24:15).
Josvas ord klinger relevant i dag, og dog synes vores måde at vise, at vi vil tjene Herren, at ændre sig i hver generation. For 3.500 år siden, da Josva talte, betød det at forlade de falske guder, gå i krig mod kana'anæerne og med knivskarp opmærksomhed følge profetens ord. Vi kan næsten høre skeptikernes hvinen, da Josva bekendtgjorde sin slagplan for at indtage byen Jeriko. Først, sagde han, skulle de stille, uden at tale, gå rundt om byen én gang i seks dage. Så på den syvende dag skulle de gå rundt om byen syv gange. Derefter skulle præsterne blæse i hornene, og så skulle hele folket udstøde et kampråb. Da, forsikrede Josva dem, ville murene falde sammen (se Jos 6). Da murene faldt sammen, tav skeptikerne.
I vores verden i dag er der en ting, der ikke er ændret, siden Josva talte: De, der vælger at tjene Herren, vil altid lytte opmærksomt og især til profeten. I det moderne Israel vil det at tjene Herren sige omhyggeligt at følge profeterne.
De udfordringer, som vi og vore familier møder som Kristi disciple er lidt anderledes end dem, Josvas israelitter mødte. Lad mig illustrere det med en oplevelse. Min familie boede i mange år i Florida. Da jorden er meget sandet i Florida, består græsplænerne af en bredbladet græsart, som vi kalder Sankt Augustinus. En formidabel fjende af Floridas græsplæner er et lille, brunt insekt, der hedder en jordkrebs.
En aften, hvor min nabo og jeg stod i døren, lagde han mærke til et lille insekt, der krydsede mit fortov. »Du må hellere sprøjte din græsplæne,« advarede han. »Der går en jordkrebs.« Jeg havde sprøjtet græsplænen med insektmiddel blot nogle få uger forinden, og jeg mente ikke, at jeg havde tid eller råd til at gøre det så hurtigt igen.
I dagslys næste morgen undersøgte jeg omhyggeligt min græsplæne. Den var frodig og smuk grøn. Jeg kiggede ned i græsset for at se, om jeg kunne se nogle af de små kryb. Jeg kunne ikke se nogen. Jeg kan huske, at jeg tænkte: »Nå, måske gik den lille jordkrebs bare gennem min have på vej til min nabos have.«
Jeg holdt øje med min have i over en uge efter tegn på indtrængen, men jeg kunne ikke se nogen. Jeg lykønskede mig selv med, at jeg ikke havde overreageret på min nabos advarsel.
Historien har imidlertid en trist afslutning. Jeg kom ud af hoveddøren en morgen, omkring 10 dage efter samtalen med min nabo. Chokeret, da det så ud til at være sket i løbet af natten, så jeg store brune pletter i min plæne. Jeg løb ned til havecentret, købte insektmidlet og sprøjtede omgående, men det var for sent. Plænen var ødelagt, og at få plænen genetableret krævede et nyt lag græstørv, mange timers arbejde og mange penge.
Min nabos advarsel var meget betydningsfuld for min græsplænes velfærd. Han så noget, som jeg ikke kunne se. Han vidste noget, som jeg ikke vidste. Han vidste, at jordkrebs lever under jorden og kun er aktive om natten, hvorfor mine undersøgelser i dagslys var nyttesløse. Han vidste, at jordkrebs ikke spiser græssets blade, men i stedet ernærer sig med rødderne. Han vidste, at disse små skabninger på et par centimeter kunne spise masser af rødder, før jeg nogensinde ville se virkningen over jorden. Jeg betalte en høj pris for min selvtilfredse selvstændighed.
Vi lever i en vidunderlig tid. Vores generations velsignelser er frodige og grønne. Med tro på Frelseren og lydighed over for befalingerne kan vores tilværelse være fuld af glæde og tilfredshed.
Og dog i vor tid med så megen skønhed er vore udfordringer med hensyn til at vælge at tjene Herren langt mere underfundige end de var i fordums dage, men de er utvivlsomt lige så vidt udbredt åndeligt. Der er åndelige jordkrebs, som graver sig ind under vore beskyttende mure og trænger sig ind på vore sarte rødder. Mange af disse ondskabens insekter virker små, til tider næsten usynlige. Alligevel vil de, hvis vi ikke bekæmper dem, forårsage skader og forsøge at ødelægge det, der er os mest dyrebart.
