Dit navn er trygt i vores hjem Ældste Cree-L Kofford De Halvfjerds Der er findes mennesker blandt os, som væmmes ved tanken om at stjæle en andens penge eller ejendele, men som ikke betænker sig det mindste ved at stjæle en andens gode navn eller omdømme. Jeg tænker på, om I har noget begreb om, hvor let det er at elske jer, og hvor meget jeg elsker jer. Lige inden dette møde begyndte, kiggede nogle af vore børnebørn ind til os på hotelværelset. De havde åbenbart talt om ældste Marlin Jensens tale fra mødet i formiddags. En af dem sagde: »Er du bange bedstefar?« Jeg løj og sagde: »Ikke ret meget.« En af de andre sagde: »Tag det roligt, bedstefar, hvis du kommer til at kludre i det, så elsker vi dig alligevel.« Men så kom jeg tilbage til virkeligheden, da en af dem sagde: »Men bedstefar, det ville være så flovt.« Så jeg vil bestræbe mig ihærdigt på ikke at kludre i det. Den 26. juni 1858 begyndte det, som jeg mener indtil det tidspunkt var den største stående hær i USA's historie sit planlagte indtog i Salt Lake-dalen. De var kommet for at nedkæmpe et oprør, der ikke fandtes. Næsten enhver, der kender lidt til Kirkens historie, kan fortælle jer, at de marcherede forbi i nogenlunde stilhed blot få meter fra det sted, hvor denne bygning nu står, gennem en by, som én forfatter beskrev som »øde«, og slog lejr en del længere mod vest. Det, der derefter skete, er meget mindre kendt. Til sidst nåede hæren knap 65 km syd for Salt Lake City til landsbyen Fairfield ­ et lille bondesamfund i Cedar Valley ­ der var hjemsted for, hvad der blev anslået til at være færre end 200 mennesker. Deres lokale åndelige leder var John Carson, min oldefar. Forestil jer, hvor hvordan denne lille menighed må have følt. Ja, hvordan tror I, at I ville have det med at vågne op en morgen og opdage, at flere tusinde soldater med over 3.000 vogne, 10.000 okser og 12.000 muldyr var flyttet til jeres ward? Udfordringerne var presserende. Fra vores mundtligt overleverede slægtshistorie, som er behæftet med al den romantisering og unøjagtighed, som sådanne historier er, ved vi, at biskop Carson var alvorligt bekymret for, om de mennesker, som han præsiderede over, havde det godt. Alle de udfordringer, som fulgte med, når en hær slog lejr dengang, blev Fairfields udfordringer fra den ene dag til den anden. For at beskytte menighedens medlemmer så meget som muligt mødtes biskop Carson med fortets øverstbefalende, som ofte spiste middag på sit hotel, og som han havde udviklet et godt forhold til, der var bygget på gensidig respekt. De to ledere tog bestik af situationen og aftalte at tegne en streg på jorden. Ingen militære personer måtte træde ind på de civiles område uden særlig tilladelse fra deres overordnede. Og medlemmerne af menigheden måtte ikke træde ind på fortet uden udtrykkelig tilladelse fra biskop Carson. Stregen på jorden repræsenterede en usagt befaling: »Du må ikke overskride denne grænse.« Da vi var børn, havde en streg på jorden en særlig betydning. Når drengeårenes hidsighed skabte uoverensstemmelser, var det kutyme at tegne en streg på jorden. Modstanderne stod på hver sin side af stregen og forsøgte at virke så skræmmende som muligt. »Træd du bare over på min side af stregen, så skal du få,« lød opfordringen som regel, selv om de sjældent sagde det med så høflige ord. I disse øjeblikke lærte jeg den store værdi af en streg på jorden og konsekvenserne ved at overskride den. I årene, der er gået, har jeg lært at forstå, at en kærlig himmelsk Fader, som bestræber sig på at beskytte os fra Lucifers hær, har tegnet billedlige streger på jorden. Selv om hver enkelt af os har mange streger på jorden i vores liv i dag, kunne jeg tænke mig at tale om bare en af dem, nemlig den streg, der hedder: »Værn om hver enkelt persons navn i jeres hjem.« I de første år, mens jeg tjente som generalautoritet, havde jeg på et tidspunkt den ære at være i selskab med ældste Marion D. Hanks, da han fortalte følgende beretning. Jeg bruger den her med hans tilladelse: Oscar Kirkham var en af Kirkens store mænd og blandt Kirkens mest respekterede spejderledere. Han tjente i De Halvfjerds' Første Råd og blev anset som en stor personlighed, hvorend han kom. Ved møderne bad han ofte om at få lov til at sige noget personligt, og når han så fik lov, forsatte han ved at sige noget godt om en eller anden. Kort før han døde, talte han kort på Brigham Young-universitetet over temaet »Sig noget positivt.