Åbenbaringens Ånd Præsident Boyd K. Packer Fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum I unge sidste dages hellige, tag jer sammen! Påtag jer et ansvar! Få styr på jeres liv! Få styr på jeres sind og jeres tanker! Jeg taler til vore børn og unge, så jeg vil bede om, at I forældre og bedsteforældre sidder stille og lader være med at forstyrre os de næste par minutter, mens vi taler. Jeg vil gerne fortælle jer noget, som jeg lærte af min bror, og som har virket som et skjold og en beskyttelse for mig. Jeg har talt om det før, men ikke så uddybende, som jeg vil gøre i dag. Jeg fuldførte min pilotuddannelse og fik mine sølvvinger to dage før min 20 års fødselsdag. Senere blev jeg udstationeret i Langley Field i Virginia som andenpilot i en udvalgt besætning på en B-24 bombemaskine. Vi skulle lære at benytte et nyt, hemmeligt våben ­ radar. Min bror, oberst Leon C. Packer, gjorde tjeneste i Pentagon i Washington D.C. Han var en højtdekoreret B-24-pilot, og blev brigadegeneral i flyvevåbnet. Mens jeg var i Langley Field, sluttede krigen i Europa, så vi blev beordret ud til Stillehavet. Jeg tilbragte et par dage sammen med Leon i Washington, inden jeg blev sendt i krig. Han fortalte mig om det, han havde lært i kamp. Han fløj fra Nordafrika på bombetogter til det sydlige Europa. Kun få af de fly vendte tilbage. Den 16. april 1943 var han kaptajn på et B-24-bombefly, der var på vej tilbage til England efter et togt over Europa. Hans fly, Yard Bird, var svært beskadiget af antiluftskyts og måtte forlade formationen. Så var de alene og kom under kraftigt angreb af jagerfly. I sin en side lange beretning om dette skrev han: »Motor nummer tre begyndte at ryge og propellen faldt af. Brændstoftilførslen til nummer fire var skudt i stykker. Kablerne til højre vingeklap og haleplanet var skudt itu. Haleroret var delvist fastlåst. Radioen var skudt i stykker. Der var store huller i højre vinge. Vingeklapperne var skudt i smadder. Hele den bageste del af skroget var gennemhullet. Det hydrauliske system var skudt i smadder. Halekanonen var knust.« Flyvevåbnets historie, som udkom for to år siden, indeholder en beretning om den flyvning, skrevet af et medlem af besætningen.1 Da den ene motor stod i brand, mistede de andre tre maskinkraft. De var ved at styrte ned. Alarmen beordrede besætningen til at springe ud. Bombeudløseren, som var den eneste, der kunne komme ud, sprang ud over Den Engelske Kanal. Piloterne forlod deres sæder og gik ned mod bomberummet for at springe ud. Pludselig hørte Leon en motor hoste og sprutte. Han skyndte sig tilbage til sit sæde og tvang motoren til at holde ud, indtil de nåede Englands kyst. Så satte motoren ud, og de styrtede ned. Landingsstellet blev flået af på en bakketop. Flyet pløjede gennem træer og blev smadret. Skroget fyldtes med jord. Utroligt nok overlevede alle de ombordværende, selv om nogle blev alvorligt såret. De mistede deres bombeudløser, men han reddede formentlig de øvrige nis liv. Da motoren begyndte at ryge og en faldskærm dukkede op, afbrød jagerne deres angreb. Det var ikke den eneste gang, Leon måtte nødlande. Mens vi talte sammen, fortalte Leon mig, hvordan han bevarede roen i krisesituationer. Han sagde: »Jeg har en yndlingssalme« ­ og han nævnte hvilken ­ »og når det så sortest ud, sang jeg den stille for mig selv, og så fyldtes jeg med tro og med en vished, som holdt mig på rette kurs.