Ældste M. Russell Ballard, “Følg Kristi lære og evangelium,” Nov 2010
CES-foredrag for Unge Voksne • 7. november 2010 • Brigham Young University
I udgør et skønt skue og er de bedste unge mænd og kvinder i hele verden. I har Jesu Kristi gengivne evangelium til at vise jer troens vej i dagens stadigt mere ugudelige verden. Det er dejligt for søster Ballard og jeg at være sammen med jer i aften – både her på Marriott Center og med alle jer, som er samlet i andre bygninger rundt om i verden. Ved brug af nutidig teknologi går jeg ud fra, at I også lytter med via podcasts eller andre elektroniske vidundere. Men uanset hvor I befinder jer i aften, så er jeg taknemlig for at tale til jer og beder Herren om at velsigne os, så det jeg siger, vil være en hjælp for enhver af jer i disse tider.
Jeg udtrykker min tak til Logan institutkor for den dejlige musik og en speciel tak til præsident Tom Mullen, en af stavspræsidenterne her og en af de vidunderlige missionærer, som tjente sammen med søster Ballard og jeg i Toronto-missionen i Canada for mange år siden.
»O, hvor snedig er ikke den Ondes plan!«
I aften vil jeg følge op på noget, jeg sagde ved den sidste generalkonference. De af jer, der lyttede – og jeg håber, at nogle af jer er blandt dem – modtog råd fra Kirkens generalautoriteter og hovedpræsidentskaber. I husker måske, at jeg i min tale sammenlignede de kunstige fluer, som en fluefisker bruger, med de kunstige tillokkelser, som Satan bruger for at fange os og trække os ned i sin frygtelige verden af elendighed.
Jeg modtog få dage efter konferencen et brev fra en forunderlig ung mand, der hedder Chayton Snider. Han er elleve år gammel. Han lyttede til mig og sendte en tegning sammen med denne personlige bemærkning: »Fiskere, som fanger fisk med en kunstig flue, er et billede på, hvordan Satan fanger os med afhængighed (den ›kunstige flue‹). Når fiskeren smider fisken op på stranden, og fisken forsøger at ›sprælle‹ tilbage til vandet, tror jeg, at den ›sprællen‹ symboliserer, hvordan vi kæmper for at komme tilbage til ›vandets‹ eller evangeliets sikkerhed, men vi har brug for hjælp fra vor himmelske Fader og Jesus Kristus for at komme væk fra de afhængigheder.«1
Tak, Chayton, for dit præcise sammendrag af min konferencetale.
Jeg citerer fra talen: »Akkurat som fluefiskeren ved, at ørreden drives af sult, kender Lucifer til vores ›hunger‹ eller svagheder og frister os med falske fluer, som, hvis vi snapper dem, kan gøre, at vi trækkes væk fra livets strøm og kommer under hans nådesløse indflydelse. Og ulig en fluefisker, der fanger og uskadt kaster fisken tilbage i vandet, slipper Lucifer ikke frivilligt sit tag. Hans mål er at gøre sine ofre ligeså ulykkelige, som han er.«2
Hold Jesu Kristi evangelium enkelt
Jeg beder om, at Herren vil velsigne mig, idet jeg vil undervise jer om et vigtigt princip. Princippet er: »Hold Jesu Kristi evangelium enkelt.« Apostlen Paulus havde i sin tid samme bekymring, da han sagde: »Men jeg er bange for, at ligesom slangen [djævelen] forledte Eva ved sin snedighed, skal jeres tanker komme på afveje bort fra det oprigtige og rene forhold til Kristus« (2 Kor 11:3).
I Mormons Bog forklarer profeten Nefi Kristi lære og evangelium i enkle vendinger. Jeg henviser til udtalelser fra 2 Ne 31.
-
• »For min sjæl fryder sig ved tydelighed« (vers 3)
-
• »Kan vi følge Jesus, medmindre vi er villige til at holde Faderens befalinger?« ((vers 10).
-
• »Og Faderen sagde: Omvend jer, omvend jer, og bliv døbt i min elskede Søns navn« (vers 11).
-
• »Den, der bliver døbt i mit navn, til ham vil Faderen give Helligånden« (vers 12).
