Store forventninger

Præsident Thomas S. Monson

CES-foredrag for unge voksne • 11. januar 2009 • Brigham Young University

Præsident Thomas S. Monson Mine kære unge venner, den ånd, der gennemtrænger dette møde her i Marriott Center på Brigham Young University og hundredvis af andre steder over hele verden, afspejler jeres styrke, jeres hengivenhed og jeres fortræffelighed. Jeg er taknemlig over at være sammen med jer denne aften. I får mig til at tænke på ordene, som digteren Henry Wadsworth Longfellow skrev:

Hvor smuk er ikke ungdommen! Hvor skinner den klart,
du er så fuld af håb, ambitioner og drømme!
En bog af begyndelser, en historie uden ende,
Hver kvinde en heltinde, og hver mand en ven.¹

Foruden at være sammen med alle jer så glæder jeg mig over i aften at være sammen med flere familiemedlemmer.

For nylig læste jeg igen en af mine yndlingsbøger, Store forventninger af Charles Dickens. I, der har læst denne klassiker, mindes, at Dickens taler om en ung dreng ved navn Phillip Pirrip, bedre kendt som Pip. Lille Pip var en forældreløs dreng, som ikke kunne huske nogensinde at have set sin mor eller far. Han havde alle drenges ønsker. Han ønskede af hele sit hjerte, at han var lærd. Han ønskede, at han var en gentleman. Han ønskede, at han var mindre uvidende. Og dog syntes alle hans ambitioner og al hans håb dømt til at mislykkedes, indtil en sagfører fra London ved navn Jaggers en dag henvender sig til lille Pip og fortæller ham, at en ukendt velgører har testamenteret en formue til ham. Så sagde sagføreren, at lille Pip var »en ung mand med store forventninger.«²

Når jeg i dag overvejer, hvem og hvad I er, hvem og hvad I kan blive, så siger jeg til jer, som den sagfører sagde om Pip: I har store forventninger – ikke på grund af en ukendt velgører, men på grund af en kendt velgører – ja, vor himmelske Fader – og der forventes meget af jer.

Forbered jer til livets løb

Mange af jer her i aften nærmer jer afslutningen af jeres formelle uddannelse. (Det skal vi snart fejre.) Andre har flere perioder med akademisk forberedelse foran jer. Hver af os deltager i det, der kunne kaldes livets løb.

Forfatteren til Prædikerens Bog skrev: »Løbet afhænger ikke af de hurtige, krigen ikke af de tapre« (Præd 9:11), men af ham, der holder ud til enden. Livets løb er så vigtigt, præmien så værdifuld, at der nødvendigvis må lægges stor vægt på tilstrækkelig og omhyggelig forberedelse.

Når vi overvejer den evige natur af vore valg, er forberedelse en afgørende faktor i vores liv. Dagen kommer, hvor vi ser tilbage på vores forberedelsestid og er taknemlig for, at vi gjorde tilstrækkeligt.

For mange år siden, før jeg blev kaldet til De Tolvs Kvorum, havde jeg mulighed for at tale ved en erhvervskonference i Dallas i Texas – også kendt som »kirkernes by«. Efter konferencen tog jeg på en rundvisning med bus i byens forstæder. Når vi passerede de smukke kirker, kommenterede vores chauffør: »Til venstre ser I metodisternes kirke« eller »her til højre ligger den katolske domkirke.« Da vi passerede en smuk, rød murstensbygning på en bakketop, informerede chaufføren os: »I den bygning mødes mormonerne.«

En kvindes stemme bagest i bussen spurgte: »Chauffør, kan du fortælle os noget om mormonerne?« Chaufføren kørte ind til siden af vejen, vendte sig omkring og svarede: »Min frue, det eneste, jeg ved om mormonerne, er, at de mødes i den røde murstensbygning. Er der nogen i bussen, som ved noget om mormonerne?«

Jeg stirrede på hver persons ansigtsudtryk for at finde en antydning af genkendelse, et ønske om at kommentere. Jeg så intet – intet tegn. Så erkendte jeg sandheden af udsagnet: »Når tiden til beslutningen kommer, er tiden til forberedelse forpasset.« I det næste kvarter fik jeg privilegiet at aflægge, som Peter udtrykte det, »regnskab for det håb i har« (1 Pet 3:15). Den dag fik jeg meget større værdsættelse af forberedelse.

