Præsident Gordon B. Hinckley
Mit budskab til jer, min udfordring til jer, ja, min bøn er, at I atter vil vie jer til at styrke jeres hjem.
Mine kære søstre, jeg ønsker fra begyndelsen af at fortælle jer, hvor højt vi værdsætter denne Kirkes kvinder. I er en væsentlig del af den, en yderst vigtig del af den. Vi kunne ikke fungere ordentligt uden jer.
I giver inspiration. I giver balance. I udgør et umådeligt forråd af tro og gode gerninger. I er et anker af hengivenhed og loyalitet og resultater. Ingen kan bortforklare den store rolle, som I spiller i dette værks fremskriden over hele jorden. I underviser i organisationerne, og I gør det så utroligt godt. Jeres forberedelse er et eksempel for os alle. I er hver især en del af dette enorme foretagende, Hjælpeforeningen, en stor familie af søstre på over fire millioner. I jeres verdensomspændende medlemskab ligger kraften til at udrette utallige gode ting.
I passer hjemmene. I opmuntrer jeres mænd. I underviser og opdrager jeres børn i tro. For nogle af jer er livet svært og endda bittert. Men I beklager jer så utrolig lidt og gør så utrolig meget. Hvor står vi dog i stor gæld til jer!
Da præsident Joseph F. Smith engang talte om Hjælpeforeningen, sagde han:
»Denne organisation er guddommeligt skabt, guddommeligt bemyndiget, guddommeligt indstiftet, guddommeligt ordineret af Gud til at betjene kvinders og mænds sjæle til deres frelse. Der er derfor ingen organisation, der kan måle sig med den . . . der nogensinde kan indtage den samme position og stilling, som denne Hjælpeforening kan . . .
Sæt [Hjælpeforeningen] først, sæt den i forreste række, gør den til den fornemste, den bedste og den mest betydningsfulde organisation, der eksisterer i verden. I er kaldet gennem Guds profets stemme til at gøre det, til at være de ædleste, til at være de mest udsøgte og de bedste, de reneste og de mest hengivne til denne rettighed« (Referat fra Hjælpeforeningens hovedbestyrelsesmøde, 17. marts 1914, Historical Department Archives, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, s. 54-56).
Det er en stor udfordring! Når hver enkelt af vore døtre og vore børns døtre er blevet gift, har min hustru givet dem en særlig gave. Det er ikke en støvsuger eller tallerkener eller noget til huslig brug. Det er en smukt indrammet slægtshistorisk oversigt på syv generationer over hendes mors slægt. Den består af fotografier af hendes mors tipoldemor, af hendes oldemor, af hendes bedstemor, hendes mor, hende selv, hendes datter og hendes nygifte barnebarn.
Alle kvinderne på disse billeder af syv generationer har arbejdet i Hjælpeforeningen. Denne smukke slægtshistoriske oversigt bliver en altid tilstedeværende påmindelse til de yngste i denne generation om det store ansvar, de har, om den store forpligtelse, som de skal videreføre i deres mødres og bedstemødres tradition gennem tjeneste i Hjælpeforeningen.
I og jeres forgængere har vandret i Herrens lys. Lige fra begyndelsen har det været jeres største ansvar at sørge for, at ingen er sultne, at ingen har utilstrækkeligt med tøj, at ingen mangler husly. Det har været og er jeres ansvar at besøge jeres søstre, hvor end de måtte være, at opmuntre dem, hvis de har brug for det, at forsikre dem om jeres kærlighed og omsorg og interesse. Det er og har været jeres mulighed at rive mørkets forhæng væk, som indhyller dem, der ikke kan læse eller skrive, og bringe forståelsens lys ind i deres liv ved at lære dem at læse og skrive.
Det er og har været jeres mulighed at blande jer med hinanden som søstre, der elsker og ærer og respekterer hinanden; at bringe velsignelserne ved hyggelig selskabelighed til titusinder, som uden jer ville stå tilbage i meget dystre og ensomme omstændigheder.
Jeg tog en bog ned fra min reol den anden aften. Jeg læste atter om Mary Fielding Smiths liv, Hyrum Smiths hustru, Joseph Smiths svigerinde og mor og bedstemor til to af Kirkens præsidenter. Hun blev omvendt til Kirken og kom fra England og dernæst fra Canada til Kirtland, da hun var sidst i trediverne. Der mødte hun og giftede sig med Hyrum Smith, der var blevet alene med seks børn, efter hans første hustru var død.
