Vidnet: Martin Harris Ældste Dallin H. Oaks De Tolv Apostles Kvorum Et af Martin Harris' største bidrag til Kirken, et bidrag, som han for altid bør æres for, var hans finansiering af udgivelsen af Mormons Bog. LOVEN OM VIDNER Vidner og vidnesbyrd er af afgørende betydning i Guds plan for hans børns frelse. I Guddommen er det Helligåndens funktion at bære vidnesbyrd om Faderen og Sønnen (se 2 Nephi 31:18). Faderen har båret vidnesbyrd om Sønnen (se Matt 3:17; 17:5; Joh 5:31­39), og Sønnen har båret vidnesbyrd om Faderen (se Joh 17). Herren har befalet sine tjenere, at de skal vidne om ham (se Es 43:19; Mosiah 18:9; L&P 84:62), ligesom alle profeterne har båret vidnesbyrd om Jesus Kristus (se ApG 10:43; Åb 19:10). Skrifterne siger: »På to eller tre vidners udsagn skal enhver sag afgøres« (2 Kor 13:1; L&P 6:28; se også 5 Mos 19:15). De vigtigste frelsende ordinancer ­ dåb, vielse og andre ordinancer i templet ­ kræver vidner (se L&P 127:6; 128:3). Bibelen vidner om Jesus Kristus gennem profetierne om hans komme, gennem beretninger om hans tjenestegerning og gennem vidnesbyrdet fra dem, som bærer hans budskab til verden. Mormons Bog har det samme indhold: Vidner før, under og efter Messias' tjenestegerning. Derfor er den også passende nu kaldt »Endnu et vidne om Jesus Kristus.« VIDNER TIL MORMONS BOG Der findes også vidner til Mormons Bog. Jeg har valgt at tale om den betydning, som deres vidnesbyrd har og om et af disse vidner. Mens Joseph Smith oversatte Mormons Bog, åbenbarede Herren, at verden udover profetens vidnesbyrd ville modtage »tre af mine tjeneres vidnesbyrd, hvem jeg vil kalde og beskikke, og hvem jeg vil vise disse ting« (L&P 5:11; se også Ether 5:2­4; 2 Nephi 27:12­13). »Ja, de skal vide med vished, at disse ting er sande,« forkyndte Herren, »thi fra himlen vil jeg forkynde dem det« (L&P 5:12). Der blev også kaldet 8 vidner, men deres vidnesbyrd er et emne til en anden gang. De tre vidner, der blev udvalgt som vidner til Mormons Bog var Oliver Cowdery, David Whitmer og Martin Harris. Deres skriftlige »Tre vidners vidnesbyrd«, er blevet inkluderet i næsten alle de 100 millioner eksemplarer af Mormons Bog, som Kirken har udgivet siden 1830. Disse vidner bærer højtideligt vidnesbyrd om, at de havde »set de plader, som indeholder denne optegnelse« og »de indgraveringer, som findes på pladerne.« De vidner om, at disse optegnelser »er blevet oversat ved Guds gave og kraft; thi hans røst har kundgjort os det.« De vidner: »Og vi erklærer i al troværdighed, at en Guds engel kom ned fra himlen, bragte pladerne og lagde dem for øjnene af os, så at vi så og betragtede dem og indgraveringerne på dem; og vi ved, at det er ved Gud Faderens og vor Herres Jesu Kristi nåde, at vi så dem og bærer vidnesbyrd om, at disse optegnelser er sande.« Og de fortsatte: »Herrens røst (bød) os, at vi skulle bære vidnesbyrd derom, hvorfor vi bærer vidnesbyrd derom for at være lydige mod Guds befalinger«, (»Tre vidners vidnesbyrd«, Mormons Bog). Mennesker, som fornægter muligheden af overnaturlige væsener, kan forkaste dette bemærkelsesværdige vidnesbyrd, mens mennesker, som er åbne over for tro på mirakuløse begivenheder, bør finde det meget overbevisende. De tre vidners højtidelige vidnesbyrd om det, som de så og hørte ­ to af dem samtidigt og den tredje næsten umiddelbart derefter ­ fortjener vores alvorlige overvejelser. Ja, vi ved, at vidnesbyrdet fra et vidne har udløst store mirakler og er blevet accepteret af mange religiøse mennesker, samt at vidnesbyrdet fra et enkelt vidne i den verdslige verden har tilstrækkelig vægt til at udløse alvorlige domme og straffe. Personer, som har erfaring med at bedømme vidnesbyrd, overvejer normalt vidnets mulighed for at se en begivenhed, samt hvor forudindtaget vidnet muligvis er. Hvor forskellige vidner aflægger det samme vidnesbyrd om den samme begivenhed, ser skeptikerne efter, om der foreligger en skjult aftale mellem vidnerne, eller om andre vidner modsiger dem. Hvis vidnesbyrdet