Lydighed ­ vejen til frihed Præsident James E. Faust Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab Lydighed fører til virkelig ægte frihed. Jo mere vi adlyder den åbenbarede sandhed, desto mere frie bliver vi. Mine kære brødre, jeg kommer til denne talerstol i aften med en dyb kærlighed og respekt for jeres trofaste lydighed i at ære det præstedømme, som I bærer. Jeg har bedt om vejledning til, hvad jeg skal sige, for jeg ønsker at opløfte min røst til advarsel. I vore dages samfund tilsløres forskellen mellem rigtigt og forkert af kraftige, tillokkende stemmer, der opfordrer til hæmningsløshed i menneskenes opførsel. De slår til lyd for fuldstændig frihed uden hensyntagen til følgerne. Jeg fastslår utvetydigt, at en sådan opførsel er den direkte vej til personlig ødelæggelse. I aften taler jeg til denne Kirkes præstedømme, og især til de unge mænd i Det Aronske Præstedømme, om, hvordan man bliver virkelig fri. Lydighed fører til virkelig ægte frihed. Jo mere vi adlyder den åbenbarede sandhed, desto mere frie bliver vi. Præsident O. McKay talte om sin hest, Dandy, som ønskede fuld frihed og ingen indskrænkning deraf. Præsident McKay sagde: »Når man red på Dandy, var han så villig, lydhør og samarbejdsvillig, som nogen hest kunne være . . . Men Dandy kunne ikke lide begrænsninger. Han var utilfreds, når han stod fortøjret og bed forsigtigt i det reb, han var bundet med, indtil han var fri. Han løb ikke væk; han ønskede bare at være fri. Han tænkte, at andre heste havde det lige sådan, og gik i lag med at løsne deres reb . . . . . . hans nysgerrighed og ønske om at udforske omegnen forvoldte ham og mig problemer. Engang blev han ramt af en bil på landevejen . . . Mens han kom sig over dette, var han stadig drevet af vandrelyst, og undersøgte nøje hele hegnet langs skellet. Han så endda, at lågerne var bundet . . . Men en dag var der nogen, som ikke havde bundet lågen. Da Dandy opdagede det, løftede han klinken af den og tog en anden hest . . . med sig, og sammen . . . gik de til et gammel hus, der blev brug til opbevaring. Dandys nysgerrighed fik ham til at skubbe døren op . . . Der var en sæk korn. Hvilket fund! Ja, og hvilken tragedie. Kornet var gift til gnavere! Efter nogle få minutter fik Dandy og den anden hest kramper og smerter, og kort efter var begge døde.« Præsident McKay fortsatte: »Hvor mange af vore unge ligner Dandy! . . . De er impulsive, fulde af liv, fulde af nysgerrighed . . . De bliver også genstridige under begrænsninger, men hvis de holdes beskæftiget, vejledes omhyggeligt og på rette måde, viser de sig at være lydhøre og duelige. Men hvis man lader dem strejfe om uden opsyn, overtræder de også ofte principperne om det rigtige, hvilket ofte fører til snarer af ondt, ulykke og endda død.«1 At få tøjler på ­ eller lydigt rette sig efter begrænsningerne ­ er nødvendigt for vores personlige vækst og udvikling. En landsdækkende udsendelse berettede for nylig om vilde heste, som tæmmes af fanger. Når fangerne skabte venskaber med hestene, lærte de tålmodighed, at styre deres temperament, respektere andre og værdien af at arbejde inden for et system. Da de så hestene lære at være lydige mod deres ordrer, forstod de, hvordan de kunne have undgået de forfærdelige fejl, som havde fået dem i fængsel. Jeg tilføjer, at lydighed mod de rette principper ville have givet dem frihed fra socialt betingede sygdomme, skam og fornedrelse samt skyldfølelser. Ligesom hestene kunne de stadig lære, udvikle sig og udrette noget. Vi hører mange overbevisende stemmer, der kræver frihed fra begrænsninger, især fra moralske begrænsninger. Men vi lærer gennem verdens historie, at ethvert fremgangsrigt samfund har haft begrænsninger. Tænk på selve jorden. Den blev dannet af materie og var i begyndelsen tom, øde og mørk. Så kom der orden, da Gud befalede, at lyset skulle skille sig fra mørket. Guds befaling blev adlydt, og jorden oplevede sin første dag fulgt af sin første nat. Dernæst beordrede Gud skabelsen af atmosfæren. Han organiserede solen, månen og stjernerne, så de skinnede på deres behørige tider og årstider. Efter en række befalinger og lydighed mod befalingerne blev jorden ikke blot beboelig, men smuk.2 Bror Jake Garn, en forhenværende