Ældste Henry B. Eyring
De Tolv Apostles Kvorum
Vi kan undervise selv et barn i forståelsen af Jesu Kristi lærdom. Det er derfor med Guds hjælp muligt at undervise i den frelsende lærdom på en enkel måde.
Der har eksisteret krig mellem lys og mørke, mellem godt og ondt fra før verdens skabelse. Krigen fortsætter stadig, og antallet af sårede synes at vokse. Alle har vi familiemedlemmer, som vi elsker, og som er blevet plaget af ødelæggerens styrker, som søger at gøre alle Guds børn ulykkelige. Mange af os har oplevet søvnløse nætter. Vi har forsøgt at tilføje alt det gode, vi kan, til det, som påvirker mennesker på godt og ondt, og til gavn for mennesker, som er i risikozonen. Vi har elsket dem. Vi har prøvet at være det bedste eksempel, vi kunne. Vi har påkaldt Gud i bøn for dem. En vis profet rådede os for længe siden og sagde, at der findes en anden kraft, som vi af og til undervurderer og derfor benytter i for ringe omfang.
Alma ledte et folk, som stod over for at blive udryddet af blodtørstige fjender. Og på grund af denne fare kunne han ikke gøre alt, så han måtte vælge. Han kunne have bygget forsvarsværker, styrket bevæbningen eller trænet hærene. Men hans eneste håb om sejr lå i at opnå Guds hjælp, og for at opnå denne hjælp vidste han, at folket måtte omvende sig, og derfor valgte han at forsøge en ting først:
»Og ordets forkyndelse gjorde meget til at få folket til at gøre det, der var retfærdigt; ja, det havde . . . større indflydelse på folkets sind end sværdet eller noget andet, der var hændt dem derfor mente Alma, at det var nødvendigt at forsøge Guds ords kraft« (Alma 31:5).
Guds ord er den lærdom, som Jesus Kristus og hans profeter underviste i. Alma vidste, at lærdommens ord har stor kraft. De kan åbne menneskers sind, så de kan se det åndelige, som ikke er synligt for det naturlige øje. Og de kan åbne hjerterne over for Guds kærlighed og for en kærlighed til sandheden. Frelseren trak på begge disse kraftkilder, at åbne vores øjne og åbne vores hjerter, i afsnit 18 i Lære og Pagter, da han underviste dem, som han ønsker skal tjene ham som missionærer, i sin lærdom. Når I lytter hertil, så tænk på den unge mand i din familie, som lige nu er usikker på, om han skal forberede sig til en mission. Her følger, hvordan mesteren underviste to af sine tjenere, og hvordan du kan undervise den unge mand, som du elsker, i hans lærdom:
»Og nu, Oliver Cowdery, taler jeg til dig og til David Whitmer og giver det som en befaling. Thi se, jeg byder alle mennesker overalt at omvende sig, og jeg siger til jer, hvad jeg sagde til min apostel Paulus; thi I er kaldet med samme kaldelse, hvormed han blev kaldt. Kom i hu, at sjæle er af stor værdi i Guds øjne« (L&P 18:910).
Han begyndte med at sige, hvor meget han stoler på dem. Derpå taler han hjerte til hjerte ved at fortælle dem, hvor meget hans Fader og han selv elsker hver eneste sjæl. Han fortsætter dermed med at lægge grundlaget til sin lærdom. Han beskriver, hvor stor grund vi har til at elske ham:
»Thi se, Herren, jeres Forløser, led døden i kødet og led for alle mennesker, for at alle mennesker måtte omvende sig og komme til ham. Og han er igen opstanden fra de døde, for at han kunne føre alle mennesker til sig på betingelse af, at de ville omvende sig. Og hvor stor er ikke hans glæde over den sjæl, der omvender sig!« (L&P 18:1113).
Efter at have givet dem lærdommen om sin mission til at åbne deres hjerter giver han dem denne befaling:
»Derfor er I kaldet til at råbe omvendelse for dette folk« (L&P 18:14).