Mary elskede ham og gjorde hans liv mere meningsfuldt. Hun begyndte et liv, der gav hende lykke, som blot blev fulgt af ufattelig sorg, for der lå et skræmmende og frygtindgydende ansvar på hende, som bragte hende fra Nauvoo tværs over Iowa til Winter Quarters og i 1848 førte hende ud på den lange vej, der førte til Saltsø-dalen. Da hun var 51 år, var hun slidt op, træt efter kampen, og døde den 21. september 1852.
Hendes liv er det mest storslåede eksempel på en kvinde i Hjælpeforeningen dengang. Hun havde nogle af disse oplevelser, før oprettelsen af Hjælpeforeningen i 1842.
Marys dreng, Joseph, blev født på et tidspunkt, hvor hendes mand var blevet kidnappet af den pøbelhobmilits, der dengang terroriserede Far West. Hyrum og profeten Joseph blev bragt til Liberty i Missouri, hvor de blev fængslet. Tvunget af guvernør Lilburn W. Boggs' udryddelsesordre forlod hun Missouri sammen med stedbørnene, som hun havde påtaget sig ansvaret for, så vel som sin egen søn. Hendes søster, Mercy, lagde Mary, der var alvorligt syg, på en seng bag i en vogn sammen med sin spæde dreng, der lå ved siden af hende.
I februar 1839 da vinteren stadig herskede over området, rejste de østpå tværs over staten og dernæst over Mississippi til Quincy i Illinois, mens de bumlede afsted i en uafjedret vogn, hvor hvert bump gjorde ondt.
Da hendes mand og profeten undslap fra Liberty fængsel og kom til Quincy, blev livet atter bedre. De hellige flyttede til det, der blev til Nauvoo, og grundlagde deres smukke by ved Mississippi-floden. Men deres fred varede ikke længe. Hendes lille dreng var knap seks år, da det en nat bankede på hendes vindue, og en mand sagde: »Søster Smith, din mand er blevet myrdet!«
Joseph F. glemte aldrig sin mors gråd den nat.
Hendes verden var gået itu. Hun stod nu alene med en stor familie at forsørge. I sommeren 1846 sagde de farvel til deres bekvemme hjem og krydsede Mississippi-floden i en pram. Hun tog tingene i egen hånd og kunne handle sig til, låne og drive byttehandel med oksespand og vogne.
Da de boede i Winter Quarters, gik hun og hendes bror ned til Missouri-floden for at købe proviant og tøj. De havde to vogne med hver to oksespand. De slog lejr for natten, og om morgenen opdagede de, at deres to bedste okser var væk. Unge Joseph og hans onkel brugte hele morgenen på at lede efter de bortkomne dyr. De fandt intet. Han tog modløst tilbage for at fortælle sin mor det. De var i en desperat situation, i allerhøjeste grad. Da han nærmede sig, så han hende knæle og bede inderligt, mens hun talte med Herren om deres problem. Da hun rejste sig op, var der et smil på hendes læber. Hun bad sin søn og sin bror om at lave morgenmad til dem selv, og så ville hun lede. Hun fulgte et lille vandløb uden hensyntagen til det, som en mand, der boede i området, havde sagt, og gik lige langs med flodbredden.
Hun standsede og kaldte på sin søn og bror. Hun pegede på deres okser, som stod bundet til en klynge piletræer, der voksede i bunden af en dyb kløft. Tyven, der havde prøvet at føre hende på vildspor, mistede sin fangst og okserne blev reddet.
Marys tro prentede sig i hendes søns drengehjerte. Han glemte det aldrig. Han tvivlede aldrig på hendes nære forhold til Herren.
I kender allesammen hendes oplevelse, da en af hendes okser, der var udmattet og træt, lagde sig ned for at dø, da de var på vej til disse dale i vest. I en blanding af komplet fortvivlelse og enkel tro, skaffede hun noget indviet olie og bad sin bror og en kammerat om at salve oksen. Det gjorde de. Den rejste sig op med fornyet styrke og bragte dem videre på resten af deres lange rejse.
Sådan var den tro, dejlig og enkel og smuk, som begunstigede denne kvindes liv. Hun vandrede i Herrens lys. Hun levede efter dette lys. Det ledte hende i alle hendes handlinger. Det blev hendes livs ledestjerne. Hun var et eksempel på denne Kirkes kvinders overordentlige store tro Hjælpeforeningens kvinder, som i dag på tusinder af fronter viderefører denne bemærkelsesværdige organisations hengivne arbejde.