« Og med den lektion sendte han mig i krig. I foråret 1945 fik jeg lejlighed til at afprøve det råd, som Leon havde givet mig flere måneder tidligere. Krigen i Stillehavet var forbi, før vi nåede til Filippinerne, så vi blev beordret til Japan. En dag fløj vi fra Atsugi-flyvebasen nær Yokohama i en B-17 med kurs mod Guam, hvor vi skulle hente et signalfyr. Efter ni timer i luften dykkede vi ned under skyerne og opdagede, at vi var faret håbløst vild. Vores radio virkede ikke. Og det viste sig, at vi befandt os midt i en orkan. Vi fløj lige ovenover havet og afsøgte området. I denne desperate situation mindedes jeg min brors ord. Jeg erfarede, at man kan bede og synge uden at sige en lyd. Efter noget tid fløj vi hen over en række klipper, som stak op af vandet. Kunne de være en del af Marianerne? Vi fulgte dem. Kort efter dukkede øen Tinian op forude. Og med brændstof i tanken til blot få sekunders flyvning landede vi der. På vej hen ad landingsbanen gik den ene motor efter den anden ud. Jeg lærte, at både bøn og musik kan være meget stille og meget personlig. Skønt den oplevelse var meget dramatisk, så erfarede jeg den største værdi af Leons vejledning senere i mit daglige liv, når jeg stod over for de samme fristelser, som I unge og børn står over for nu. Som årene gik, opdagede jeg, at skønt det ikke var let, så kunne jeg styre mine tanker, hvis jeg skabte de rette baner til dem. I kan erstatte tanker, der leder til fristelser, vrede, skuffelser eller frygt med bedre tanker ­ ved hjælp af musik. Jeg elsker Kirkens hellige musik. Genoprettelsens salmer giver inspiration og beskyttelse. Jeg ved også, at noget musik er åndeligt destruktivt, den er dårlig og farlig! I unge, hold jer fra det! Jeg ved også, hvorfor Leon fortalte sine børn: »Husk at antiluftskytset altid er kraftigst tættest på målet.« Tanker er taler, som vi holder for os selv. Forstår I nu, hvorfor skrifterne fortæller os, at vi altid skal »pryd[e] . . . [vores] tanker med dyd«, og lover os, at hvis vi vil gøre det, vil vi have »større frimodighed for Guds åsyn, og præstedømmets lære skal falde på [vores] sjæl som himlens dug«, og så skal »den Helligånd . . . være [vores] stadige ledsager.«2 »Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer.«3 I unge, Åndens røst føles, snarere end den høres. Allerede mens I er små, kan I lære, hvordan Helligånden virker. Skrifterne er fulde af vejledning om, hvordan det gode kan påvirke jeres sind, og det onde kan styre jer, hvis I giver det lov. Den kamp hører aldrig op. Men husk dette: Al verdens vand og have og al den hårde vind kan ikke sænke det mindste skib medmindre det trænger ind.   Og al denne verdens ondskab og fristelsens vind kan ikke gøre dig noget ondt medmindre du lukker det ind.4   Når I lærer at styre jeres tanker, er I på den sikre side. Jeg kender en mand, der gør sådan her: Når som helst en uværdig tanke prøver at trænge ind i hans sind, så gnubber han sin tommelfinger mod sin vielsesring. Det standser tankestrømmen, og for ham er det blevet en næsten automatisk måde at lukke uønskede tanker og ideer ude på. Jeg kan ikke lade være med at fortælle jer en anden ting fra mit besøg hos min bror i Washington. Han skulle flyve en B-25 bombemaskine til Texas for at hente noget og så vende tilbage til Washington næste dag. Jeg tog med ham. Det var den eneste gang, vi fløj sammen. Mange år senere modtog jeg en udmærkelse fra Weber State University, hvor vi begge havde taget eksamen. Han havde været formand for elevrådet, da han gik der. Fordi jeg var i Sydamerika, lovede han mig at deltage i middagen og modtage udmærkelsen på mine vegne. I sin takketale fortalte han denne historie ­ som er delvis sand. Han sagde, at vi holdt side om side på startbanen i Texas, parate til at lette. Han kaldte mig over radioen og sagde: »Vi ses deroppe ­ hvis du mener, du kan klare det!« Han fortalte dem så, at efter at jeg blev generalautoritet, forhørte jeg mig til tider om hans opførsel og tilføjede: »Vi ses deroppe ­ hvis du mener, du kan klare det!