» . . . Omvende [os] fra [vores] selviskhed« (L&P 56:8) Ældste Neal A. Maxwell De Tolv Apostles Kvorum Sagtmodighed er den virkelige kur, for den nøjes ikke bare med at dække over selviskhed, den fjerner den! I større eller mindre grad kæmper vi alle med selviskhed. Når selviskhed nu er så udbredt, hvorfor så bekymre sig om det? Fordi selviskhed i virkeligheden er selvnedbrydelse i slowmotion. Det kan derfor ikke undre os, at profeten Joseph Smith gav denne formaning: »Lad os da ikke alene begrave enhver selvisk følelse, men udrydde den fuldstændigt« (Profeten Joseph Smiths lærdomme, 1954, s. 212). Udryddelse er derfor målet ­ ikke begrænsning! Svulstig selviskhed har for eksempel skåret visse mennesker ned til sokkeholderne; de har søgt at sløre deres tomhed med sanselighed. Men i appetitternes aritmetik bliver alt, hvad der ganges med nul stadig lig med nul! Hvert eneste spjæt af selviskhed indskrænker ens univers ved at mindske ens opmærksomhed eller omsorg for andre. Men trods sin ydre verdslige prangen er en sådan eftergivende egenkærlighed faktisk meget provinsiel, ligesom guldfisk i en kumme, der glæder sig over deres egen selvtilstrækkelighed, uden at tænke over, hvor foder og rent vand kommer fra. For længe siden måtte Kopernicus fortælle en provinsiel verden, at denne klode ikke var universets midtpunkt. Nogle nutidige egoister har brug for en Kopernicus til at minde dem om, at de heller ikke er universets midtpunkt! De tidlige og velkendte udtryk for selviskhed er: At man fører sig frem på andres bekostning, uretmæssigt at tage æren for noget; at glæde sig over andres fejltrin; at ærge sig over andres fremgang; at foretrække offentlige undskyldning for forsoning på tomandshånd; og at man »drag[er] fordel af næstens ord« (2 Nephi 28:8). Ved at sætte fokus på sig selv har det selviske menneske lettere ved at bære falsk vidnesbyrd, stjæle og begære, fordi intet jo bør nægtes ham eller hende. Det kan derfor ikke undre, at det er så let for regeringer at lefle for det naturlige menneskes lyster, især når det hele jo går meget godt, mens man samtidig forsikrer det om, at dets lovløshed er lovligt undskyldt. Selviskhed får os også til at være uhøflige, hånlige og selvoptagede, mens vi nægter andre nødvendige goder, ros og anerkendelse, mens vi selvisk går forbi dem uden at skænke dem nogen tanke (se Mormon 8:39). Senere følger ubehøvlethed, bryskhed og rundsave på albuerne. Men i modsætningen til på selviskhedens vej er der ikke plads til aggressiv adfærd på den lige og snævre sti. Der findes ikke hustru- eller børnemishandling i et uselvisk, »kærligt hjem«. Desuden dyrkes uselviskhed bedst i familiens have, og flittig udførelse af tilsyneladende almindelige pligter i Kirken kan yderligere hjælpe os til at overvinde selviskhed. Den uselviske nyder også større frihed. G. K. Chesterton har sagt, at når vi viser interesse for andre, selvom de ikke interesserer sig for os, så vil vi opdage, at vi befinder os »under friere himmelstrøg og på en vej fuld af fabelagtige fremmede« (Orthodoxy, 1959, s. 21). I det daglige discipelliv opvejes de mange måder at udtrykke selviskhed på af de mange måder, hvorpå vi kan undgå det. Sagtmodighed er den virkelige kur, for den nøjes ikke bare med at dække over selviskhed, den fjerner den! Små skridt, inden vi træffer en vigtig beslutning, kan omfatte at spørge os selv: »Hvis behov er det, jeg søger at opfylde?