Præsident Boyd K. Packer
Fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum
I 1831 gav Herren en åbenbaring til forældre i Zion.
Jeg har tjent i De Tolvs Kvorum i 28 år og som assistent til De Tolv i ni år. Det giver sammenlagt 37 år nøjagtig halvdelen af mit liv.
Men jeg har haft en anden kaldelse, som jeg har haft meget længere. Jeg er far og bedstefar. Det tog mange år at opnå titlen som bedstefar derpå endnu 20 år for at opnå titlen som oldefar. Disse titler far, bedstefar, mor og bedstemor medfører et ansvar og en myndighed, som til dels kommer med erfaringen. Erfaring er en mægtig læremester.
Min kaldelse i præstedømmet definerer min stilling i Kirken, titlen bedstefar viser min stilling i familien. Jeg vil tale om dem begge.
Forældrerollen er blandt de vigtigste aktiviteter, som sidste dages hellige kan hengive sig til. Mange medlemmer kommer i konflikt med sig selv, når de skal søge at finde en balance mellem deres ansvar som forældre og trofast aktivitet i Kirken.
Der er meget af afgørende betydning for familiens velfærd, som kun kan opnås ved at komme i kirke. Der er præstedømmet, som gør en mand i stand til at lede og velsigne sin hustru og sine børn, og pagter, som knytter dem sammen for evigt.
Vi har fået befaling om at »vende fædres hjerter til deres sønner og sønners hjerte til deres fædre.«5
Herren tiltalte Joseph Smith jun. ved navn og sagde: »Du har ikke holdt befalingerne, og du må være strafskyldig.«6 Han havde forsømt at undervise sine børn. Det er den eneste gang ordet strafskyldig anvendes i en revselse af ham.
Hans rådgiver Frederick G. Williams var under samme fordømmelse: »Du har ikke lært dine børn lys og sandhed.«7 Såvel Sidney Rigdon som biskop Newell K. Whitney8 fik samme besked, og Herren tilføjede: »Hvad jeg siger til en, siger jeg til alle.«9
Vi har set, hvordan de moralske standarder forringes mere og mere, indtil de nu er midt i et frit fald. Samtidig har vi oplevet en strøm af inspireret vejledning til forældre og familier.
Alt materiale og alle aktiviteter er blevet omstruktureret og tilpasset hjemmet:
Og det alt sammen som optakt til en enestående æra med tempelbyggeri, hvori myndigheden til at besegle familier til hinanden for evigt udøves.
Kan I se, at inspirationens Ånd hviler på Herrens tjenere og på forældre? Kan vi forstå de udfordringer og de angreb, der rettes mod familien?
Vi må bruge omtanke, når vi arrangerer aktiviteter for familien uden for hjemmet; ellers er vi som en far, der er fast besluttet på at give sin familie alt. Han bruger al sin energi på det mål og når det; blot for at opdage, at det, som de havde allermest brug for, nemlig at være sammen som familie, er blevet forsømt. Og så høster han sorg i stedet for glæde.
Hvor er det dog let for os i vores iver efter at tilbyde en række programmer og aktiviteter, at overse forældrenes ansvar og familiernes store behov for at kunne være sammen.
Vi skal være varsomme, så Kirkens programmer og aktiviteter ikke bliver for tunge byrder for nogle familier. Når evangeliets principper forstås og anvendes, styrker de både enkeltpersoner og familier. Hengivenhed for familien og hengivenhed for Kirken er ikke forskellige og særskilte størrelser.
