Biskoppen og hans rådgivere Præsident Boyd K. Packer Fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum Kirken er i virkeligheden ikke større end et ward . . . Alt, hvad der er nødvendigt for vores forløsning, bortset fra templet, findes her ­ og templer kommer stadig nærmere os alle. I går aftes ved præstedømmemødet hyldede præsident Hinckley vore biskopper, gav dem råd og en velsignelse. Ifølge loven om to vidner, som ældste Oaks forklarede os i går, står jeg her som det andet vidne. For mange år siden tjente jeg i et højråd sammen med Emery Wight. I ti år havde Emery tjent som biskop i Harper Ward, der ligger ude på landet. Hans hustru Lucille blev vores stavs hjælpeforeningspræsidentinde. Lucille fortalte mig, at en nabo en forårsmorgen bankede på døren og spurgte efter Emery. Hun fortalte ham, at han var ude for at pløje. Naboen var meget bekymret. Tidligere på formiddagen havde han passeret marken og lagt mærke til Emerys spand heste, som stod i en halvfærdig fure med tøjlerne lagt hen over ploven. Emery var ingen steder at se. Naboen tænkte ikke over det før meget senere, da han igen passerede marken, og hestene ikke havde flyttet sig. Han klatrede over hegnet og gik over marken til hestene. Emery var ikke at se nogen steder. Han skyndte sig hen til huset for at tale med Lucille. Lucille svarede roligt: »Åh, bare rolig. Der er sikkert nogen, der har problemer og har hentet biskoppen.« Billedet af det spand heste, som i timevis stod på marken, er et symbol på, hvor pligtopfyldende biskopperne i Kirken er, og på rådgiverne, som står ved deres side. Hver eneste biskop og hver eneste rådgiver efterlader ­ billedligt talt ­ sit spand stående i en ufærdig fure, når nogen har brug for hjælp. Jeg er kommet forbi den mark mange gange i årenes løb. Det er en påmindelse om de ofre og den indsats, som ydes af dem, der kaldes til at tjene i biskopråd i ward samt af deres hustruer og familie, uden hvis hjælp de ikke kunne tjene. For nylig stod jeg meget tidligt søndag morgen på den mark. Jeg så op mod det hus, hvor Emery og Lucille opdrog deres børn, og op mod bjergene bag huset. Som dreng vandrede jeg sammen med andre spejdere fra det hus sammen med biskop Wight. Vi drog op i bjergene, og Emery underviste os hele vejen. »En tilsynsmand«, skrev Paulus til Timotheus, »skal være ulastelig, én kvindes mand, ædruelig, besindig, værdig, gæstfri, en god lærer . . .«1 Disse ord en god lærer har en særligt betydning. Det vil sige at være villig, rede og forberedt til at undervise. I hele verden er der ikke noget, der helt svarer til embedet biskop i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Bortset fra forældre har biskoppen de bedste muligheder for at undervise eller sørge for undervisning i det, der betyder mest. Og en biskop har den usædvanlige mulighed også at undervise forældre om deres ansvar; derefter må han give dem tid til at undervise deres børn. Biskoppen har ansvaret for de unge mænd i Det Aronske Præstedømme og ligeledes for de unge piger. Han modtager og har ansvaret for tiende og offerydelser. Han har ansvaret for Kirkens timelige anliggender, at finde frem til de fattige, og han har mange andre pligter. Biskoppen skal »dømme hans folk efter de retfærdiges vidnesbyrd, ved hjælp af sine rådgivere og efter rigets love, som er givet gennem Guds profeter.«2 Han skal bedømme dem med hensyn til deres værdighed til at modtage ordinancerne og til at tjene i stillinger. Han skal rådgive og tilrettevise og forkynde evangeliet for sin flok, enkeltvis og kollektivt. I alt dette skal han undervise i Jesu Kristi evangelium, korsfæstelsen, forsoningen, opstandelsen og genoprettelsen. Jeg har hørt dette beskrevet som frivillig indsats, for hverken biskoppen eller hans rådgivere bliver betalt for det, de gør. De betaler også deres tiende og offerydelser, og de vier utallige timer til deres kaldelse. De bliver kun betalt med velsignelser, ligesom dem, der tjener sammen med dem. Men man melder sig ikke frivilligt eller stræber efter at blive biskop. Han kaldes som biskop ­ »kaldes af Gud ved profeti«. Derefter bliver han både ordineret og indsat ved »håndspålæggelse af sådanne, som har myndighed dertil, for at prædike evangeliet og tjene i dets forordninger.