Nu er der yderligere en udfordring for jer søstre i dag. Aldrig før, i hvert fald ikke i vores generation, har den ondes kræfter været så højrøstede, så skamløse og så aggressive, som de er i dag. Ting, som vi førhen ikke turde tale om, bliver nu konstant vist i vore dagligstuer. Al fintfølenhed sættes til side, når journalister og lærde taler med afskyelig ligefremhed om ting, der kun kan vække nysgerrighed og føre til ondt.
Nogle, som vi har set hen til som ledere, har svigtet os. Vi er skuffede og desillusionerede. Og deres handlinger er kun toppen af isbjerget. I denne tops underliggende lag er der en stor masse af snusk og snavs og af ryggesløs og uærlig opførsel.
Der er en årsag til dette. Jeg mener, at den er let at definere. Jeg mener, at vore problemer, næsten allesammen, opstår i disse menneskers hjem. Hvis der skal ske en forbedring, hvis en forandring skal finde sted, hvis man skal vende tilbage til de gamle og hellige værdier, skal det begynde i hjemmet. Det er der, man lærer sandheden at kende, hvor der dyrkes hæderlighed, hvor der fremkaldes selvdisciplin, og hvor kærligheden næres.
Hjemmet er under belejring. Der er så mange familier, der bliver ødelagt. Hvor er de fædre, som i kærlighed burde præsidere i disse hjem? Den kvinde, der er gift med en god mand, som elskes af ham, og som også elsker ham, er sandelig heldig; en mand, der elsker sine børn, forsørger dem, underviser dem, vejleder dem, opdrager og beskytter dem på deres stormfulde vej fra den spæde barndom til voksne mennesker.
Det er i hjemmet, vi lærer de værdier, som vil lede os i vores liv. Hjemmet kan være nok så enkelt. Det kan være i et fattigt kvarter, men med en god far og mor kan det blive et sted med en forunderlig opvækst. Min hustru holder af at fortælle om Sam Levenson. Han taler om at vokse op i en stuvende fuld lejlighed i New York, hvor miljøet var alt andet end godt. Her i dette slumkvarter opdragede hans mor otte fremmelige børn. Han sagde: »Hjemmets moralske standard var nødt til at være højere end den på gaden.« Hans mor sagde til dem, når de opførte sig, som de gjorde på gaden: »Du er ikke nede på gaden. Du er i vores hjem. Det her er ikke nogen kælder eller billiardsalon. Her opfører vi os som mennesker.«
Hvis nogen kan ændre den trøstesløse situation, som vi er på vej ud i, så er det jer. Vågn op, o, I Zions kvinder, vågn op til den store udfordring, som I står overfor.
Hæv jer over snusk og snavs og den fristelse, som findes overalt omkring jer.
Må jeg give jer kvinder, der er enlige, og nogle af jer, der er gift, som er ude på arbejdsmarkedet, et advarselsord. I arbejder sammen med mænd. I stadig større omfang kommer der invitationer til at gå ud til frokost, tilsyneladende for at tale forretninger. I rejser sammen. I bor på samme hotel. I arbejder sammen.
Måske kan I ikke undgå noget af dette, men I kan undgå at komme ud for situationer, hvor I skal gå på kompromis. Pas jeres arbejde, men hold afstand. Bliv ikke årsag til opløsning af en anden kvindes hjem. I er medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. I ved, hvad der forventes af jer. Hold jer væk fra fristelser. Undgå det onde i enhver skikkelse.
I, der er hustruer og mødre, er familiens anker. I føder børnene. Hvilket enormt og helligt ansvar det er. Jeg har hørt, at mellem 1972 og 1990 var der 27 millioner aborter i USA alene. Hvad sker der med vores påskønnelse af menneskelivets hellighed? Abort er et onde, barsk og virkelig og modbydelig, som fejer hen over jorden. Jeg beder indtrængende denne Kirkes kvinder om at afsky det, at være hævet over det, at holde sig fra situationer, hvor de skal gå på kompromis, og som får det til at synes ønskværdigt. Der kan være nogle få tilfælde, hvor det kan finde sted, men de er yderst begrænsede og i de fleste tilfælde usandsynlige. I er mødre til Guds sønner og døtre, hvis liv er hellige. At beskytte dem er et guddommeligt ansvar, som ikke letsindigt kan fejes bort.