-
• »Og jeg hørte en røst fra Faderen, som sagde: Ja, min elskedes ord er sande og troværdige. Den, som holder ud indtil enden, skal blive frelst« (vers 15).
-
• »For I er ikke kommet så vidt uden ved Kristi ord med urokkelig tro på ham« (vers 19).
-
• »Mine elskede brødre, dette er vejen; og der er ikke givet nogen anden vej eller noget andet navn under himlen, hvorved mennesket kan blive frelst i Guds rige« (vers 21).
-
• »Og se nu, dette er Kristi lære« (vers 21).
Profeten Joseph Smith definerede evangeliets første principper og ordinancer i den 4. Trosartikel: »1) Tro på Herren Jesus Kristus, 2) Omvendelse, 3) Dåb ved nedsænkning i vand til syndernes forladelse, 4) Håndspålæggelse for Helligåndsgaven.«
Jeg ønsker i aften at fokusere på Kristi lære og evangelium. Mine kære unge mennesker, der sker meget i verden i dag, som er i direkte modstrid med evangeliets principper. I må kende Kristi lære og leve efter og forsvare den alle jeres livs dage.
Giv Herren lige så meget tid
For nogle år siden kom en af mine missionærer for at fortælle mig noget. Han sagde: »Præsident, jeg er ved at miste mit vidnesbyrd. Jeg har nogle spørgsmål, som ingen vil besvare for mig. Min biskop og stavspræsident har lige fortalt mig, at jeg skal glemme dem, og de har ingen svar.«
Jeg bad om hans spørgsmål skriftligt og foreslog så, at han kom og så mig om 10 dage, og så ville jeg besvare alle hans spørgsmål.
Da han forlod mit kontor, blev jeg tilskyndet til at spørge ham: »Ældste, hvor længe siden er det, at du har læst i skrifterne?«
Han indrømmede, at det var længe siden.
Jeg sagde: »Du har givet mig en opgave, det er kun rimeligt, at jeg giver dig én. Vil du læse mindst en time i skrifterne hver dag, indtil du kommer tilbage og får dine svar?«
Det gik han med til.
Da han kom tilbage, var jeg klar. Han sagde: »Præsident, jeg behøver ikke svarene. Jeg ved, at Mormons Bog er sand. Jeg ved, at Joseph Smith er en profet. Nu har jeg det godt.«
Jeg svarede: »Du får alligevel svarene på dine spørgsmål. Jeg har knoklet med dem!« Det var alt dette anti-mormon-snak, vi talte om.
Efter vores samtale spurgte jeg ham: »Ældste, hvad har du lært af alt dette?«
Og han gav mig et meget væsentligt svar: »Jeg har lært at give Herren lige så meget tid!«
Lad os nu sammen gennemgå Kristi grundlæggende lære og evangelium.
1. doktrinære princip: Tro på Herren Jesus Kristus
Det første doktrinære princip er tro på Herren Jesus Kristus. »At have tro på Kristus er blandt andet at have en fast tro på, at han er Guds enbårne Søn og verdens Frelser og Forløser. Vores religion lærer os, at det kun er ved at forlade os på hans Søns nåde og barmhjertighed, at vi kan vende tilbage og bo hos vor himmelske Fader. Når vi har tro på Kristus, accepterer og anvender vi hans forsoning og lærdomme. Vi stoler på ham og på det, han siger. Vi ved, at han har magt til at holde sine løfter. Vor himmelske Fader velsigner dem, som har tilstrækkelig tro til at adlyde hans Søn …
Vi tror på Kristus, og vi tror på, at han ønsker, at vi skal holde alle hans befalinger. Vi ønsker at vise vores tro ved at adlyde ham …
Ved vores tro på Jesus Kristus kan Gud helbrede os, både fysisk og åndeligt.«3
Mine kære unge venner, tag nu et minut og tænk over jeres egen personlige tro på Herren Jesus Kristus, når jeg stiller jer nogle få spørgsmål:
-
1. Er I tilfredse med den retning jeres liv tager og dybden af jeres tro på Jesus Kristus?
-
2. Elsker I Gud af hele jeres hjerte, sjæl, sind og styrke, som Herren lærte den lovkyndige i Luk 10? (se vers 27).
-
3. Udfører I til dagligt enkle ting som disse:
-
4. Er I venlige og opmærksomme på de behov, andre omkring jer har?
-
5. Følger I brødrenes råd, som blev understreget ved denne sidste konference om fuldstændig at undgå enhver form for pornografi?
