Præsident Thomas S. Monson
Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab
Et af de bedste værn, vi har i Kirken, er aktive bærere af Det Melkisedekske Præstedømme, der er stærke, urokkelige, engagerede, hengivne, og som bærer deres vidnesbyrd.
Jeg beæret over i aften at være sammen med den store hær af præstedømmebærere, som dagligt siger ja til kaldet til at tjene, som flittigt underviser på den måde, som Herren har befalet, og som arbejder af al kraft på at imødegå en bestemt udfordring, som Kirken står over for nemlig at leve i verden uden at være af verden.
I disse tider, som vi lever i, skvulper flodbølger af umoralitet, uansvarlighed og uærlighed mod selve vores livs fortøjninger. Hvis vi ikke værner om disse fortøjninger, hvis vi ikke har dybt funderede grundvolde, der kan modstå sådanne nedbrydende påvirkninger, vil vi få vanskeligheder.
Et af de bedste værn, vi har i Kirken, er aktive bærere af Det Melkisedekske Præstedømme, der er stærke, urokkelige, engagerede, hengivne, og som bærer deres vidnesbyrd.
På mit kontor har jeg to små keramikflasker. Den ene er fyldt med vand, som jeg har hentet fra Det Døde Hav. Den anden indeholder vand fra Galilæas Sø. Af og til ryster jeg en af flaskerne for at sikre mig, at der ikke er fordampet noget vand. Når jeg gør dette, får det mig til at tænke på disse to forskellige vandmasser. Det Døde Hav er uden liv. Galilæas Sø er fyldt af liv og med minder om Herren Jesu Kristi mission.
Der er en anden masse, der findes i hele Kirken i dag. Jeg taler om massen af vordende ældster, der findes i hvert enkelt ward og hver stav. Forestil jer en strøm af vordende ældster, der fosser ind i denne masse. Tænk så på den piblen, der kommer fra denne stillestående masse en piblen, der repræsenterer dem, der går fremad til Det Melkisedekske Præstedømme. Massen af vordende ældster bliver stadig større og bredere og dybere og hurtigere, end nogen af os fuldt ud kan fatte.
Det er væsentligt, ja, afgørende, at vi studerer Det Aronske Præstedømmes program, eftersom alt for mange drenge vakler, snubler og dernæst falder uden at gå fremad til kvorummerne i Det Melkisedekske Præstedømme, hvorved Kirkens masse af aktive præstedømmebærere nedbrydes og kærlige hustruer og dyrebare børns aktivitetsniveau nedsættes.
Hvad kan vi som ledere gøre for at vende denne tendens? Det sted, vi må begynde, er ved udspringet til Det Aronske Præstedømme. Der findes et gammelt kinesisk mundheld, der hævder på rette måde at kunne afgøre, om en person er forstandig. En person bliver præsenteret for et vandløb, der løber hen til en stillestående dam. Han får en spand og bliver bedt om at begynde at tømme dammen. Hvis det første, han gør, er effektivt at dæmme op for tilstrømningen til dammen, betragtes han som forstandig. Hvis han derimod ignorerer det vand, der strømmer til, og forsøger at tømme dammen spandfuld for spandfuld, betegnes han som uforstandig.
Biskoppen er, som det er blevet åbenbaret, præsident for Det Aronske Præstedømme og præsident for præsternes kvorum i sit ward. Han kan ikke uddelegere disse ansvar, som Gud har givet ham. Men dem, der er kaldet som kvorumsvejledere, de mænd, som kan påvirke drengene, kan han afkræve regnskab.
Biskoppens rådgivere, andre ledere og lærere i wardet og især vore unge mænds fædre og mødre kan være til uvurderlig hjælp. Den tjeneste, som Det Aronske Præstedømmes kvorumspræsidentskaber yder, kan være meget effektiv.
