Ældste Dennis B. Neuenschwander
De Halvfjerds
Slægtshistorie, historiske beretninger og traditioner . . . danner bro mellem fortiden og fremtiden og binder generationerne sammen på en måde, som ingen andre værdifulde ting kan.
Brødre og søstre, enhver familie har noget, som har stor affektionsværdi for dem. Familier samler møbler, bøger, porcelæn og andre værdifulde ting, og giver dem videre til deres efterkommere. Sådanne smukke værdifulde ting minder os om vore kære, som er gået videre og vender vores sind mod de endnu ufødte kære. De danner en bro mellem familiens fortid og fremtid.
Enhver familie har andre og mere værdifulde ting. Det er deres slægtshistorie, historiske beretninger og traditioner. Disse evige værdier danner ligeledes bro mellem fortiden og fremtiden og binder generationerne sammen på en måde, som ingen andre værdifulde ting kan.
Jeg vil gerne dele nogle tanker om slægtshistorie, broer og ting af evig værdi. Slægtshistorie bygger bro mellem generationerne i vore familier, bygger bro til aktivitet i Kirken og bygger bro til templet.
For det første bygger slægtshistorie bro mellem generationerne i vore familier. Broer mellem generationerne bliver ikke bygget ved et tilfælde. Hver medlem af denne Kirke har et personligt ansvar som en evig arkitekt for denne bro for sin egen familie. Ved en familiesammenkomst her til jul så jeg min far, som er 89 år gammel og vores ældste barnebarn, Ashlin, som er 4 år. De lo, talte sammen og nød at være sammen. Det var et bittersødt erkendelsesøjeblik for mig. Selv om Ashlin vil bevare et behageligt, men flygtigt indtryk af min far, så har han ingen minder om min mor, som døde, før han blev født. Ingen af mine børnebørn har noget minde om mine bedsteforældre. Hvis jeg ønsker, at mine børn og børnebørn skal få noget at vide om dem, som jeg stadig husker, så må jeg bygge bro mellem dem. Jeg alene er forbindelsen mellem de generationer, som er på hver side af mig. Det er mit ansvar at knytte deres hjerter sammen gennem kærlighed og respekt, selv om de aldrig har kendt hinanden personligt. Mine børnebørn vil ikke have nogen viden om deres families historie, hvis jeg ikke gør noget for at bevare den for dem. Det, som jeg ikke skriver ned på en eller anden måde, vil gå tabt, når jeg dør. Og det, som jeg ikke giver videre til mine børn og børnebørn, vil de aldrig få. Det at indsamle og dele evige familieværdier er et personligt ansvar. Det kan ikke ignoreres eller gives til en anden.
Et liv, som ikke er dokumenteret, er et liv, som i løbet af en eller to generationer for en stor del vil gå tabt som et minde. Og det er tragisk for en families historie. Viden om vore forfædre former os og tilfører os indre værdier, som giver både retning og mening i vores eget liv. For nogle år siden mødte jeg lederen for et russisk-ortodoks kloster. Han viste mig bind fulde ting fra hans egen familie. Han fortalte mig om en af værdierne, måske den største værdi, at skabe familietraditioner og give disse traditioner videre til de yngre generationer. »Viden om disse traditioner og slægtens historie,« sagde han, »svejser generationerne sammen.« Han sagde yderligere: »Hvis man ved, at man kommer fra ærlige forfædre, så er man af pligt og ære bundet til at være ærlig selv. Man kan ikke være uærlig uden af svigte hvert eneste medlem af sin egen familie.«1
Hvis du hører til dem, som er de første til at modtage evangeliet i din familie, så byg broer til dine efterkommere ved at nedskrive begivenhederne i dit eget liv og skriv opmuntrende ord til dem. I 1892 skrev søstrene i Kolob Stav i Springville, Utah, breve til deres børn og forseglede dem i en tidskapsel, som skulle åbnes den 17. marts 1942, ved 100-året for Hjælpeforeningen. Mariah Catherine Boyer, hvis familie går tilbage til Kirkens første medlemmer, skrev, efter at have nedskrevet en kort genealogi over sin familie, følgende til sine to børn: »Kære børn, når I læser dette, så vil jeres forældre og bedsteforældre sove i den stille grav. Disse hænder, som har arbejdet så hårdt for jer i kærlighed, vil ikke længere arbejde, og disse øjne, som med kærlighed og lovprisning har set jeres uskyldige ansigter, vil ikke længere se jer, ikke før vi mødes i himlen. Kære børn . . . må de bånd som binder jer sammen som bror og søster i kærlighed knytte jeres hjerter sammen . . . Handl retskaffent overfor jeres næste, følg jeres samvittighed, og bed Gud om at give jer kraft til at modstå alle fristelser til at handle ondt, og lad det blive sagt om jer, at verden er bedre, fordi I har levet. Hold Guds befalinger. Må jeres sti være dækket af blomster, og må I altid handle ret. Må I aldrig opleve modstand. Må Guds Ånd og hans velsignelser altid nå jer, er jeres moders bøn. Jeg vedlægger billeder af vores familie. Farvel mine kære børn, til vi ses igen.«2 Disse kærlige og smukke ord har nu bygget bro mellem 6 generationer i en trofast familie.