Vi kan ikke have pornografi inde på livet, hvis vi har sand tro på Herren Jesus Kristus. Jeg siger med al den styrke, jeg har: Hvis det er et problem for jer, »så hold jer fra det!«
-
6. Lever I så værdigt, at I kan have en tempelanbefaling?
-
7. Deltager I aktivt i jeres søndagsmøder, især nadvermødet – deltager I værdigt i nadveren og fornyer jeres pagter med Herren?
-
8. Bibeholder I hjemvendte missionærer den værdighed, som en af Herren Jesu Kristi tjenere bør have med hensyn til påklædning og personlige opførsel?
-
9. Forbereder og bestræber I jer aktivt på at finde jeres evige partner?
Jeg kunne sagtens bruge resten af aftenen på disse spørgsmål, men jeg er sikker på, at I har forstået, at vi ikke tilråder det at »hænge ud sammen.« Hvis I endnu ikke har forstået det, så gør det i aften. Så sagt med jeres eget sprog: »Nu stopper legen!« Vi anbefaler rigtig dating – I ved, det helt enkle: En ung mand spørger en ung pige om en date, og I har det rart sammen. Søger I virkelig en partner, som elsker Herren og ærer hans hellige navn?
-
10. Til de af jer, der er gift, er en date så en regelmæssig tilbagevendende begivenhed for at opbygge og styrke jeres forhold?
Der er selvfølgelig nogle andre ting, jeg gerne vil føje til denne liste. Men dersom I oprigtigt stræber efter at gøre jeres bedste for at følge Kristus, så kan I besvare tilsvarende spørgsmål med et rungende JA!
Nu, hvor I i aften har tænkt over jeres personlige tro på Herren, Jesus Kristus, er der så noget i jeres liv, som ikke er, som I ønsker det skal være? Er der noget, som I i hjertet ved, der ikke stemmer overens med at have ægte tro på Herren, Jesus Kristus, så lad mig fortælle, hvordan I kan ordne det.
2. doktrinære princip: Omvendelse
Omvendelse er evangeliets andet doktrinære princip. »Vores tro på Kristus og vores kærlighed til ham får os til at omvende os, det vil sige at ændre vore tanker, tro og adfærd i det omfang, der ikke er forenelig med hans vilje … Når vi omvender os, føler vi bedrøvelse efter Guds vilje, vi holder op med at gøre det, der er forkert og [bestræber os mere på] at gøre det, der er rigtigt …
Oprigtig omvendelse fører til adskillige resultater. Vi føler Guds tilgivelse og hans fred. Vores skyld og sorg skylles bort.«4
Brødre og søstre, vær taknemlige for, at Jesu Kristi evangelium gennem oprigtig omvendelse åbner en udvej for de fejl, vi begår. Hvis man ikke behersker evnen til at omvende sig, leder små vaner ofte til afhængighed. Vi kan alle med lethed undgå at blive fanget af en afhængighed ved at undlade at tage vanedannende stoffer eller deltage i vanedannende adfærd. Tag ikke fejl af det, mine kære unge venner – vi er alle målet for Satan og hans håndlangere. Han vil benytte enhver svigefuld fristelse eller taktisk fremgangsmåde, han kan, for at få os til at falde og slække på vores forpligtelse og trofaste hengivenhed mod Herren.
3. doktrinære princip: Dåb
Evangeliets tredje doktrinære princip er dåb. Dette princip har de fleste inden for hørevidde deltaget i. Dåb ved nedsænkning i vandet til syndernes forladelse er den første pagt, vi indgår med os selv, Herren Jesus Kristus og vor himmelske Fader. Dåb er en pagt, »en hellig ceremoni eller et helligt ritual, som viser, at vi har indgået pagt med Gud,« og »Gud har altid krævet, at hans børn skulle indgå pagter. En pagt er en bindende og højtidelig aftale mellem Gud og mennesker. Gud lover at velsigne os, og vi lover at adlyde ham … At overholde pagter medfører velsignelser i dette liv og ophøjelse i det tilkommende liv.«5
Husk, Kristus satte eksemplet for os, da han selv blev døbt. Og vi er velsignede med det privilegium at kunne tage del i nadveren hver uge, hvilket »hjælper os til at holde os værdige til altid at have Ånden hos os. Det er en ugentlig påmindelse om vore pagter«,6 der hjælper os til at have tro på og tillid til Herren Jesus Kristus.
