Fædrenes hænder Ældste Jeffrey R. Holland De Tolv Apostles Kvorum Den største af disse ting[, der kræves af fædre,] vil uden tvivl være at have gjort alt, hvad de kunne for de børns lykke og åndelige sikkerhed, som de skal opdrage. Denne påskeweekend ønsker jeg ikke blot at takke den opstandne Herre Jesus Kristus, men også hans sande Fader, Faderen til vore ånder og Gud, som ved at anerkende sin førstefødte, fuldkomne Søns offer velsignede alle sine børn i forsoningens og forløsningens tid. Der er ikke noget andet tidspunkt end påsken, hvor Johannes den elskedes udsagn, der priser Faderen såvel som Sønnen, har så stor betydning: »For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.«1 Jeg er far, ganske vist med mangler, men jeg kan ikke fatte den byrde, som det må have været for Gud i sin Himmel at være vidne til sin elskede Søns store lidelser og korsfæstelse på en sådan måde. Hans indskydelse og trang må have været at standse det, at sende engle til at gribe ind ­ men han greb ikke ind. Han udholdt det, som han så, fordi det var den eneste måde, hvorpå en frelsende, stedfortrædende betaling kunne finde sted for alle hans andre børns synder lige fra Adam og Eva og indtil verdens ende. Jeg er evigt taknemmelig for en fuldkommen Fader og hans fuldkomne Søn; ingen af dem unddrog sig den bitre kalk eller svigtede resten af os, som er ufuldkomne, mangelfulde, og som for ofte skyder forbi målet. Når man tænker på forsoningens skønhed ­ (forsoning kan på engelsk betyde at være ét med nogen) ­ i den første påske, mindes vi om, at dette forhold mellem Kristus og hans Fader er et af de skønneste og mest rørende temaer, som findes i Frelserens tjenestegerning. Hele Jesu tilværelse, hele hans formål og glæde centrerede sig om at behage sin Fader og adlyde hans vilje. Han syntes altid at have ham i tankerne; han syntes altid at bede til ham. I modsætning til os behøvede han ikke nogen kriser, ingen nedslående forandring i begivenhederne for at rette sit håb mod himlen. Han så allerede instinktivt og længselsfuldt i den retning. I hele Kristi tjenestegerning synes han aldrig at have oplevet et eneste øjeblik med forfængelighed eller egennytte. Da en ung mand prøvede at kalde ham »god«, afviste han komplimenten, idet han sagde, at den eneste, som fortjente en sådan ros, var hans Fader. I hans tidlige tjenestegerning sagde han ydmygt: »Jeg kan intet gøre af mig selv . . . jeg søger ikke at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig.«2 Efter hans undervisning, som chokerede tilhørerne med sin kraft og myndighed, sagde han: »Min lære er ikke min egen, men hans, som har sendt mig . . . jeg er ikke kommet af mig selv, men han, som har sendt mig, er sanddru«.3 Senere hen sagde han: »Jeg har ikke talt af mig selv; men Faderen, som har sendt mig, han har påbudt mig, hvad jeg skal sige«.4 Dem, der ønskede at se Faderen, og høre direkte fra Gud, at Jesus var det, som han sagde, han var, svarede han: »Kender I mig, vil I også kende min fader . . . Den, der har set mig, har set Faderen«.5 Da Jesus ønskede at bevare harmonien blandt sine disciple, bad han, idet han anvendte eksemplet på sit eget forhold til Gud: »Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi«.6 Selv da han nærmede sig korsfæstelsen, tilbageholdt han sine apostle, som ville have grebet ind, og sagde: »Skulle jeg ikke drikke det bæger, Faderen har givet mig?«7 Da den ubeskrivelige prøvelse var ovre, udtalte han det, som må have været de mest fredfyldte og velfortjente ord i hans jordiske tjenestegerning. Ved slutningen af sine lidelser hviskede han: »Det er fuldbragt . . . Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.