fra de tre vidner om Mormons Bog skal måles i forhold til disse mulige indsigelser, så står deres vidnesbyrd meget stærkt. De havde alle tre både rigelig årsag og mulighed for at benægte deres vidnesbyrd, hvis det havde været falsk, eller udtrykke sig tvetydigt om detaljerne, hvis det ikke havde været præcist. Som det er velkendt, så blev hvert eneste af disse tre vidner udelukket af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige på grund af uoverensstemmelser eller jalousi i forbindelse med andre kirkeledere ca. 8 år efter udgivelsen af deres vidnesbyrd. Alle tre gik de deres egne vegne uden nogen fælles interesse, der vidner om en sammensværgelse. Alligevel afveg ingen af disse vidner fra deres trykte vidnesbyrd eller sagde noget, som kunne kaste nogen skygge over dets sandhed ­ og det i hele resten af deres liv, som strakte sig fra 12 til 50 år efter deres udelukkelse. Deres vidnesbyrd står endvidere uimodsagt af andre vidner. Vi kan forkaste det, men hvordan forklarer man, at tre mænd med en solid karakter forenede sig og fastholdt deres trykte vidnesbyrd hele livet igennem på trods af stor latterliggørelse og andre personlige ulemper? Ligesom Mormons Bog selv findes der ikke nogen bedre forklaring end den, som gives i selve vidnesbyrdet ­ den højtidelige erklæring fra gode og ærlige mænd, som fortalte det, som de så. MARTIN HARRIS Da jeg har næret en særlig interesse for Martin Harris, bliver jeg ked af den måde, hvorpå han huskes af de fleste kirkemedlemmer. Han fortjener et bedre minde end alene at blive husket som manden, som på uretfærdig vis skaffede sig adgang til de oprindelige manuskriptsider til Mormons Bog og derpå mistede dem. Da Mormons Bog blev udgivet, var Martin Harris omkring 47 år gammel, og mere end 20 år ældre end Joseph Smith og de to andre vidner. Han var en velhavende og respekteret borger i Palmyra i staten New York. Han ejede en gård på ca. 100 hektarer, hvilket var en stor gård på den tid og dette sted. Han var en æret veteran fra to slag i 1812-krigen. Hans medborgere viste ham stor tillid ved at vælge ham til mange embeder og ansvar i lokalsamfundet. Han var almindelig kendt for sin virkelyst og sin ubestikkelighed. Samtidige bedømte ham som »en arbejdsom og hårdtarbejdende landmand, som var dygtig til sine forretninger, havde gode vaner« og var »retlinet i sine forretninger« (citeret i Investigating the Book of Mormon Witnesses, 1981, s. 96­97, 98). Denne velhavende og retlinede ældre mand blev venner med den unge og fattige Joseph Smith, og gav ham 50 dollars, som gjorde det muligt for Joseph Smith at betale sin gæld i Palmyra og flytte til det nordvestlige Pennsylvania ca. 240 kilometer derfra. Og der begyndte Joseph Smith i april 1828 sin første vedholdende oversættelse af Mormons Bog. Han dikterede, og Martin Harris skrev, indtil der var skrevet 116 sider. Martins vedvarende anmodninger om at få lov til at vise dette manuskript til sin familie trættede Joseph så meget, at han lod Martin tage det med til Palmyra, hvor disse sider blev stjålet fra ham, gik tabt og sandsynligvis blev brændt. Derfor irettesatte Herren Martin og Joseph. Joseph fik den oversættelsesgave, som han besad, suspenderet for en tid, og Martin blev irettesat som en »ugudelig mand«, som havde »tilsidesat Guds råd og brudt de helligste løfter, der var blevet gjort for Gud« (L&P 3:12­13; se også L&P 10). Heldigvis blev både Joseph og Martin senere tilgivet af Herren, og arbejdet blev genoptaget med andre skrivere. Vi ærer helt klart Joseph for hans storslåede tjenestegerning, men Martins efterfølgende trofasthed lider under en fortsat skygge, som denne betydningsfulde mand bør frigøres fra. Jeg vil gerne gennemgå nogle af højdepunkterne i Martin Harris' liv efter den uheldige episode med det stjålne og bortkomne manuskript. Omkring 9 måneder efter at Martin var blevet irettesat, modtog profeten Joseph en åbenbaring, der forkyndte, at der skulle være tre vidner til pladerne, og at Martin, hvis