Ældste D. Todd Christofferson
De Halvfjerds' Præsidium
Beslut jer til nu at gøre alt, hvad der står I jeres magt for at gøre jeres præstedømmekvorum værdigt til dette navn, og gøre det til et kvorum, der er trofast mod dets mission.
I 1918 var bror George Goates landmand og dyrkede sukkerroer i Lehi i Utah. Vinteren kom tidligt det år, og mange af hans sukkerroer gik til under frosten. For George and hans unge søn Francis gik høsten langsomt, og den var besværlig. Samtidig rasede der en influenzaepidemi. Den frygtede sygdom krævede sine ofre: Georges søn Charles og tre af Charles' små børn to små piger og en dreng. I løbet af blot seks dage tog den sørgende George Goates tre gange til Ogden i Utah for hente ligene hjem til begravelsen. Efter denne forfærdelige hændelse spændte George og Francis deres vogn for og tog tilbage til roemarken.
[På vejen] passerede de deres nabogårdmænd, der kom kørende med vogn efter vogn læsset med roer på vej til fabrikken. Idet de kørte forbi, vinkede hver kusk og hilste: »Hej, onkel George.« »Det gør os ondt, George.« »Vi er kede af det på dine vegne, George.« »Du har mange venner, George.«
På den sidste vogn sad . . . fregnede Jasper Rolfe. Han vinkede opmuntrende og råbte: »Det var de sidste, onkel George.«
[Bror Goates] vendte sig mod Francis og sagde: »Jeg ville ønske, at det var vores.«
Da de kom til marken, hoppede Francis af den store røde roevogn og åbnede leddet, mens [hans far] kørte ind på marken. [George] holdt hestene an, standsede dem . . . og lod blikket glide hen over marken . . . Der var en ikke eneste sukkerroe tilbage på hele marken. Så gik det op for ham, hvad Jasper Rolfe havde ment, da han råbte: »Det var de sidste, onkel George!«
[George] klatrede ned af vognen, tog en håndfuld af den fede, brune muld, som han holdt så meget af, og så . . . en roetop, og han så et øjeblik på disse symboler på sit slid, som om han ikke kunne tro sine egne øjne.
Så satte [han] sig ned på en stak roetoppe denne mand, der havde begravet fire af sine kære inden for den samme uge, lavet kister, gravet grave og endog hjulpet med begravelsestøjet denne forbløffende mand, som aldrig vaklede, aldrig veg tilbage for noget, og som aldrig viste usikkerhed i disse pinefulde prøvelser satte sig på en stak roetoppe og græd som et lille barn.
Så rejste han sig, tørrede sine øjne . . . så op mod himlen og sagde: »Tak, Fader, for ældsterne i vores ward.«1
Det er sådanne ældster, jeg gerne vil tale om i aften. Jeg ønsker at tale om brødre i præstedømmet. Jeg vil gerne tale om præstedømmekvorummet.
Præsident Boyd K. Packer har forklaret, at »når en mand i gamle dage blev udpeget til en udvalgt gruppe, blev hans benævnelse altid skrevet på latin og angav i hovedtrækkene denne organisations ansvar, samt hvem der skulle være medlemmer og indeholdt uvægerligt ordene: ðquorum vos unumÐ, der betyder: ðaf hvilken vi ønsker, at du skal være en.Ы2
I tidernes fyldes uddeling har Herren instrueret, at præstedømmet bør organiseres i kvorummer, som er udvalgte forsamlinger af brødre, der har fået myndighed til at udføre Herrens arbejde, så hans værk kan skride frem. Et kvorum er et broderskab . . . [Medlemskab i et kvorum] bliver en ret for den, der er ordineret til et embede i præstedømmet.3
Skrifterne opstiller præstedømmets kvorummer og deres respektive pligter i Jesu Kristi Kirke i vore dage, herunder Det Første Præsidentskab4, De Tolv Apostles Kvorum5 og De Halvfjerds' kvorummer6. De »faste tjenere« i Zions stave er angivet, højpræsterne og ældsterne7, ligesom de tre kvorummer i Det Aronske Præstedømme, præsterne, lærerne og diakonerne8 er det.
For 60 år siden fremsatte ældste Stephen L. Richards, der dengang var medlem af De Tolvs Kvorum, en særdeles rammende udtalelse om præstedømmernes funktion. Han sagde: »Et kvorum er tre ting: For det første er det en klasse. For det andet er det et broderskab. Og for det tredje er det en tjenesteenhed.«9 Lad os kort undersøge disse tre sider af præstedømmekvorummerne.