Til sidst åbner han deres øjne, så de kan se gennem sløret. Han tager dem og os til en fremtidig eksistens, som er beskrevet i frelsens store plan, hvor vi en dag kan komme. Han fortæller os om vidunderlige forbindelser, som er værd, at vi giver alt for at kunne nyde:
»Og om det skulle ske, at I måtte arbejde hele jeres liv med at råbe omvendelse til dette folk og kun førte een sjæl til mig, hvor stor skal da ikke jeres glæde være med ham i min Faders rige. Og dersom jeres glæde kan være så stor over en eneste sjæl, som I har ført til mig i min Faders rige, hvor meget større glæde ville I da ikke have, om I kan føre mange sjæle til mig!« (L&P 18:1516).
Med disse få skriftsteder underviser han os i en lærdom, som åbner vores hjerter for hans kærlighed. Og han underviser i sin lærdom for at åbne vore øjne for de åndelige virkeligheder, som er usynlige for ethvert sind, som ikke oplyses af sandhedens Ånd.
Behovet for at åbne både øje og hjerte fortæller os, hvordan vi skal undervise i hans lærdomme. Lærdommene iklædes kraft, når Helligånden bekræfter det, som er sandt. Vi forbereder dem, som vi underviser på bedste vis, så de kan modtage de stille tilskyndelser, som kommer fra den stille, sagte røst. Det kræver en vis grad af tro på Jesus Kristus. Det kræver en vis grad af ydmyghed og villighed til at overgive os til Frelserens vilje med hensyn til os. Den person, som du måtte ønske at hjælpe, har måske meget lidt af begge dele, men du kan opmuntre dem til at ønske at tro. Og hvad mere er, du kan overføre tillid fra en anden af de styrkesider, som lærdommene besidder. Sandheden kan forberede sin egen vej. Blot det at høre lærdommenes ord kan plante troens sædekorn i hjertet. Og selv det mindste sædekorn af tro på Jesus Kristus indbyder Helligånden til at komme.
Vi kan i højere grad selv kontrollere vores egen forberedelse. Vi kan mætte os med Guds ord i skrifterne og studere de levende profeters ord. Vi kan faste og bede om Ånden både for os selv og for den person, som vi ønsker at undervise.
Eftersom vi har behov for Helligånden, må vi være forsigtige og passe på ikke at undervise i det, som går udover sand lærdom. Helligånden er sandhedens Ånd. Vi inviterer ham til at bekræfte sandheden, når vi undgår spekulation eller personlig fortolkning. Det kan være svært at gøre. Man elsker den person, som man prøver at påvirke. Han eller hun har måske ignoreret den lærdom, som de er blevet undervist i. Det er fristende at prøve med noget, som er nyt eller spændende. Men vi kan kun invitere Helligånden med som vores ledsager, når vi omhyggeligt sørger for kun at undervise i sand lærdom.
En af de bedste måder at undgå at komme i nærheden af falsk lærdom på er at vælge at være enkle i vores undervisning. Vi er på den sikre side med denne enkelhed, og vi går ikke glip af noget, som er vigtigt. Det ved vi, for Frelseren har lært os at undervise de små børn i den vigtigste lærdom. Lyt til hans befaling:
»Og atter: Om forældre i Zion eller i nogle af dens organiserede stave har børn, og de ikke underviser dem i læren om omvendelse, tro på Kristus, den levende Guds søn, og om dåb og den Helligånds gave gennem håndspålæggelse, når de er otte år gamle, skal synden hvile på forældrenes hoved« (L&P 68:25).
Vi kan undervise selv et barn i forståelsen af Jesu Kristi lærdom. Det er derfor med Guds hjælp muligt at undervise i den frelsende lærdom på en enkel måde.
Vi har størst mulighed med de unge. Den bedste tid at undervise på er i den tidlige barndom, mens børnene stadig er immune over for deres dødelige fjendes fristelser, og længe før sandhedens ord kan være sværere for dem at høre i larmen fra deres personlige kampe.
En klog forælder vil ikke gå glip af muligheden for at samle sine børn for at undervise dem i Jesu Kristi lærdomme. Sådanne øjeblikke er sjældne i forhold til fjendens anstrengelser. For hver eneste time vi introducerer lærdommens kraft i et barns liv, er der hundredvis af timer fyldt med budskaber og billeder, som benægter eller ignorerer de frelsende sandheder.