Slægtsforskning og tempeltjeneste har stor kraft, som ligger i deres skriftmæssige og guddommelige løfte om, at vende fædres hjerte til deres børn og børnenes hjerte til deres fædre.3 Woodrow Wilson sagde: »En nation, som ikke husker dagen i går, kender ikke sig selv i dag, og ved ikke, hvad den selv prøver at gøre. Vi handler forgæves, hvis vi ikke ved, hvor vi kommer fra, eller hvad vi prøver at opnå.«4 Dette kan også siges om familier: En familie, »som ikke husker dagen i går, kender ikke sig selv i dag, og ved ikke, hvad den selv prøver at gøre. Vi handler forgæves, hvis vi ikke ved, hvor vi kommer fra, eller hvad vi prøver at opnå.«
For det andet bygger slægtshistorie bro til aktivitet i Kirken. Slægtsforskning styrker de omvendtes vidnesbyrd og styrker alle medlemmer af Kirken. Slægtsforskning og forberedelsen af navne til templet kan være det, som har størst værdi i fastholdelsen af nye medlemmer. Tro og tillid vokser, når familiens medlemmer omfattes af evangeliets frelsende ordinancer. Ved en nylig afholdt stavskonference mødte jeg John og Carmen Day, som netop var blevet døbt. De fortalte mig, at de allerede havde forberedt familienavne og planlagde at træde ind i templet, så snart de kunne. Er fastholdelse spørgsmålet her? Et nyt medlem af Kirken kan hurtigt fortælles om slægtshistorie og tempeltjeneste af missionærerne, venner, naboer og af præstedømmets og hjælpeorganisationernes ledere. Deltagelse i templets ordinancer er, når alt kommer til alt, det centrale i vores oplevelse med evangeliet. Der kræves ikke noget officielt kald for at deltage i slægtsforskning eller de dertil knyttede ordinancer i evangeliet.
Jeg læste for nylig en artikel i The Improvement Era fra august 1940. Der stod: »For et år siden ved den sidste aprilkonference spurgte dr. John A. Widtsoe fra De Tolvs Råd Kirkens missionspræsidenter, hvilken enkelt del af evangeliet, der havde størst betydning i deres missioner, når der skulle indgås nye venskaber, skabes nye interesser og findes nye mennesker, der kunne omvendes. Præsident Frank Evans fra missionen i det østlige stater undersøgte sagen og fandt frem til, at det var slægtshistorie og de dertil knyttede trossætninger og ordinancer i evangeliet, som var den største faktor i hans mission . . .«5
En nylig undersøgelse i Kirken fortæller, at tidlig involvering i at finde og forberede familienavne til templet, og hvor det er muligt deltagelse i de stedfortrædende dåb for dem, er hovedfaktorer i fastholdelsen af nye medlemmer. Det Første Præsidentskab og De Tolvs Råd har opmuntret til en langt bredere brug af slægtshistorie og de slægtshistoriske centre i bevarelsen af de nyomvendte og i aktiveringen af dem, som ikke længere regelmæssigt kommer i Kirken. Præstedømmets ledere, missionærer og lederne af de slægtshistoriske centre spiller alle en vigtig rolle i den udvidede brug af disse centre.
For det tredje bygger slægtshistorie bygger bro til templet. Slægtshistorie leder os til templet. Slægtshistorie og tempeltjeneste er et og samme værk. Ordet slægtshistorie bør nok ikke siges uden at knytte ordet tempel hertil. Det slægtshistoriske arbejde bør være hovedkilden til navne til templets ordinancer, og tempelordinancer er hovedårsagen til slægtshistorie. Præsident Gordon B. Hinckley har sagt: »Hele vores indsats inden for slægtsforskning er rettet mod templet. Der er intet andet formål med det.«6
Slægtsforskning tilvejebringer den følelsesmæssige bro mellem generationerne. Templets ordinancer tilvejebringer præstedømmets bro. Templets ordinancer er præstedømmets berigtigelse af den forbindelse, som vi allerede har indgået i vores hjerte. Moder Teresa har sagt, at »ensomhed og følelsen af at være uønsket er den værste form for fattigdom.«7 Den tanke at denne ensomme fattigdom at være uønsket og adskilt fra ens kære er i sandhed frygtelig, hvis det fortsætter efter dette liv. Løftet om slægtshistorie og tempeltjeneste er en evig forbindelse, hvor begge dele er født i kærlighed og gennem præstedømmets ordinancer.
Brødre og søstre, slægtshistorie og tempeltjeneste er de evige familieværdier, som bygger bro. De bygger bro mellem vores families generationer, bro til aktivitet i Kirken og bro til templet. Det er mit ønske, at vi hver især vil anerkende de store værdier, som vi har modtaget fra dem, som er gået forud for os, og erkende, at det er vores personlige ansvar at give dem videre til fremtidige generationer. I Jesu Kristi navn. Amen.
NOTER:
1. Dennis B. Neuenschwander, personligt dagbogsnotat, 14. august 1975.
2. Brev fra Mariah Catherine Boyer til hendes to børn, Irena B. Mendenhall og Richard Lovell Mendenhall jun.
3. Mal. 3:24.
4. Citeret i »The Rebirth of America«, s. 12.
5. The Improvement Era, aug. 1940, vol. 43, nr. 8.
6. Præsident Gordon B. Hinckley, Stjernen, juli 1998, s. 94.
7. Citeret i Church News, 20. juni 1998, 2.
Previous