Faktisk begyndte jeres forberedelse, mine unge venner, ikke den dag, hvor I trådte ind til jeres første forelæsning på universitetet. Den begyndte længe før, I nogensinde kom til jorden, da vi boede som åndelige børn hos vor himmelske Fader. Jeg er så taknemlig for, at han i sin visdom har givet os en optegnelse, i Abrahams Bog, hvor han fortæller os noget om den tilværelse:

»Se, Herren havde vist mig, Abraham, de intelligenser, som var blevet organiseret, før verden blev til; og blandt alle disse var der mange af de ædle og store;

Gud så disse sjæle, at de var gode, og han stod midt iblandt dem og sagde: Disse vil jeg gøre til mine herskere; for han stod blandt dem, som var ånder, og han så, at de var gode; og han sagde til mig: Abraham, du er en af dem; du blev udvalgt, før du blev født.

Og imellem dem stod der én, som var Gud lig, og han sagde til dem, der var sammen med ham: Vi vil stige ned, for der er rum der, og vi vil tage af disse materialer, og vi vil danne en jord, hvorpå disse kan bo.

Og vi vil prøve dem hermed for at se, om de vil gøre alt, hvad Herren, deres Gud, vil befale dem;

og de, der består deres første prøvestand, skal gives mere; og de, der ikke består deres første prøvestand, skal ikke få herlighed i det samme rige som dem, der består deres første prøvestand; og de, der består deres anden prøvestand, skal få tildelt herlighed på deres hoved for evigt og altid« (Abr 3:22-26).

I vor himmelske Faders visdom blev I og jeg så født her på jorden og budt velkommen i en kærlig familie.

Jeg holder pause her for at fortælle jer, hvor meget jeres familie beder for jer. De bekymrer sig for jer. De ønsker at vide, hvordan I klarer jer. De elsker jer så højt. Skuf dem ikke.

Herren fortæller os i Lære og Pagter, at der i de første otte år af vores liv ikke gives Satan magt til at friste os som små børn (se L&P 29:46-47). Vi fik otte års forspring over for Lucifer.

Herren gav denne oplysning til profeten Joseph Smith tilbage i 1830. I vor egen tid har en berømt videnskabsmand og forsker, dr. Glenn Doman, som næsten garanteret aldrig har hørt om den citerede åbenbaring, og som gennem sin forskning er nået frem til konklusionen, at »et nyfødt barn næsten er en tro kopi af en computer, selv om det er den langt overlegen på næsten enhver måde.

Det, der indpodes i et barns hjerne i de første otte år af dets liv, bliver der sikkert altid. Hvis man indpoder misinformationer i dets hjerne i denne periode, er det ekstremt vanskeligt at fjerne dem igen.« Han mente, at den mest modtagelige alder i et menneskes liv er mellem to og tre år.³

I spørger måske: »Hvorfor understreger præsident Monson dette? Vores første otte års indlæring er for længst overstået.« Men I, mine brødre og søstre, skal være forældre en dag, og I vil ønske at understrege betydningen for jeres børn og for kommende generationer af efterkommere af den første otteårs periode.

Når jeg tænker på nogle af de ting, som I og jeg uden tvivl gjorde som børn, teenagere og unge voksne, så synes jeg, at det nogle gange er utroligt, at vore forældre overlevede, og at de ikke blev sindssyge. En kvinde, som havde oplevet en meget udfordrende formiddag, hvor hun forsøgte at holde styr sine på børn, følte, at hun var ved at blive sindssyg.

Hendes lille søn Matthew kom hen til hende og sagde smilende: »Mor, kan du huske den vase, som din bedstemor gav til din mor, og som hun gav til dig, og som du altid er bange for, at jeg skal ødelægge?«

»Ja,« sagde hun.

