• Print
• Listen
  • MP3
• Watch
  • Windows Media (WMV)
  • MP4
• E-mail

Rosemary M. Wixom,  “Nå til erkendelse,”  May 2011

CES-foredrag for Unge Voksne • 1. maj 2011 • Utah State University

Jeg er taknemlig for at være her i Logan i Utah ved Utah State University. Da min mand, Jack, og jeg kørte gennem Sardine Canyon og i dag kom ind i denne dal, følte jeg det på nogle områder, som om jeg var kommet hjem. Lad mig fortælle jer hvorfor.

Det var her, at jeg begyndte at erkende det selv

For år tilbage læssede vi en smuk efterårsdag familiebilen med alle vore ejendele. Forstår I, jeg skulle på universitetet sammen med min tvillingesøster, og min mor skulle køre og sætte os af i Logan, så vi kunne gå på Utah State. Vi havde set billeder fra dette smukke universitetsområde. På nogle af billederne voksede træerne skævt. Vi havde fået at vide, at det ikke blæser i Logan, træerne vokser bare på den måde. Hvorom alting er, så var vi spændte. Vi havde hvert eneste stykke tøj, hver eneste par sko med, som vi ejede, plus mad til at fylde ind i vore skabe, alt sammen proppet ind i den bil. Vi kunne knap nok se ud af ruderne. Da vi kørte ind i denne dal, havde jeg sommerfugle i maven. Jeg kunne næsten ikke vente på de spændende begivenheder forude.

På universitetsområdet kunne man mærke spændingen i luften, mens de studerende tømte deres biler for ejendele og flyttede ind på deres kollegium og i deres lejligheder. For min søster og jeg var det første gang, vi skulle bo ude, og vi følte os voksne, mens vi hængte vores tøj ind i skabet og indrettede vores værelse. Vi havde to plakater til væggene. På den ene stod der: »Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt« (Ordsp 3:5). Vores storebror gav os den anden plakat. Der stod: »Læber, der rører alkohol, skal aldrig røre mine.«

Da bilen var tom, stod vi på fortovet foran kollegiet Moen Hall med de sidste få ting fra bagsædet. Der stod vi, med syltede ferskener på glas i armene, mens vi vinkede farvel til vores mor. Og så, da hun kørte væk, ramte virkeligheden os. Vi vendte os mod hinanden, og med tårerne løbende ned ad kinderne sagde vi: »Hvad er det, vi har gjort? Hvad tænkte vi dog på? Hvordan kan noget, vi engang mente var så spændende, nu forekomme så skræmmende og truende?« Kun lidt vidste jeg, at jeg de kommende dage og år på dette område skulle træffe beslutninger, der ville afstikke kursen for resten af mit liv. Det var her, jeg opdagede, at jeg havde min egen tro, og jeg kom ud for at skulle forsvare min tro. Jeg fik venner for livet. Mine bønner blev mere oprigtige. Mit vidnesbyrd begyndte at vokse. Jeg lærte, at det var et personligt valg at forsvare mine standarder og udvikle mig intellektuelt og åndeligt.

Hvem var jeg egentlig? I løbet af disse år oplevede jeg til tider nederlag og fiasko – og en gang imellem smagte jeg håb og sejr. Det var en udviklende proces fra hjemve – åh, den kvalfulde hjemve – til den oplivende uafhængighed. Jeg var ligesom Ammon og hans brødre i Mormons Bog, der oplevede »sorger … trængsler og … ufattelig glæde« (Alma 28:8) samtidig. Jeg ser nu, at jeg var nødt til at forlade mit trygge hjem for at udvikle mig og for at lære disse livets lektier. Det kan ikke undre, at denne Cache Valley, dette universitet og dette område er mig så smukt. For det var her, jeg begyndte at nå til erkendelse af mig selv, og i den proces med at nå til erkendelse af mig selv, begyndte jeg at nå til erkendelse af Frelseren. Hvad er I kommet til erkendelse af i jeres liv, og hvor lærte I den?

I dag vil jeg gerne tale til jer om at »nå til erkendelse«.