« Den morgen, ældste Kirkham døde, blev ældste Hanks inviteret til familien Kirkhams hjem. Der fik han overrakt en lille, billig notesbog, som ældste Kirkham havde skrevet sine notater i. De to sidste ting, han havde skrevet, var: »Sig noget positivt« og »Dit navn er trygt i vores hjem« (se Marion D. Hanks, forord til Say the Good Word, af Oscar A, Kirkham, 1958, s. 4). Hvor ville det være en velsignelse, hvis vi alle kunne følge dette råd, hvis hver enkelts navn virkelig var trygt i andres hjem. Har I lagt mærke til, hvor let det er at gå over stregen og finde fejl ved andre mennesker? Alt for ofte beder vi os undskyldt for netop den adfærd, som vi fordømmer andre for at have. Barmhjertighed for mig og retfærdighed for alle andre er en tendens, der er alt for almindelig. Når vi omtaler en andens navn og omdømme, omtaler vi noget, der er helligt i Herrens øjne. Der er findes mennesker blandt os, som væmmes ved tanken om at stjæle en andens penge eller ejendele, men som ikke betænker sig det mindste ved at stjæle en andens gode navn eller omdømme. Den gamle talemåde: »Døm ikke en mand, førend du har gået en mil i hans sko,« er et råd, der er lige så godt i dag, som den dag, da det første gang blev sagt. Og som det også er blevet sagt: Der er så meget godt i de værste af os og så meget skidt i de bedste af os, at det ville være forkert af nogen os at finde fejl ved resten af os. (Hazel Felleman, udv. The Best Loved Poems of the American People, 1936, s. 615). Dette princip er ikke nyt ej heller enestående for vore dage. Salmernes Bog i Det Gamle Testamente indeholder denne vigtige advarsel fra Herren: »Den, der hemmeligt bagtaler sin næste, vil jeg bringe til tavshed« (Sl 101:5). Jakob, en Herrens tjener i tidernes midte, gentog denne evige sandhed, da han sagde: »Bagtal ikke hinanden brødre. Den, der bagtaler sin broder eller dømmer sin broder, bagtaler loven og dømmer den . . . Hvem er du, som dømmer din næste?« (Jak 4:11­12). Og i disse sidste dage har Herren fornyet den befaling, som han har belært om så længe, i en åbenbaring, der blev givet gennem profeten Brigham Young: »Ophør med at tale ondt om hinanden« (L&P 136:23). Det er yderst betydningsfuldt for mig, at denne enkle befaling er fremsat blot nogle få vers fra Herrens ord om straffen for ulydighed: »Vær flittige til at holde alle mine bud, at ikke dommen kommer over jer, og jeres tro forlader jer, og jeres fjender triumferer over jer« (L&P 136:42). Må jeg da stille to enkle spørgsmål til dem, der tvivler på vigtigheden af denne befaling: (1) Hvordan kan I sige, at I elsker jeres næste, når I søger at svække hans gode navn og omdømme bag hans ryg? (2) Hvordan kan I sige, at I elsker Gud, når I ikke engang kan elske jeres næste? Ethvert svagt forsøg på at retfærdiggøre en sådan adfærd får kun en til i endnu højere grad at tænke på Frelserens rammende ord, som findes i Matthæusevangeliet: »Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt?« »Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes« (Matt 12:34, 36­37). Jeg vil gerne sige et par ord til de primarybørn, der måske lytter med. Børn, jeg har forsøgt at lære jeres mor og far noget meget vigtigt, men jeg har brug for jeres hjælp. Lad os lave en aftale. Hvis I lover at lytte meget omhyggeligt, så lover jeg, at jeg vil gøre min tale kort. Kan I huske historien om Bambi, det lille dådyr og alle hans venner i skoven. Hvis I kan, så husker I sikkert også, at en af Bambis gode venner var en kanin, der hed Stampe. Stampe var på jeres alder. Han var en god kanin, men Stampe havde et problem. Han sagde hele tiden noget dårligt om andre. En dag var Bambi i skoven for at lære at gå, men faldt. Stampe kunne simpelthen ikke stå for fristelsen: »Han går ikke så godt, gør han?« røg det ud af Stampes mund. Hans mor blev flov og sagde: »Hvad var det, din far sagde til dig i morges?« Og så kiggede Stampe ned på sine fødder, vidste ikke rigtig, hvilket ben han skulle stå på, og sagde: »Hvis du ikke kan sige noget pænt, så må du hellere holde din bøtte.« Det er et godt råd, som det er nødvendigt, at vi alle følger. Det, som jeg gerne vil have jer til at gøre, er, at når som helst I hører nogen i jeres familie begynde at sige noget dårligt om nogen andre, så vær venlig at stampe i gulvet og med høj stemme sige: »Hvis du ikke kan sige noget pænt, så må du hellere holde din bøtte.« Alle vil forstå, hvad du mener. Så, mor og far, det skulle gøre det lidt lettere at efterleve den befaling. Jeg beder til, at Herren vil velsigne os hver især, at vi aldrig må overskride stregen på jorden, og at vi må leve, så det kan siges: »Dit navn er trygt i vores hjem.« På denne særlige påskedag afslutter jeg med min højtidelige erklæring, der er født af Ånden, at Jesus Kristus virkelig er vor Frelser og Forløser, og at frelse kommer ved og gennem hans sonoffer og på ingen anden måde. I Jesu Kristi navn. Amen.