senator i USA, rejste for nogle få år siden ud i rummet sammen med et hold amerikanske astronauter. Da han mindedes det udsyn, som de havde til himlens vældige omfang fra rumfærgen Discovery, bemærkede han, at når man kredser rundt om jorden, erkender man, at vi alle er Guds børn, og at jorden virker i lydighed mod Guds love. Han talte også om jordens storslåede skønhed set fra rummet, og at den er helt betagende.3 Denne jord, som vi bor på, er en selvstændig planet, der indtager en enestående position i rummet. Men den er også en del af vores solsystem, et ordnet system med otte andre planeter, asteroider, kometer og andre himmellegemer, som kredser om solen. På samme måde som jorden er en planet i sig selv, er hver enkelt af os et individ i vores egen sfære, hvor vi bor. Vi er enkeltpersoner, men vi lever i familier og samfund, hvor orden udgør et harmonisk system, der afhænger af lydighed mod principperne. På samme måde som orden gav jorden liv og skønhed, da den var mørk og tom, gør den det også for os. Lydighed hjælper os med at udvikle de muligheder fuldt ud, som vor himmelske Fader ønsker for os, så at vi kan blive celestiale væsener, der en dag vil være værdige til at leve i hans nærhed. Brødre, en anden side af friheden er tillid. For næsten 60 år siden, da jeg skulle på min første mission, lærte præsident McKay os missionærer en stor sandhed. Uden at sige et ord gik han over til tavlen, tog et stykke kridt og skrev: »Det er bedre at blive stolet på end at være elsket«. Jeg har tænkt over dette udsagn og har set nogle gode eksempler på det. Jeg vil fortælle et eksempel fra skrifterne. Josef, Jakob og Rakels søn, blev solgt som slave. På grund troløshed i Potifars hus kom Josef i fængsel. Farao havde haft to drømme, der bekymrede ham. Da han hørte om Josefs evner fra hofmundskænken, sendte han bud efter ham for at tyde drømmene. Josef fortalte ham ved hjælp af inspiration, at de syv år med overflod ville blive fulgt af syv år med hunger. Farao ikke alene godtog denne korrekte fortolkning af drømmene, men han stolede også på Josef og udnævnte ham til at stå lige under Farao i sine magtbeføjelser.4 Årene gik, og hungersnøden kom. Efter en tid reddede Josef alle sine brødre og sin far fra at sulte. Fordi Josef vandt ubetinget tillid hos dem, der stod over ham, nød han stor frihed. Også I kan lige som Josef vinde andres tillid, men tillid er noget, man skal gøre sig fortjent til. Frelseren er vores forbillede i alle ting. Apostlen Paulus skrev: »Skønt han var søn, måtte han lære lydighed«.5 På vores egen begrænsede måde kan vi også lære lydighed, ligesom Kristus gjorde. Vi lærer som små at respektere autoriteter, når vi adlyder vore forældre, og vi vinder derved deres tillid. Hvis vi ikke adlyder, er vi som drengen Jack, hvis far sagde til ham: »Hver gang du er ulydig, får jeg et til gråt hår«. »Orv, far«, svarede Jack, »så er det dig, der har givet bedstefar alle hans grå hår«.6 I skolen lærer vi forhåbentligt noget om disciplin, som hjælper os med at komme ud af det med andre. Når vi får lydighed som mål, er det ikke længere et irritationsmoment; i stedet for en anstødssten bliver det en byggesten. Lydighed mod visdomsordet afholder os fra afhængighed, så vi ikke bliver slaver af alkohol, narkotika eller tobak. Vores legeme vil være sundt og vores forstand klar, for det løfte, som er forbundet med dette princip, er, at »alle hellige, der erindrer sig disse ord, følger dem og vandrer i lydighed mod disse bud, skal få sundhed i navlen og marv i benene.«7 Et yderligere løfte i denne åbenbaring siger, at vi »skal finde visdom og store skatte af kundskab, ja, endog skjulte skatte«.8 Således opnår vi ved lydighed også kundskab. Som Frelseren sagde: »Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud«.9 Lydighed giver fred, når man træffer beslutninger. Hvis vi er fast besluttet på at følge befalingerne, vil vi ikke igen skulle beslutte, hvilken vej vi skal følge, når vi kommer ud for fristelser. Det er på den måde, at lydighed bringer åndelig sikkerhed. Brødre, en anden side af lydighed er lydighed mod åndelige tilskyndelser. Dette kan også gøre fri. Hvor mange gange har vi fortrudt, at vi ikke har fulgt en tilskyndelse fra en højere kilde? Ephraim Hanks er et bemærkelsesværdigt eksempel på en ung mands lydighed mod åndelige tilskyndelser. I efteråret 1856 hørte han, da han var gået i seng, en stemme sige til ham: »Pionererne med håndkærrerne er i vanskeligheder; vil du tage afsted og hjælpe dem?