»Tja,« svarede Matthew, »du behøver ikke være bange mere!«

Forbered jer akademisk

Mine brødre og søstre, I er begyndt endnu en betydelig forberedende periode, så I kan kvalificere jer til livets løb. Jeg taler om akademisk forberedelse. Det er vigtigt, for det er her, at vi lærer de lektier, som vil hjælpe os med at møde udfordringerne i denne verden i forandring, som vi lever i.

Hvis nogen for blot et par generationer siden søgte en ansvarsfuld stilling i erhvervslivet, så ville personalechefen sikkert spørge ham: »Er du villig til at arbejde hårdt? Er du sund og rask?« Og hvis svarene på disse spørgsmål var »ja,« så var der gode chancer for at blive ansat.

Sådan er det selvfølgelig ikke i dag. Hvis nu ens ansøgning – som normalt indsendes elektronisk – bliver udvalgt til en personlig samtale, så vil en moderne personalechef stille spørgsmål i denne retning: Hvilken eksamen har du? Hvad kan du bidrage til vores firma? Hvilke computerprogrammer kender du indgående?

Yd den nødvendige indsats

For mange år siden havde jeg mulighed for at undervise på universitetet, og jeg husker, at nogle studerende syntes at vide, hvor de ville hen. De var flittige, de havde planer, de havde mål, og de arbejdede hen mod at opnå disse planer og mål. Men andre studerende virkede ligeglade. De syntes at drive tilfældigt af sted på havet, hvor nederlagets bølger truer med at opsluge dem. Først bliver de dovne, så modløse, og så ligeglade og endelig forlader de skolen.

En sådan studerende, som forlod studiet, kom hjem til sin mor og sagde: »Mor, jeg har droppet skolen. Nu vil jeg klare mig selv i verden.« Han pakkede sin kuffert og drog ud for at møde livet. Efter tre ugers favntag med livet, ringede han til sin mor. »Mor,« sagde han, »kan du huske, at du fortalte mig, da jeg rejste hjemmefra, at hvis jeg forlod skolen, kunne jeg ikke finde arbejde? Du tog helt fejl. Jeg har kun været hjemmefra i tre uger, og jeg har allerede haft seks job!«

I jeres søgen efter det bedste, kræves der virkelig en indsats. »For husk, at den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt, og den, der sår rigeligt, skal også høste rigeligt.« (2 Kor 9:6).

Livet er som et hav, hvorpå den stolte gøres ydmyg, den skulkende stilles til skue, og lederen åbenbares. For at sejle trygt og nå den ønskede havn, må man have ajourførte søkort ved hånden. Man må lære af andres erfaringer, stå fast på principper, udvide sine interesser, være forstående over for andres ret til at sejle på det samme hav og være pålidelig i udførelsen af sin pligt.

Jeres indsats i skolen har en mærkbar virkning på jeres muligheder, når I forlader skolen. Når I kæmper for at opnå gode karakterer, så glem ikke betydningen af virkelig at lære at tænke. Den store industrimand Henry Ford sagde: »En uddannet mand er ikke én, hvis hukommelse er trænet til at huske nogle få årstal – det er én, der kan udrette noget. En mand, der ikke kan tænke, er ikke en boglig dannet mand, uanset hvor mange akademiske grader han har opnået. At tænke er det vanskeligste arbejde, nogen kan gøre – og det er sikkert grunden til, at vi har så få tænkere.«⁴

Forbered jer åndeligt

Mere betydningsfuld end vores tid med akademisk forberedelse er spørgsmålet om åndelig forberedelse. Vi må selv erhverve et personligt vidnesbyrd om Jesu Kristi evangelium, og det vidnesbyrd vil være et anker for vores sjæl.

I denne spørgende og usikre periode i jeres tilværelse kan nogle måske spørge, ligesom Pilatus, den romerske statholder i Judæa på Kristi tid: »Hvad er sandhed?« (Joh 18:38). Og atter vender vi os til åbenbaringerne for at få vejledning.

