Præsident Dieter F. Uchtdorf, “Spejlbilledet i vandet”
CES-foredrag for unge voksne • 1. november 2009 • Brigham Young University
Mine kære brødre og søstre, hvis vi tager de to salmer, som vi lige har hørt – Lover den Herre og Gør hvad er ret – og gør dem til mottoet i vores tilværelse, så er vi nået langt på vores vej tilbage til vor himmelske Fader. Hvor er I et vidunderligt skue! For mit indre blik kan jeg forestille mig mange andre smukke ansigter ligesom jeres – unge medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i alle lande verden over. I ligner måske ikke alle sammen fuldstændigt hinanden, men I har så meget tilfælles. Jeg betragter dette som en udsøgt opgave, og jeg er præsident Monson taknemlig for, at han har givet mig denne mulighed for at tilbringe nogle få minutter sammen med jer.
Den grimme ælling
En af tidernes mest elskede historiefortællere var den danske forfatter H.C. Andersen. I et af hans eventyr, »Den grimme ælling«, opdager en andemor, at en af hendes nyligt udrugede ællinger er usædvanlig stor og meget grim. Til at begynde med spekulerer moderen på, om hun har udruget et kalkunæg, men det grimme barn kan svømme lige så godt som hendes andre børn. Derfor konkluderer hun, at det stakkels kræ blot er abnormt og vanskabt.
Men de andre ællinger kan ikke lade det grimme barn være. De straffer ham ubarmhjertigt, hakker på ham, driller ham og gør ham ulykkelig. Til sidst beslutter den grimme ælling, at det vil være bedst for alle, hvis han forlader sin familie, og han stikker af. I løbet af den første bitterkolde vinter på egen hånd fryser den stakkels ælling næsten ihjel, men på en eller anden måde overlever han. På trods af sin mangel på fornødenheder kan han mærke, at han bliver stærkere, og han elsker at sprede sine vinger og tage flyveture, selv om han er alene.
Så en dag ser han en flok majestætiske fugle oppe i luften, hvide som sne, med yndefulde bevægelser, med smukke, lange halse og store, elegante vinger. Åh, hvilke storslåede og lykkelige skabninger! Den grimme ælling længes efter at flyve sammen med dem. Han er bange for, at de kunne finde på at slå ham ihjel, fordi han er så grim. Men han beslutter, at det er bedre end altid at blive hakket på af de andre dyr eller end at fryse ihjel om vinteren. Så derfor letter han og følger dem til en smuk sø, hvor de slår sig ned på vandet.
Da den grimme ælling lander, kigger han ned i vandet og ser et spejlbillede af en pragtfuld svane. Gradvist, ude af stand til at tro på det til at begynde med, bliver den grimme ælling klar over, at det er hans eget spejlbillede! Til sin overraskelse byder de andre svaner ham velkommen, og de bliver endda enige om, at han er den smukkeste og mest majestætiske af alle svanerne. Endelig opdager han, hvem han i virkeligheden er.
De store spørgsmål
Ligesom denne unge svane har de fleste af os på et eller andet tidspunkt følt, at vi ikke helt passede ind. Meget af den forvirring, vi oplever i dette liv, opstår, fordi vi ganske enkelt ikke forstår, hvem vi er. For mange går omkring i deres tilværelse og tænker, at de ikke er meget værd, når de i virkeligheden er elegante og evige skabninger, som er af uendelig værdi og med et potentiale, der overgår vores fatteevne.
At opdage, hvem vi virkelig er, er en del af det store eventyr, vi kalder livet. Menneskehedens største tænkere har spekuleret i det uendelige over disse spørgsmål: Hvor kommer vi fra? Hvorfor er vi her? Hvad sker der, når vi dør? Og hvordan passer alt dette sammen – hvordan giver det mening?
Når vi først begynder at forstå svarene på disse spørgsmål – ikke kun med sindet, men med hjertet og sjælen – begynder vi at forstå, hvem vi er, og vi vil have det som vandreren, der endelig finder hjem. Vi vil føle os som den unge svane, der til sidst opdager, hvem han virkelig er. Alt giver endelig mening.
Udfordringen er, at svarene på disse spørgsmål simpelthen ligger udover menneskets jordiske evne til at udtænke det logisk. Spørgsmål, der har med det åndelige at gøre, kræver åndelige svar. De, der afviser åbenbaring og insisterer på håndgribelige beviser, kan kun spekulere over eller fornægte, at der er et liv før eller efter dette jordiske liv. Følgelig forstår de måske aldrig, hvem de i virkeligheden er, eller hvad livets sande formål er.
