Carol B. Thomas
Førsterådgiver i Unge Pigers hovedpræsidentskab
, at jeg er glad for at stå her i dag. Min stilling i Unge Pigers præsidentskab giver mig mange gode oplevelser. For en måned siden skulle jeg på en træningsopgave til Guayaquil i Ecuador. Jeg ankom til hotellet, efter at det var blevet mørkt. Næste morgen trak jeg gardinerne fra, og dér, på den anden side af dalen, var der en smuk granitbygning, der stod majestætisk i Santa Ana bakkerne. Dens overvældende skønhed var tydelig, men det var ikke før, at jeg så englen Moroni på toppen, at jeg med tårer i øjnene forstod, at her var et tempel et symbol på de herlige velsignelser, som vil komme til Kirkens medlemmer i den del af verden.
»Templer [er] enestående blandt alle bygninger . . . Det er steder, hvor man indgår pagter og aflægger løfter. Ved altrene i disse bygninger knæler vi foran Gud, vor Skaber, og får løfte om hans evige velsignelser« (Den danske Stjerne, jan. 1975, s. 9). Overalt, hvor vi kom frem, så vi, at der bliver opført templer templer som vil opløfte Guds hellige og ændre landes udseende, det være sig i Sydamerika såvel som i hele verden.
Er det kun ét år siden, at vores kære profet bekendtgjorde opførelsen af yderligere 32 templer? Præsident Gordon B. Hinckley har sagt: »Dette er den mest storslåede tidsalder i hele verdens historie med hensyn til opførelse af templer« (Teachings of Gordon B. Hinckley, Deseret Book Company: Salt Lake City, Utah, s. 629).
Vores yngste søn, Spencer, som nu er på mission i Mongoliet, har skrevet, at hans missionspræsident talte til missionærerne og medlemmerne med hensyn til deres pligt til at opbygge Kirken der. »Da præsident Cox gav anledning til at stille spørgsmål, var det første spørgsmål: ðHvornår kommer der et tempel i Mongoliet?Ð Disse mennesker, sagde Spencer, »hungrer efter, at evangeliet skal komme til at spille en større rolle i deres tilværelse. De har ikke engang Mormons Bog endnu, og de vil have et tempel.«
Hvorfor alt det postyr om templer? For at sige det enkelt er templernes formål »at forløse alle mennesker, som er lydige mod Guds love og befalinger . . . Evangeliets fylde blev åbenbaret for Adam, og . . . hellige i alle tidsaldre har haft templer i en eller anden form« (ældste David B. Haight, »Personlig tilbedelse i templet«, Stjernen, juli 1993, s. 25).
Joseph Smith sagde: »Det største ansvar, som Gud har pålagt os her i verden, er at søge efter vore døde« (Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 430). Hvis dette er tilfældet, er vores største udfordring som forældre og familiemedlemmer at forberede vores familie til at komme i templet. Forældre har det største ansvar, men bedsteforældre, tanter, onkler og selv søskende kan alle belære familien.
Da min mand og jeg blev viet i templet, forstod vi vigtigheden af aldrig at tale om templet uden for templet ikke fordi ceremonierne var hemmelige, men fordi de var hellige. »De holdes fortrolige for ikke at komme til mennesker, som er uforberedte« (Boyd K. Packer, Det hellige tempel, 1980, s. 2). Men i familien er der mange værdifulde sandheder, som med følsomhed og sund fornuft vil hjælpe forberede vores børn til at komme i templet.
Forståelse af evangelisk sprog. Hvad betyder ordene begavelse, ordinancer, beseglinger og nøgler egentlig? Der findes en historie om en lille dreng, som hørte sine forældre tale om at udføre beseglinger i templet. Han spurgte: »Skal I sejle i dåbsbassinet i næste uge?«
Hvor kan vi undervise vore børn? Familieaftenen er den formelle baggrund, men der er så mange andre steder, hvor vi kan tale om vore åndelige følelser for templet. Et af mine yndlingstidspunkter var, når mine børn var lagt i seng om aftenen. Somme tider har jeg ligget på deres seng og fortalt dem om åndelige ting. Der, i fred og ro, kan den blide Ånd bære vidnesbyrd til deres hjerte og sjæl om, at de ting, som man siger, er sande.