»Det, der ikke opbygger, er ikke af Gud, og er mørke.

Det, der er af Gud, er lys« (L&P 50:23-24).

Tusinder af ærlige, søgende sjæle konfronteres stadig af dette skarpsindige spørgsmål, som rungede i Joseph Smiths sind, mens han gennemgik erklæringerne fra kirkerne i hans lokalsamfund om, hvem der havde ret, og hvem der tog fejl. Joseph sagde:

»Midt i denne krig på ord og tumult på grund af forskellige meninger, sagde jeg ofte til mig selv: Hvad kan man stille op? Hvilke af alle disse samfund har ret, eller har de alle sammen uret? Hvis et af dem har ret, hvilket er det da, og hvordan finder jeg ud af det? ...

Omsider kom jeg til den slutning, at jeg enten måtte forblive i mørke og vildrede eller også følge Jakobs anvisning og bede til Gud« (JS–H 1:10, 13).

Han bad. Resultaterne af den bøn beskrives bedst med Josephs egne ord. I kender dem: Jeg så »to personer, hvis glans og herlighed trodser enhver beskrivelse, stående over mig i luften. Den ene af dem talte til mig, kaldte mig ved navn og sagde, mens han pegede på den anden: Det er min elskede Søn. Hør ham!« (JS–H 1:17. Joseph lyttede; Joseph lærte. Hans spørgsmål var blevet besvaret.

For dem, der ydmygt søger, er der ingen grund til at snuble eller falde på vejen, der fører til sandhed. Den er klart markeret af vor himmelske Fader. Vi må først have et ønske om selv at vide det. Vi må studere. Vi må bede. Vi må gøre Faderens vilje. Og så skal vi lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre os fri. Guddommelig velvilje følger dem, der ydmygt søger den. Det er et løfte, som jeg efterlader hos jer. Tænk over det.

Husk at tvivl og tro ikke kan eksistere i det samme sind på samme tid, for den ene vil drive den anden væk. Og hvor tvivl ødelægger, så styrker troen. Med tro kommer man nærmere Gud og hans formål.

Præsident David O. McKay sagde ofte: »Menneskets jordiske eksistens er blot en prøve for at se, om det vil koncentrere sin indsats, sit sind, sin sjæl om det, som bidrager til den fysiske sides behagelighed og tilfredsstillelse, eller om det vil gøre det til sit livs søgen at opnå åndelige kvaliteter.«⁵

Tro kendetegner et mål af tillid, ja, en tiltro til vor Skabers ord.

Og hvis I tvivler i jeres tanker, så husk rådet fra præsident Stephen L. Richards, en tidligere rådgiver i Det Første Præsidentskab, som erklærede: »Sig blot til disse skeptiske, foruroligende, oprørske tanker: ›Jeg agter at holde fast ved min tro, ved mit folks tro. Jeg ved, at lykken og glæden findes her, og jeg forbyder jer, agnostiske, tvivlende tanker, at ødelægge min tros hus. Jeg anerkender, at jeg ikke forstår skabelsens processor, men jeg accepterer deres kendsgerning. Jeg vedgår, at jeg ikke kan forklare Bibelens mirakler, og jeg forsøger heller ikke at gøre det, men jeg anerkender Guds ord. Jeg var ikke sammen med Joseph, men jeg tror ham. Min tro er ikke kommet til mig ved hjælp af videnskaben, og jeg vil ikke tillade såkaldt videnskab at tilintetgøre den.‹«⁶

Når jeres forberedende periode i skolen nærmer sig afslutningen, og I begynder på livets store løb, må jeg så foreslå nogle vink, der kan hjælpe jer med at opnå jeres store forventninger.