« Uden at tøve svarede han: »Ja, jeg vil tage afsted, hvis jeg kaldes.« Han red hurtigt fra Draper til Salt Lake City. Da kan kom frem, hørte han opfordringen til at melde sig til at hjælpe de sidste håndkærrekompagnier ind i dalen. Ephraim sprang op og sagde: »Jeg er klar nu!« Han stod ved sit ord og tog straks alene afsted. Der brød en vældig storm løs, da han kørte sin vogn østpå over bjergene. Den varede i tre dage, og sneen var så dyb, at det var umuligt at køre vognene igennem den. Så Ephraim besluttede sig for at ride til hest. Han tog to heste, en til at ride på og en til oppakning, og red forsigtigt gennem sneen til bjergene. Skumringen kom, da han alene slog lejr ved South Pass. Da han skulle til at lægge sig, tænkte han på de sultne hellige og bad uvilkårligt Herren om at sende ham en bisonokse. Da han efter sin bøn åbnede øjnene, blev han forskrækket, da han så en bisonokse stå knap 50 meter væk. Han sigtede, og ét skud fik dyret til at trille ned i den fordybning, hvor han havde slået lejr. Tidligt næste morgen tog han to heste og kødet fra bisonoksen og nåede til Ice Springs Bench. Han skød endnu en bisonokse, selv om det var sjældent at finde bisonokser i dette område så sent på året. Da han havde skåret kødet i lange stykker, læssede han det på sine heste og genoptog sin rejse. Og nu citerer jeg fra Ephraims egen beretning: »Jeg tror, at der var omkring en time til, at solen gik ned, da jeg opdagede noget i det fjerne, der lignede en lang, sort stribe i sneen. Da jeg nærmede mig den, så jeg, at den bevægede sig. Da var jeg sikker på, at dette var det håndkærrekompagni, som man længe havde set efter, ledet af kaptajn Edward Martin . . . Da de så mig komme, råbte de til mig med ubeskrivelig glæde, og da de så så forsyningen af fersk kød, som jeg bragte til lejren, var der ingen grænser for deres taknemmelighed. De flokkedes omkring mig, og en sagde: ðÅh, vil du ikke nok give mig et lille stykke kød;Ð en anden udbrød: ðMine stakkels børn sulter, vil du ikke nok give mig lidt;Ð og børn råbte med tårer i øjnene: ðGiv mig noget, giv mig noget.Ð Fem minutter efter var begge mine heste blevet lettet for deres ekstra byrde ­ alt kødet var væk, og i de næste par timer havde folk i lejren travlt med at lave mad og spise ­ med taknemmelighed i hjertet.«10 Ephraim Hanks lydighed mod de åndelige tilskyndelser gjorde sandelig, at han blev en af de første helte, da han alene kæmpede sig frem gennem det voldsomme vintervejr for at redde mange pionerers liv. Fordi Ephraim lyttede til Åndens tilhvisken og adlød brødrenes råd, blev han en bemærkelsesværdig befriende styrke i de fortvivlede, kæmpende pionerers liv. Frihed er en dyrebar gave, som vi får, når vi er lydige mod Guds love og Åndens tilskyndelser. Hvis vi skal undgå ødelæggelse, som blev præsident McKays hest, Dandy, og hans vens skæbne, må vi bygge et rækværk, som vi ikke kan overskride. De grænser, som vi skal holde os inden for, er den åbenbarede sandheds principper. Lydighed imod dem gør os virkelig frie til at opnå de muligheder og den herlighed, som vor himmelske Fader har forberedt til os. Jeg bærer vidnesbyrd for jer om, hvor vigtig lydighed er. Jeg ønsker også at bære vidnesbyrd for jer, mine brødre, om den profetiske kappe, som præsident Hinckley bærer, og som sætter ham i stand til at modtage inspiration og vejledning fra denne Kirkes overhoved, Herren og Frelseren. Dette gør jeg i hans hellige navn, ja, i Jesu Kristi navn. Amen. NOTER: 1. Citeret i Walton and Fern Oviatt, saml. Stories for Mormons, 1983, s. 86­87. 2. Se Abraham 4. 3. Samtale med E. Jake Garn, 23. feb., 1999. 4. 1 Mos 37; 39­42. 5. Hebr 5:8. 6. Tilpasset efter Braude's Treasury of Wit and Humor, Jacob M. Braude, Prentice-Hall, Inc., Englewood Cliffs, N.J., 1964, s. 147. 7. L&P 89:18. 8. L&P 89:19. 9. Joh 7:17. 10. Se Sidney Alvarus Hanks and Ephraim K. Hanks. Scouting for the Mormons on the Great Frontier, 1948, s. 132­133, 135­136, 140.