For nylig så jeg en kvinde reagere, da det om en anden blev sagt: »Siden hun fik den lille, har hun ikke udrettet noget i Kirken.« Man kunne næsten se spædbarnet i hendes arme, da hun oprevet protesterede: »Hun udretter da noget i Kirken. Hun gav det lille barn liv. Hun plejer og underviser det. Hun udretter det vigtigste, som hun overhovedet kan gøre i Kirken.«
Hvordan ville du besvare dette spørgsmål: »På grund af deres handicappede barn kommer hun aldrig uden for en dør, og han må have to jobs for at kunne betale alle ekstraudgifterne. De kommer sjældent i Kirken. Kan vi regne dem for aktive?«
Har du nogen sinde hørt en kvinde sige: »Min mand er en god far, men han har aldrig været biskop eller stavspræsident eller gjort noget andet af betydning i Kirken.« Som svar på det har manden protesteret: »Hvad er mere vigtigt i denne Kirke end at være en god far?«
Trofast deltagelse i Kirkens møder samt omhyggelig opmærksomhed på familiens behov er en næsten fuldkommen kombination. I Kirken bliver vi undervist i saliggørelsens store plan.10 Hjemme efterlever vi det, som vi har lært. Enhver kaldelse, enhver tjeneste i Kirken giver erfaring og værdifuld indsigt, som kan anvendes i familielivet.
Ville vi få et bedre perspektiv af det, hvis vi for et øjeblik betragtede forældreskabet som en kaldelse i Kirken? Faktisk er det jo meget mere end det; men hvis vi kunne betragte det i det lys et øjeblik, kunne vi få en bedre balance i vores familieliv.
Jeg vil ikke have, at nogen skal bruge det, jeg siger, som en undskyldning for at sige nej til en inspireret kaldelse fra Herren. Men jeg vil opfordre ledere til omhyggeligt at overveje hjemmets situation, så de ikke udsteder en kaldelse eller planlægger en aktivitet, som lægger unødige byrder på forældre eller familier.
For nylig læste jeg et brev fra et ungt par, hvis kaldelser i Kirken krævede, at de ofte måtte hyre en babysitter for at de kunne deltage i deres møder. Det er blevet vanskeligt for dem at være hjemme hos deres børn på samme tid. Kan I se en skævhed her?
Hver gang I planlægger noget for et barn, påvirker det hele familien især moderen.
Tænk på den mor, der udover sin egen kaldelse i Kirken og sin mands kaldelse, skal sørge for at få sine børn gjort klar og køre dem fra den ene aktivitet til den anden. Det gør nogle mødre modløse ja, endog deprimerede. Jeg modtager breve, hvor ordet skyldfølelse nævnes, fordi de ikke magter det hele.
Det at gå i kirke er, eller burde være, et pusterum fra hverdagens stress og jag. Det skulle give os fred og tilfredshed. Hvis det medfører stress og modløshed, så er der noget skævt et sted.
Og Kirken er jo ikke det eneste ansvar, som forældrene har. Andre institutioner har rimelige krav på at trække på familiens ressourcer skole, arbejdsgivere, samfund der skal være balance i det hele.
For nylig fortalte en mor mig, at hendes familie var flyttet fra et ward på landet, hvor medlemmerne boede spredt, så man havde været nødt til at samle alle aktiviteter på én ugedag. Det var vidunderligt. De havde tid til familien. Jeg kan se dem for mig, siddende omkring spisebordet.
De flyttede vestpå til et større ward, hvor medlemmerne boede tættere på kirkebygningen. Hun sagde: »Nu er der noget for familien tirsdag aften, onsdag aften, torsdag aften, fredag aften, lørdag aften og søndag aften. Det er meget hårdt for vores familie.«
Husk på, at når I planlægger noget for et barn, påvirker det hele familien især moderen.
De fleste familier gør deres yderste; men når nogle rammes af helbreds- og pengeproblemer, slides de op ved at prøve på at holde trit med de andre, og til sidst glider de ud i inaktivitet. De indser ikke, at de fjerner sig fra den bedste kilde til lys og sandhed, som kan hjælpe deres familie, og bevæger sig ud i skyggerne, hvor farer og sorger venter.
Jeg er nødt til at berøre et problem, som er meget vanskeligt at løse. Nogle børn og unge modtager meget lidt undervisning og støtte i deres hjem. Der er ingen tvivl om, at vi må sørge for dem. Men hvis vi arrangerer en endeløs række af aktiviteter uden for hjemmet, som skal opveje forsømmelsen i hjemmet, gør vi det sværere for pligtopfyldende forældre at få tid til at være sammen med deres børn og undervise dem. Kun bøn og inspiration kan hjælpe os med at finde denne svære balance.