Dette er da vores mål: at frelse hver ung mand, hvorved vi sikrer hver enkelt af vore unge piger en værdig ægtemand, stærke kvorummer i Det Melkisedekske Præstedømme og en missionærstyrke, der er uddannet og egnet til at udføre, hvad Herren forventer.
Det første kloge skridt er at vejlede hver enkelt diakon til en åndelig erkendelse af helligheden i den kaldelse, som han er ordineret til. I et ward underviste man effektivt i dette i forbindelse med indsamlingen af fasteofre.
På fastedagen blev wardets medlemmer besøgt af diakoner og lærere, således at hver familie kunne yde et bidrag. Diakonerne var lidt misfornøjede med at skulle stå lidt tidligere op end ellers for at varetage denne opgave.
Biskoprådet blev inspireret til at køre en bus fuld af diakoner og lærere til Welfare Square her i Salt Lake City. Her så de fattige børn, som fik nye sko og andet tøj. Her så de tomme kurve blive fyldt med købmandsvarer. Man udvekslede ingen penge. Der blev kun knyttet en enkelt kommentar: »Unge mænd, dette er, hvad de penge, som I samler ind på fastedagen, går til mad, tøj og husly.« De unge mænd i Det Aronske Præstedømme smilede mere, udførte deres ansvar bedre og varetog deres opgaver med større tjenstvillighed.
Et spørgsmål: Har hver eneste ordinerede lærer fået til opgave at virke som hjemmelærer? Hvilken mulighed det er for at forberede sig på en mission. Hvilket privilegium det er at lære at være pligtopfyldende. En dreng vil automatisk tænke mindre på sig selv, når han får til opgave at »våge over« andre.
Og hvad med præsterne? Disse unge mænd har mulighed for at velsigne nadveren, at forsætte med at passe deres pligter som hjemmelærer og at deltage i den hellige dåbordinance.
Jeg husker, at jeg som diakon iagttog præsterne, mens de gjorde tjeneste ved nadverbordet. En af præsterne, som hed Barry, havde en smuk stemme, og han læste nadverbønnerne med klar udtale som om han deltog i en talekonkurrence. De andre medlemmer i wardet, især de ældre søstre, sagde til ham, at han havde en »smørstemme«. Jeg tror nok, at han blev en smule stolt. Jack, en anden præst i wardet, var hørehæmmet, hvilket gjorde, at hans tale ikke lød helt naturlig. Vi diakoner fniste sommetider, når Jack velsignede nadveren. Jeg fatter ikke, hvordan vi turde, for Jack havde hænder som en bjørn, og kunne have knust hvem som helst af os.
Engang blev Barry med den smukke stemme og Jack med den lidt underlige stemme bedt om at gøre tjeneste ved nadverbordet sammen. Salmen blev sunget, og de to præster brød brødet. Barry knælede for at bede, og vi lukkede øjnene. Men der skete ikke noget. Snart åbnede vi diakoner øjnene for at se, hvad årsagen til denne tøven var. Jeg skal aldrig glemme synet af Barry, der som vanvittig ledte nadverbordet igennem efter det lille hvide kort med nadverbønnerne på. Han kunne ikke finde det. Hvad skulle han stille op? Barrys ansigt blev lyserødt og dernæst mørkerødt, efterhånden som forsamlingen begyndte at se hen mod ham.
Så rakte Jack sin store lab op efter Barry og hjalp ham venligt til at sætte sig på bænken. Dernæst knælede han selv på den lille skammel og begyndte at bede: »O Gud, du evige Fader, vi beder dig i din Søns Jesu Kristi navn velsigne og hellige dette brød for alle deres sjæle, som nyder deraf . . .«1 Han fortsatte bønnen, og brødet blev omdelt. Jack velsignede også vandet, og det blev omdelt. Hvilken respekt vi diakoner fik den dag for Jack, som på trods af sit talehandikap havde lært de hellige bønner udenad. Barry blev også taknemmelig for Jack på en ny måde. Der var blevet knyttet et varigt venskabsbånd.
