2010-2019
Jo, vi kan og vil vinde!
April 2015


Jo, vi kan og vil vinde!

Vi skal holde endnu mere fast i vores vidnesbyrd om Jesu Kristi evangelium. Da vil vi vinde de daglige kampe mod det onde.

Kære brødre, jeg er ydmyg over det privilegium, jeg har for at tale til jer, til bærerne af Guds præstedømme over hele verden.

Præsident Thomas S. Monson har engang sagt:

»Verden kan til tider være et skræmmende sted at leve. Samfundets moralske klæde lader til at blive trævlet op med en alarmerende fart. Ingen – hverken ung eller gammel eller midt i mellem – slipper for at blive udsat for disse ting, som har mulighed for at trække os ned og ødelægge os …

men vi behøver ikke at fortvivle … vi fører krig mod synd … Det er en krig, vi kan og vil vinde. Vor Fader i himlen har givet os de nødvendige redskaber, for at vi kan gøre det.«1

Vi står alle, både unge og gamle, dagligt over for den krig, som præsident Monson nævner. Fjenden og hans engle prøver at distrahere os. Deres hensigt er at lokke os til at afvige fra de pagter, som vi har indgået med Herren, hvilket får os til at miste vores evige arv af syne. De kender udmærket godt vor himmelske Faders plan for sine børn, for de var til stede sammen med os i det store råd i himlen, da det hele blev præsenteret. De prøver at udnytte vore svagheder og skrøbeligheder, idet de narrer os med »tågerne af mørke … som forblinder menneskenes børns øjne og forhærder deres hjerte og forleder dem ind på brede veje, så de fortabes og går tabt«.2

På trods af den modstand, som vi står over for, så er dette, som præsident Monson har sagt, en krig, som vi kan og vil vinde. Herren stoler på vore evner og vores beslutsomhed for at gøre det.

Skrifterne indeholder utallige eksempler på personer, der har vundet deres krig, selv midt i meget fjendtlige situationer. Et af disse eksempler er hærføreren Moroni i Mormons Bog. Denne usædvanlige unge mand havde modet til at forsvare sandheden på et tidspunkt, hvor der var mange stridigheder og krige, som truede hele den nefitiske nations overlevelse. Selvom Moroni levede op til sit ansvar på strålende vis, forblev han ydmyg. Dette og andre egenskaber gjorde ham til et enestående redskab i Guds hånd på det tidspunkt. I Almas Bog står der, at hvis alle mennesker havde været ligesom Moroni, »så ville selve helvedes magter være blevet rystet for evigt, [og] Djævelen ville aldrig få magt over menneskenes børns hjerte«.3 Alle Moronis egenskaber stammede fra hans store tro på Gud og på Herren Jesus Kristus,4 og på hans faste beslutning om at følge Herren og hans profeters røst.5

I overført betydning har vi alle i vore dage behov for at forvandle os til en nutidig Moroni for at vinde krigene mod det onde. Jeg kender en meget trofast, ung diakon, der forvandlede sig til en nutidig Moroni. Hans tro og beslutsomhed er blevet prøvet hver dag, selv i hans unge alder, når han har forsøgt at følge sine forældres og kirkelederes råd. Han fortalte mig, at han en dag blev overrasket over en meget svær og ubehagelig situation – hans venner så pornografiske billeder på deres mobiltelefoner. I netop det øjeblik blev denne unge mand nødt til at beslutte sig for, hvad der var vigtigst – hans popularitet eller hans retskaffenhed. I de få sekunder, der fulgte, blev han fyldt af mod og fortalte sine venner, at det, de lavede, ikke var rigtigt. Endvidere fortalte han dem, at de skulle holde op med det, de lavede, ellers ville de blive slaver af det. De fleste af hans klassekammerater gjorde grin med hans råd og sagde, at det var en del af livet, og at der ikke var noget galt med det. Men der var en af dem, som lyttede til den unge mands råd, og som besluttede at holde op med det, han gjorde.

Diakonens eksempel havde en positiv indflydelse på mindst en af hans klassekammerater. Han og hans ven blev utvivlsomt drillet og forfulgt på grund af den beslutning. På den anden side så havde de fulgt Almas formaning til sit folk, da han sagde: »Drag bort fra de ugudelige, og skil jer ud, og rør ikke deres urene ting.«6

Hæftet Til styrke for de unge indeholder følgende råd, der er godkendt af Det Første Præsidentskab, til Kirkens unge: »Du er ansvarlig for de valg, du træffer. Gud er opmærksom på dig og vil hjælpe dig med at træffe gode valg, selv hvis din familie og dine venner bruger deres handlefrihed på måder, der ikke er rigtige. Hav moralsk mod til at stå fast ved at adlyde Guds vilje, selv om du skal stå alene. Når du gør dette, sætter du et eksempel, som andre kan følge.«7

Det godes krig mod det onde vil fortsætte hele vores liv igennem, da modstanderens hensigt er at gøre alle mennesker lige så ulykkelige, som han er. Satan og hans engle vil prøve at forvirre vore tanker og opnå kontrol ved at friste os til at synde. Hvis de kan, så vil de korrumpere alt, der er godt. Ikke desto mindre er det vigtigt at forstå, at de kun vil få magt over os, hvis vi tillader det.