Som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er vi imidlertid blevet velsignede med svarene på disse spørgsmål, og vi giver dem frit til alle, der vil lytte. Vi kender dem, ikke på grund af en eller andens kvalificerede gæt, eller fordi vi fandt en videnskabelig forklaring. Vi har svarene, fordi himmelske budbringere har åbenbaret disse hemmeligheder til mennesket. Denne selvsamme kundskab kan enhver på denne jord få, som har et oprigtigt hjerte. Og det kan man ved Helligåndens kraft.
Det er ikke noget ubetydeligt. Gennem tiderne har kejsere og filosoffer ønsket at ofre det halve kongerige for det, som Gud har givet frit i vor tid. Eftersom Gud er barmhjertig og elsker sine børn, har han atter i disse sidste dage fortalt sandheden om, hvor vi kommer fra, hvorfor vi er her, og hvor vi skal hen bagefter.
Mine kære unge venner, denne kundskab gør det muligt for jer at se jeres eget spejlbillede i vandet. Den forsikrer jer om, at I ikke er almindelige, afviste eller grimme. I er noget guddommeligt – smukkere og mere storslåede, end I overhovedet kan forestille jer. Denne kundskab ændrer alt. Den ændrer jeres nutid. Den kan ændre jeres fremtid. Og den kan ændre verden.
Vi er fuldstændig klar over, mine dyrebare unge venner i Kirken, uanset hvor I er, at I står over for mange udfordringer i jeres unge tilværelse. Gennem jeres ledere og min personlige kontakt med jer har jeg lært noget om omfanget af jeres bekymringer. Jeg har ud fra de mange spørgsmål, som jeg har modtaget, valgt blot nogle få, som jeg tror, er blandt de vanskeligere og mere bekymrende, der berører jer unge hellige over hele jordkloden. I dag håber jeg i jeres sind og hjerte at kunne indprente, hvordan en kundskab om, hvem I virkelig er, kan hjælpe jer til på vellykket vis at besejre livets vanskeligste spørgsmål.
At være eller ikke at være
Her er det første spørgsmål: »Jeg er ulykkelig og deprimeret. Sommetider er det som om, at verden ville være et bedre sted, hvis jeg ikke var i den. Hvorfor skulle jeg fortsat leve?«
Tillad mig at være tydelig: Alvorlig depression og tanker om selvmord er ikke en ligegyldig sag og bør tages alvorligt. Jeg beder indtrængende dem, der lider af depression eller tanker om selvmord, om at søge hjælp hos pålidelige fagfolk og kirkeledere. Hvis I kender nogen, der tænker på selvmord, så vær en sand ven og sørg for, at han eller hun får hjælp. I skal vide, at vi elsker jer og ønsker, at det går jer godt, og at I er lykkelige.
Lad det være sagt, at de fleste mennesker til tider har følt sig kede af det eller utilstrækkelige. Det er naturligt at have tidspunkter, hvor man tvivler på sig selv eller er ulykkelig. Spørgsmålet »Hvorfor skulle jeg fortsat leve?« er ganske enkelt en omskrivning af den fordum vending, formuleret af William Shakespeare for 400 år siden, og som siden dengang er blevet udtalt af millioner af Hamlet’er verden over: »At være eller ikke at være: Det er sagen.«1
Men Shakespeare tog fejl – »At være eller ikke at være« er overhovedet ikke sagen. Der er andre muligheder ud over denne enkle modsætning. Jeg ville personligt hellere have Hamlet til at vende sig mod publikum og sige: »Da jeg ved, at jeg er Guds barn, hvad skal jeg gøre og være for at leve op til dette potentiale? Det er sagen.« Nuvel, jeg er klar over, at en sådan redigering fuldstændig ville ødelægge et af tidernes største litterære mesterværker. Ikke desto mindre er det sådan, jeg ville formulere det, hvis jeg skulle skrive et manuskript til jer.