4. doktrinære princip: Helligåndsgaven
Evangeliets fjerde doktrinære princip er Helligåndsgaven. »Jesus forklarede, at vi må døbes med både vand og Ånd. Dåben med vand skal efterfølges af dåben med Ånd, ellers er den ufuldstændig. Kun når vi tager imod dåben og Helligåndsgaven, kan vi få syndsforladelse og blive åndeligt født på ny
…Helligånden vidner om Kristus og lærer os at kende sandheden. Han giver åndelig styrke og hjælper os til at gøre det, der er ret. Han giver os fred og trøster os, når vi lider i trængsler eller sorg. Han advarer os om åndelig og fysisk fare … Ved Helligånden kan vi føle Guds kærlighed og vejledning. Denne gave er en forsmag på den evige glæde og et løfte om evigt liv.«7
5. doktrinære princip: Hold ud til enden
Og endelig det femte doktrinære princip: Vi må holde ud til enden. »Når vi er kommet ind på den snævre og trange sti ved vores tro på Jesus Kristus, omvendelse og dåbsordinancen og ved modtagelse af Helligånden, må vi gøre os den største umage for at blive på stien.«8
For mange år siden sagde vores trofaste stavspatriark, som var i halvfemserne, ved et faste- og vidnesbyrdmøde noget, som jeg altid vil huske: »Jeg beder hver aften om, at Gud vil våge over mig, så jeg dør med et brændende vidnesbyrd.«
Efter mødet sagde jeg til ham: »Patriark, blandt alle de mennesker, jeg kender, så behøver du da ikke mere at bekymre dig om det!«
Han greb fat i opslagene på min jakke, trak mig helt tæt, så vi stod ansigt til ansigt, han så mig direkte i øjnene og sagde disse ord: »Min dreng« – jeg var gift og havde to børn! »Min dreng, ingen er sikker, før helt til sidst.«
Må det gå således for os alle, at vi er trofaste helt til det sidste.
Så læren om tro på Kristus, omvendelse, indgåelse, fornyelse og overholdelse af pagter og at lade sig lede ved Ånden bliver et livsmønster. Vore daglige handlinger formes og styres af disse trosfremmende principper.
Jesu Kristi evangelium er broen mellem det førjordiske liv og det evige liv
Jeg ved, at nogle af jer hjemvendte missionærer tænker: »Ældste Ballard citerer noget af dette fra læren i det inspirerede hæfte: Forkynd mit evangelium.« Jeg håber, I har nikket genkendende til disse ord, og at I har anvendt dem i jeres liv. For de af jer unge mænd og kvinder, som ikke har tjent på mission, vil jeg foreslå, at I anskaffer jer et eksemplar af hæftet Forkynd mit evangelium. Studér kapitel 3 med titlen: »Jesu Kristi evangelium«. Her står meget tydeligt og mere detaljeret, de skridt man må tage for at undgå at blive fanget af Satans snarer og blive ført væk fra den vej, der fører til evigt liv.
Hvor er Jesu Kristi evangelium enkelt! Det er vigtigt for os at blive på den eneste sti, som Gud har anvist som vejen hjem til hans evige nærvær. Evangeliet er planen for lykke; det er enkelt og smukt.
Lad mig illustrere, hvordan evangeliets første principper er som en bro mellem det førjordiske liv (repræsenteret ved min løftede venstre hånd) og det evige liv (repræsenteret ved min løftede højre hånd). Broen mellem de to er Jesu Kristi evangelium. Vi kom fra det førjordiske liv til livet på jorden for at lære og for at efterleve evangeliets principper. Vi befinder os nu hernede på jorden, og vi er forhåbentlig på vej tilbage til Guds nærhed. Dette fordrer forståelse og lydighed. Vores mål, idet vi stræber efter at efterleve evangeliet, er at blive kandidater til at modtage alle de velsignelser, som vor himmelske Fader har i vente for sine trofaste og værdige børn.