Find et sted, hvor du kan erkende det selv

Da vi forlod vor himmelske Faders nærhed og vores trygge hjem i forudtilværelsen for at komme ned på denne jord, var vi klar til at lære og blive prøvet. Nu, hvor vi befinder os her på jorden, griber vi måske os selv i at spørge: »Hvad er det, jeg har gjort?« Vi går her på vejen. Vi følger vor himmelske Faders plan – frelsesplanen, dette evangeliums fylde. Og det er en plan for lykke! Joseph Smith har sagt, at frelsesplanen er »en af himlens bedste gaver til menneskeheden.«1

Denne oplevelse i jordelivet, vi engang mente ville være så spændende, kan til tider være skræmmende og truende – og bare direkte hård! Sløret hindrer os i at huske det, vi engang vidste. Nu vandrer vi ved tro, men vi vandrer med kundskaben om, at vi med Herrens hjælp kan nå til erkendelse af det, som vi engang vidste. Vor himmelske Fader elsker os så meget. Vi blev skabt med selve det formål ikke kun at vende tilbage til ham, men faktisk at blive ligesom ham. Nu lærer vi igen, hvor godt vi kendte ham. Brigham Young har sagt: »I er alle vel bekendt med Gud vor himmelske Fader … for der er ikke en sjæl blandt jer, som ikke har levet i hans hus og boet med ham år efter år [i forudtilværelsen], og dog søger I [nu på denne jord] at blive kendt med ham, når I i virkeligheden kun har glemt, hvad I vidste.«2

Vi kendte ham dengang, men det er kun gennem vores indsats, at vi vil nå til erkendelse af ham her. Vi er ikke alene i vores stræben, for han har sagt: »Jeg vil være ved jeres højre hånd og ved jeres venstre, og min Ånd skal være i jeres hjerte og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer« (L&P 84:88).

Alma nåede til erkendelse af Frelseren og underviste derpå folket ved Mormons vande. Han »prædikede omvendelse og forløsning og tro på Herren for dem« (Mosi 18:7). Det var dér, folket indgik en dåbspagt om at »stå som Guds vidner til alle tider og i alle ting og på alle steder … så [de] må få evigt liv« (Mosi 18:9). De voksede i tro, de lærte at overholde sabbatsdagen, de lærte at arbejde med deres egne hænder for deres eget underhold, »og de vandrede retsindigt for Gud, idet de gav til hinanden, både timeligt og åndeligt« (Mosi 18:29; se v. 20-29).

Vi læser videre: »Og se, det skete, at alt dette blev gjort i Mormon, ja, ved Mormons vande i den skov, der lå nær ved Mormons vande; ja, stedet Mormon, Mormons vande og Mormons skov, hvor smukke er de ikke i deres øjne, de, som dér kom til kundskab om deres forløser« (Mosi 18:30).

Hvorfor tages vi i dette skriftsted med hen til Mormons vande gennem det omkringliggende landskab? Hvad får beskrivelsen os til at føle for dette sted, Mormons vande? Måske bør vi tænke over vores omkringliggende landskab, og hvilken rolle det spiller i vores stræben efter at komme til kundskab om vor Forløser.

Nu er tiden. Hvis I ikke allerede har gjort det, så er det nu tid til at stræbe efter det sted, hvor I kan komme til kundskab om jeres Forløser. Hvor er jeres Mormons vande? Hvor smukt er det sted i jeres øjne?

For at finde dette smukke sted kan I fx stille jer selv disse fire spørgsmål.

1. Lær Helligånden at kende

Spørgsmål nr. 1: Hvordan vil jeg lære Helligånden at kende?

En ung mand i teenagealderen havde en oplevelse, da han blot var dreng, en ganske lille dreng, under tre år gammel. Han var blevet adopteret ind i en familie, der var medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Hans omgivelser ændrede sig drastisk. Han forlod sit hjem i Østeuropa og kom til at bo i det østlige USA – et land med en ny familie, et nyt sprog og nye følelser. Om søndagen fulgte hans nye familie ham til børnehaveklassen. Det var i kirkebygningen, hen ad gangen, i det børnehavelokale, hvor han mærkede det – da han lærte en tryghed og kærlighed at kende, han aldrig før havde følt. Det var hans første oplevelse med virkelig at opdage Ånden. Nu vælger han af og til som teenager at gå ned ad gangen til netop det børnehavelokale for at høre lydene, se tingene og mærke Ånden, som han engang mærkede der. Hvor smuk er den børnehave ikke i denne drengs øjne, som dér kom til kundskab om Helligånden.

