Velkommen hjem Biskop Keith B. McMullin Andenrådgiver i Det Præsiderende Biskopråd Hav tro på Kristus, stol på ham, kom til ham, følg ham . . . Skridt for skridt vil vejen vise sig for jer, indtil I er tilbage, hvor I hører til. Mine kære søskende, nu da denne generalkonference nærmer sig sin afslutning, rettes mine tanker mod dem, der er ensomme og bange, eller som er faret vild. Hvis I, eller nogen I kender, er »ude et sted i skyggerne« (Gordon B. Hinckley, »Nyomvendte og unge mænd«, Stjernen, juli 1997, s. 48), så lyt! Dette jordiske liv er som en rejsende på vej hjem. Kilometerne synes lange, minutterne langsomme og dagens begivenheder langtrukne og kedsommelige. Til sidst kommer de bekendte landskaber dog til syne. Det kan være bakker, dale, landskaber eller høje bygninger, en bilfyldt motorvej eller en stille gade. Men uanset hvad det er, så får det den rejsende til gå raskere, det giver hans trætte sjæl kraft, og det fylder ham atter med de liflige følelser af forventning og glæde. Endelig er han hjemme igen. I vores mobile, fortravlede verden har millioner af mennesker dagligt denne gentagende oplevelse af at rejse hjem. Hvis vi ser nærmere efter, kan vi lære meget om dette jordiske liv af en sådan almindelig hændelse. Et er i hvert fald sikkert ­ vi gør en enorm fejltagelse, hvis vi griber denne jordiske rejse an på en overfladisk måde eller vælger en hvilken som helst sti, der viser sig, uden at tænke over, hvor den fører hen. En elsket apostel har bemærket: »Af alle de fejl, jordiske mennesker kan begå, er fejl i forbindelse med Guds frelsesplan i virkeligheden den forkerte at fejle med. Ingen fejl kan få større eller mere evige konsekvenser end denne« (Neal A. Maxwell, »Den evige Guds plan«, Den danske Stjerne, okt. 1984, s. 39). Den rejsende, for hvem denne rejse lykkes, forstår og handler korrekt på fire punkter, nemlig: Livets evighed, syndens beskaffenhed, omvendelsens skønhed og forsoningens storhed. Livet er mere end biologi. Før vi kom til denne jord, levede vi i Guds nærhed. Hans himmel var vores hjem. Hver eneste af os er hans efterkommere, og han er vores himmelske Fader (se Abraham 3:23­25; Job 38:4­7; Jer 1:5). Takket være gengivelsen af Jesu Kristi evangelium ved vi, at vores fødsel er guddommeligt bestemt, og at den er et væsentligt skridt på vores evige rejse. Med Herrens profets, Gordon B. Hinckleys, ord: »Kendsgerningen ved alt liv er, at det er evigt. Det er den store, afgørende sandhed. Vi er kommet til jorden med et formål, ifølge en guddommelig plan, og når dette liv er forbi, vil vi fortsætte til noget, der vil være bedre, hvis vi lever værdigt dertil« (præstedømmelederskabsmøde, Regional konference i Charlotte i North Carolina, 24. feb., 1996, s. 5; fremhævelse tilføjet). Syndens beskaffenhed gør dog denne jordiske rejse til alt andet end en let opgave. Apostlen Paulus har skrevet: »Men det skal du vide, at i de sidste dage skal der komme hårde tider. For da vil mennesker blive egenkærlige, pengeglade, pralende, overmodige, fulde af hån, ulydige mod deres forældre, utaknemmelige, spottere, ukærlige, uforsonlige, sladderagtige, umådeholdne, brutale, fjender af det gode, forrædere, fremfusende, hovmodige, de vil elske nydelser højere end Gud; i det ydre har de gudsfrygt, men de fornægter dens kraft. Hold dig fra dem!