Plej og nær jeres ægteskab. Vogt det, og arbejd for at holde det solidt og smukt. Skilsmisse er ved at blive så almindeligt, og endda tage så meget overhånd, at undersøgelser viser, at om nogle få år vil halvdelen af dem, der nu er gift, blive skilt. Jeg beklager at måtte sige, at det endda sker blandt nogle, der er beseglet i Herrens tempel. Ægteskabet er en kontrakt. Det er en overenskomst, det er en forening mellem en mand og en kvinde efter den Almægtiges plan. Det kan være skrøbeligt. Det kræver næring og stor indsats. Jeg er ked af at erkende, at nogle mænd mishandler andre, nogle er uvenlige, nogle er hensynsløse, nogle er onde. De hengiver sig til pornografi og skaber situationer, der ødelægger dem, ødelægger deres familie og ødelægger de helligste af alle forhold.
Jeg ynkes over den mand, der engang har set en smuk, ung pige i øjnene og holdt hendes hånd på alteret i Herrens hus, da de indgik hellige og evige løfter med hinanden, men som, fordi han mangler selvdisciplin, forsømmer at udvikle sine bedre sider, synker ned i grovhed og det onde og ødelægger det forhold, som Herren har tilvejebragt for ham.
Søstre, vogt over jeres børn. De lever i en ond verden. De onde kræfter findes overalt omkring dem. Jeg er stolt af så mange af jeres sønner og døtre, som lever et godt liv. Men jeg er dybt bekymret over mange andre, der gradvist antager verdens manerer. Intet er mere dyrebart for jer som mødre, absolut intet. Jeres børn er det mest værdifulde, som I vil have i tid og al evighed. I vil sandelig være heldige, hvis I, når I bliver gamle og ser på dem, som I har sat i verden, ser, at de er oprigtige, lever dydigt og er retskafne i deres adfærd.
Jeg mener, at børns opfostring og opdragelse er mere end et deltidsansvar. Jeg erkender, at nogle kvinder er nødt til at arbejde, men jeg er bange for, at der er alt for mange, som kun gør det for at få midler til større luksus og lidt dyrere legetøj.
Hvis I er nødt til at arbejde, har I en større byrde at bære. I har ikke råd til at forsømme jeres børn. De har brug for jeres tilsyn for at studere, til at arbejde i og uden for hjemmet, og for den opdragelse, som kun I kan give, samt for en mors kærlighed, velsignelse, opmuntring og nærhed.
Familier alle vegne bliver flået fra hinanden. Familieforholdene belastes, når kvinder forsøger at klare vanskelighederne ved at have to fuldtidsjob.
Jeg har mange anledninger til at tale med ledere, som fordømmer det, der sker bander på gaderne i vore byer, børn der myrder børn, og børn der tilbringer deres tid med ting, der kun kan føre til fængsel eller døden. Vi står over for en enorm flodbølge af børn, der er født af mødre, som ikke har en mand. Disse børns fremtid er næsten uundgåeligt ødelagt fra den dag, de bliver født. Alle hjem har brug for en god far og en god mor.
Vi kan ikke hurtigt nok bygge fængsler i dette land til at dække behovet.
Jeg tøver ikke med at sige, at I, der er mødre, kan gøre mere end nogen anden gruppe for at ændre denne situation. Årsagen til alle disse problemer findes i folks hjem. Det er opløste hjem, der fører til opløsning af samfundet.
Og i aften, mine elskede søstre, er mit budskab til jer, min udfordring til jer, ja, min bøn, at I atter vil vie jer til at styrke jeres hjem.
For tre år siden, også til dette møde, læste jeg for første gang offentligt Familieproklamationen fra Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Råd. Jeg håber, at I allesammen har et eksemplar, og at I af og til læser den omhyggeligt og under bøn. Den fremsætter vores storslåede opfattelse af ægteskab og familie, af en mand og en kvinde i en hellig forening efter den Almægtiges plan.
Nu, hvor jeg vil slutte, ønsker jeg atter at understrege min dybe taknemmelighed, min inderlige værdsættelse af denne Kirkes kvinder og de fantastiske sønner og døtre, som I underviser, oplærer og hjælper til at kunne indtage deres plads i verden. Men opgaven vil aldrig blive afsluttet. Den vil aldrig blive fuldført. Må Herrens lys skinne på jer. Må Herren velsigne jer i jeres store og hellige værk.
Jeg efterlader jer min velsignelse, mit vidnesbyrd og min kærlighed. I Herren Jesu Kristi navn. Amen.
Previous