»Ved ringe midler« Ældste Stephen A. West De Halvfjerds Måtte vi finde mod, tro og trøst i de små, stille og omsorgsfulde gerninger, som omsorgsfulde, kærlige, ydmyge og hengivne Kristi disciple gør. For nogle få år siden tjente min hustru og jeg i en lille gren i Kirken. Den lå i den indre del af en by og bestod af omkring 35 medlemmer. Grenspræsidenten, Daniel Sawyer, en mand, jeg beundrer meget, var sandsynligvis det eneste medlem af den gren, der havde været medlem af Kirken i mere end tre eller fire år. Vore møder blev afholdt i et rækkehus i et af de mest belastede kvarterer i en større by i det østlige USA. Huset lå i en gade, hvor mange bygninger var blevet brændt ned og udplyndret under de store uroligheder i 1968, og nogle af disse beskadigede eller ødelagte bygninger var nu, 25 år senere, stadig ikke blevet sat i stand eller bygget op igen. Foran rækkehuset var der en lille trappe, der ledte fra fortovet op til en dør, som gav adgang til nogle værelser, der var blevet indrettet til klasseværelser og et kontor. En anden dør lige ud til fortovet gav adgang til en lille trappe ned til kælderen, som var møbleret med et nadverbord, en talerstol til taleren og nogle klapstole. Nogle af de mest mindeværdige oplevelser, som min hustru og jeg har haft i Kirken, har vi haft i de omgivelser. En søndag midt under grenens nadvermøde trådte en kvinde ind af døren fra gaden. Hun var en hjemløs kvinde, som havde noget snavset, pjaltet tøj på. Hun hostede, var ved at kvæles og pudsede næse i et beskidt lommetørklæde. Med en høj, hæs stemme sagde hun: »Jeg vil synge! Jeg vil bede!« og gik direkte op til den forreste række og satte sig ved siden af et medlem i en hvid bluse, lænede sig hen mod hende og lagde sit hoved på hendes skulder. Medlemmet lagde straks sine arme om denne gæst og holdt hende i sine arme under resten af mødet. Taleren havde været ved at tale om lignelsen om den barmhjertige samaritaner1, netop som kvinden var trådt ind. Mens denne kvinde hostede og var ved at kvæles, fortsatte taleren med at fortælle om lignelsen. Da han var ved at være færdig med sin tale og var ved citere et relevant skriftsted, afbrød denne hjemløse kvinde pludselig taleren og færdiggjorde med høj røst det vers, som taleren var begyndt på. Da vi talte om dette med taleren bagefter, mente vi, at det sandsynligvis havde været meget længe siden, at nogen havde lagt sin arm kærligt om vores besøgende. Vi tænkte på, om noget kunne have været et bedre eksempel på lignelsen af den barmhjertige samaritaner, end det som vi netop havde set, og vi blev mindet som de ord, som Frelseren sagde, inden han begynde at fortælle lignelsen: »Du skal elske . . . din næste som dig selv.«2 En anden oplevelse i grenen var med en venlig og samvittighedsfuld kvinde, der trofast afleverede kuverter, som indeholdt nogle få mønter som tiendebetaling. En dag, da hun kom i kirke, havde hun også en lille plastikpose i hånden med et stykke tørt brød i. Hun gav os plastikposen med brødet og sagde: »Hvis man vil høre til en kirken, bør man også yde noget. Jeg kan ikke give ret meget, men jeg kan give nadverbrødet.« Mens vi brugte hendes brød til nadveren fik hele denne oplevelse en ny betydning den dag. Dette vers randt mig i hu: »Og Jesus satte sig over for tempelblokken og så på, hvordan folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget. Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi. Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: ðSandelig, siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.Ы3 En tredje oplevelse i grenen var under en samtale, som medlemmerne havde i Søndagsskolen med hensyn til, hvornår man bør give noget til dem, der beder om hjælp. Et af medlemmerne, som var kommet med sin hustru fra Afrika for at videreuddanne sig, rakte hånden op og fortalte os følgende oplevelse: Mens han havde været på vej hjem til fods gennem kvarteret, var han blevet passet op af en mand, der havde stukket en pistol i brystet på ham og forlangt alle hans penge. Vores medlem tog pengene op af sin lomme, gav dem til manden og sagde: »Hvis du har så hårdt brug for penge, så har jeg flere.