Spørgsmålet bør ikke være, om vi er for trætte til at forberede os i at undervise i lærdommene, eller om det vil være bedre at knytte et barn til sig gennem sjov, eller om barnet ikke er begyndt at føle, at vi prædiker for meget. Spørgsmålet må være: Med hvilke lærdoms ord vil jeg med så lidt tid og så få muligheder kunne styrke dem mod de angreb på deres tro, som helt sikkert kommer? De ord, som du taler i dag, kan være de ord, som de husker. Og i dag vil snart være ovre.
Årene går, og vi underviser i lærdommene, som vi bedst kan, og alligevel er der nogen, som ikke reagerer. Der er stor sorg knyttet hertil. Men der findes håb i skrifterne, der taler om familier. Tænk på Alma den Yngre og Enos. I deres krises øjeblik huskede de deres fædres ord, som var ordene fra lærdommen om Jesus Kristus. Det reddede dem. Jeres undervisning i hellig lærdom vil blive husket.
Der er to tvivlsspørgsmål, som kan krybe ind i jeres sind. I spekulerer måske på, om I kender lærdommen godt nok til at undervise i den. Og hvis I allerede har forsøgt at undervise i den, kan I måske spekulere på, hvorfor I ikke ser nogen nævneværdig god virkning.
I min egen familie findes der en beretning om en ung kvinde, som havde mod til at begynde at undervise i lærdommene, umiddelbart efter at hun netop var omvendt og det med ringe uddannelse. Og den kendsgerning, at virkningen af hendes undervisning ikke er ophørt, giver mig tålmodighed til at vente på virkningerne af min egen indsats.
Mary Bommeli er min oldemor. Jeg har aldrig mødt hende. Hendes barnebarn hørte hende fortælle sin historie og skrev den ned.
Mary blev født i 1830. Missionærerne underviste hendes familie i Schweiz, da hun var 24 år gammel. Hun boede stadig hjemme, hvor hun vævede og solgte klædestof for at hjælpe sin familie med at klare deres lille gård. Da familien hørt lærdommen om Jesu Kristi gengivne evangelium, vidste de, at det var sandt. De blev døbt. Marys brødre blev kaldet på mission og tog afsted uden pung eller taske. Resten af familien solgte deres ejendele for at rejse til Amerika og samles med de hellige.
Der var ikke nok penge til, at de alle kunne rejse. Mary foreslog selv, at hun blev tilbage, da hun mente, at hun kunne spare nok sammen fra sin vævning, så hun både kunne klare sig og spare op til sin rejse. Hun kom til Berlin og til en kvinde, som ansatte hende til at væve stof til familiens tøj. Hun boede i tjenestepigens værelse og satte sin væv op hjemmets stue.
Det var på dette tidspunkt forbudt i Berlin at undervise i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges lærdomme. Men Mary kunne ikke holde det glade budskab for sig selv. Kvinden i det hjem, hun var ansat i, satte sig sammen med sine venner rundt om væven for at høre pigen fra Schweiz undervise. Hun talte om, hvordan vor himmelske Fader og Jesus Kristus viste sig for Joseph Smith, om englebesøg og om Mormons Bog. Da hun kom til beretningerne om Alma, belærte hun dem om opstandelsen.
Det skabte nogle problemer i forbindelse hendes vævning. På den tid døde mange børn som meget små. Kvinderne omkring væven havde mistet børn på denne måde, og nogle af kvinderne havde mistet mange. Da Mary underviste i den sandhed, at små børn er arvinger til det celestiale rige, og disse kvinder igen kunne være sammen med dem og med Frelseren og vor himmelske Fader, strømmede tårerne ned ad kinden på disse kvinder. Mary græd også. Alle disse tårer gjorde stoffet vådt, som Mary havde vævet.