« (2 Tim 3:1­5; fremhævelse tilføjet). På grund af vore skrøbeligheder og sårbarheder bliver synd en del af alle rejsendes rejse. Det er følgen af at være i lovens, modsætningernes og handlefrihedens smeltedigel (se Alma 42:17­24; 12:31­34; 2 Nephi 2:11, 15­16, 25­27). »Den, der altså ved, hvad der er det rette, men ikke gør det, er en synder« (Jak 4:17). Uanset hvor gode hensigter vi har, eller hvor påpasselige vi er, vil vi på vores rejse blive udsat for fristelser. Selv ikke Frelseren undgik dem, og de fristelser, som han led ved begyndelsen af sin tjeneste, er karakteristiske for dem, som plager os. Om disse fristelser ­ at forvandle sten til brød, at styrte sig ned fra templets tinde og at sælge sin sjæl for denne verdens skatte (se Matt 4:2­10) ­ har præsident David O. McKay sagt: »Katagorisér dem, og I vil opdage, at under en af disse tre er næsten enhver given fristelse, som gør jer og mig urene, enten . . . (1) en fristelse til at opfylde vore fysiske behov, (2) en fristelse til at give efter for det hovmod og den mode og forfængelighed, der tilhører dem, der er fremmedgjort for det, der hører Gud til eller (3) en fristelse til at få tilfredsstillet ønsket om verdens rigdomme eller menneskers magt« (i Conference Report, apr. 1911, s. 59). Når vi fristes, føler vi samvittighedssmerte. En følsom samvittighed er bevis på en sund ånd. Den smerte, som vi føler, er åndens reaktion på fristelse, ufuldkommenhed eller synd. Samvittigheden er enhver rejsendes ledsager (se Moroni 7:16­19). Den kan også gøre rejsen meget ubehagelig, eftersom »alle har syndet,« og Herren ikke kan »se på synd med den ringeste eftergivenhed« (Rom 3:23; L&P 1:31). Gud ske lov for denne himmelske gave, for den kan føre os til omvendelse og fred i sindet (se Mosiah 4:1­3). Vor himmelske Fader kendte de alvorlige farer, som vi ville komme til at stå over for på vores rejse gennem livet, men han forbliver fast besluttet i sit ønske om at få hver enkelt af sine børn til at vende hjem. Derfor har han givet os tid ­ tid til at få rettet vore fejltagelser, tid til at overvinde vore synder og tid til at forberede os til vores genforening. ». . . Ikke desmindre var der givet mennesket et tidsrum, hvori det kunne omvende sig; derfor blev dette liv til en prøvetid, en tid, hvori man kunne berede sig til at møde Gud . . .« (Alma 12:24). Men vor himmelske Fader vidste, at selv om vi brugte enhver kraftanstrengelse, ville vi ikke kunne komme hjem uden guddommelig hjælp. Derfor lovede han: »Vi vil sørge for en frelser til jer!« (se 1 Nephi 10:4; 13:40; Moses 1:6; 2 Nephi 25:23). Jesus Kristus, Guds, den evige Faders enbårne Søn i kødet, kom i tidernes midte som opfyldelse af dette løfte. Han vandrede ad jordelivets stier og sideveje, »så han ifølge kødet kan vide, hvorledes han kan hjælpe sit folk i forhold til deres skrøbeligheder« (Alma 7:12; se også vers 11; Ether 12:27; L&P 20:22; 62:1). Der er ikke en eneste fortrædelighed, angst eller lidelse, som han ikke kender til. Skønt han var uden synd, blev han nøje bekendt med alle vore sorger, således at han kan vide, hvordan han kan hjælpe os (se Es 53:3­6). Kristus slog bro mellem dødelig og udødelig. Graven huser ikke længere dens fanger, retfærdigheden kan tilfredsstilles ved barmhjertighed, den forunderlige forsoning, uendelig og evig i dens omfang og betydning er på plads (se Alma 34:8­10, 14­16). Kristus er den opstandne Herre, vor Frelser og Forløser. Vent derfor ikke længere (se Alma 13:27; 34:33­35). Hav tro på Kristus, stol på ham, kom til ham, følg ham (se 3 Nephi 27:13­16; Moroni 10:32­33). Lav en liste i jeres