Mormon forklarede: »Som følge af sagtmodighed og ydmyghed af hjertet kommer Helligåndens besøg, hvilken talsmand fylder dem med håb og fuldkommen kærlighed« (Moro 8:26).

Mormon beskrev det, Frelseren ville beskrive: »Du skal modtage min Ånd, Helligånden, ja, Talsmanden, som skal lære dig rigets fredsskabende sandheder« (L&P 36:2).

I Almas bog lærer vi, hvordan Mosijas sønner lærte Helligånden at kende. Der står:

»De havde gransket skrifterne flittigt, for at de kunne kende Guds ord.

Men det er ikke alt; de havde hengivet sig til megen bøn og faste« (Alma 17:2-3).

Så tog de ud for at undervise. Det var almindelige unge mænd, der havde et bemærkelsesværdigt mod takket være Helligånden og et ønske om at kende Guds ord.

Ammon sagde: »En del af den Ånd bor i mig, hvilket giver mig kundskab og magt i forhold til min tro og efter mine ønsker, som er i Gud« (Alma 18:35).

Lamonis far mærkede Ånden gennem Arons undervisning og sagde: »Jeg vil give afkald på alt, hvad jeg besidder, ja, jeg vil frasige mig mit rige, for at jeg kan få denne store glæde« (Alma 22:15).

Både Lamoni og Lamonis far mærkede Helligånden, da de blev undervist om frelsesplanen. Missionærer, fyldt med Helligånden, underviser i dag i det samme budskab rundt om i verden. Til jer, der har været på mission: Husker I at have mærket den styrke, Ånden gav jer, da I stod og vidnede om sandheden af Jesu Kristi evangelium?

En missionær på vej til lufthavnen sagde: »Jeg er bange for at tage hjem. Hvad nu, hvis jeg ikke mærker Ånden så stærkt efter min mission?«

Jeg sagde til hende: »Når du indbyder Helligånden til at være en del af dit liv og lever, så du er værdig til den, vil den altid være med dig.«

2. Erkend, at Mormons Bog er sand

Spørgsmål nr. 2: Hvordan kan jeg nå til erkendelse af, at Mormons Bog er sand?

Ved et foredrag på BYU-Idaho i juni 2004 fortalte ældste Clayton M. Christensen, professor i erhvervsøkonomi på Harvard, om den beslutning, han traf, for at vide om Mormons Bog er sand. Efter sin eksamen på BYU fik han et stipendium til at gå på universitetet i Oxford i England. Da var det, han måtte drage den konklusion, at han »ikke engang vidste, om Mormons Bog var sand. Han havde indtil da læst Mormons Bog syv gange i sit liv, og hver af de syv gange var han nået til slutningen af bogen og havde knælet i bøn og bedt Gud fortælle ham, om den var sand, og han havde ikke fået noget svar. Han blev klar over, da han grundede over, hvorfor han ikke havde fået noget svar, at han hver af de syv foregående gange havde læst den på opfordring, enten fra sine forældre eller en underviser på BYU eller sin missionspræsident eller en seminarlærer, og hans mål var at færdiggøre bogen. Men denne gang ville han så inderligt gerne vide for sig selv, om Mormons Bog var sand. Indtil da havde han i sit liv støttet sig til en tro på mange af Kirkens læresætninger og til sine forældres tro, fordi han vidste, at de vidste, den var sand, og han stolede på sine forældre. Men til sidst, da han ankom til Oxford, ønskede han for første gang i sit liv inderligt at vide, om den var sand.«