« Eller i de situationer, der virkelig kan få konsekvenser, kan vi stoppe op og tælle til ti. Dette filter kan øge værdien af vores offer tifold, når sagtmodighedens si frafiltrerer selvoptagethedens og selviskhedens skum. Vi kan også ydmygt lade vore ideer leve deres eget liv uden at holde for meget fast ved dem. I stedet burde vi lade Ånden inspirere vores værdige ideer. Desværre bliver grov selviskhed til sidst integreret. Og så kan samfund stå uden orden, uden barmhjertighed, uden kærlighed, fordærvede og forhærdede (se Moroni 9). Samfundet afspejler derved et skræmmende, kumulativt billede, som signalerer et stort kulturelt forfald. Det skete i gamle dage, da et folk rent faktisk »blev svage på grund af overtrædelser« (Helaman 4:26). I forbindelse med menneskers adfærd gælder det, at når det, der engang udgjorde en mindre del af folkets røst, bliver til den dominerende stemme (se Mosiah 29:26­27), så følger Guds straffedomme og konsekvenserne af tåbelig selviskhed. Kulturelt forfald fremskyndes, når grupper med selviske særinteresser i samfundet bliver ligegyldige over for almene værdier, som engang blev holdt i hævd. Dette skred fremmes af de ligegyldige eller livsnyderne, mens samfundet omhyggeligt ledes ned til helvede (2 Nephi 28:21). Der er nogle, som ikke tager del i dette skred, men som dog ser passivt til, hvor de tidligere ville have søgt at dæmme op for det, som det er deres ret. Om denne situation har Yeats sørgmodigt skrevet: »De bedste savner deres meningers mod, mens de værste er fulde af lidenskabelig iver« (W.B. Yeats: »Det andet komme«). I dag er det sådan, at i stedet for samfundets traditionelle værdier fremtvinges et krav om konformitet, ironisk nok af folk, som til sidst ikke vil tolerere andre, der i sin tid tolererede dem. Mens uhæmmet ugudelighed måske ikke forvolder øjeblikkeligt forfald, men den samme, skræmmende kurs fastholdes fortsat ­ listigt og omhyggeligt ­ uden at vække opsigt (se 2 Nephi 28:21). Det er nogle af de umiddelbare konsekvenser af selviskhed, mens andre af dens konsekvenser er definitive ­ de har betydning for vores frelse. Selviskhed er faktisk årsagen til alle alvorlige synder. Det er udløseren til overtrædelse af de ti bud, hvadenten det er at lade hånt om sine forældre og sabbatten eller bære falsk vidnesbyrd, begå drab eller misunde. Det kan derfor ikke undre nogen, at det selviske menneske ofte er villig til at bryde en pagt for at tilfredsstille en lyst. Det er ikke mærkeligt, at de, der til sin tid vil udgøre det telestiale rige, efter at have betalt prisen, engang var uomvendte ægteskabsbrydere, horkarle og de, der både elsker og øver løgn. Nogle af de selviske mener fejlagtigt, at der alligevel ikke findes nogen guddommelig lov, og derfor heller ikke nogen synd (se 2 Nephi 2:13). Situationsetik er derfor som skabt til de selviske. Så i selviskhedens verden kan enhver sejre i henhold til sin egen intelligens og styrke, for der findes jo ingen forbrydelse (se Alma 30:17). Det kan derfor heller ikke overraske, at selviskhed også fører til frygtelige opfattelsesmæssige eller adfærdsmæssige brølere. Tag for eksempel Kain, der fordærvet af sit eget magtbegær efter mordet på Abel udbrød: »Jeg er fri« (Moses 5:33; se også 6:15). En af de værste konsekvenser af alvorlig selviskhed er denne totale proportionsforvrængning, hvor man sier myggen fra, men sluger kamelen (se Matt 23:24). Der er for eksempel i dag dem, der gør sig store bekymringer over forskellig myg, men sluger retten til udførelse af abort langt fremme i svangerskabet. Det kan ikke undre os, at selviskheden forstørrer en portion linser til et festmåltid og får tredive sølvpenge til at fremstå som et skatkammer. Når selviskheden udvikles sker der det samme, som skete i oldtiden for en gruppe børn, »som voksede op og . . . blev selvrådige« forhærdede og ugudelige (3 Nephi 1:29; se også vers 30). Katastrofale kulturelle forandringer kan og vil ske »i løbet af ganske få år«, herunder også at den stærkt tiltrængte fællesskabsfølelse fortrænges af tilfældig tant og fjas (se Helaman 4:26). Det naturlige mennesker, der er fast besluttet på at følge sin egen kurs, når ofte så vidt, at det er »uden følelse«, fordi det er blevet bedøvet af at tilfredsstille det kødelige sind (Se 1 Nephi 17:45; se også Ef 4:19). Og ligesom andre narkomaner trænger det desværre altid til endnu et fix. De skruppelløst selviske udnytter andre, men de elsker dem ikke. Så denne verdens Urias'er bør tage sig i agt! (Se 2 Sam 11:3­17). Flere århundreder før Kristi fødsel advarede profeten Jakob de ukyske mænd: »I