«3 En mand ordineres til biskop, et embede i præstedømmet; derefter indsættes han og får nøglerne til at præsidere over et ward. Han danner sammen med sine to rådgivere et biskopråd ­ en form for et præsidentskab. Når han en gang er ordineret, er han biskop resten af livet. Når han bliver afløst fra at præsidere over et ward, bliver hans ordination sat i bero. Hvis han igen bliver kaldet til at præsidere over et ward, aktiveres hans tidligere ordination. Når han bliver afløst, bliver den atter sat i bero. Iboende i ordinationen som biskop er både retten og forpligtelsen til at blive vejledt af inspiration. Biskoppen har retten til ved Ånden at skelne, hvad han skal gøre. Åbenbaring er det kendetegn, som alle biskopper har tilfælles. Biskopper kommer fra mange forskellige kulturer og erhverv. De har forskellig erfaring, personlighed og alder, men der er ingen forskel i deres ret til at blive vejledt åndeligt. For mange år siden rejste en af mine venner til et stort universitet for at studere under den daværende autoritet på området rådgivning og vejledning. Denne professor blev hurtigt interesseret i denne tiltalende og intelligente unge sidste dages hellige. Han vakte opmærksomhed, da han gennemgik det nødvendige studium for at opnå en doktorgrad. Han valgte den sidste dages hellige biskop som emnet for sin disputats. Alt gik godt, indtil han beskrev ordinationen af en biskop, evnen til at skelne og en biskops ret til åndelig vejledning. Bedømmelsesudvalget mente, at sådanne kommentarer ikke hørte hjemme i en videnskabelig afhandling, og de insisterede på, at han fjernede dem. Han tænkte, at han i det mindste kunne sige, at sidste dages hellige tror, at biskoppen har åndelig indsigt. Men udvalget nægtede ham selv dette, for det ville være pinligt for dem, hvis denne åndelige ingrediens var med i en videnskabelig afhandling. Han fik at vide, at med en smule tilpasning ­ nemlig ved at udelade alle henvisninger til åbenbaring ­ ville hans afhandling kunne udgives og hans renomme etableres. Han gjorde det bedste, han kunne. Hans afhandling indeholdt for lidt om Ånden, til at han var tilfreds, og for meget til at blive fuldt ud accepteret af hans verdslige professorer. Men han fik sin doktorgrad. Jeg har spurgt denne ven, hvad det vigtigste var, som han lærte i sit studium af biskopper. Han svarede: »Jeg lærte, at kappen er langt, langt større end intellektet; at præstedømmet er den vejledende kraft.« Betvivl ikke, at en ganske almindelig mand, der kaldes fra medlemmernes rækker til at blive biskop, kan give inspirerede råd og vejledning. Desværre er der nogle mennesker, som kunne få hjælp, der er tøvende over for at søge råd fra biskoppen, mens andre i det uendelige synes at have behov for råd og trøst og føler sig forsømt, hvis man ikke tager sig af dem hele tiden. Biskopper er inspirerede! Vi har alle handlefrihed til at modtage eller afvise råd fra vore ledere, men ignorer aldrig råd fra jeres biskop, uanset om det kommer fra talerstolen eller personligt ­ og afvis aldrig en kaldelse fra din biskop. Det kan være en hård verden, et hårdt liv, og på nogle områder endda hårdere i Kirken. Eliza R. Snow skrev: »Tænk ej, når til Zion I drage, at prøven er endt og forbi, at glæden I ene skal smage og straks blive frelste og fri! Nej, guldet må lutres i ilden, og vi vore prøver bestå; Vi dér kun vil nærme os kilden og frelses, når målet vi nå . . .   Tænk ej, jeres gerning har ende, og Zion er dovenskabs hjem, at Gud sine gaver vil sende til dem, som ej selv stræbe frem! Nej, der kun velsignelsen vindes ved mod og utrættelig id; hvad nu hos de hellige findes, er frugten af virke og flid.