Tænk på, hvor I kommer fra. I er sønner og døtre af det mest storslåede og det herligste væsen i universet. Han elsker jer med en uendelig kærlighed. Han ønsker det bedste for jer. Tror I, at vor Fader i himlen ønsker, at I skal føle jer deprimerede og kede af det? Det ønsker han overhovedet ikke. Han har tilvejebragt befalingerne, som er den kongelige vej til et liv med formål, fred og glæde. Det eneste, vi behøver, er at følge den. At kende og efterleve Guds befalinger fører virkelig til tilfredshed og til glæde.
Vores skæbne er større, end vi kan forestille os. Hvis blot vi forstod, hvem vi er, og hvad der venter os, ville vores hjerte flyde over af en sådan taknemlighed og lykke, at det ville oplyse selv de tungeste bekymringer med lys og kærlighed fra Gud, vor himmelske Fader. Næste gang I føler jer ulykkelige, så husk hvor I kom fra, og hvor I skal hen. Frem for at fokusere på det, der tynger jeres tanker, så vælg at fokusere på det, der fylder jeres sjæl med håb. I vil opdage, at det altid er forbundet med at tjene Gud og vore medmennesker. Husk, at Herren har givet jer sit ord i skrifterne. Bed oprigtigt til ham. Tal dagligt med ham. Lær af ham og følg hans vej. Tjen Gud og tjen jeres medmennesker.
Husk, at der er »en tid til at græde,« men også »en tid til at le, en tid til at holde klage og en tid til at danse« (Præd 3:4). Hvis jeres hjerte har været tynget et stykke tid, er det måske tid til at lukke Guds Søns lys ind i jeres hjerte. Jeg beder jer indtrængende – kig blot ned på vandet og se jeres sande spejlbillede! Erkend det formål, hvormed I blev skabt! Løft jeres ansigt mod den fjerne horisont!
Det er godt for jer at le! Det er godt for jer at være glade! Opløft jeres røst og »pris Herren med sang, med musik, med dans og med en takkebøn og taksigelse« (L&P 136:28).
Jeg kan ikke forestille mig en himmel, der kun er fyldt med alvorlige væsener, der aldrig åbner munden, eller som ikke glæder sig over musik og ikke besøger hinanden. Det er ikke himlen for mig. Jeg er sikker på, at I ikke blev skabt for at tilbringe timer og dage i jeres liv, hvor I er isolerede fra hinanden i bekymring eller fortvivlelse. I blev skabt for at nyde glæde (se 2 Ne 2:25), så lad os prise de nådefulde velsignelser fra en frydefuld og kærlig himmelsk Fader!
I behøver ikke at vente på tilladelse for at fylde jeres hjerte med taksigelse og glæde. Det kan I sagtens selv gøre. Kom sammen som unge – i jeres menigheder, men også med dem i tilstødende stave og distrikter. Dans sammen, studér evangeliet sammen, arbejd sammen, tjen jeres medmennesker sammen – og hav det sjovt, mens I gør det. Det er min oprigtige bøn, at kundskaben om, hvem I er, og hvad I kan blive, vil fylde jeres sjæl med Guds fredsommelige kærlighed, og at det i jer vil tænde en glæde, der er jeres sande arv værdig, for I er i sandhed prinser og prinsesser, konger og dronninger.
Finder jeg nogensinde den eneste ene?
Et andet spørgsmål, vi hører fra jer unge, er: »Jeg er så ensom. Finder jeg nogensinde den eneste ene?« Der er en række ting, som jeg gerne vil sige om dette emne, men lad os begynde med ideen om at finde den ene person, det var meningen, I skulle være sammen med – den ene person, der er perfekt til jer.
Der er en gammel beretning om en ung kvinde på en arkæologisk udgravning, som finder en meget gammelt udseende lampe. Da hun gnubber på den, kommer der en ånd til syne og skænker hende ét ønske. Hun tænker sig om et øjeblik og beder om fred i verden – at mennesker vil elske hinanden og altid leve i fordragelighed.