Jesus har sagt:
»Se, dette er befalingen: Omvend jer, alle I jordens ender, og kom til mig, og bliv døbt i mit navn, så I må blive helliggjort ved modtagelsen af Helligånden, så I må stå uplettede for mig på den yderste dag.
Sandelig, sandelig siger jeg til jer, dette er mit evangelium; og I kender det, som I må gøre i min kirke« (3 Ne 27:20-21).
I kan se frem til en storslået fremtid
Jeg vil bede jer om at tænke over jeres liv igen. Hvordan står det til med jer? Er der noget i jeres liv, der gør, at I driver væk fra evangeliets lære og påvirkes af Satans indflydelse? Giver I Herren lige så meget tid? I lever i en verden fyldt med teknologi, hvor der er så let adgang til elektronisk information, underholdning og sociale netværk fra jeres hjemme-pc, jeres iPad eller iPhone. Ingen generation før jer har haft så meget teknologi til deres rådighed. Gennem Facebook og andre sociale netværk kan I bevare kontakten med venner over hele verden. Selvom dette er forunderlige redskaber, vil jeg advare jer mod at lade brugen af teknologi tage overhånd, så I bliver afhængige af at være i konstant benyttelse af dem. På en eller anden måde bliver I nødt til at begrænse brugen, så de ikke stjæler jeres tid fra det, der er væsentligt, dyrebart og evigt.
Vi behøver blot at se nyheder om aftenen og læse avisen for at indse, at verden er i stor nød. Der er jordskælv, orkaner og tornadoer forskellige steder. Der er krige og rygter om krige. Der er sult, lidelser og folkedrab, for ikke at nævne mord og andre voldelige handlinger.
Nogle af jer tænker måske, at fremtiden i verden i dag ikke kan byde på meget, der er værd at stræbe efter. Jeg husker, da jeg som 13-årig kom hjem fra præstedømmemødet søndag, den 7. december 1941, hvor mine forældre fortalte mig, at japanerne lige havde bombet Pearl Harbor. Dette kastede USA ud i en verdenskrig, der allerede havde raseret i Europa i to år. Det virkede som om, at det liv, vi kendte, var forbi. Der herskede stor usikkerhed, da mange unge mænd blev indkaldt til militærtjeneste. Dog var der dengang præcis som nu, midt i alle konflikterne, kampene og den dårlige påvirkning i verden, stadig meget godt.
Da jeg blev født – for længe siden, hvor I alle stadig befandt jer i åndeverdenen – var der kun omkring 20 lande i hele verden, som med rimelighed kunne kalde sig selv for demokratier, hvor indbyggerne kunne nyde bare en brøkdel af den frihed, vi tager for givet. Nu, i dag, er der mere end 90 lande, hvor flere af jordens indbyggere kan leve i frihed og i overensstemmelse med deres tro.
I dagens verden er fattigdom på tilbagetog, og de sundhedsmæssige fremskridt har været ekstraordinære, hvad angår sanitet og bedre drikkevand i udviklingslandene. Det er bemærkelsesværdigt, hvad der sker. Uddannelsesmulighederne er også blevet langt mere tilgængelige.
Der er mange grunde til, at I kan være fulde af håb og optimisme. Lad ikke Satan påvirke jer og svække jeres tro på den strålende fremtid, I kan se frem til.
I er Kirkens kommende ledere
Vi forbereder os alle til at nyde livet gennem de daglige valg, vi træffer. Dersom I er trofaste mod Kristi lære og evangelium, vil mange af livets vidunderlige muligheder blive jeres. I Kirken vil jeres ledere i menigheden, i staven og på højere niveauer blive inspireret til at kalde jer til at tjene i de kaldelser, som I har forberedt jer selv til som et resultat af jeres vise beslutning om at holde Guds befalinger.
Om 30 år vil Kirkens ledelse i høj grad være afhængig af, hvor godt I hver især har forberedt jer til at tjene i de kald, som bliver jer til del i Kirken.
Tænk lige over dette – det tog Kirken 98 år, fra 1830 til 1928 (det år, jeg blev født), at organisere de første 100 stave. De næste 100 stave blev organiseret i løbet af de næste 24 år. Og så begynder vi at se noget meget interessant ske. I slutningen af 1960, blot 8 år senere, blev stav nummer 300 organiseret i Toronto i Canada, dengang præsident Thomas S. Monson var missionspræsident der. For to uger siden deltog søster Ballard og jeg ved en stavskonference i Toronto Stav i Ontario, hvor vi fejrede dens 50 års jubilæum.