sind over det, som I ved, I ikke burde gøre. Hold i dag op med at gøre mindst en af disse ting, og erstat den med det, som I burde gøre. Bed vor himmelske Fader om tilgivelse og styrke til at kunne fuldende denne rejse. Når I overvinder en forhindring og går videre til den næste, så lover jeg, at vejen skridt for skridt vil vise sig for jer, indtil I som den trætte rejsende er tilbage, hvor I hører til. Thomas (dette er ikke hans rigtige navn) var en af dem, der var faret vild. Vi stiftede bekendtskab med hinanden ved en særlig fireside for medlemmer, man normalt ikke ser om søndagen. Han var dengang 35 år og havde ikke været aktiv i Kirken i over 20 år. Dagen før havde Thomas' far inviteret ham til denne fireside. Thomas sagde, at han ville tænke over det! Jeg citerer nu fra et brev, som hans far har skrevet: »En halv time før firesiden skulle begynde, ringede [Thomas] og bad mig om at hente ham. Jeg kan ikke forklare den forventning, jeg følte, da vi trådte ind i lokalet for at slutte os til dig og omkring 40 andre. Der var en særlig atmosfære og ånd, der greb [Tom] om hjertet, og han tog hjem, besluttet på igen at læse de skriftsteder i Mormons Bog, som du havde talt om. Dette førte til, at han læste hele bogen og begyndte at betale tiende. Han begyndte at se sit liv i et andet lys . . . Han holdt op med at tage stoffer og drikke kaffe. Han fortsatte med at læse ikke blot Mormons Bog, men også Lære og Pagter. Han begyndte at komme til nadvermøderne og . . . begyndte bogstavelig talt at blive en anden person. Faktisk spurgte vi ham i spøg: ðHvad har du gjort ved vores søn?Ð Den store velsignelse for os var, da han blev interviewet af biskoppen . . . i forbindelse med at modtage Det Melkisedekske Præstedømme. Dette har i sandhed været et svar på de bønner, som er blevet bedt for ham i næsten 20 år« (personligt brev, 1. aug. 1997). Denne beretning får os til at tænke på en anden forælders ord: »For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet« (Luk 15:24). Brigham Young har sagt: »Ingen ånd har været andet end ren og hellig, da den kom hertil fra den celestiale verden . . . Han er far til vores ånd, og hvis vi kunne kende, forstå og gøre hans vilje, ville enhver sjæl være villig til at vende tilbage til hans nærhed. Og når de kom dertil, ville de forstå, at de tidligere havde boet der i evigheder, at de tidligere havde stiftet bekendtskab med enhver kringelkrog, med paladserne, stierne og haverne, og de ville omfavne deres far, og han ville omfavne dem og sige: ðMin søn, min datter, I er tilbage,Ð og barnet ville sige: ðO, min far, min far, her er jeg igenЫ (i Journal of Discourses, 4:268). Med al den kraft, jeg har i mig, bærer jeg vidnesbyrd om sandheden i dette. Kom ud af skyggerne! Træd helt ind i evangeliets lys. Nyd omvendelsens søde frugter, fred i sindet og Helligåndens trøst. Lad denne rejse føre jer tilbage dertil, hvor I har hjemme. Med disse strofer efterlader jeg jer dette vidnesbyrd: O fader min, i himmelens bo, inderligt nu, jeg ønsker det ske, sammen med dig i evighed bo, atter at få dit ansigt at se.   Da skal så jeg i ydmygheds ånd bøje mig dybt for Frelseren god, takke ham for hans nådige hånd, væde med tårer hans hellige fod. Hjertet da svulmer af glæde så stor ­ jeg ej alene trænger mig frem ­ kærlighed føler og hører dit ord: Sønner og døtre, velkommen hjem! (Tilpasset efter Eliza R. Snows »O min Fader«, Salmer og Sange, nr. 189). I Jesu Kristi navn. Amen.