Ånden overvejer hendes anmodning og siger til sidst: »Det, du beder om, er umuligt. Splittelsen blandt verdens mennesker er for stor og har eksisteret for længe. Du må bede om noget andet. Alt andet end det.«
Den unge kvinde tænker sig igen om og siger: »Et eller andet sted derude er der én person, som det er meningen, at jeg skal være sammen med. Jeg vil gerne finde ham – en, der ser godt ud, er betænksom og har humor, én, der vil hjælpe til i huset, elsker børn, ikke ser sport hele tiden, har et godt job og tænker på min lykke først, én, der vil tage ud og købe ind sammen med mig, og som kommer godt ud af det med min familie.«
Ånden overvejer hendes anmodning, sukker dybt og svarer derpå: »Lad mig se, hvad jeg kan gøre ved verdensfreden.«
Jeg ved, at det kan være en skuffelse for nogle, men jeg tror ikke på, at der findes den eneste ene til jer. Jeg tror, at jeg forelskede mig i min hustru, Harriet, i samme sekund, jeg så hende. Ikke desto mindre tror jeg, at hvis hun havde besluttet sig for at blive gift med en anden, ville jeg have mødt og være blevet forelsket i en anden. Jeg er evigt taknemligt for, at det ikke skete, men jeg tror ikke, at hun var min eneste chance for lykke i dette liv, ej heller var jeg hendes.
En anden fejl I let kan begå, når I dater, er at forvente fuldkommenhed hos den person, I er sammen med. Sandheden er, at de eneste fuldkomne mennesker, I måtte kende, er dem, I ikke kender særlig godt. Alle er i besiddelse af ufuldkommenheder. Nuvel, jeg foreslår ikke, at I sænker jeres standard og gifter jer med en, som I ikke kan blive lykkelige med. Men en af de ting, som jeg er blevet klar over, efterhånden som livet har modnet mig, er, at hvis nogen er villig til at acceptere mig – ufuldkommen som jeg er – så bør jeg på samme måde være tålmodig med hensyn til andres ufuldkommenheder. Eftersom I ikke finder fuldkommenhed hos jeres partner, og jeres partner ikke finder det hos jer, er jeres eneste chance for fuldkommenhed at skabe fuldkommenhed sammen.
Der findes dem, der ikke gifter sig, fordi de føler, at der mangler »magi« i deres forhold. Med »magi« antager jeg, at de mener gnister af tiltrækning. At blive forelsket er en vidunderlig følelse, og jeg vil aldrig råde jer til at gifte jer med en, I ikke elsker. Ikke desto mindre – og det er endnu en ting, der sommetider er svær at acceptere – er det sådan, at den magiske gnist behøver vedvarende polering. Når det magiske varer ved i et forhold, er det, fordi parret får det til at ske, ikke fordi det på mystisk vis dukkede op på grund af en eller anden kosmisk kraft.
Helt ærligt, så kræver det arbejde. For at et hvilket som helst forhold kan overleve, medbringer begge parter deres egen magi og bruger den til at holde liv i deres kærlighed. Selv om jeg har sagt, at jeg ikke tror på den eneste ene for nogen, så ved jeg dette: Når I først forpligter jer til at gifte jer, bliver jeres ægtefælle jeres eneste ene, og det er jeres pligt og ansvar at arbejde hver dag på at bevare det. Når I først har forpligtet jer, er jeres søgen efter den eneste ene slut. Vore tanker og handlinger vender sig fra at søge til at skabe.
Men hvad med dem, der er fortvivlede over, om de nogensinde finder en evig ledsager? For det første, så giv ikke op. Tag til aktiviteter, mød mennesker og gør alt, hvad I kan. Jeg ved, at dating kan være barsk. Afvisning er noget af det mest smertefulde, vi kan opleve. Tro mig, jeg ved, hvordan det føles. Jeg blev forelsket i Harriet, længe før hun blev forelsket i mig.
Men det hindrede mig ikke – overhovedet ikke. Jeg fandt ud af, hvordan jeg kunne være på samme sted som hende. Når jeg omdelte nadveren i Kirken, arrangerede jeg det, så jeg gav den til hendes familie. Jeg ydede mit bedste for at gøre indtryk på hende, men jeg tror, hun fandt mig lidt umoden. Hun oplevede ganske enkelt ingen gnist. Jeg var fortvivlet over, om jeg nogensinde kunne overbevise hende om, at jeg kunne være mere end en ven.
Jeg tog væk, meldte mig til luftvåbenet og rejste derpå over på den anden side af jordkloden for at deltage i en pilotuddannelse i USA. Det var først, da jeg vendte tilbage til Tyskland efter at have fuldendt min uddannelse til jagerpilot – mange år efter, jeg første gang mødte hende – at denne unge smukke kvinde kiggede på mig og sagde disse magiske ord, som jeg sådan havde længtes efter at høre: »Du er blevet mere moden, siden jeg sidst så dig.«
Efter det tøvede jeg ikke, og inden for nogle få måneder blev jeg viet til den kvinde, som jeg havde elsket i lang, lang tid.