I 1964, blot 4 år efter stav nummer 300, blev stav nummer 400 organiseret. I løbet af de næste 9 år blev yderligere 200 stave organiseret, og stav nummer 900 blev organiseret i marts 1978. Snart bliver stav nummer 3.000 organiseret.
Hvad har det med jer unge mænd og kvinder at gøre? Forestil jer, at Kirken danner 100 stave på et år. Det betyder, at i 2040, blot 30 år fra nu, vil antallet af stave være fordoblet til ca. 6.000. I vil være sidst i 40-årsalderen eller først i 50’erne. Spørg så jer selv – hvor er de 6.000 stavspræsidenter? Hvor er deres førsterådgivere, andenrådgivere og sekretærer? Hvor er de 6.000 gange 12, eller 72.000 højrådsmedlemmer? Og lad os sige, at hver stav har 10 menigheder – det svarer til gennemsnittet i dag – hvor er så de 60.000 biskopper, førsterådgivere, andenrådgivere, assistenter, sekretærer, præsidenter for ældsternes kvorum og deres rådgivere, højpræsternes gruppeledere og deres assistenter, præsidenter for Hjælpeforeningen, Unge Piger og Primary og rådgivere osv.? Hvor er de? Jeg står og taler til dem nu. Det er jer! Vil I være rede til at modtage de kald, Herren har til jer?
Der er en evig plan for jer
Vor himmelske Fader har en evig plan for hver eneste af jer. Jeres fødselsret, det privilegium I har fået ved at være medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er intet mindre end et mirakel i en verden med 6 milliarder mennesker. I gav vor himmelske Fader nogle meget vigtige løfter, da I boede hos ham i den førjordiske tilværelse.
I undrer jer måske over, hvordan navne på ledere i organisationer, biskopper, stavspræsidenter og generalautoritet dukker op hos dem, der har ansvaret for at kalde dem. Hvordan kan stavspræsidenten vide, hvem der skal være biskop? Hvordan kan en generalautoritet vide, hvem der skal være stavspræsident? (I dag lagde jeg mine hænder på hovedet af en helt ny stavspræsident for at indsætte ham. Vi reorganiserede staven i løbet af weekenden. Det er et privilegium – et overvældende ansvar!) Hvordan kan Kirkens præsident vide, hvem der skal kaldes som generalautoritet? Det er gennem åbenbaring, at navne dukker op på dem, der var været trofaste og troværdige og som har efterlevet Kristi evangeliums grundlæggende lære.
Lad der ikke gå en dag, hvor I ikke bestræber jer på at være rede til at tjene. Husk at jordelivet er den tid, hvor vi alle skal forberede os til at møde Gud. Amulek sagde det således:
»For se, dette liv er tiden for menneskene at berede sig til at møde Gud, ja, se dette livs dag er dagen for menneskene at udføre deres arbejde.
Og se, som jeg sagde jer før, eftersom I har fået så mange vidnesbyrd, bønfalder jeg jer derfor om, at I ikke udsætter jeres omvendelses dag indtil enden; for efter denne livets dag, som er os givet til at berede os til evigheden, se, hvis vi ikke gør bedre brug af vor tid, mens vi er i dette liv, da kommer den mørke nat, hvori intet arbejde kan udføres« (Alma 34:32-33).
Hver dag i jeres liv vil Herren hjælpe jer, dersom I sætter jeres lid til ham og holder hans bud. Herren lader den ansvarlige leder vide, at I er rede til at tjene, fordi I er forblevet på evangeliets sti, I har levet op til de løfter, som I aflagde, før I blev født, og Jesu Kristi evangelium vejleder jer i jeres hverdag.
Må jeg foreslå, at I begynder nu ved at tage imod kaldelser. De vil forberede jer til kommende kaldelser om at tjene i Kirken.
Gør det, mine elskede unge, der er nødvendigt for at opbygge et ægte forhold til vor himmelske Fader. I er hans åndelige sønner og døtre. Jeres himmelske forældre elsker jer af hele deres hjerte, og ligeledes gør Herren Jesus Kristus. De ønsker, at I følger den store plan for lykke, som vil føre jer sikkert hjem til deres nærvær.