har sønderknust jeres kære hustruers hjerter og mistet jeres børns tillid ved det dårlige eksempel, som I har vist« (Jakobs Bog 2:35). Når kærligheden bliver kold, bør de fattige og de nødlidende også tage sig i agt, for de vil blive tilsidesat, sådan som det skete i det gamle Sodoma (se Matt 24:12. Se Ez 16:49). Hvor sært det end lyder, så skrumper alle andre ind i takt med, at de virkelig selviske vokser i deres egen opfattelse (se 1 Sam 15:17). Selv de første dråber af selviskhed antyder en retning. Så opstår de små, snoede strømme, der bliver til små bække og hurtigt derpå til større vandløb. Og til sidst fejes man bort af en stor flod, der skyller ned i »elendighedens og den evige pines afgrund« (Helaman 5:12). Vi har faktisk en forpligtelse til at holde øje med de afslørende tegn på forfald i samfundet. Det var Jesus, der kom med denne advarsel: »Himlens udseende forstår I at tyde, men tidernes tegn kan I ikke tyde.« Det antyder, at der er brug for en helt anden type vejrudsigt (Matt 16:3). Både ledere og borgere er ansvarlige for det, der sker under et kulturelt forfald. Set i historiens lys er det let at kritisere dårlige ledere, men vi bør ikke lade deres tilhængere gå fri. Ellers vil de i deres rationalisering af deres degeneration hævde, at de blot adlød ordrer, mens lederne blot udstedte ordrer! Der kræves imidlertid meget mere af borgere i et demokratisk samfund, hvor den enkeltes karakter har stor betydning, hvad enten man er leder eller borger. Profeten Mormon indvilligede uselvisk i at lede et folk, som var ude i dybt forfald. Han bad for dem, men indrømmede, at hans bønner ikke rummede den store tro, fordi folket var så ugudeligt (Mormon 3:12). Til andre tider har visionære ledere som Josef i Egypten hjulpet et folk ud af farlige vaner, de havde, ved at forberede dem til fremtidens konkrete udfordringer (se 1 Mos 41:46­57). Nogle få, som for eksempel Lincoln, bød på åndeligt lederskab, skønt de egentlig var politiske ledere. Apropos så advarede Lincoln om, at der altid vil fremstå ambitiøse og talentfulde folk, og at disse mennesker »hungrer og tørster efter ære, og hvis det er muligt . . . så vil de opnå den, hvadenten det sker ved at frigive slaver eller trælbinde frie mænd« (citeret i John Wesley Hill, Abraham Lincoln ­ Man of God, New York: G.P. Putnam's Sons, 1927, s. 74; fremhævet i originalen). Om den uselviske George Washington er det blevet skrevet: »I historiens løb har kun få mennesker, som sad inde med ubegrænset magt, anvendt denne magt så mildt og selvudslettende til det, som deres instinkt fortalte dem var til deres folks og menneskehedens bedste« (James Thomas Flexner, Washington: The Indispensable Man, New York: Plume, 1984, s. xvi). Magten har det bedst i hænderne på folk, der, som Washington, ikke er besat af den! Et narcissistisk samfund, hvor alle har travlt med at mele deres egen kage, kan hverken skabe broderskab eller fællesskab. Bør vi ikke glæde os over i denne påsketid og på alle tidspunkter, at Jesus ikke egoistisk søgte at mele sin egen kage? Det er ikke noget under, at Herren har sagt: »Du må ikke have andre guder end mig«, og det omfatter også selvtilbedelse! (2 Mos 20:3; fremhævelse tilføjet). På den ene eller den anden måde vil de voldsomt selviske til sidst blive ynkeligt knust mod deres selviskheds klippehårde konsekvenser. Til sidst har vi i modsætning hertil Melissa Howes, hvis forholdsvis unge far døde af kræft for en del måneder siden. Lige inden hans død blev den da ni-årige Melissa bedt om at bede familiebøn, og hun sagde: »Kære himmelske Fader, velsign min far, og hvis du har mere brug for ham, end vi har, så må du godt tage ham. Vi vil gerne have ham, men din vilje ske. Og vil du ikke nok hjælpe os til ikke at blive vred på dig« (fra et brev fra Christie Howes, 25. februar 1998). Sikke en åndelig underdanighed fra så lille et barn! Sikke en uselvisk opfattelse af frelsesplanen! Må uselvisk underkastelse også være vores vej beder jeg om i Jesu Kristi navn. Amen!