Så giv ikke op, søskende. Bare fordi I er blevet afvist en gang eller to – eller tre eller fire eller et par hundrede gange – så bliv ikke fortvivlede. Brødre, hemmeligheden ved at finde jeres drømmepige er at lære mange af dem at kende, og når I så bliver forelskede og føler, det er rigtigt, så spørg hende, om hun vil gifte sig med jer. Hvis hun siger nej, fortsætter I med at søge og bede, indtil I til syvende og sidst når til templets alter med jeres unge kvinde. I må bare ikke give op.
Nu til jer, søstre, vær nænsomme. Det er i orden, hvis I afviser forespørgsler om dates eller et frieri. Men vær søde at gøre det nænsomt. Og brødre, begynd nu at spørge! Der er alt for mange af vore unge kvinder, der aldrig går på date. Gå ikke ud fra, at visse piger aldrig vil gå ud med jer. Sommetider undrer de sig over, at ingen inviterer dem ud. Bare spørg, og vær forberedte på at gå til den næste, hvis svaret er nej.
En af tendenserne, som vi ser i nogle dele af verden, er, at vore unge kun »hænger ud« i store grupper frem for at date. Selv om der ikke er noget galt i at mødes ofte med andre jævnaldrende, ved jeg ikke, om man virkelig kan lære en person at kende, når man altid befinder sig i en gruppe. En af de ting, som I er nødt til at lære, er, hvordan man fører en samtale med en af det modsatte køn. En storartet måde at lære det på er ved at være alene med én – tale sammen uden et sikkerhedsnet, så at sige.
Dates behøver ikke – og bør i de fleste tilfælde ikke – være dyre og overplanlagte foretagender. Da min hustru og jeg flyttede fra Tyskland til Salt Lake City, var en af de ting, der overraskede os mest, den komplicerede og til tider stressende proces de unge havde udviklet i forbindelse med at spørge om og sige ja til en date.
Slap af. Find enkle måder at være sammen på. En af mine yndlingsmetoder, da jeg var ung og var på udkig efter en date, var at følge en ung pige hjem efter et kirkemøde. Husk, at jeres mål ikke bør være at optage en video af jeres date, som ses af en million på YouTube. Målet er at lære en person at kende og lære, hvordan man udvikler et meningsfuldt forhold med en af det modsatte køn.
Nuvel, der findes blandt jer dejlige unge medlemmer af Kirken nogle, der måske aldrig bliver gift. Selv om de er værdige på enhver måde, finder de måske aldrig én, som de i dette liv bliver beseglet til i Herrens tempel. Der er ingen måde, hvorpå de, der ikke har oplevet denne fortvivlelse, virkelig kan forstå den ensomhed og smerte, som man kan føle. Jeg kender til mange kvinder, som mere end noget andet ønsker at blive hustru og mor, og de kan ikke forstå, hvorfor deres bønner aldrig er blevet besvaret. Der er mange enlige mænd, som af en eller anden grund også befinder sig alene.
For det første vil jeg fortælle jer, at jeres bønner bliver hørt. Jeres Fader i himlen kender jeres hjertes ønsker. Jeg kan ikke fortælle jer, hvorfor én persons bøn bliver besvaret på den ene måde, mens en andens besvares anderledes. Men dette kan jeg fortælle jer: Jeres hjertes retskafne ønsker vil blive opfyldt.
Nogle gange kan det være svært at se noget som helst længere væk end vejen lige foran os. Vi er utålmodige og vil ikke vente på en fremtidig opfyldelse af vore største ønsker. Ikke desto mindre er dette livs korte tidsrum intet i sammenligning med evigheden. Og hvis blot vi kan håbe og udøve tro og med glæde holde ud til enden – og jeg siger med glæde holde ud til enden – så vil vi dér, i den himmelske fremtid, få opfyldt vores hjertes retskafne ønsker samt så meget mere, så vi knapt nok kan fatte det nu.
I mellemtiden skal I ikke vente på, at en anden skal fuldkommengøre jeres liv. Hold op med at tvivle på jer selv og undre jer over, om der er noget galt med jer. Søg i stedet at nå jeres potentiale som Guds barn. Stræb efter at lære. Bliv involverede i en meningsfyldt karriere og stræb efter tilfredsstillelse ved at tjene andre. Brug jeres tid, jeres talenter og jeres ressourcer til at forbedre jer selv og velsigne dem omkring jer. Alt dette er en del af jeres forberedelse til at få en familie. Fordyb jer selv i jeres menighed og stræb efter at højne jeres kaldelse, uanset hvad den er.