Oxford er et af verdens ældste universiteter. Han boede i en bygning, der var bygget i 1410. Han sagde, at det var »smukt at se på, men rædselsfuldt at bo i. Der var kun et lille sted, hvor man havde hugget et hul i muren og placeret en radiator der. Han besluttede, at han ville forpligte sig til hver aften fra kl. 23 til midnat at læse i Mormons Bog for at finde ud af, om den var sand.« Han sagde, at han spekulerede på, om han vovede at tilbringe så meget tid på det, fordi han havde et meget krævende akademisk program, eftersom han studerede anvendt nationaløkonomi, og han ville prøve at færdiggøre programmet på to år, hvor de fleste andre færdiggjorde det på tre år, og han vidste simpelthen ikke, om han havde råd til at sætte en time af om dagen til denne indsats. Men det gjorde han.« Han begyndte »kl. 23 med at knæle i bøn ved stolen nær varmeapparatet, og bad højt. Han fortalte Gud, hvor desperat han var efter at finde ud af, om denne bog var sand, og han fortalte Gud, at hvis han ville åbenbare for ham, at den var sand, så havde han til hensigt at vie sit liv til at opbygge hans rige. Og han fortalte Herren, at hvis den ikke var sand, så måtte han også vide det, for så kunne han vie sit liv til at finde ud af, hvad der så var sandt. Derefter satte han sig i stolen og læste den første side i Mormons Bog, og da han kom til slutningen af siden, stoppede han, og han tænkte over det, han havde læst på den side, og han spurgte sig selv: »Kan dette være skrevet af en fidusmager, der prøvede at bedrage folk, eller var det virkelig skrevet af Guds profet? Og hvad betyder det for mig i mit liv?« … Så lagde han bogen fra sig, knælede og bad atter højt til Gud: ›Vil du ikke nok fortælle mig, om dette er en sand bog.‹ Så satte han sig i stolen, samlede bogen op, bladrede til næste side, læste den, holdt pause ved slutningen af siden og gentog proceduren. Det gjorde han i en time hver aften, aften efter aften, i det kolde, fugtige værelse på Queen’s College i Oxford.

Da han var nået til kapitlerne i slutningen af 2 Nefi, kom der en aften, hvor han bad sin bøn og satte sig i stolen og åbnede bogen, og lige pludselig opstod en smuk, varm og kærlig ånd i værelset, der ganske enkelt omgav ham og trængte ind i hans sjæl og omsluttede ham med en følelse af kærlighed, som han slet ikke havde forestillet sig, var mulig at føle. Og han begyndte at græde og … holdt ikke op, for da han gennem tårerne så på ordene i Mormons Bog, kunne han se sandheden i disse ord og fatte dem på en måde, som han aldrig før havde forestillet sig. Han kunne se evighedens herlighed, og han kunne se, hvad Gud havde i vente til ham, en af hans sønner. Han ønskede ikke at holde op med at græde. Den ånd forblev hos ham hele den time, og når han hver aften bad og satte sig med Mormons Bog ved varmeapparatet i sit værelse, vendte den samme ånd tilbage, og det forandrede hans hjerte og liv for altid.«

Nu, siger han, tænker han tilbage på sine overvejelser om, »hvorvidt han havde råd til at tage en time hver dag fra studiet af anvendt økonomi for at finde ud af, om Mormons Bog var sand.« Han har sagt, at med »al den uddannelse, han har taget, er det den mest nyttige kundskab, han nogensinde har erhvervet sig.«

Nu elsker han at vende tilbage til Oxford. Han siger: »De fleste mennesker dér er enten studerende eller turister, der er kommet for at se et smukt universitet.« Men han elsker at »komme tilbage dertil, fordi det er et helligt sted, og han kan se vinduerne i det værelse, hvor han boede,« og han tænker: »Det er det sted, hvor jeg lærte, at Jesus er Kristus, at han er min levende Forløser, og at Joseph Smith var genoprettelsens profet for den sande kirke.«

Ældste Christensen sagde til de studerende på BYU-Idaho: »Nogle af jer er sandsynligvis kommet her til Rexburg og har allerede selv erfaret, at dette er Guds kirke. Men jer, der måske stadig lever på andres vidnesbyrd, opfordrer jeg til at afsætte en time hver dag til selv at finde ud af, om dette er sandt, for det vil ændre jeres hjerte, ligesom det ændrede mit.«3

I Joh 5:39 står der: »I gransker Skrifterne, fordi I mener, at I har evigt liv i dem; og netop de vidner om mig.«

Ældste Bruce C. Hafen har sagt: »Vi kan opnå evigt liv, hvis vi ønsker det, men kun, hvis der ikke er noget andet, som vi ønsker mere.«4

At nå til erkendelse af sandheden kommer med indsatsen. Og jo større indsats vi yder, desto større er belønningen. Moroni har sagt: »Og når I modtager dette, vil jeg formane jer til, at I spørger Gud, den evige Fader, i Kristi navn, om ikke dette er sandt; og hvis I spørger af oprigtigt hjerte, med oprigtig hensigt, idet I har tro på Kristus, så vil han tilkendegive sandheden af det for jer ved Helligåndens kraft« (Moro 10:4).