For det første er et kvorum en klasse. Når et præstedømmekvorum eller -gruppe mødes som klasse, kan medlemmerne deraf lære sammen, få »næring gennem Guds gode ord«10 og vokse åndeligt. Vi studerer, sådan at vi kan blive bedre til at undervise.11 Fra og med i år har præstedømmet en læseplan, der delvist også er Hjælpeforeningens, som kan bringe nyt liv i kvorummer og gøre dem til »profeternes skole[r]«12. På månedens anden og tredje søndag er studiekurset baseret på Kirkens præsidenters lærdomme. Materialet til undervisningen i 1998-1999 er en samling af uddrag fra Brigham Youngs taler. Det er en tekst, der er rig på lærdomme og anvendelsesmuligheder. Læseplanen fortsætter på den fjerde søndag med Vor tids lærdomme, der giver os mulighed for at studere aktuelle evangeliske spørgsmål, der er godkendt af Det Første Præsidentskab. Brødre, I, der er ledere for kvorummer og grupper, studér de instruktioner, der er givet af Det Første Præsidentskab vedrørende denne nye læseplan, indtil I forstår dem fuldt ud. Og tag dem så præcist i brug.
Det Aronske Præstedømme er også velsignet med et fortrinligt undervisningsmateriale, selv om det ikke altid har været sådan. Ved begyndelsen af dette århundrede, mens nogle stave udfærdigede trykte, systematiske lektionsplaner til Det Aronske Præstedømmes kvorummer, lod andre stave det være op til de unge mænd selv. Dette resulterede »i nogle ret usædvanlige præstedømmemøder efter vore standarder. F.eks. inddelte en gruppe fra det mindre præstedømme klassetiden i religiøse lektioner og sådanne eventyrbøger som Tom Sawyer, Junglebogen, The Call of the Wild, Pigs Is Pigs og Frank Among the Rancheros«.13 I dag finder sådan en »kulturel berigelse« sted på andre tidspunkter og steder. Når kvorummet mødes som klasse, er tiden forbeholdt en højere ordens anliggender. I dag indeholder Det Aronske Præstedømmes læseplan sådanne emner som »pagter leder vore handlinger«, »respekt for mødre og deres guddommelige rolle«, »værdsæt og motivér mennesker med handicap« og »moralsk mod«, for blot at nævne nogle få af dem. Det Aronske Præstedømmes kvorummer fortjener en rigtig præstedømmeklasse som en del af en solid kvorumsoplevelse.
For det andet er et kvorum et broderskab. Ved oktoberkonferencen i 1982 berettede ældste Robert L. Backman om en oplevelse, som en ung mand ved navn Mark Peterson havde haft. Kort efter at han var blevet ordineret til diakon, lavede kvorumspræsidentskabet en aftale med Mark og hans forældre om, at de skulle mødes i deres hjem.
Præcis på det aftalte klokkeslæt ringede det på døren. Præsidentskabets medlemmer stod på verandaen i deres habit, hvide skjorter og slips og hver med deres skrifter.
Da satte sig ned med Mark og hans forældre og indledte med en bøn og gav derefter en dagsorden til alle, der var til stede. Kvorumspræsidenten åbnede derpå skrifterne og lod Mark og hans far læse de skriftsteder, som taler om Det Aronske Præstedømmes magt, hvad det er, og hvilke særlige pligter en diakon har. Kvorumspræsidenten talte derpå om Marks særlige ansvar og pligter: Hvordan han skulle klæde sig, hvordan han skulle omdele nadveren, virke som en budbringer og indsamle fasteofferydelser. Derpå spurgte de Mark, om han havde nogen spørgsmål.
Til sidst i deres besøg bød de ham velkommen i kvorummet og tilbød at hjælpe ham, når som helst han havde brug for det. Da de gik, kikkede Mark med store øjne. Så sagde han til sin far: »Hvor var de bare alletiders!«14
Broderskabet i et præstedømmekvorum kan virkelig være alletiders. Da jeg blev medlem af et af De Halvfjerds' kvorummer, antog jeg, at mine brødre med tiden ville acceptere mig, hvis jeg kunne vise mig værdig til at omgås dem. Jeg håbede, at jeg en dag kunne stå mål med dem og blive anerkendt. Jeg blev overrasket over straks at føle mig velkommen og fra begyndelsen blive behandlet som en bror, som en ligeværdig af mænd, der var meget mere talentfulde og erfarne end jeg. Jeg er blevet støttet og opmuntret, elsket og undervist i mit kvorum lige fra den første dag, jeg blev medlem af det. Og derfor har jeg et stort ønske om at bidrage til kvorummets arbejde og hjælpe mine brødre, så godt jeg kan.