Hjemmet kan dog øve større indflydelse end biskoprådet og kvorumsvejlederne i Det Aronske Præstedømme. Den hjælp, som forældrene yder, kan, hvis den anvendes klogt, ofte betyde forskellen mellem succes og fiasko. En rundspørge, som vi har foretaget for nylig, viser, at hjemmets indflydelse er en væsentlig faktor, når der skal træffes afgørelse om mission og tempelægteskab.
Med den erfaring, jeg har, kender jeg kun til tre ward, der har et kvorum med det fulde antal af 48 præster. Joseph B. Wirthlin, Alfred B. Smith og Alvin R. Dyer præsiderede over disse ward. Næsten uden undtagelse aftjente hver eneste ung mand en mission og giftede sig i templet. En af nøglerne til deres succes var, at de havde kaldet mænd til at tjene som vejledere i Det Aronske Præstedømme mænd, som var forbilleder, som de unge mænd kunne følge. Det bedste forbillede er en hjemvendt missionær, nyligt hjemvendt fra sin mission og fyldt af vidnesbyrd, hvor en ung bærer af Det Aronske Præstedømme kan sige: »Det er den mand, som jeg vil følge.«
Efterhånden som vi standser den tilgang af bærere af Det Aronske Præstedømme, der strømmer til gruppen af vordende ældster, vil vi løse flere problemer, end vi er klar over. Vi vil sikre os, at alle unge mænd højst sandsynligt vil tage på mission og gifte sig i templet. Så vil der ikke være det forholdsmæssigt store antal værdige unge piger, som kun har få værdige unge mænd at vælge som evige ledsagere. Det drejer sig ikke om en dreng det drejer sig om ægtemænd, fædre, bedstefædre og patriarker for deres egen familie. Lad os lægge en solid grundvold under vore unge mænd i Det Aronske Præstedømme.
Lad os ikke overse de voksne nyomvendte i Kirken, som modtager Det Aronske Præstedømme, men som ikke bliver ordineret til embedet som ældste til rette tid. De samles da med de brødre, der forbliver i gruppen af inaktive, vordende ældster. Der findes ward og stave, som har reddet et stort antal gode mænd, som havde følt sig fanget i denne gruppe. Mens jeg har rejst rundt i Kirken, har jeg ført optegnelser over de enheder, som har fattet betydningen af denne redningsaktion. De havde alle gjort de samme erfaringer. De havde lært, at redningsarbejdet bedst lader sig gøre på det personlige plan og på wardsplan. Biskoppen må nødvendigvis inddrages, for er han ikke præsident for det Aronske Præstedømme såvel som den præsiderende højpræst i sit ward?
Der skal kaldes værdige og velforberedte lærere til at hjælpe til i en så afgørende indsats. Brødre, analysér jeres situation under bøn, og kald dernæst dem, som Herren har beredt til at gå fremad for at tjene og frelse. »Kom i hu, at sjæle er af stor værdi i Guds øjne.«2 Tænk på den glæde, som hustru og børn føler, når far ser lyset, får styr på detaljerne og følger i Jesu Kristi vor Herres fodspor.
Vi kan finde et eksempel på ægte kærlighed og inspireret undervisning i den afdøde James Colliers liv. Han havde ved sin egen indsats genaktiveret et stort antal brødre i området omkring Bountiful i Utah. Bror Collier bad mig om at tale til dem, der nu var blevet ordineret til ældster, og som sammen med deres hustru og familie havde været i templet i Salt Lake City for at modtage de evige pagter og velsignelser, som de så ihærdigt havde stræbt efter.
Ved festen, der blev afholdt til ære for denne præstation, kunne jeg se og føle den kærlighed, som Jim havde til dem, som han havde undervist og reddet, og den kærlighed, som de havde til ham. Ulykkeligvis led Jim Collier på dette tidspunkt af en livstruende sygdom, og måtte overtale lægerne til at lade ham forlade sygehuset for at kunne være til stede denne sidste æresaften.