Det store formål med denne jordiske eksistens er at lære at elske vor himmelske Fader fuldstændigt samt vores næste som os selv. Hvis vi gør det af al vores kraft, sind og styrke, bliver vores evige skæbne herlig og storslået, langt mere end vi kan forestille os. Vær trofaste, og alt vil ordne sig for jer. Det er hans evige løfte til alle, der elsker og ærer ham.
Kan jeg forblive trofast?
Et tredje spørgsmål, I unge har, er: »Kan jeg forblive trofast?« Der findes dem, der har tvivl om Gud eller Kirken. Andre giver efter for fristelse, der lokker dem væk fra sikkerheden ved disciplens lige og snævre sti.
Da jeg var pilot, så jeg ofte et interessant vejrfænomen, når jeg fløj mellem Europa og Afrika. Det kaldes den intertropiske konvergenszone – en stribe af tordenstorme, der bevæger sig nord og syd hen over ækvator, og som fylder horisonten med bølgende, truende søjler af skyer.
Jeg kunne næppe se på disse skyer uden at blive fascineret af deres skønhed og storhed. De tårnede sig op i massive, sorte formationer, og i dem glimtede lynene med strålende lys fra den ene ende til den anden i et ubeskriveligt rasende ildhav. Hvilket strålende og fascinerende syn!
Men hvad tror I, piloter gør, når de nærmer sig disse storme? De undgår dem – uanset hvor smukke og fængslende de er. Når fugtigheden stiger i skyerne, begynder den at fryse og danner hagl på størrelse med fodbolde, der kan gennemhulle metal samt ødelægge et fly. Alvorlige turbulenser og elektriske udladninger kan lamme flyet og dets systemer.
Gælder det samme princip ikke også, når I ser noget, der kan forårsage åndelig skade? Fristelse ville ikke være fristelse, hvis den ikke forekom tiltrækkende, fascinerende eller sjov. Men ligesom piloten, der nærmer sig en storm, må I lære at undgå den, uanset hvor smuk eller fængslende den ser ud.
Eftersom vor himmelske Fader elsker sine børn, har han givet os befalinger om at holde os på sikker afstand af disse skadelige storme. Han tvinger ikke nogen af sine børn til at følge sin vej. Han tillader og forventer, at I vælger selv. Men vid dette: Nogle valg fører til undergang. Så vælg det rette.
Jeg føjer mit vidnesbyrd til koret af advarselsrøster mod det frygtelige problem, pornografi. Undgå det. Hold jer fra det. De samme ord, som vi anvendte til at uddanne vore piloter med hensyn til tordenstorme, siger jeg nu til jer om pornografi: »Undgå det, undgå det, undgå det!«
Antag ikke, at I kan stikke flyets næsetip bare en lille smule ind i stormen – flirt ikke med pornografi. Husk, at de mest afskyelige og ødelæggende ting ofte kan synes attraktive til at begynde med. Undgå det, som kan bringe jer i fare.
Er det sandt?
Nu til næste spørgsmål. Hvad med tvivl og spørgsmål? Hvordan finder I ud af, at evangeliet er sandt? Er det i orden at have spørgsmål angående Kirken eller dens lære? Mine kære unge venner, vi er et spørgelystent folk, for vi ved, at spørgsmål fører til sandhed. Det er den måde, hvorpå Kirken fik sin begyndelse – fra en ung mand, som havde spørgsmål. Faktisk er jeg ikke sikker på, hvordan man kan finde frem til sandheden, hvis man ikke stiller spørgsmål. I skrifterne finder I næppe en åbenbaring, der ikke er kommet som svar på et spørgsmål. Når som helst et spørgsmål dukkede op, og Joseph Smith ikke var sikker på svaret, henvendte han sig til Herren, og resultatet er de vidunderlige åbenbaringer i Lære og Pagter. Ofte modtog Joseph en kundskab, der rakte langt ud over det oprindelige spørgsmål. Det er, fordi Herren ikke kun kan besvare de spørgsmål, vi stiller, men endnu vigtigere kan han give os svar på de spørgsmål, som vi burde have stillet. Lad os lytte til de svar.