Skrifterne indeholder også adskillige eksempler på dem, der lod modstanderen få den magt over dem, og de endte med at blive forvirrede og endda ødelagt ligesom Nehor, Korihor og Sherem. Vi skal være opmærksom på den fare. Vi kan ikke tillade, at vi bliver forvirrede af populære budskaber, der let bliver accepteret af verden, og som modsiger læresætningerne og de sande principper i Jesu Kristi evangelium. Mange af disse verdslige budskaber er ikke andet end vores samfunds forsøg på at retfærdiggøre synd. Vi skal huske på, at alle til sidst skal stå foran Kristus for at blive dømt efter vore gerninger, om de er gode, eller om de er onde.8 Når vi møder disse verdslige budskaber, kræver det stort mod og et godt kendskab til vor himmelske Faders plan at vælge det rette.

Vi kan alle modtage styrken til at vælge det rette, hvis vi søger Herren og sætter al vores lid til ham og tror fuldt og fast på ham. Men, som der står i skrifterne, så skal vi have »et oprigtigt hjerte« og en »oprigtig hensigt«. Så vil Herren i sin uendelige barmhjertighed »tilkendegive sandheden« for os »ved Helligåndens kraft. Og ved Helligåndens kraft kan [vi] kende sandheden af alt.«9

Denne kundskab, som fås gennem Helligånden, er blot vores vidnesbyrd, som ansporer vores tro og beslutning om at følge lærdommene i det evangelium, der er gengivet i de sidste dage, uanset de populære budskaber, som vi hører fra verden. Vores vidnesbyrd må være vores skjold, som beskytter os mod modstanderens brændende pile i hans forsøg på at angribe os.10 Det vil lede os sikkert gennem det mørke og den forvirring, der findes i verden i vore dage.11

Jeg lærte dette princip, da jeg tjente som ung missionær. Min kammerat og jeg tjente i en meget lille og afsidesliggende gren i Kirken. Vi prøvede at tale med samtlige personer i byen. De tog meget godt imod os, men de kunne godt lide at diskutere skrifterne og bad om konkrete beviser på sandheden af det, som vi underviste i.

Jeg kan huske, at hver gang min kammerat og jeg prøvede at bevise noget for folk, så forlod Guds Ånd os, og vi var fuldstændigt fortabte og forvirrede. Vi følte, at vi i højere grad skulle rette vores vidnesbyrd ind efter de evangeliske sandheder, som vi underviste i. Fra det øjeblik af kan jeg huske, at når vi bar et vidnesbyrd af hele vores hjerte, fyldte en stille, bekræftende kraft, der kom fra Helligånden, rummet, og der var ikke plads til forvirring eller diskussion. Jeg lærte, at der ikke findes nogen onde kræfter, der kan forvirre, narre eller undergrave kraften i et oprigtigt vidnesbyrd fra en af Jesu Kristi sande disciple.

Som Frelseren selv belærte os om, så ønsker modstanderen at sigte os som hvede, så vi mister vores evne til at påvirke verden på en god måde.12

Mine kære brødre, på grund af den store bølge af forvirring og tvivl, der spreder sig over hele verden i vore dage, skal vi holde endnu mere fast i vores vidnesbyrd om Jesu Kristi evangelium. Da vil vores evne til at forsvare sandheden og retfærdigheden i høj grad øges. Vi vil vinde de daglige kampe mod det onde, og i stedet for at falde på livets slagmark vil vi samle andre omkring Mesterens bannere.

Jeg opfordrer alle til at finde sikkerhed i lærdommene i skrifterne. Hærføreren Moroni rettede sin tro på Gud og sit vidnesbyrd om sandheden ind efter den kundskab og visdom, som han fandt i skrifterne. På denne måde stolede han på, at han ville modtage Herrens velsignelser og ville få mange sejre, hvilket er det, der faktisk skete.

Jeg inviterer alle til at finde sikkerhed i vore nuværende profeters vise ord. Præsident Thomas S. Monson har sagt: »Vi, som er blevet ordineret til Guds præstedømme, kan gøre en forskel. Når vi bevarer vores personlige renhed og ærer vores præstedømme, kan vi blive retfærdige eksempler til efterlevelse [og] oplyse en stadigt mørkere verden.«13

Jeg indbyder alle til at stole på værdien og kraften i Jesus Kristi forsoning. Gennem hans sonoffer kan vi få modet til at vinde alle krigene i vor tid, selv midt i vore vanskeligheder, udfordringer og fristelser. Lad os stole på hans kærlighed og magt til at frelse os. Kristus har selv sagt:

»Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.«14

»Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.«15

»Sådan har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig. I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.«16

Jeg bærer vidnesbyrd om disse sandheder i Jesu Kristi hellige navn. Amen.