«4   Når vi har brug for hjælp, så er biskoppen der, men vær forsigtig med ikke unødvendigt at lægge beslag på hans tid. Selv biskopper har begrænsninger. Biskoprådet skal også have tid til at passe deres arbejde og tid til deres egen familie. Vi bliver ofte spurgt, hvordan de relativt få apostle i Det Første Præsidentskab og De Tolv kan lede Kirken, der nu har over 10 millioner medlemmer. Kirken er i virkeligheden ikke større end et ward. Hver biskop har rådgivere. Han bærer en særlig kappe og betegnes den præsiderende højpræst i wardet. Der er andre højpræster, og der er et præsidentskab af ældster. Der er hjælpeorganisationsledere og -lærere efter behov. Når vi tjener i lydighed og altid villigt, så kommer vores løn ligesom biskoppens i form af velsignelser. Uanset om Kirken vokser til 100 millioner (hvad den bestemt vil!), så vil den stadig ikke være større end et ward. Alt, hvad der er nødvendigt for vores forløsning, bortset fra templet, findes her ­ og templer kommer stadig nærmere os alle. Et lille antal ward er samlet for at beskytte dem i stave og grene i distrikter. Der er et stavspræsidentskab og et råd til at oplære biskopråd og andre ledere til at undervise dem, der tjener sammen med dem. Denne organisation er på plads over hele jorden og er et produkt af genoprettelsen af Jesu Kristi evangelium. Dette mirakel med villig tjeneste er muligt på grund af individuelle vidnesbyrd om Forløseren. Åbenbaringen, der var til stede, da dette system blev skabt, ender ikke der, for formålet med det hele er at beskytte familier. Familier er samlet i ward eller grene. Det er biskoppens ansvar at bidrage til, at hver familie er knyttet sammen i vedvarende pagter, og at hver person er tryg og lykkelig. Systemet virker bedst, når biskoppen anerkender, at forældrene først og fremmest har ansvaret. Selv om biskoppen sommetider omtales som »wardets far«, så bør vi huske, at han ikke er kaldet til at opdrage børnene i wardet. Vores håndbog siger: »Forældrene har det vigtigste ansvar for deres børns velfærd (se L&P 68:25­28). Biskoprådet og andre wardsledere yder støtte, men erstatter ikke forældrene i dette ansvar.«6 »Kvorummer, hjælpeorganisationer, programmer og aktiviteter i Kirken bør styrke og støtte familien. De bør fremhæve familieaktiviteter, der fokuserer på evangeliet, ikke konkurrere med dem.«7 Det Første Præsidentskab skrev for nylig til Kirken: »Hjemmet er grundlaget for et retskaffent liv, og intet andet kan erstatte det eller varetage dets afgørende funktioner i opfyldelsen af denne opgave fra Gud . . . Uanset hvor værdige eller relevante andre krav eller aktiviteter måtte være, må de aldrig få lov til at erstatte de guddommeligt pålagte pligter, som kun forældre og familier kan udføre på rette måde.«8 Familier varierer i størrelse og form ligesom ward. Tiden går, og den ene generation erstatter den anden. Børn bliver født og vokser op og bliver forældre og derpå bedsteforældre. En familie deler sig og bliver flere. Ward vokser og deles. Hvor der var et, bliver der flere. Uanset hvad der sker i verden, uanset hvilke højder civilisationen når, eller hvor anstødelige laster, der fremkommer i samfundet, så er planerne uændrede. Kirken vil vokse, indtil den opfylder hele jorden. Og stadigvæk vil Kirken ikke være større end et ward. Kirken sørger for aktiviteter og selskabelighed og ordinancer og ordinationer og pagter og aftaler og vejledning, som forbereder os hver især til ophøjelse. Det er et mønster, der kommer fra himlene, for ingen jordisk sjæl kunne have udtænkt det. I dag ­ og altid ­ vil almindelige mænd efterlade deres spand heste i en ufærdig pløjefure med tøjlerne lagt hen over ploven, når nogen har brug for hjælp. Kvinder og børn tjener med dem og vil støtte dem forsynet med sandhed fra åbenbaringens bøger, hvor den mest dyrebare er Mormons Bog, som vidner om Kristus, om forsoningen, om hans opstandelse; og jeg vidner om ham. Beskyttet i wardet af den plan, som han har åbenbaret, vil vi sammen med vores familie være sikre. I Jesu Kristi navn. Amen. NOTER: 1. 1 Tim 3:2. 2. L&P 58:18; fremhævelse tilføjet. 3. Trosartiklerne 1:5. 4. »Tænk ej, når til Zion I drage«, Sange, 1948, nr. 182, vers 1 og 3. 5. Se L&P 68:25­28. 6. Kirkens instruktionshåndbog, Bog 2: Præstedømme- og organisationsledere, 1999, s. 178. 7. Kirkens instruktionshåndbog, Bog 2, 1999, s. 299. 8. Brev fra Det Første Præsidentskab, 11. februar 1999.