Kirkens missionærindsats er baseret på ærlige undersøgere, der stiller dybtfølte spørgsmål. Spørgsmål er vidnesbyrdets arne. Nogle føler sig flove eller uværdige, fordi de har tankefulde spørgsmål angående evangeliet, men de behøver ikke føle sådan. Det er ikke et tegn på svaghed at stille spørgsmål, det er en forløber for udvikling.
Gud befaler os at søge svar på vore spørgsmål (se Jak 1:5-6) og beder blot om, at vi søger »af et oprigtigt hjerte, med oprigtig hensigt, idet I har tro på Kristus« (Moro 10:4). Når vi gør det, kan sandheden af alt tilkendegives for os »ved Helligåndens kraft« (Moro 10:5).
Frygt ikke, stil spørgsmål. Vær nysgerrige, men tvivl ikke! Hold altid fast ved tro og ved det lys, som I allerede har modtaget. Fordi vi ser ufuldkommenhed i det jordiske liv, er det ikke alt, der giver mening lige nu. Faktisk ville jeg mene, at hvis alt gav mening for os, ville det være et bevis på, at det hele var opfundet af et menneskesind. Husk, at Gud har sagt:
»For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje …
for så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres planer« (Es 55:8-9).
Ikke desto mindre ved I, at et af jordelivets formål er at blive mere som vor himmelske Fader, i jeres planer og jeres veje. Set ud fra det perspektiv kan en søgen efter svar på jeres spørgsmål bringe jer nærmere Gud og styrke jeres vidnesbyrd i stedet for at ryste det. Det er sandt, at »tro er ikke … en fuldkommen kundskab« (Alma 32:21), men når I udøver jeres tro og anvender evangeliets principper hver dag i enhver situation, vil I smage evangeliets søde frugter, og ved den frugt vil I kende til sandheden af det (se Matt 7:16-20; Joh 7:17; Alma 32:41-43).
I er evige
Selvfølgelig vil der altid være røster, der fortæller jer, at I er tåbelige, når I tror, at I er svaner, og som insisterer på, at I blot er grimme ællinger, og at I ikke kan forvente at blive andet.
Men I ved bedre. På grund af en barmhjertig Guds åbenbarede ord har I set jeres virkelige spejlbillede i vandet, og I har følt den evige herlighed ved den guddommelige ånd i jeres indre. I er ikke almindelige væsener, mine elskede unge venner over hele verden. I er herlige og evige.
Uanset jeres omstændigheder og prøvelser i livet tilskynder jeg jer til at huske, hvem I er, hvor I kommer fra, og hvor I skal hen – for svarene på disse spørgsmål giver jer i sandhed tillid og vejledning i livet.
Jeres himmelske Fader lever. Han kender jer. Han taler til jer i disse sidste dage ved profeter og apostle. Præsident Thomas S. Monson er Herrens profet på jorden i vor tid. Kirken ledes af Frelseren, ja, selveste Jesus Kristus. Jeg ved dette. Han er overhovedet for denne kirke.
I dag taler jeg måske til jer i ufuldkommenhed – og med tysk accent – men jeg lover jer, at de ord, som I føler i jeres hjerte, i jeres sind og i jeres sjæl, kommer til jer gennem Helligåndens veltalenhed, renhed og kraft. Og ved Helligåndens kraft kan I kende sandheden af alt.
Søskende – mine kære unge venner – jeg elsker jer. Jeg elsker jer af hele mit hjerte. Jeg er taknemlig for jer. Jeg er taknemlig for jeres godhed. Som Herren Jesu Kristi apostel, han, som er vor Frelser, velsigner jeg jer personligt og kollektivt med, at I må forstå, hvem I virkelig er, og hvad I må gøre og være for at leve en lykkelig og tilfredsstillende tilværelse.
Det er min bøn og velsignelse, at når I ser på jeres spejlbillede, vil I være i stand til at se ud over ufuldkommenheder og tvivl om jer selv og erkende, hvem I virkelig er: Den almægtige Guds strålende sønner og døtre. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.
© 2009 Intellectual Reserve, Inc. Alle rettigheder forbeholdes. Engelsk original godkendt: 10/08. Godkendt til oversættelse: 10/08. Oversættelse af The Reflection in the Water. Danish. PD50013492 110
^ Back to top