han ville ydmyge sig, ville få det privilegium at se dem (se L&P 5:11, 15, 24). Nogle få måneder senere blev Martin Harris udvalgt som et af de tre vidner og fik del i den oplevelse, som blev beskrevet før, og bar vidnesbyrd om det. Et af Martin Harris' største bidrag til Kirken, et bidrag, som han for altid bør æres for, var hans finansiering af udgivelsen af Mormons Bog. Han pantsatte i august 1829 sit hjem og sin gård til Egbert B. Grandin for at sikre betalingen af trykningen. Syv måneder senere var de første 5000 eksemplarer af Mormons Bog blevet trykt. Og senere, da pantsætningen skulle indløses, blev hans hjem og en del af gården solgt for 3000 dollars. På denne måde var Martin Harris lydig over for Herrens åbenbaring: »Og atter befaler jeg dig, at du ikke skal lade dit hjerte hænge ved din egen ejendom, men frit give deraf til trykningen af Mormons Bog . . . Betal den gæld, som du har pådraget dig hos bogtrykkeren. Frigør dig for trældom« (L&P 19:26, 35). Andre optegnelser og åbenbaringer viser Martin Harris' betydelige engagement i den genoprettede kirkes aktiviteter og hans stilling hos Gud. Han var til stede ved Kirkens organisering den 6. april 1830 og blev døbt samme dag. Et år senere blev han kaldet til at rejse til Missouri sammen med Joseph Smith, Sydney Rigdon og Edward Partridge (se L&P 52:24). I Missouri blev han samme år ­ 1831 ­ befalet at »være et eksempel for kirken og lægge sine penge for kirkens biskop« (L&P 58:35), hvorved han blev den første mand, som Herren ved navn kaldte til at vie sin ejendom til Zion. To måneder senere blev han omtalt sammen med Joseph Smith, Oliver Cowdery, Sidney Rigdon og andre, der skulle være »forvaltere af de åbenbaringer og befalinger, som jeg har givet« (L&P 70:3; se også L&P 70:1) i en befaling om at udgive og udsende det, som senere blev Lære og Pagter. I 1832 blev Martin Harris' storebror, Emer, som er min tiptipoldefar, kaldet til en mission fra Ohio (se L&P 75:30). Emer tilbragte et år med at forkynde evangeliet i nærheden af sit tidligere hjem i det nordøstlige Pennsylvania. Det meste af tiden var det Martin, som han var missionærkammerat med, og Martins iver i forkyndelsen fik ham endog fængslet i nogle dage. Brødrene Harris døbte ca. 100 mennesker. Blandt de døbte var en familie med navn Oaks, hvor min tiptipoldefar hørte til. Derfor stammer mit mellemnavn og mit efternavn fra disse to forfædre, som traf hinanden på den mission i Susqueahanna County i 1832­33. Da Martin Harris vendte tilbage i februar 1834 efter sin mission, blev han ved åbenbaring udvalgt til at tjene i det første højråd i Kirken (se L&P 102:3). Mindre end tre måneder senere forlod han Kirtland sammen med Zions hær og marcherede ca. 1500 kilometer til Missouri for at hjælpe de undertrykte hellige der. En af de mest betydningsfulde begivenheder i genoprettelsen var kaldelsen af et kvorum bestående af tolv apostle i februar 1835. De tre vidner, herunder Martin Harris, blev udpeget til at »udsøge . . . de tolv« (L&P 18:37), udvælge dem og derefter med den myndighed, som profeten og hans rådgivere havde givet dem, ordinere dem. (Disse ordinationer blev derefter bekræftet ved håndspålæggelse af Det Første Præsidentskab, se B. H. Roberts, Comprehensive History, 1:372­375). Alle tre vidner faldt hver på sin måde bort fra deres stilling med stor indflydelse og autoritet. I løbet af 1837 opstod der en intens finansiel og åndelig konflikt i Kirtland. Martin Harris sagde, at han »mistede sin tillid til Joseph Smith«, og at »hans sind blev formørket« (citeret i Anderson, Investigating the Book of Mormon Witnesses, s. 110). Han blev afløst fra højrådet i september 1837 og udelukket tre måneder senere. Martins hustru, Lucy, som havde været involveret i tabet af manuskriptsiderne, døde i Palmyra i 1836. I løbet af et år derefter flyttede Martin med sin familie til Kirtland og giftede sig med Caroline Young, en niece til Brigham Young. Da de fleste af de hellige flyttede videre ­ til