Vi hører ofte: »Vi er nødt til at arrangere hyppige og spændende aktiviteter, for ellers vil de unge måske komme steder, som ikke står for noget godt.« Det vil nogle af dem sikkert. Men jeg er overbevist om, at hvis vi vil lære forældrene at være ansvarlige og give dem tilstrækkelig tid, så vil deres børn i sidste ende blive i hjemmet.
Og der i hjemmet kan de lære det, som de ikke effektivt kan undervises i henne i kirken eller i skolen. I hjemmet kan de lære at arbejde og påtage sig et ansvar. De kan lære, hvad de skal gøre, når de selv får børn.
For eksempel bliver børnene undervist om tiende i Kirken, men det er i hjemmet at princippet efterleves. I hjemmet kan selv små børn lære, hvordan man udregner sin tiende, og hvordan den betales.
Engang besøgte præsident og søster Harold B. Lee os i vores hjem. Søster Lee lagde en håndfuld mønter på bordet foran vores lille søn. Hun fik ham til at skubbe de skinnende mønter over til den ene side, og så sagde hun: »Det er din tiende. De tilhører Herren. De andre kan du beholde.« Han kiggede eftertænkomt fra den ene dynge til den anden, og så sagde han: »Har du ikke flere snavsede mønter?« Da begyndte den virkelig undervisning!
Wardsrådet er det perfekte sted at fastslå balancen mellem hjem og Kirke. Her kan brødrene i præstedømmet, der selv er fædre, og søstrene fra hjælpeorganisationerne, der selv er mødre, med inspireret indsigt koordinere organisationernes virke, for de betjener hver især forskellige familiemedlemmer.
Rådets medlemmer kan sammenligne, hvad hver organisation tilbyder hvert medlem, samt hvor meget tid og hvor mange penge det kræver. De kan så forene, snarere end dele familien og sørge for omsorg for enlige forældre, de barnløse, de ugifte, de gamle, de handikappede og sørge for meget end bare aktiviteter for børnene og unge mennesker.
Wardsrådet har ressourcer, som ofte overses. For eksempel kan bedsteforældre, der ikke har nogen kaldelser, hjælpe unge familier med at finde vej på den sti, som de engang har vandret på.
Herren advarer forældre: »Om forældre i Zion . . . har børn, og de ikke underviser dem i læren om omvendelse, tro på Kristus, den levende Guds Søn, og om dåb og den Helligånds gave gennem håndspålæggelse, når de er otte år gamle, skal synden hvile på forældrenes hoved.«11
Wardsrådet er ideelt til vores nuværende behov. Her kan hjem og familie blive forankret på sin rette plads, og Kirken kan yde støtte snarere end at erstatte forældrene. Fædre og mødre vil forstå både deres ansvar for at undervise deres børn og de velsignelser, som Kirken kan tilbyde.
Efterhånden som verden bliver stedse mere truende, søger himlens kræfter nærmere familier og forældre.
Jeg har studeret meget i skrifterne og undervist ud fra dem. Jeg har læst meget af det, som profeter og apostle har talt. De har haft stor indflydelse på mig som mand og far.
Men det meste af, hvad jeg ved om, hvordan vor himmelske Fader føler for os, hans børn, har jeg lært af det, som jeg føler for min hustru og mine egne børn og deres børn. Det har jeg lært i hjemmet. Jeg har lært det fra mine forældre, af min hustrus forældre, af min elskede hustru og af mine børn, og kan derfor bære vidnesbyrd om en kærlig himmelsk Fader og om en frelsende Herre. I Jesu Kristi navn. Amen.
NOTER:
1. L&P 68:25.
2. L&P 20:75.
3. L&P 43:8.
4. Se Mosiah 18:25 og Alma 6:6.
5. Mal 3:24; se også 3 Nephi 25:5-6; L&P 2:2-3.
6. L&P 93:47.
7. Se L&P 93:41-42.
8. L&P 93:44, 50.
9. L&P 93:49.
10. Se Alma 12:32.
11. L&P 68:25.
Previous