Profeternes og apostlenes advarsler får dem evigt og altid til at tale om hjemmet og familien. Lad mig demonstrere profeternes advarende røst. Den 11. februar i år udsendte Det Første Præsidentskab med De Tolv Apostles Kvorums støtte et brev til hvert eneste medlem af Kirken med råd om vore familier. Lad mig læse blot to sætninger fra dette brev:
»Vi råder forældre og børn til at prioritere familiebøn, familieaften, studium af og instruktion i evangeliet samt sunde familieaktiviteter højest. Uanset hvor værdige eller relevante andre krav eller aktiviteter måtte være, må de aldrig få lov til at erstatte de guddommeligt pålagte pligter, som kun forældre og familier kan udføre på rette måde« (Kirkenyt, sep. 1999, s. 5).
Hvad er vores reaktion på dette profetiske råd? Hvad har min reaktion og jeres reaktion været på dette brev fra Det Første Præsidentskab for næsten otte måneder siden?
Som forælder til teenagere i en travl verden kan jeg bekræfte, at det virkelig kræver vores højeste prioritering for at få disse ting til at fungere effektivt i vores familie. Vi har netop hørt den smukke beretning om ældste Featherstone og familiebøn. Med de påvirkninger fra det onde, som omgiver vore børn, kan vi da overhovedet forestille os at sende dem ud om morgenen uden at knæle og ydmygt sammen bede om Herrens beskyttelse? Eller at afslutte dagen uden sammen at knæle ned og anerkende vores ansvarlighed over for ham og vores taknemmelighed for hans velsignelser? Brødre og søstre, vi har behov for familiebøn.
Der er bestemt tidspunkter, hvor kampen for at samle familien for at læse i skriften ikke kvalificerer til en åndelig oplevelse, man har lyst til at skrive om i sin dagbog. Men det må ikke afskrække os. Der er særlige tidspunkter, hvor en søns eller datters ånd lige præcis er parat, og kraften fra disse storslåede skriftsteder går lige ind i deres hjerte og brænder som ild. Når vi ærer vor himmelske Fader i vores hjem, vil han honorere vores indsats.
Vi kender alle den desperate indsats for at fastholde familieaften. Der er tyve blandt os, som gerne vil stjæle vores mandag aften. Men Herrens løfter til familier, som holder familieaften, som blev udtalt af Det Første Præsidentskab for 84 år siden og gentaget af vores profet i vor tid, er aldrig blevet trukket tilbage, og de er der til os:
»Hvis de hellige vil følge dette råd, lover vi, at det vil resultere i store velsignelser. Kærligheden i hjemmet og lydigheden mod forældre vil øges. De unge i Israel vil udvikle tro i hjertet og få kraft til at tage kampen op mod ondskabens påvirkninger og fristelser, som belejrer dem« (i James R. Clark, red., Messages of the First Presidency of The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, 6 bd., 19651975, 4:339).
Hvem, der kan høre min røst, vil være villig til at sælge disse løfter til dem, der ønsker at beslaglægge vores mandag aften? Ikke en eneste af os.
For dig og mig, Kristi disciple, må disse stunder, hvor der opbygges tro hos vore børn, styrkes. Nu og da vil vi ikke slå til som forældre. Jeg ved, at jeg ikke altid gør det. Men vi skal tage fat igen. Herren ser vores retfærdige indsats og vil åbne for Himlens velsignelser, når vi prioriterer vores familie højest. Mine brødre og søstre, der er åndelige jordkrebs i gang ved vore rødder, og vi må tage vores familieansvar endnu mere alvorligt.
Lad os, mens vi deltager i denne konference, lytte opmærksomt til vores kære præsident Hinckley, hans rådgivere og til apostlene, som taler til os.
Lad os ikke følge det eksempel, som jeg viste i bekæmpelsen af mine jordkrebs i Florida. Lad os aldrig ignorere advarslerne. Lad os aldrig være selvtilfredse i vores selvstændighed. Lad os altid lytte og lære i ydmyghed og tro og ivrigt omvende os, hvis det er nødvendigt.
Dette er Guds rige på jorden. I og jeg er Herren Jesu Kristi disciple. Han er Guds Søn. Han lever. Han leder dette værk. Præsident Hinckley er hans profet, og sammen med ham er der 14 andre, som bærer de apostolske nøgler. De er vagtmænd på tårnet, budbringere med den advarende røst, profeter, seere og åbenbarere.
» . . . vælg i dag, om I vil dyrke de guder . . . Jeg og mit hus vil tjene Herren« (Jos 24:15).
»Og folket sagde til Josva: ›Herren vor Gud vil vi tjene, og ham vil vi adlyde‹« (Jos 24:24).
At disse ord må være skrevet i vores hjerte er min bøn i Jesu Kristi navn. Amen.
Previous