Missouri, til Nauvoo og vestpå ­ forblev Martin Harris i Kirtland. Der blev han gendøbt af en besøgende missionær i 1842. I 1856 gennemførte Caroline og deres fire børn den lange rejse til Utah, mens Martin, som da var 73 år gammel, forblev på sin ejendom i Kirtland. I 1860 fortalte han en folketæller, at han var »mormonprædikant«, hvilket var et fortsat bevis på hans loyalitet over for det gengivne evangelium. Han fortalte senere en besøgende: »Jeg forlod aldrig Kirken, men Kirken forlod mig« (citeret i William H. Homer, jun. »ðPublish It Upon the MountainsÐ, The Story of Martin Harris,« Improvement Era, juli 1955, s. 505), hvilket naturligvis betød, at Brigham Young ledte Kirken mod vest, og at den aldrende Martin forblev i Kirtland. Resten af sine år i Kirtland optrådte Martin Harris som selvudpeget rundviser og pedel for det forladte tempel i Kirtland, som han elskede. Besøgende fortalte om hans fremmedgørelse over for Kirkens ledere i Utah, men også om hans brændende bekræftelse af sit trykte vidnesbyrd om Mormons Bog. Martins ønske om at slutte sig til familien i Utah resulterede i 1870 i en varm invitation fra Brigham Young samt i en billet til rejsen og en officiel eskorte fra en af præsidenterne for De Halvfjerds. En interviewer i Utah beskrev denne 87-årige mand som »bemærkelsesværdigt livskraftig af sin alder . . . med en god hukommelse« (Deseret News, 31. august 1870). Han blev gendøbt, hvad der var almindelig praksis på den tid, og talte to gange til medlemmerne i dette Tabernakel. Vi har ingen officiel rapport om, hvad han sagde, men vi ved, hvad hans hovedbudskab var, eftersom mere end 35 mennesker har efterladt de samme personlige beretninger om det, som han fortalte dem i denne periode. En af dem angav, at Martin sagde følgende: »Det er ikke kun tro, men også viden. Jeg så pladerne og indgraveringerne derpå. Jeg så englen, og han viste mig dem« (citeret i Anderson, Investigating the Book of Mormon Witnesses, s. 116). Martin Harris gentog sit vidnesbyrd om Mormons Bog, da hans liv var ved at ebbe ud, og sagde: »Jeg fortæller dette, så I kan fortælle andre, at det, som jeg har sagt, er sandt, og jeg vover ikke at fornægte det; jeg hørte Guds røst befale mig at vidne om det samme« (citeret i Anderson, Investigating the Book of Mormon Witnesses, s. 118). Martin Harris døde i Clarkston i Utah i 1875, 92 år gammel. Hans liv hyldes i festspillet Martin Harris, manden der vidste, som opføres hver sommer i Clarkston i Utah. Hvad kan vi lære af dette eksempel? (1) Vidner er vigtige, og vidnesbyrdet fra de tre vidner til Mormons Bog er både imponerende og troværdigt. (2) Lykke og åndelig udvikling ligger i at følge Kirkens ledere. (3) Der findes håb for os alle sammen, selv når vi har syndet og har vendt os bort fra Herrens gunst. Herrens invitation er både varm og kærlig: »Kom tilbage og spis fra Herrens bord, og smag igen de søde og tilfredsstillende frugter, som fællesskabet med de hellige giver« (The First Presidency, »An Invitation to Come Back«, Church News, 22. dec. 1985, s. 3). Jeg vidner om, at dette er Herrens ord og Herrens værk. I Jesu Kristi navn. Amen. BIBLIOGRAFI: 1. Richard Lloyd Anderson, Investigating the Book of Mormon Witnesses, kap. 7 og 8, Deseret Book Co. Salt Lake City, 1989. 2. William H. Homer, jun. »ðPublish It Upon the MountainsÐ, The Story of Martin Harris,« Improvement Era, marts-juli 1955, s. 144­46, 194­95, 238­39, 244, 310­11, 344­46, 387, 3. Rhett Stephen James, The Man Who Knew: The Early Years, 1983, »Dramatic Biography Annontations«, s. 95­169. 4. Daniel H. Ludlow Encyclopedia of Mormonism, Macmillan Publishing Co., New York, 5 bind, 1992. »Book of Mormon Witnesses« »Martin Harris« »Witnesses, Law of« 5. B. H. Roberts, A Comprehensive History of The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, bind 1, s. 371­376, Deseret News Press: Salt Lake City, 1930. 6. Madge Harris Tuckett og Belle Harris Wilson, The Martin Harris Story, Press Publishing Co., Provo, 1983.