« Leon klarede det. Han er nu der, hvor jeg håber at komme en dag. I unge sidste dages hellige, tag jer sammen! Påtag jer et ansvar! Få styr på jeres liv! Få styr på jeres sind og jeres tanker! Hvis I har venner, som øver en dårlig indflydelse på jer, så lav om på det, om det så betyder ensomhed og endog afvisning. Hvis I allerede har begået dumheder, så er der måder, hvorpå de kan bringes i orden, og til sidst vil det være, som om de aldrig var sket. Somme tider kan skyldfølelsen tage magten over vores sind og holde os som gidsler i vore egne tanker. Hvor er det tåbeligt at blive i fængsel, når døren står åben. Lad nu være med at bilde jer ind, at synd i virkeligheden ikke betyder noget. Det gavner ingenting, men det gør omvendelse derimod. Tag ansvaret for jer selv. Hvor er det herligt, at være en ung sidste dages hellig i denne vidunderlige, udfordrende tid. Paulus sagde til den unge Timotheus: »Lad ingen ringeagte dig, fordi du er ung.«5 Louisa May Alcott var kun 14 år gammel, da hun skrev: Jeg har mit eget lille rige, hvor tanker og følelser bor i et slot, men det er hårdt, må jeg nu sige, at styre dette rige godt . . . Jeg søger ingen kongekroner eller skatte, der kan tindre, ej heller vil jeg erobre troner bortset fra den i mit indre.6   I kan gøre det ­ I skal gøre det! Vores fremtid afhænger af jer, vore børn og unge. Det er det råd, jeg vil give jer. Nu kan I vække jeres forældre og fortælle dem, at I har lært, hvad I skal gøre for at blive fuldkomne. Måske bliver I ikke helt fuldkomne, men I kommer tæt på. Jeg vil give jer en opmuntring: En skolelærer, der ville forklare, hvad en teori er, stillede dette spørgsmål: Hvis I tager et brev halvdelen af vejen hen til postkassen og så stopper, og derefter går halvdelen af den resterende strækning og stopper, og så gentager processen igen og igen, vil I så, teoretisk set, nogensinde nå frem til postkassen? En kvik elev svarede: »Nej, men man kommer tæt nok på til at kunne poste brevet.« I unge kommer tæt nok på det fuldkomne til at få et liv, som er fyldt med udfordringer og problemer, med inspiration og glæde og evig lykke. Herren har lovet: »Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer.«7 »Ja, jeg vil tale til dig i din sjæl og i dit hjerte gennem den Helligånd, der skal komme over dig, og som skal bo i dit hjerte. Se, dette er åbenbaringens ånd . . . Dette er altså din gave. Benyt den, og velsignet er du; thi den skal fri dig af dine fjenders hænder.«8 Må Gud velsigne jer. I har allerede sunget: »Jeg elsker hans navn og ønsker kun at følge i hans spor«.9 En dag kan I bære vidnesbyrd for jeres børnebørn, og de igen til deres, og de til endnu en generation, og de til nok en. Se frem til et langt liv, til denne Kirkes lange, lange fremtid, for børnene og de unge, for os alle som sidste dages hellige. Og jeg bærer vidnesbyrd for jer, vore unge, at Jesus er Kristus, Guds Søn. Som bedstefar og oldefar ved jeg, hvor højt vi elsker jer. Jeg siger jer, hvor højt vi elsker jer, hvor højt I er elsket i Kirken, og påkalder Herrens velsignelser over jer, når I står over for det vidunderlige liv som unge sidste dages hellige. Dette gør jeg som Herrens tjener i Jesu Kristi navn. Amen. NOTER: 1. Se Gerald Astor, The Mighty Eight: The Air War in Europe Told by the Men Who Fought It, 1997. 2. L&P 121:45­46. 3. Joh 14:26. 4. Ukendt forfatter, »All the Water in the World,« i Best-Loved Poems of the LDS People, red. Jack M. Lyon m.fl., 1996, s. 302. 5. 1 Tim 4:12. 6. Louisa May Alcott, »My Little Kingdom,« Louisa May Alcott ­ Her Girlhood Diary, red. Cary Ryan, 1993, s. 8­9. 7. Joh 14:18. 8. L&P 8:2­4; fremhævelse tilføjet. 9. »Jesu Kristi Kirke«, Børnenes sangbog, s. 48.