3. Erkende vor himmelske Faders plan

Spørgsmål nr. 3: Hvordan kan jeg nå til erkendelse af vor himmelske Faders personlige plan for mig?

Vi foretager hver især valg på vores vej tilbage til vor himmelske Fader. Hans plan for os er en plan for lykke. Joseph Smith har sagt: »Lykke er formålet og hensigten med vores liv.«5 Vor himmelske Fader ønsker, at vi skal føle glæde: Vi planlægger hver især vores egen rute. Vi er forskellige. Vores personlighed, talenter samt fysiske og følelsesmæssige egenskaber varierer. Nogle kommer fra Gud. Meget kommer af personlig disciplin. Vore ønsker kan overvinde vore skrøbeligheder.

Her er et eksempel: En pige i anden klasse fik en diagnose på en særlig indlæringsvanskelighed. Skolepsykologen sagde: »På grund af denne manglende evne til at huske og lære udenad vil hun altid ligge i bunden af klassen.« Hendes forældre valgte ikke at fortælle hende om hendes særlige handicap. I sit forsøg på blot at klare sig godt i skolen, måtte hun arbejde hårdt for at lære det, de fleste let kunne lære. Hun var omgivet af gode venner, som klarede sig godt i skolen. Det bidrog til hendes drivkraft. Det tog hende længere tid at lære gangetabellen i tredje klasse og hovedstæderne i USA i femte. Hun meldte sig til fag på A-niveau i high school og gjorde fortsat fremskridt. De mange timer, hun brugte på at læse, var et bevis på hendes vilje. I dag er hun sygeplejerske på en intensiv hjerteafdeling. Og en dygtig en af slagsen! Hun og hendes himmelske Fader havde en plan.

En historie mere: For cirka et år siden besøgte jeg en klasse med unge piger. Læreren bad os skrive vore top 10-prioriteter. Jeg begyndte hurtigt at skrive. Jeg må indrømme, at min første tanke lød: »Nummer 1: Gøre rent i blyantskuffen i køkkenet.« Da vi havde gjort vores liste færdig, bad læreren i Unge Piger os alle om at fortælle, hvad vi havde skrevet. Abby, der lige var fyldt 12 år, sad ved siden af mig. Her kommer Abbys liste:

• 1. Gå på University of Utah.

• 2. Blive indretningsarkitekt.

• 3. Tage på mission i Indien.

• 4. Blive gift i templet med en hjemvendt missionær.

• 5. Få fem børn og et hjem.

• 6. Sende mine børn på mission og på universitetet.

• 7. Blive en bedstemor, der deler småkager ud.

• 8. Forkæle børnebørnene.

• 9. Lære mere om evangeliet og nyde livet.

• 10. Vende tilbage og bo hos min Fader i himlen.

Hvad siger I så? Jeg siger: »Tak, Abby, for at lære mig at have en vision om den plan, vor himmelske Fader har for os hver især.« Læg en plan og efterlev den, så godt I kan. Der kommer vildspor. Der kan mangle en bro hist, I kan af og til støde på forhindringer her, eller I kan vandre og fare vild, men I kan komme tilbage til vejen.

Præsident Thomas S. Monson har sagt: »Hvis I foretager jer noget, der ikke går helt, som I havde planlagt, kan I næsten altid rette op på det.«6 I tror måske, at der ikke findes nogen vej tilbage. Modstanderen smiler ved den tanke. Lad mig forsikre jer om, at der er en vej tilbage. Frelseren har sagt: »Min arm er rakt ud hele dagen lang« (2 Ne 28:32). Han har sagt: »For se, dette er min gerning og herlighed: At tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39). Jeg kan godt lide at tro, at Gud arbejder endnu hårdere end vi for at bringe os tilbage.