Vi går ud fra, at Josef og Maria underviste deres familie om templet. Ældste Perry har talt om, at da Frelseren var en dreng på 12 år, tog hans forældre ham med til påskefesten i Jerusalem. Da Jesus blev efterladt i Jerusalem, kunne man ikke finde ham på forlystelsessteder for drenge på hans alder. Hans forældre fandt ham i templet. Måske bar Maria sit vidnesbyrd om disse hellige og dyrebare sandheder, når hun puttede ham om aftenen.
Min første erindring om templer er, da jeg var en lille pige. Jeg vidste, at templet måtte være et ret så vidunderligt sted, fordi mine forældre trofast kom der, og de kom altid hjem sammen i sådan et godt humør. Jeg forstod tempeltøjets hellighed på grund af den måde, hvorpå min mor talte om det med kærlighed og respekt.
Præsident Howard W. Hunter har sagt: »Lad os fortælle vores børn om de åndelige oplevelser, som vi har i templet. Og lad os oprigtigt og naturligt belære om de ting, som det er passende at fortælle. Sørg for at have et billede af et tempel hængende i jeres hjem, så jeres børn kan se det« (»Et tempelmotiveret folk«, Stjernen, maj 1995, s. 6). Jeg lagde mærke til, at alle de hjem, som jeg besøgte i Afrika, havde et billede af et tempel hængende enkelt og smukt på væggen.
Vi kan få større forståelse, når vi forbereder vores familie til at tage i templet. Lad mig fortælle jer om nogle ting, som jeg har erfaret:
1. Hyppige tempelbesøg giver balance i vores tilværelse. Når vi kommer hjem, føler vi større velvære Åndens påvirkning kan beskytte os mod verdens frustrationer. Lyt til præsident Hinckleys løfte: »Hvis man i Kirken udførte mere arbejde i templerne, ville der være mindre . . . egoisme, mindre . . . strid, mindre . . . nedværdigelse af andre. Hele Kirken ville gradvis blive opløftet til større åndelighed, kærlighed til hinanden og lydighed mod Guds bud« (Teachings of Gordon B. Hinckley, s. 622).
2. Templets åndelige atmosfære dæmper vores tragten efter verdslige ting. Når vi kommer i templet ofte, har vi ikke længere så stort et behov for at gå med det sidste nye modetøj, og vi tiltrækkes ikke så let af verdens morskab.
3. Templet er et sted for åbenbaring. For mange år siden gik jeg ind i templet, og i mit sind hørte jeg ordene: »Lær at tale til forsamlinger.« Jeg tænkte ved mig selv: »Hvornår vil jeg nogensinde få brug for at tale til forsamlinger?« I flere måneder forsøgte jeg temmelig forgæves at fremkalde lidt entusiame for at adlyde den tilskyndelse, som jeg havde haft. Jeg lyttede endda til et bånd fra det lokale bibliotek af en offentlig taler, som indrømmede, at det var hans mål engang at tale i Mormonernes Tabernakelbygning. Da tænkte jeg: »Jeg kommer aldrig til at tale i Tabernaklet!«
Ældste John A. Widtsoe har sagt: »På de mest uventede tidspunkter, i eller uden for templet, vil [vi] modtage åbenbaring, løsninger på de problemer, som plager [vores] liv. Det er et sted, hvor man kan vente at modtage åbenbaring« (»Temple Worship,«Utah Genealogical and Historical Magazine, 1921, s. 6364).
4. En af de største lektier, som jeg har lært, er, at Satan vil prøve at forhindre os i at komme i templet. Da jeg engang talte med nogle venner, fortalte de mig, at når de skal i templet, fortæller de aldrig nogen, at de skal afsted. De springer bare lige ind i deres bil og kører, for hvis de ikke gør det, er det helt sikkert, at der sker noget, som vil holde dem væk.