Hold fast i Jesu Kristi evangelium
Nu hvor vi nærmer os mødets afslutning, beder jeg til, at I hver især altid vil stræbe efter at holde fast ved evangeliets principper og ordinancer. Giv altid Herren lige så meget, så jeres vidnesbyrd ikke driver hen mod verdens falske lære. Lyt til Brødrene. Vi gør alt, hvad vi kan, for at undervise jer i sandheden og for at opmuntre jer til at holde fast ved det, der vil holde jer sikre og frie. Gør det rette hver dag af de rette årsager, så vil det gå jer vel.
Forbered jer på enhver måde til at være klar, når Herren kalder jer til at tjene i hans kirke. Når I kommer ud i verden, vil I fortsat blive prøvet. Det er et af livets formål. Vi er blevet sendt hertil for at afgøre, hvor forpligtede og dedikerede vi virkelig er. Det er spændende at tro, at vi kan rejse os og være fremragende til at følge Herren Jesu Kristi befalinger og lære.
Jeg holder af dette digt, og det passer vist på os alle. Det hedder »Egetræet« af Johnny Ray Ryder jun.:
Der blæste en mægtig vind nat og dag.
Den stjal egetræets blade.
Så knækkede den dens grene og rykkede i barken,
indtil egen var træt og bar.
Men egetræet stod stadig fast,
selv om andre træer omkring det faldt.
Så blev vinden træt og sagde:
»Hvordan kan du blive stående, Eg?«
Egen svarede: »Jeg ved, at du
kan knække alle mine kviste af,
tage alle mine blade,
ryste mine grene og få mig til at svaje;
men jeg har mine rødder i jorden,
der har de vokset sig stærke siden, jeg blev født.
Dem kan du ikke ramme, for ser du,
de er den dybeste del af mig.
Indtil i dag vidste jeg ikke,
hvor meget jeg kunne udholde,
men nu ved jeg, takket være dig,
at jeg er stærkere, end jeg vidste.
Mine elskede unge brødre og søstre, vær stærke som egetræet. Find ud af, hvor stærke I er. Stræk jeres tro og tillid til Gud og Kristus dybt ned i evangeliets muld. Vær altid på vagt over for de kunstige fluer, der kastes ud til os af den falske menneskefisker, Lucifer. Må vi have visdommen og den åndelige indsigt til at gennemskue og afvise hans mange, farlige tillokkelser. Efterlev Kristi lære, evangeliets enkle og grundlæggende principper, hver dag – hav tro på Herren Jesus Kristus, omvend jer, ær dåbens pagt, lev værdigt, så Helligånden kan være jeres ledsager og hold ud til enden. Gør dette hver dag, og Herrens Ånd vil være med jer for at holde jer sikre på stien, der fører til evigt liv.
Vidnesbyrd
Jeg vidner og bærer vidnesbyrd for jer. Jeg ønsker, at I ved, at vi elsker jer. I vil på jeres skuldre bære denne kirkes fremtid. I har en storslået skæbne. Jeg beder af hele mit hjerte, at I i aften vil gøre alt det, som I har behov for, hvis I har brug for at rette lidt på den måde, I lever på. Og jeg vidner og bærer vidnesbyrd for jer om, at Jesus er Kristus. Han lever virkelig. Dette er hans kirke. Vi går hans ærinde. Vi er hans pagtsfolk. Jeg ved det. Jeg vidner derom og beder nu om, at Herren vil velsigne jer. Jeg nedbeder den velsignelse over jer i hans hellige navn – at I må finde fred, glæde og rolig overbevisning i jeres hjerte om, at I gør jeres bedste for at være hans hellige navn værdigt. Må dette være jeres velsignelse nu og alle jeres livs dage. Det er min ydmyge bøn, vidnesbyrd og velsignelse i Jesu Kristi navn. Amen.
© 2010 Intellectual Reserve, Inc. Alle rettigheder forbeholdes. Engelsk original godkendt: 10/09. Godkendt til oversættelse: 10/09. Oversættelse af Follow the Doctrine and Gospel of Christ. Danish. PD50021042 110
^ Back to top