For det første forventer han af os, at vi finder vores plads i hans plan og gør alt, hvad vi kan for at følge den ved at adlyde befalingerne og stå på hellige steder. Hvis vores endelige mål er ophøjelse, vil vores plan om at nå dertil begynde at styre hver beslutning, vi træffer. Vi går ikke alene. Han elsker os, og han kender os personligt. Han er involveret i hver eneste detalje i vores tilværelse, og til tider kan vi mærke hans håndaftryk på vores ryg, mens vi går ad vejen.

4. Erkende Faderen og Sønnen

Spørgsmål nr. 4: Hvordan erkender jeg Faderen og hans elskede Søn?

At nå til erkendelse af Faderen og hans Søn er formålet med vores eksistens.

Frelseren sagde, da han bad til Faderen: »Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus« (Joh 17:3).

Laman og Lemuel vidste ikke, »hvordan den Gud, som havde skabt dem, handlede« (1 Ne 2:12). C.S. Lewis har sagt: »Så længe du er stolt, kan du ikke kende Gud«7 Modstanderen ønsker, at vi ikke når til erkendelse af Gud. Han ønsker også, at vi ikke føler for andre, er forvirrede og omgivet af støj, forstyrrelser og hvad som helst, der forhindrer disse stille øjeblikke, hvor vi personligt søger Herren. At engagere sig i noget i ekstrem grad er et andet af Satans redskaber. Kun vi kan sørge for tid nok til at kende Herren.

Når vi er ydmyge, underdanige eller sagtmodige, drages vi nær ham. Francis Webster, der vandrede på den trøstesløse rute i Wyoming sammen med Martins håndkærrekompagni i 1856, sagde til forsvar for gruppen: »Vi kom alle igennem det med den absolutte viden, at Gud lever, for vi blev bekendt med ham i den yderste nød.«8

Vi når til erkendelse af Frelseren, når vi lukker ham ind i vores liv. Vi er mere ivrige efter at tilgive og mere villige til at tjene, når han er en del af vores liv. Når vores hjerte er åbent og modtageligt, bliver vi mere som ham. Da er det, vi opdager, at han har været med os hele tiden. Vi føler fred. Vore prøvelser er ikke længere byrder, men velsignelser, fordi de har banet vejen, der førte os til ham.

»Vi er også stolte af vore trængsler,« sagde Paulus, »fordi vi ved, at trængslen skaber udholdenhed,

udholdenheden fasthed, og fastheden håb.

Og det håb gør os ikke til skamme, for Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som er givet os« (Rom 5:3-5).

C.S. Lewis kalder dem, der er nået til erkendelse af Kristus, »nye mennesker«. Han sagde: »De nye mennesker er spredt her og der over hele jorden … Nu og da støder man på dem. Deres ansigt og deres stemme er anderledes end vores: Stærkere, roligere, gladere, mere strålende. De begynder, hvor de fleste af os holder op … De tiltrækker sig ikke opmærksomhed. Man har det med at tro, at man er venlig mod dem, hvor de i virkeligheden er venlige mod én. De elsker dig meget mere end andre mennesker gør, men de har mindre brug for dig … De lader sædvanligvis til at have masser af tid: Man undrer sig over, hvor den kommer fra …

At blive et nyt menneske betyder at miste det, vi nu kalder ›vores jeg‹. [Og] vi må gå ud af vores jeg og ind i Kristus. Hans vilje må blive vores, og vi må tænke hans tanker.«9

Processen med at erkende det for os selv

At lære Helligånden at kende, at nå til erkendelse af sandheden af Mormons Bog, at nå til erkendelse af den plan, vor himmelske Fader har for hver eneste af os, og at nå til erkendelse af Faderen og Sønnen er en smuk proces.

Der er her en fremgangsmåde i forbindelse med hvert ønske om at nå til en erkendelse. Kan I se det?

Nefi beskrev den fremgangsmåde, da han sagde: »Husker I ikke, hvad Herren har sagt?: Hvis I ikke forhærder hjertet og adspørger mig i tro, overbeviste om at I skal modtage, og med flid i at holde mine befalinger, da skal dette visselig gives til kende for jer« (1 Ne 15:11).

Kan I se processen?

Nefi forklarer os, at processen inkluderer at –

• • have et ydmygt hjerte.

• • bede i tro. Bede om Herrens hjælp gennem bøn.

• • handle med flid for at holde befalingerne og gøre Herrens vilje.