Mens Jim stod på talerstolen, viste et stort smil sig på hans ansigt. Han gav bevæget udtryk for sin kærlighed til gruppen. Ikke et øje var tørt. Bror Collier sagde rammende: »Alle vil i det celestiale rige, men ingen vil dø for at komme dertil.« Så sænkede Jim sin stemme og fortsatte. »Jeg er klar til at tage afsted, jeg vil vente der på den anden side og tage imod hver eneste af jer, mine elskede venner.«
Jim vendte tilbage til sygehuset. Kort efter blev han begravet.
Når vi varetager vores ansvar for dem, der bærer det Aronske Præstedømme både de unge og de vordende ældster så anmoder jeg indtrængende om, at vi husker, at vi ikke behøver at vandre alene. Vi kan se op og række ud efter guddommelig hjælp. »Anerkendelsen af en magt, der er højere end ham selv . . . forringer ham på ingen måde. Hvis han i sin tro tilskriver godgørenhed og høje idealer den magt, som er ham overlegen, forestiller han sig en højere skæbne og ædlere egenskaber for sin race og motiveres og opmuntres i livets kamp . . . Han skal søge, tro på, bede og håbe, at han vil finde. En sådan oprigtig, bønsom indsats kan ikke forblive ubesvaret det er selve grundlaget for troens filosofi.«3 Således belærte præsident Stephen L. Richards.
En replik fra det dejlige skuespil The King and I opmuntrer os i vores bestræbelser. Den siamesiske konge ligger for døden. Hos ham er Anna, hans engelsklærer, hvis søn spørger hende: »Var han så god . . . som han kunne være?« Anna svarer tankefuldt: »Jeg tror ikke, at noget menneske nogensinde har været så godt . . . som det kunne have været men denne mand prøvede [virkelig].«4
Profeten Joseph Smith har erklæret: »Lykke er formålet og hensigten med vort liv og vil blive det endelige resultat, dersom vi vandrer ad den vej, der fører dertil, og denne vej eller sti er dyd, oprigtighed, trofasthed, hellighed og efterlevelse af alle Guds bud og befalinger.«5
Lad os vandre ad disse tydeligt afmærkede stier. Som en hjælp til dette kan vi efterleve den korteste prædiken i verden. Ethvert primarybarn kender den. Den lyder sådan: »Vælg det rette.«
Joe, som var blevet bedt om at stå op klokken seks om morgenen og køre et vanført barn 80 km til et sygehus, fandt og fulgte dette råd. Han havde ikke lyst til at gøre det, men han vidste ikke, hvordan han skulle sige nej. En kvinde bar barnet ud til bilen og satte ham på passagersædet og fremmumlede et tak gennem tårerne. Joe sagde, at det nok skulle gå, og kørte hurtigt bort.
Efter et par kilometer spurgte barnet genert: »Du er Gud, er du ikke?«
»Desværre ikke, lille ven,« svarede Joe.
»Jeg troede, at du var Gud,« sagde barnet. »Jeg hørte mor ved siden af min seng bede Gud om at hjælpe mig med komme på sygehuset, så jeg kunne blive rask og lege med de andre drenge. Arbejder du for Gud?«
»Det gør jeg vel sommetider,« sagde Joe, »men ikke så tit. Jeg tror nok, jeg vil arbejde for ham meget mere fremover.«
Mine brødre, vil I? Vil jeg? Vil vi? Det beder jeg ydmygt og indtrængende om, at vi vil.
I Herren Jesu Kristi navn. Amen.
NOTER:
1. Moroni 4:3.
2. Lære og Pagter 18:10.
3. I Conference Report, okt. 1937, s. 38.
4. Richard Rodgers og Oscar Hammerstein II, The King and I, Williamson Music, Inc., 1951.
5. Profeten Joseph Smiths lærdomme, 1954, s. 306307.
Previous