Marys lærdomme skabte et mere alvorligt problem. Selv om Mary bønfaldt kvinderne om ikke at tale om det, som hun havde fortalt dem, så gjorde de det alligevel. De delte dette glade budskab med deres venner. Så en aften bankede det på døren. Det var politiet. De førte Mary til fængslet. På vejen spurgte hun politibetjenten om navnet på den dommer, som hun skulle føres frem for næste morgen. Hun spurgte, om han havde familie. Hun spurgte, om han var en god far og en god ægtemand. Politibetjenten smilede, da han beskrev dommeren som en levemand.
I fængslet bad Mary om blæk og papir. Hun skrev et brev til dommeren. Hun skrev om Jesu Kristi opstandelse, som den er beskrevet i Mormons Bog, om åndeverdenen og om hvor længe dommeren ville kunne tænke over og overveje sit liv før den endelige dom. Hun skrev, at hun vidste, at han havde meget at omvende sig fra, som ville knuse hans families hjerte og bringe ham stor sorg. Hun skrev hele natten lang. Den næste morgen bad hun politibetjenten om at bringe hendes brev til dommeren, hvilket han gjorde.
Politibetjenten blev senere kaldt ind på dommerens kontor. Det brev, som Mary havde skrevet, var et uigendriveligt bevis på, at hun underviste i evangeliet og derfor brød loven. Men det varede ikke længe, før politibetjenten kom tilbage til Marys celle. Han fortalte hende, at anklagerne mod hende var bortfaldet, og hun var fri til at gå på de betingelser, som hun havde fremsat i brevet. Hendes undervisning i lærdommen om Jesu Kristi gengivne evangelium havde åbnet øjne og hjerter nok til at få hende kastet i fængsel. Og da hun forkyndte omvendelsens lærdom i sit brev til dommeren, fik det hende løsladt fra fængslet (se Theresa Snow Hill, Life and Times of Henry Eyring and Mary Bommeli, 1997).
De lærdomme, som Mary Bommeli underviste i, rørte flere mennesker end blot de kvinder, som var forsamlet omkring væven og dommeren. Min far, hendes barnebarn, fortalte mig om det i de nætter, som gik forud for hans død. Han talte om den glædelige forening, som snart ville ske i åndeverdenen. Jeg kunne næsten se det klare solskin og smilene i paradiset, mens han talte om det med så stor sikkerhed.
På et tidspunkt spurgte jeg ham, om han ikke havde noget, som han skulle omvende sig fra. Han smilede og lo, da han meget mildt sagde: »Nej, Hal, jeg har omvendt mig hele vejen gennem mit liv.« Lærdommen om paradiset, som Mary Bommeli underviste disse kvinder i, var virkelig for hendes barnebarn. Og selv de lærdomme, som Mary underviste dommeren i, havde påvirket min fars liv til det gode. Det vil ikke være afslutningen på Mary Bommelis undervisning. Optegnelsen om hendes ord vil sende sand lærdom til endnu ufødte generationer i hendes familie. Og fordi hun troede, at selv en nyomvendt kendte nok til lærdommene til at undervise i dem, vil hendes efterkommeres sind og hjerter blive åbnet og styrket i kampen.
Jeres efterkommere vil undervise hinanden i lærdommene, fordi I underviste i dem. Lærdommene kan mere end åbne sindet for det åndelige og hjertet for Guds kærlighed. Da denne lærdom bringer glæde og fred, har den også kraft til at åbne munden. Ligesom kvinderne i Berlin vil jeres efterkommere heller ikke være i stand til at holde det glade budskab for sig selv.
Jeg er taknemmelig over at leve på et tidspunkt, hvor vi og vores familier har fået gengivet evangeliets fylde. Jeg er taknemlig for Frelserens kærlighedsmission for os og for livets ord, som han har givet os. Jeg beder om, at vi kan dele disse ord med dem, som vi elsker. Jeg vidner om, at Gud vor Fader lever og elsker alle sine børn. Jesus Kristus er hans Enbårne Søn i kødet og vor Frelser. Han er opstået. Vi kan blive vasket rene ved lydighed mod lovene og ordinancerne i Jesu Kristi evangelium. Præstedømmets nøgler er gengivet. Præsident Gordon B. Hinckley har disse nøgler. Jeg ved, at dette er sandt. I Jesu Kristi navn. Amen.
Previous