• • anerkende Herrens hånd. Det er sådan, I får det at vide. Når man ser hans hånd i sin tilværelse, er det en bekræftelse på hans kærlighed. Jo mere I anerkender hans hånd i jeres tilværelse, des mere involveret bliver han. Sådan når I til erkendelse af den Frelser, I engang kendte.

Folket ved Mormons vande voksede i tro gennem bøn. De handlede i flid og lærte at overholde sabbatsdagen. De lærte at arbejde med deres hænder og tjene ved at give andre af sig selv både timeligt og åndeligt. Mosijas sønner granskede skrifterne og hengav sig til megen bøn og faste. De betalte prisen for at nå til en erkendelse.

Jeg var imponeret over, at ældste Christensen bad højt og lovede Herren, at hvis han ville åbenbare Mormons Bogs sandhed for ham, ville han vie sit liv til opbyggelsen af riget. Han var flittig, og med sit natlige offer nåede han til en erkendelse.

Abby lagde en plan, og hun følger den med flid. Hendes mål om at vende hjem til sin himmelske Fader vil give sig udslag i hendes daglige beslutninger. Hun er ved at nå til erkendelse af, at Herren har en plan for hende.

At nå til en erkendelse for os selv er et meget personligt anliggende. Og vi oplever måske at nå til en erkendelse adskillige gange i vores tilværelse. Det er processen med at erindre os det, vi engang vidste. Men vid dette: I kender ham faktisk, og hvis I nogensinde tvivler på, om han kender jer, så bare spørg. Primarysangen »Barnets bøn« begynder med: »Himmelske Fader, er du virk’lig der? Hører du og besvarer hver en bøn jeg be’r?«10 Jeg vidner herom: Ja! Det gør han! Herren kan undervise os, når vi spørger. Knæl i bøn og spørg højt: »Er jeg virkelig din søn eller datter? Elsker du mig?« Og lyt så. Der er noget meget ydmygt over at spørge. At spørge er en handling afledt af tro.

Joseph Smith spurgte, som en stor dreng på 14 år, på et smukt sted i New York i byen Palmyra i en hellig lund, i tro om at nå til en erkendelse. Han sagde: »Jeg [så] to personer, og de talte virkelig til mig … jeg havde set et syn; jeg vidste det, og jeg vidste, at Gud vidste det, og jeg kunne ikke fornægte det« (JS-H 1:25). »Og se, efter de mange vidnesbyrd, som er blevet givet om ham, er dette det vidnesbyrd, det seneste af dem alle, som vi giver om ham: At han lever!« (L&P 76:22).

I Jerusalem, ved graven på sabbattens slutning, da det begyndte at gry den første dag i ugen, hilste to engle på Maria Magdalene og den anden Maria på et smukt sted i en have. Englene sagde:

»Frygt ikke! Vi ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede.

Han er ikke her; han er opstået« (se JSO, Matt 28:1-6).

Ved at nå til erkendelse af den opstandne Frelser, Jesus Kristus, når vi til erkendelse af, at han gennem sin forsoning letter enhver smerte. Han bringer lindring og trøst for enhver bekymring. Han kan bære vore byrder og bringe fred til enhver følelse af utilstrækkelighed og ethvert ønske om forandring.

Præsident Ezra Taft Benson har sagt: »Der er intet, der vil forbløffe os mere, end når vi går gennem sløret til den anden side og opdager, hvor godt vi kender vor himmelske Fader, og hvor velkendt hans ansigt er for os.«11 Vi kender ham!

Her på Utah State University er mine Mormons vande. Dette universitetsområde er smukt i mine øjne, for det var her, jeg begyndte at få kundskab om min Forløser. Jeg står stolt frem som et vidne om vor himmelske Fader og Frelseren. Ved Helligåndens kraft ved jeg, at de lever. I er personlige og dyrebare for dem. I kendte dem godt, før I kom til denne jord. Hold fast, mens I går ad vejen. Vor himmelske Faders omfavnelse venter forude. Jeg elsker jer. Jeg beder for jer som hans børn. I Jesu Kristi navn. Amen.

© 2011 Intellectual Reserve, Inc. Alle rettigheder forbeholdes. Engelsk original godkendt: 2/11. Godkendt til oversættelse: 2/11. Oversættelse af Coming to Know. Danish. PD50031652 110

^ Back to top