«8 Det var endelig overstået. Han kunne endelig komme hjem. Jeg må tilstå, at jeg længe har tænkt på det øjeblik og på opstandelsen, som fulgte kort efter. Jeg har tænkt på, hvordan denne genforening må have været; Faderen, som elskede sin Søn så højt; Sønnen som ærede og agtede sin Fader i hvert ord og hver en gerning. Hvordan kan det have været for to, som var ét, som disse to var ét? Hvordan mon dette guddommelige forhold er nu? Vi kan kun gisne derom og nære beundring. Og vi kan på en påskeweekend længes inderligt efter at leve værdigt til selv at få del i dette forhold. Som far tænker jeg på, om alle fædre kunne gøre mere for at opbygge et blidere og stærkere forhold til vore sønner og døtre her på jorden. Fædre, er det for dristigt at håbe, at vore børn kan få en lille del af denne følelse for os, som den guddommelige Søn nærede for sin Fader? Kan vi lære mere om den kærlighed ved at prøve at være mere, som Gud var over for sin Søn? Vi ved i alle tilfælde, at et ungt menneskes tiltagende opfattelse af Gud koncentrerer sig om de træk, som ses i barnets jordiske forældre.9 Af denne årsag og mange andre tror jeg ikke, at jeg har læst nogen bog i de sidste måneder, som har foruroliget mig mere end et værk ved navn Fatherless America (Det faderløse Amerika, o.a.). I denne undersøgelse taler forfatteren om »fædreløshed« som »den mest skadelige demografiske tendens i denne generation«, og som den største årsag til skade på børn. Han er overbevist om, at det er den drivende kraft for vore mest akutte sociale problemer, lige fra fattigdom til kriminalitet til gravide teenagere, børnemisbrug og vold i hjemmet. Blandt vor tids største sociale problemer er fædrenes flugt fra deres børns liv.10 Den åndeligt og følelsesmæssigt fraværende far vækker endnu større bekymring end nogle fædres fysiske fravær. Dette er fædres undladelsessynder, som sikkert er mere ødelæggende end begåede synder. Hvorfor overrasker det os ikke, at 2.000 børn i alle aldre og fra enhver baggrund, som blev spurgt om, hvad de værdsatte mest ved deres far, enstemmigt svarede: »Han giver sig tid til mig«?11 En ung laurbærpige, som jeg mødte til en konference for ikke så længe siden, skrev til mig efter vores besøg og sagde: »Jeg ville ønske, at min far vidste, hvor meget jeg har brug for ham åndeligt og følelsesmæssigt. Jeg hungrer efter en venlig kommentar, en varm, personlig gestus. Jeg tror ikke, at han ved, hvor meget det ville betyde for mig, hvis han viste aktiv interessere for det, der sker i mit liv, tilbød at give mig en velsignelse eller blot tilbragte tid sammen med mig. Jeg ved, at han er bekymret over, at han ikke gør det rigtige eller udtrykker sig rigtigt. Men hvis han bare ville forsøge, ville det betyde mere, end han nogen sinde ville være klar over. Jeg ønsker ikke at lyde utaknemmelig, for jeg ved, at han elsker mig. Han sendte mig engang et lille brev og underskrev det, ðKærlig hilsen fra far.Ð Jeg sætter stor pris på det brev. Det er en af de mest dyrebare ting, jeg ejer.«12 Ligesom denne unge pige ønsker jeg ikke, at denne tale skal lyde utaknemmelig, og det er heller ikke meningen, at den skal få fædre til at føle, at de ikke slår til. De fleste fædre er vidunderlige. De fleste fædre er alle tiders. Jeg ved ikke, hvem der har skrevet disse vers i en eventyrbog, som jeg husker fra min barndom, men de lyder nogenlunde således: »Kun en far, med ansigt udkørt, vender hjem efter arbejde udført; slider og slæber fra dag til dag for ham er det hele en æresag ­ det glæder ham, at dem derhjemme er glade for at se ham og høre hans stemme. Kun en far, men han giver sig udelt, jævner vejen for børnene helt; de ting han gør med mod så stort, som hans far for ham har gjort. Disse linier for ham er for smalle ­ kun en far ­ men den bedste af alle.« Og brødre, selv når vi ikke er »den bedste af alle«, netop med vore begrænsninger og utilstrækkelighed, kan vi fortsætte med at følge den rette vej takket være de motiverende lærdomme, som en guddommelig Fader har vist os gennem en guddommelig Søn. Med en himmelsk Faders hjælp kan vi som forældre efterlade en større arv, end vi tror. En nybagt far skrev: »Når jeg ser min søn se på mig, mindes jeg ofte stunder sammen med min egen far og husker levende, at jeg ønskede at blive nøjagtig ligesom ham. Jeg kan huske, at jeg havde en barberkniv af plastik og min egen dåse barberskum, og hver morgen barberede jeg mig, når han barberede sig. Jeg kan huske, at jeg gik i hans fodspor frem og tilbage over græsset, når han slog græs om sommeren. Nu ønsker jeg, at min søn skal følge mig, og alligevel skræmmer det mig at vide, at han sikkert vil. Når jeg holder denne lille dreng i mine arme, får jeg ðhjemve efter himlenÐ, en længsel efter at elske, som Gud elsker, trøste, som han trøster, og beskytte, som han beskytter. Svaret på al min frygt i min ungdom var altid, ðhvad ville far gøre?