Undgå livets faldgruber

For det første, undgå faldgruberne på vejen. Undgå omveje, der kan berøve jer jeres celestiale belønning. I kan genkende dem, hvis I vil. De kan lyde: »Åh, blot denne ene gang betyder ikke noget« eller »mine forældre er så gammeldags.«

Dårlige vaner kan også blive sådanne faldgruber. I begyndelsen kan vi knække dem, hvis vi vil. Senere ville vi knække dem, hvis vi kunne. John Dryden, en indflydelsesrig engelsk digter og forfatter i det 17. århundrede, sagde:

Dårlige vaner vokser umådeligt,
små vandløb bliver til floder, og floder løber ud i havet.⁷

Gode vaner er på den anden side sjælens muskler. Jo mere I bruger dem, jo stærkere bliver de.

Vor himmelske Fader har rådet os til at søge efter alt, der »er dydigt, elskeligt, værd at tale godt om eller rosværdigt« (TA 1:13). Eftergivenhed, umoral og stærkt gruppepres kaster mange ud på syndens hav, hvor de lider skibbrud på de tabte muligheders, de spildte velsignelsers og de knuste drømmes skarpe rev.

Alt, hvad du læser, lytter til eller ser, påvirker dig.

Undgå alt, som har lighed med pornografi. Det er farligt og vanedannende. Hvis du fortsætter med at se pornografi, bliver din ånd ufølsom, og din samvittighed nedbrydes.

Vær ikke bange for at gå midt under en film, slukke for fjernsynet eller skifte kanal på radioen, hvis det, som de byder på, ikke lever op til din himmelske Faders standarder. Kort sagt, hvis du nærer tvivl om, hvorvidt en bestemt film, bog eller anden form for underholdning er passende, så lad være med at se den, lad være med at læse den, lad være med at tage del i det.

Vær standhaftige i jeres mål

For det andet, pas på den prangende premiere og den slørede slutning. Jeg elsker den enkle visdom, der udtrykkes i dette enkle digt af en ukendt forfatter. Jeg tror ikke, at det er et litterært mesterværk, men I kan forstå det.

Bliv ved din opgave, til opgaven er færdig.
Mange begynder, men få slutter værdig.
Ære, magt og ros fra vor Fader og Gud
kommer altid til den, der holder ud.

Bliv ved din opgave, til opgaven er færdig.
Bøj dig, sved lidt og arbejd ihærdig,
for ud af dit arbejdes sved og smil
kommer livets sejr efter mange mil.⁸

Formel »A« er interessant: »Arbejdsomhed anerkendes af alle – allesteds afvises arbejdssky.« Villighed til at arbejde skaber evnen til yde en konstant indsats for at opnå et givent mål.

Jeg har altid været en ivrig sportsfan. Jeg husker tydeligt en sportsjournalist, som lovpriste en fantastisk præstation fra Y.A. Tittle, en af de største professionelle quarterback i amerikansk fodbold gennem tiderne. Han sagde:

»Dette bliver kampens afgørende øjeblik. Tittle griber kastet fra midten; han trækker sig baglæns for at kaste, men forsvarslinjen foran ham holder ikke. Det ser ud til, at kampen er forbi.

Vent! Vent! Tittle har undgået dem, der angreb ham; han ligger langt bag ved linjen. Han trækker armen tilbage for at kaste, og han kaster langt. Bolden gribes bag mållinjen, og der er touchdown.

Det var en fantastisk ekstra indsats fra Y.A. Tittle.«

I livets kamp kræves der ofte en ekstra indsats. Det lykkelige liv indvarsles ikke i nogen alder til lyden af trommer og trompeter. Det kommer til os langsomt år efter år, lidt efter lidt, indtil vi til sidst erkender, at vi har det. Det opnås ved en vis mængde arbejde udført så godt, at vi trygt kan hæve hovedet og se verden i øjnene.

Følg Christopher Columbus’ eksempel. Hør en side fra hans logbog på den første rejse. Dag efter dag, hvor de håbede at finde land, men aldrig fandt det, skrev han ganske enkelt: »I dag sejlede vi videre.«⁹ Udholdenhed giver rige belønninger.