Jeg kan huske, at jeg læste om en advarsel fra tempelpræsidenten i Logan om, at Satan og hans tilhængere vil »hviske i folks ører og overbevise dem om, at de ikke skal tage i templet« (»Genealogical Department«, Church News, 12. december 1936, s. 36).
»Tempeltjeneste medfører så meget modstand, fordi den er kilden til så stor åndelig kraft blandt de sidste dages hellige i hele Kirken« (»Det hellige tempel«, Stjernen, feb. 1995, s. 23).
5. Elias' ånd føles i landet. Når vi arbejder med de unge i Kirken, ser vi, at de tiltrækkes af deres templer.
I Nicaragua i Mellemamerika tog en gruppe på 49 unge piger og deres ledere 2.000 navne med til templet i Guatemala City. Det tog hver pige et år at spare tilstrækkeligt sammen til at tage afsted. Disse trofaste unge piger kørte i bus i næsten to dage over tre landegrænser og tilbragte to eller tre dage i templet, inden de tog hjem igen.
I et andet ward har unge mennesker fundet frem til navnene på 10.000 forfædre, idet de har vendt deres hjerte til deres familie. Der, hvor der findes templer, ser vi unge udføre døb for de døde, nogle gange på ugentlig basis.
6. I templet giver Herrens Ånd trøst og fred, især i tider, hvor vi er fortvivlede. Jeg mødte for nylig en 35-årig kvinde i templet. Da vi talte sammen, spurgte jeg hende, om hendes mand var sammen med hende. Med et ømt blik fortalte hun mig, at han var død af en svulst i hjernen for tre måneder siden. Templet er hendes anker; den ånd, som findes i templet, giver hende trøst og fred, og måske var hendes mand til stede.
Vi må hver især spørge os selv: »Hvor ofte bør jeg komme i templet?« Vore ledere vil aldrig fortælle os, hvor ofte vi bør komme, fordi det er forskelligt for hver person. Mange kvinder i forskellige aldre, som bor tæt ved et tempel, prøver at komme en gang om ugen. Da en af mine veninder havde fuldtidsjob, tilbragte hun en dag om måneden i templet og overværede flere sessioner. Disse kvinder er lydige, men de forstår også styrken i præstedømmets kraft, som de får i deres liv.
For unge forældre kan tempelbesøg være en månedlig aftale. Præsident Packer har sagt: »I vil måske forstå . . . at vi prøver at fastslå slægtshistorie som . . . en ðhjemmeindustriÐ . . . Ægtepar, der har små børn, bør ikke føle sig utilstrækkelige eller have skyldfølelser . . . hvis de ikke kan afse tid eller penge til at komme ofte i et tempel langt borte. Mødre yder et bidrag ved at nedskrive vigtige begivenheder, samle billeder, ting fra mindeværdige begivenheder . . . altsammen som det passer ind i en travl mors program« (A Plea To Stake Presidents, ledertræningsmøde, 1. apr. 1988).
Min egen mor lavede ikke scrapbøger, men hun gav mig kærlighed til min arv. Hun fortalte mig historie efter historie om mine forfædre, idet hun lærte mig at elske dem.
Præsident Packer fortsætter: »Fædre og mødre kan tale om ordinancer og pagter. Ved tonefaldet i deres stemme kan de understrege ordet ðtempelÐ, hver gang de siger det . . . Med tiden vil der være lidt færre forpligtelser i hjemmet, og indtægten vil blive lidt større. Så kan og bør medlemmer give mere til dette hellige arbejde [i templet]« (A Plea to Stake Presidents).
Vi beder indtrængende jer mødre og fædre om at lære jeres sønner og døtre betydningen af tempelpagterne. Lær dem, at det at »bære tempelklædningen er et helligt privilegium . . . [Det] er et ydre udtryk for en indre forpligtelse om at følge Frelseren, Jesus Kristus« (brev fra Det Første Præsidentskab, 5. nov. 1996).
Brødre og søstre, som den levende Guds tjenere skal vi gå fremad i denne hellige tempeltjeneste. Må vi lære vore børn, at de, når de åndeligt forbereder sig til templet, kan de stå i Herrens nærhed. Det beder jeg til i Jesu Kristi navn. Amen.
Previous