Ð Nu hvor jeg har et barn at skulle opdrage, stoler jeg på, at min himmelske Fader vil fortælle mig præcis, hvad jeg skal gøre.«13 En af mine collegevenner skrev til mig for nylig og sagde: »Meget af min kaotiske barndom var usikker, men én ting vidste jeg med sikkerhed, nemlig at min far elskede mig. Denne sikkerhed var mit faste holdepunkt i min tidlige tilværelse. Jeg kom til at kende og elske Herren, fordi min far elskede ham. Jeg har aldrig kaldt nogen for tåbe eller brugt Herrens navn til løgn, fordi han sagde, at der i Bibelen stod, at jeg ikke må gøre det. Jeg har altid betalt tiende, fordi han har lært mig, at det er et privilegium at gøre det. Jeg har altid forsøgt at tage ansvar for mine egne fejl, fordi min far gjorde det. Selv om han ikke var aktiv i Kirken i et stykke [tid], udførte han til sidst i sit liv en mission og arbejdede trofast i templet. I sit testamente skrev han, at de penge, der måtte være tilovers, efter at der var blevet draget omsorg for hans [familie], skulle gå til Kirken. Han elskede Kirken af hele sit hjerte. Og det gør jeg også, takket være ham.«14 Dette må helt sikkert være den åndelige anvendelse af Lord Byrons kuplet: »Dog i mit ansigt de ser/Træk af min faders ansigt der«.15 På et sårbart tidspunkt i den unge Nephis liv, blev hans fremtid som profet fastslået, da han sagde: »Jeg troede på alle de ord, som min fader havde talt«.16 Ved vendepunktet i profeten Enos' liv sagde han, at det var »de ord, som jeg ofte havde hørt min fader sige«17, hvilket foranledigede en af de store åbenbaringer, som findes i Mormons Bog. Da den sørgende Alma den Yngre blev konfronteret med den pinefulde erindring om sine synder, »huskede [han] . . . også at have hørt [sin] fader profetere . . . angående Jesus Kristus . . . der skulle komme for at gøre forsoning for verdens synder«.18 I det korte øjeblik ikke blot frelste det personlige vidnesbyrd, som hans fader bar på et tidspunkt, hvor han måske har følt, at der ikke var noget, som trængte ind, denne, hans søns, åndelige liv, men ændrede også for evigt historien for folket i Mormons Bog. Gud sagde om Abraham, den store patriark: »Jeg har udvalgt ham til at pålægge sine sønner og sin slægt at følge Herrens vej«.19 Jeg bærer vidnesbyrd denne påskeweekend om, at »store ting [vil blive] fordret af . . . fædrenes hænder«, som Herren bekendtgjorde for profeten Joseph Smith.20 Den største af disse ting vil uden tvivl være at have gjort alt, hvad de kunne for de børns lykke og åndelige sikkerhed, som de skal opdrage. På det mest tyngende tidspunkt i menneskehedens historie, hvor der strømmede blod fra hver en pore i Kristi legeme, og der var et kvalfuldt råb over hans læber, søgte han ham, som han altid havde søgt ­ sin Fader. »Abba«, råbte han. »Fader«, eller fra et mindre barns læber, »far«.21 Dette er så personligt et øjeblik, at det næsten synes at være helligbrøde at citere det. En Søn i smerte uden lindring, en Fader, der var hans eneste sande kilde til styrke, begge førte løbet til ende og klarede det gennem natten ­ sammen. Fædre, må vi i denne påskeweekend få fornyet styrke i vores pligt som forældre, støttet af forestillingen om denne Fader og hans Søn, når vi omfavner vore børn og står ved deres side for evigt. Det beder jeg om i Jesu Kristi navn. Amen. NOTER: 1. Joh 3:16. 2. Joh 5:30. 3. Joh 7:16, 28. 4. Joh 12:49. 5. Joh 14:7, 9. 6. Joh 17:11. 7. Joh 18:11. 8. Joh 19:30; Luk 23:46. 9. Se »Parent­Child Relationships and Children's Images of God«, Journal for the Scientific Study of Religion, mar. 1997, s. 25­43. 10. David Blankenhorn, Fatherless America: Confronting Our Most Urgent Social Problem, 1995, s. 1. 11. Se »Sådan bliver man en bedre far«, Den danske Stjerne, aug. 1983, s. 17. 12. Personlig brevveksling. 13. Personlig brevveksling. 14. Personlig brevveksling fra Robert A. Rees. 15. »Parisina«, i Byron: Poetical Works, 1970, s. 333. 16. 1 Nephi 2:16. 17. Enos 1:3. 18. Alma 36:17. 19. 1 Mos 18:19; fremhævelse tilføjet. 20. L&P 29:48. 21. Mark 14:36.