Hjælp andre

For det tredje, hjælp andre i deres livs løb. Husk, at når du hjælper en anden op ad bjerget, så kommer du selv lidt nærmere toppen. Prøv at se på din bror eller din søster i det rette perspektiv. En mand sagde: »Jeg så på min bror gennem kritikkens mikroskop, og jeg sagde: ›Hvor ser min bror grov ud.‹ Så så jeg på min bror gennem foragtens teleskop, og jeg sagde: ›Hvor ser min bror lille ud.‹ Så så jeg på sandhedens spejl, og jeg sagde: ›Sikke meget min bror ligner mig.‹«

En kærlig indstilling karakteriserede Mesterens mission. Han gav den blinde synet, den lamme ben at gå på og den døde livet tilbage. Måske bliver vi ikke spurgt, når vi står ansigt til ansigt med vores Skaber: »Hvor mange stillinger havde du?« men snarere: »Hvor mange mennesker hjalp du?« Faktisk kan man slet ikke elske Herren, før man tjener ham ved at tjene hans folk.

Søg Herrens hjælp

For det fjerde og sidste, søg Herrens hjælp. Sjæle er dyrebare – jeres sjæl og min sjæl. Vor himmelske Fader har selv sagt det.

Husk, at vi ikke løber alene i dette livets store løb; vi har ret til Herrens hjælp. Apostlen Paulus opfordrede hebræerne:

»Lad ... os ... frigøre os for ... synden ... og holde ud i det løb, der ligger foran os,

idet vi [som et eksempel] ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender« (Hebr 12:1-2).

Før vi tager ham som vores ledsager, før vi kan følge ham som vores vejleder, må vi finde ham. For at finde ham så foreslår jeg først og fremmest, at vi gør plads til ham i vores liv. Han sagde: »Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved« (Matt 8:20).

Lægen Lukas beskrev Jesu fødsel: “... og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget« (Luk 2:7).

Herrens invitation er rettet til hver enkelt af os. Tænk på det som Herrens ord til jer personligt: »Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham« (Åb 3:20), og jeg kunne tilføje til hende.

Åh, mine unge brødre og søstre, gør plads til Herren i jeres hjem og i jeres hjerte, og han vil være jeres ledsager. Han vil stå ved jeres side. Han vil undervise jer i sandhedens vej. Med hans hjælp og med den forberedelse, som vi har talt om, kan I kaste jer ud i dette livets løb og opnå jeres største forventninger. Så vil I som afslutning på alt dette kunne sige: »Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen.« (2 Tim 4:7).

Ved at gøre dette kommer himlens velsignelser. Han, som lægger mærke til spurvens fald, vil på sin egen måde anerkende vores indsats.

Lad mig fortælle jer en oplevelse, som illustrerer denne forvisning.

Bror Edwin Q. Cannon jun., vi kalder ham Ted, var missionær i Tyskland i 1938. Han elskede folket og tjente trofast. Efter sin mission vendte han hjem til Salt Lake City. Han blev gift og grundlagde sit eget firma.

Der gik 40 år. En dag kom bror Cannon til mit kontor og sagde, at han havde sorteret sine missionsbilleder. (Det er en god beskrivelse. Man gennemgår dem alle, smider to væk og beholder resten). Blandt de billeder, han havde beholdt siden sin mission, var der flere, hvor han ikke kunne identificere personerne. Hver gang han havde bestemt sig for at smide dem ud, var han blevet tilskyndet til at beholde dem, selv om han ikke anede hvorfor. Det var billeder bror Cannon havde taget af en familie på sin mission, da han tjente i Stettin i Tyskland – en mor, en far, en lille pige, en lille dreng. Han vidste, at deres efternavn var Berndt, men han kunne ikke huske andet om dem. Han fortalte, at han havde hørt, der var en Berndt, som nu var kirkeleder i Tyskland, og han tænkte, selv om det var usandsynligt, at denne Berndt måske havde en forbindelse til familien Berndt, som havde boet i Stettin, og som var portrætteret på billederne. Før han smed billederne ud, tænkte han, at han ville tale med mig.

