Zion er de rene af hjertet

Elaine S. Dalton

Unge Pigers hovedpræsident

CES-foredrag for unge voksne • 13. september 2009 • Brigham Young University

Det er et privilegium at stå foran jer denne aften. Jeg vil gerne takke alle i koret for den smukke musik. Mange tak for den Ånd, som I har bragt, og tak for den smukke bøn. Jeg er lykkelig og ydmyg ved at være her, og jeg beder til, at I hver især i aften vil vide, hvor meget Herren elsker jer. Jeg ønsker, at I skal vide, hvor meget jeg elsker jer.

Jeg er glad for, at min mand, Steve, og min familie også er her. Jeg elsker min mand. Han og jeg gik på Brigham Young University, og det er her, at vi besluttede at gifte os. Jeg synes, at det er interessant, at jeg står foran jer på vores bryllupsdag. Tillykke med bryllupsdagen, skat! Vi har været gift lige så længe, som det tog at bygge templet i Salt Lake City! Eller for Israels børn at vandre i ørkenen! Og bevismaterialet sidder lige der på forreste række. Vore børn er vores skat. Jeg elsker dem. Jeg elsker at være deres mor. Jeg har set dem udvikle sig i evangeliet og blive undervist fra talerstole i Kirken. Og jeg er taknemlig for, at de har valgt at lytte til profeternes, seernes og åbenbarernes råd.

Jeg har set Kirkens unge udvikle sig i evangeliet. Jeg har et enestående og særligt bånd med de unge piger på grund af alle de år, hvor jeg har virket som medlem af Unge Pigers hovedpræsidentskab. Vi har i bund og grund gået gennem årene i Unge Piger sammen. Vi har gjort os fortjent til vore Unge Piger-medaljoner sammen. Vi har stået hver eneste uge og gentaget ordene i Unge Pigers tema sammen: »Vi er … døtre … Vi vil stå … Vi tror … , vi vil være forberedte.«¹ Jeg tænker på jer som mine unge piger. Og jeg har set mange af jer unge mænd, når I har modtaget og rykket frem i præstedømmet, æret jeres pagter og præstedømmekraft samt har forberedt jer til og tjent på mission rundt om i verden. Jeg har mødt mange af jer i missionsmarken. I er mine helte! I er vidunderlige på grund af jeres styrke, mod og ønske om retskaffenhed.

Herren hjælper jer med at træffe vigtige beslutninger

Hver eneste af jer er påbegyndt jeres rejse som sidste dages hellige og befinder jer på det mest afgørende tidspunkt i livet. Dette er tidspunktet til at danne sig evige vaner og træffe varige beslutninger. I er Kirkens og de nationers fremtid, hvor I bor. I er blevet holdt tilbage til »en situation som denne« (Est 4:14). I bliver præsenteret for muligheder, der overgår jeres største forventninger, og I vil blive velsignet, ligesom jeg blev, med afgørende øjeblikke, der vil påvirke dette årtis beslutninger.

Det var her ved et BYU-foredrag som dette, at det hele begyndte for mig. Jeg havde datet en ung mand. En aften begyndte han at tale om ægteskab, og han var meget ihærdig! Jeg sov ikke godt den nat på grund af det, han havde sagt, og jeg vidste, at jeg måtte træffe en beslutning. Jeg bad om, at Herren ville hjælpe mig til at vide, hvad jeg skulle gøre, men jeg fik ikke et umiddelbart svar. Den næste formiddag deltog vi sammen i et foredrag. Da vi sad sammen til foredraget, lyttede jeg forbløffet, da taleren, ældste A. Theodore Tuttle, begyndte at tale om processen med at træffe vigtige beslutninger. Det var som om han talte direkte til mig. Han kendte mit hjerte, og hans ord trængte dybt ind i min sjæl. Han opridsede processen med at træffe beslutninger ved at henvise til Lære og Pagter afsnit 9. Alle andre, undtagen jeg, syntes at kende dette afsnit i skriften. I kender det også alle sammen, men for mig, den dag, var det ren åbenbaring og gav mig en måde, hvorpå jeg kunne modtage svar på mine bønner. Han læste:

»Se, du har ikke forstået det; du er gået ud fra, at jeg ville give dig det, uden at du gjorde dig nogen tanke ud over at spørge mig.

Men se, jeg siger dig, at du må gennemtænke det i dit sind; dernæst må du spørge mig, om det er rigtigt, og hvis det er rigtigt, vil jeg bevirke, at det brænder i brystet på dig, således skal du føle, at det er rigtigt.

Men hvis det ikke er rigtigt, får du ikke sådanne følelser, men dine tanker bliver uklare, hvilket får dig til at glemme det, der er urigtigt« (L&P 9:7-9).