Præsident David O. McKay belærte således: »Hvis præstedømmet kun betød personlig udmærkelse eller individuel ophøjelse, ville der ikke være brug for grupper og kvorummer. Alene det, at sådanne grupper findes og er oprettet efter guddommelig bemyndigelse, forkynder vores afhængighed af hverandre det uundværlige behov for gensidig hjælp.«15
Og husk, at der ikke er noget sted, hvor kvorummernes broderskab er mere afgørende, end når det gælder nydøbte brødre og deres familie. Kvorums- og gruppeledere bør være både styrmand og åre i hvert wards- og grensråd, hvad angår at holde på nyomvendte.
For det tredje er et kvorum en tjenesteenhed. Da jeg før talte om den nye læseplan for Det Melkisedekske Præstedømme, nævnte jeg ikke, hvad der sker på månedens første søndag. Det er et ganske særligt møde. På den første søndag mødes præstedømmebærere i deres kvorummer og grupper for at lære deres pligter og for at planlægge deres arbejde. På dagsordenen er der oplæring og drøftelser, rapporter og opgaver. Det er et tidspunkt, hvor man kan lære, hvordan man kan udføre præstedømmeordinanser og -velsignelser på den rigtige måde. Det er et tidspunkt, hvor man kan drøfte præstedømmets anliggender. Det er et tidspunkt, hvor præstedømmet sættes i arbejde. Jeg kan forstille mig netop sådan et møde for 80 år siden i Lehi i Utah, hvor ældsterne lagde en plan om at høste deres hårdt trængte bror, George Goates, sukkerroer.
Både Det Melkisedekske Præstedømmes og Det Aronske Præstedømmes kvorummer vil finde deres åndelighed ved at tjene andre. Vor store, præsiderende højpræst og forbillede er Jesus Kristus, som erklærede:
»Den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være alles træl. For end ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.«16
For en del år siden gav præsident Gordon B. Hinckley udtryk for noget af en vision vedrørende præstedømmets kvorummer. Han sagde:
»Det bliver en vidunderlig dag, mine brødre det bliver en dag, hvor Herrens formål vil opfyldes når vore præstedømmekvorummer bliver et styrkende anker for enhver mand, der hører dertil, når enhver sådan mand, virkelig vil være i stand til at sige: ðJeg er medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Jeg er parat til at støtte mine brødre i alle deres behov, ligesom jeg er overbevist om, at de er rede til at støtte mig i mine. Når vi arbejder sammen, vil vi vokse åndeligt som Guds pagts sønner. Når vi arbejder sammen, kan vi stå oprejst uden forlegenhed og uden frygt, uanset hvilken modvind vi måtte komme ud i, økonomisk, socialt eller åndeligt.Ы17
Vi må ikke udskyde eller vente længere på denne opfyldelsens store dag. Hver af jer, der har modtaget en ordination i præstedømmet, hører til et kvorum. Hvis I bor et sted, hvor der ikke er nok brødre til at danne et kvorum, er I medlem af en præstedømmegruppe, der vil blive til et kvorum. Beslut jer til nu at gøre alt, hvad der står I jeres magt for at gøre jeres præstedømmekvorum værdigt til dette navn, og gøre det til et kvorum, der er trofast mod dets mission. Studér sammen med jeres brødre i kvorumsklassen. Stå sammen med dem i kvorumsbroderskabet. Arbejd sammen med dem i kvorummets tjeneste. Kvorummet, brødre, kvorummet. I Jesu Kristi navn. Amen.
NOTER:
1. Vaugn J. Featherstone. Se Den danske Stjerne, nov. 1973, s. 473-474.
2. Et kongeligt præstedømme, En personlig studievejledning, 1975-1976, s. 160.
3. »Hvad enhver ældste bør vide og ligeledes enhver søster: En indføring i principperne for præstedømmets ledelse«, Stjernen, nov. 1994, s. 19.
4. L&P 102:9-10; 107:9, 22, 78-81, 91-92.
5. L&P 18:26-27; 107:23-24, 33, 35, 58.
6. L&P 107:25-26, 34, 38, 93-97.
7. Se L&P 20:38-45; 43:15-16; 107:7, 10-12, 17, 89; 124:133-135, 137.
8. Se L&P 20:46-60; 107:60-63, 85-88.
9. Conference Report, okt. 1938, s. 118.
10. Moroni 6:4.
11. Se L&P 50:13-14.
12. Se L&P 88:127.
13. William Hartley, »The Priesthood Reform Movement«, BYU Studies, vinteren 1973, 13:2, s. 138.
14. Den danske Stjerne, apr. 1983, s. 66.
15. Conference Report, okt. 1968, s. 84; eller Improvement Era, dec. 1968, s. 84.
16. Mark 10:43-45.
17. »Præstedømmekvorummernes ansvar for velfærdstjenesten«, Den danske Stjerne, apr. 1978, s. 133.