Jeg fortalte bror Cannon, at jeg kort efter skulle til Berlin, hvor jeg regnede med, at jeg ville se Dieter Berndt, kirkelederen, og at jeg ville vise ham billederne for at se, om det var nogle slægtninge, og om han ønskede dem. Der var en mulighed for, at jeg også ville se bror Berndts søster, som var gift med Dietmar Matern, der var stavspræsident i Hamburg.

Herren lod mig slet ikke nå til Berlin, før hans hensigt blev opfyldt. Jeg var i Zürich i Schweiz på vej ombord i flyet til Berlin, da Dieter Berndt også gik ombord. Han sad ved siden af mig, og jeg fortalte ham, at jeg havde nogle gamle billeder af nogle personer ved navn Berndt fra Stettin. Jeg gav dem til ham og spurgte, om han kunne identificere personerne på billederne. Da han omhyggeligt betragtede dem, begyndte han at græde. Han fortalte: »Vores familie boede i Stettin under krigen. Min far blev dræbt, da en allieret bombe ramte den fabrik, hvor han arbejdede. Kort efter invaderede russerne Polen og området omkring Stettin. Min mor tog min søster og mig og flygtede fra fjenden, der nærmede sig. Alt måtte efterlades, også alle vore billeder. Bror Monson, jeg er den lille dreng på disse billeder, og min søster er den lille pige. Manden og kvinden er vores kære forældre. Indtil i dag havde jeg intet billede fra vores barndom i Stettin eller af min far.«

Jeg tørrede mine egne tårer bort og fortalte bror Berndt, at billederne var hans. Han lagde dem omhyggeligt og dybt rørt ned i sin mappe.

Ved den følgende generalkonference, hvor Dieter Berndt besøgte Salt Lake City, besøgte han bror og søster Edwin Cannon jun., så han personligt kunne udtrykke tak for den inspiration, der var kommet til bror Cannon om at beholde disse dyrebare billeder, og fordi han fulgte denne inspiration og beholdte dem i 40 år.

William Cowper skrev disse linjer:

Gud har så gådefuld en vis,
at gøre under på;
han taler gennem storm og is
og går på bølgen blå ...

Døm Herren ej med svag forstand,
men i hans nåde hvil;
thi bag hans mørke bryn vi kan
jo se hans åsyns smil.¹⁰

Dette vidnesbyrd bærer jeg for jer, dette vidner jeg for jer, at Gud lever, at Jesus er Kristus, den levende Guds Søn, at han er vores ældre bror, han er vor Forløser, han er vor Frelser, og han er ophavsmanden til jeres store forventninger.

Jeg efterlader jer min velsignelse; jeg udtrykker min kærlighed til jer. I er en udvalgt generation med store forventninger. Må vor himmelske Fader altid vejlede og velsigne jer, må I altid stræbe efter at opnå disse store forventninger, beder jeg om i vor Frelser Jesu Kristi navn. Amen.

Noter

1. Henry Wadsworth Longfellow, Morituri Salutamus, 1875, i The Complete Poetical Works of Longfellow, 1922, s. 311.

2. Charles Dickens, Great Expectations, New York: Alfred A. Knopf, 1992, s. 130).

3. Glenn Doman, citeret i »Too Young to Read?«, Life, 27. nov. 1964, s. 111; se også s. 107.

4. Henry Ford and Samuel Crowther, My Life and Work, 1922, s. 247.

5. David O. McKay, i Conference Report, okt. 1963, s. 89; eller Improvement Era, dec. 1963, s. 1096.

6. Stephen L. Richards, Conference Report, okt. 1937, s. 39.

7. John Dryden, »Of the Pythagorean Philosophy«, 1700, fra Ovid, Metamorphoses, bog XV, i The Poetical Works of Dryden, 1950, s. 881.

8. »Stick to Your Task«, Jack M. Lyon og andre, red., Best-Loved Poems of the LDS People, 1996, s. 255-256.

9. Se Lillian Eichler Watson, red., Light from Many Lamps, 1979, s. 138.

10. William Cowper, »Light Shining out of Darkness«, Olney Hymns, 1779, nr. 35, i Masterpieces of Religious Verse, red. James Dalton Morrison, 1948, s. 10-11.