« Han åbnede sin mappe og fandt nogle flere penge frem, som han gav til røveren, idet han sagde: »Vær nu klar over, at du ikke tager disse penge fra mig, jeg giver dig dem i Herrens navn, fordi du har brug for dem.« Han fortalte, at røveren så på ham med forbavselse, stak pistolen i sit bælte og sagde: »Hvor bor du? Jeg skal nok følge dig hjem, fordi du er for godt et menneske til at færdes i disse gader, og du er ikke i sikkerhed her.« Mens de begyndte at gå hen til medlemmets lejlighed, blev de pludselig omringet af politibiler, fordi en kvinde havde set røveriet fra vinduet i sin lejlighed og havde ringet til politiet. Politiet anholdte røveren og førte ham bort. Eftersom medlemmet havde været offeret, blev han bedt om at være vidne senere ved røverens retssag. Ved rettergangen bevidnede han, at selv om røveren havde forlangt at få hans penge, havde han sagt, at han gav ham pengene i Herrens navn, og at hvis røveren havde så hårdt brug for dem, ville han gerne forære ham dem. Lige siden dengang, når jeg hører Frelserens ord: »Tager nogen din kappe, så lad ham tage kjortlen med,«4 så tænker jeg ikke kun på det hellige land, men også på det rå kvarter i denne by i det østlige USA. Disse er blot nogle få oplevelser fra vores egen tid, som ikke mange var vidne til, men som de viser, var disse personer eksemplariske mennesker, som levede under vanskelige forhold. Et af medlemmerne pegede på min 40 år gamle Mormons Bog, hvor læderindbindingen stort set er slidt væk, så hjørnerne er blevet flossede, og man kan se pappet igennem læderet, og sagde: »Mange af medlemmerne i vores gren er ligesom din Mormons Bog, lasede og slidte udenpå, men inden i findes der dybsindige og vigtige tanker.« Må jeg til slut fortælle jer om en niårig pige af spansk afstamning, som jeg interviewede en aften i Texas i forbindelse med hendes dåb. Jeg spurgte hende, om hun vidste, hvem Jesus var. Hendes svar var: »Ja.« »Hvem er han?« spurgte jeg. Hun viftede med sin hånd over hovedet og pegede på alt, hun kunne få øje på, og sagde: »Han ejer alt dette!« Kunne nogen anden niårig eller nogen af os måske have sagt det bedre? Med blot fire ord havde hun beskrevet Frelseren med enkel tydelighed: »Han ejer alt dette!« Da interviewet var omme, fortalte hun sin mor, at hun ikke ville hjem fra kirke, men gerne ville blive og sove i ðJesus' husÐ. »Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.«5 Frelseren sagde til sine disciple i den nye verden: » . . . Dette er mit evangelium, og I ved, hvad I skal gøre i min kirke; thi de gerninger, I har set mig gøre, skal I også gøre; thi det, som I har set mig gøre, skal I også gøre. Derfor, salige er I, dersom I gør dette . . . «6 I tidernes midte gav Frelseren blandt andet et klap på skulderen her, et venligt ord der, føde (både timelig og åndelig) til de sultne, råd og vejledning til de nødlidende. Han bad sammen med dem, der var bange, og viste venlighed over for de oversete og respekt og hengivenhed over for børnene og kærlig omsorg for de nedtyngede. »Og således ser vi, at Herren ved ringe midler kan udføre store ting.«7 »Bliv derfor ikke trætte af at gøre godt, thi I lægger grundvolden til et stort værk, og af de små ting kommer det, som er stort.«8 I disse tider, hvor så mange af vore daglige oplevelser synes at vise, at verden er på vej i den forkerte retning, kan vi finde mod, tro og trøst i de små, stille og omsorgsfulde gerninger, som omsorgsfulde, kærlige, ydmyge og hengivne Kristi disciple gør. Måtte vi på samme måde efterleve de selv samme principper, som Frelseren underviste i for næsten 2.000 år siden er min bøn, hvortil jeg føjer mit vidnesbyrd om, at han lever, og jeg gør det i Jesu Kristi navn. Amen. NOTER: 1. Luk 10:30­37 2. Luk 10:27 3. Mark 12:41­44 4. Luk 6:29 5. Joh 17:3 6. 3 Nephi 27:21­22 7. 1 Nephi 16:29 8. L&P 64:33.