Selvom disse skriftsteder oprindeligt var tiltænkt Oliver Cowdery, blev det i det øjeblik personligt for mig, og det var et direkte svar på det spørgsmål, som jeg havde stillet i bøn natten før. Ældste Tuttle opridsede da processen med at skrive det positive og negative ned, træffe en beslutning på forsøgsbasis og så tage den beslutning med tilbage til Herren i bøn.²

Jeg vidste, at jeg var nødt til at handle! Jeg kunne ikke blive ved med at gøre det, som jeg gjorde. Jeg måtte træffe en beslutning om at beslutte mig. Jeg vidste det, og jeg vidste, at Gud vidste, at jeg vidste det. Efter at havde truffet en beslutning på forsøgsbasis om at gå videre, kan jeg ikke sige, at mit svar kom som en brænden i brystet. Men det føltes rigtigt, trygt og godt. Jeg var ikke længere forvirret eller bekymret. Jeg følte en indre fred. Jeg vidste, hvad jeg skulle gøre, og jeg var glad. Og så gik jeg videre, og den ihærdige unge mand er her sammen med mig i aften. Jeg er taknemlig for hans godhed, hans ihærdighed og hans tålmodighed.

Var det altid nemt, efter at svaret kom? Nej. Min mand siger den dag i dag, at han kan vise jer mærkerne efter mine hæle på fortovet uden for døren til templet i Salt Lake City, hvor jeg blev lidt bange og tænkte, at jeg gerne ville vente. Men dette er, hvad jeg lærte: Når man udøver tro gennem bøn, hjælper Herren en med at træffe afgørende beslutninger i afgørende øjeblikke. Han hører og besvarer jeres bønner gennem Helligåndens hvisken. I bliver ikke efterladt alene. I har fået velsignelserne til at være i stand til at modtage Helligåndens vejledning. I Lære og Pagter afsnit 8 lover Herren os hver især: »Jeg vil tale til dig i dit sind og i dit hjerte« (L&P 8:2). Det er lige præcis det, der skete for mig, og det vil ske for jer hver især.

Jeg bærer vidnesbyrd om, at Herren hører og besvarer vore bønner, og at han vil vejlede og lede os, når vi søger at gøre hans vilje og holder hans befalinger. Dette er processen med at modtage personlig åbenbaring. Og derfor beder jeg denne aften om, at Herrens Ånd vil være med jer, når I lytter til det budskab, som jeg har forberedt – at det vil være krystalklart. Jeg beder til, at dette budskab vil slå rod i jeres hjerte, og at det vil være meget personligt. Jeg beder til, at Helligånden vil indprente vigtigheden af dette enkle budskab i jer, så I kan være i stand til at medtage det i de vigtige beslutninger, som I vil træffe i løbet af livets afgørende øjeblikke.

Led verden tilbage til dyd

Budskabet, jeg videregiver denne aften, er en fanfare til jer, I unge voksne i denne udvalgte generation, om at lede verden tilbage til dyd. Hvad er dyd? Hvorfor er den vigtig? Og hvordan kan vi hver især slå os sammen om denne ædle og hellige sag?

Lad mig begrunde det ved at fortælle en enkel beretning om en pionerpige, der hed Agnes Caldwell. Agnes fortæller om sin oplevelse med Willie Håndkærrekompagni i 1856. På det tidspunkt var hun blot ni år gammel. Hun fortalte: »Skønt jeg var purung, kan jeg stadig lukke mine øjne og se alt med panoramisk nøjagtighed for mig -- den uophørlige vandring, en vandring, der for altid vil forblive i min hukommelse. Mange gange blev jeg så træt og barnlig, at [jeg] ville hænge mig på vognen, blot for at blive skubbet venligt væk. Så ville jeg smide mig ned i grøften af vejen og græde. Når jeg så indså, at de alle gik forbi mig, ville jeg rejse mig op og løbe lidt hurtigere for at indhente dem.«

Hun fortsætter med at fortælle: »Lige før vi krydsede bjergene, nåede vognene med nødhjælp os, og det var bestemt en lettelse. De svage og gamle fik lov til at køre, mens alle andre fortsatte med at vandre. Da vognene satte i gang, besluttede nogle af os børn at se, hvor længe vi kunne følge med vognene i håb om, at de ville spørge os, om vi ville med. Det var i det mindste mit største håb. En efter en faldt de fra, indtil jeg var den eneste tilbage, så beslutsom var jeg på at komme op at køre. Efter det, der virkede som den længste løbetur, jeg nogensinde har løbet, kaldte kusken på mig: ›Frøken, vil du gerne med?‹ Jeg svarede meget høfligt: ›Ja tak, hr.‹ Han bøjede sig ned, tog min hånd og smækkede med tungen til hestene, så jeg blev nødt til at løbe med ben, der på mig virkede, som om de ikke kunne løbe længere. Af sted gik det kilometer efter kilometer, forekom det mig. De tanker, der løb igennem hovedet på mig på det tidspunkt, var, at han var den mest ondskabsfulde mand, der nogensinde havde levet … netop som jeg skulle til at give op, standsede han. Han tog et tæppe og svøbte mig i det og lagde mig ned i bunden af vognen, varmt og trygt. Her havde jeg tid til at komme på bedre tanker, hvilket jeg også gjorde, for jeg vidste udmærket godt, at han ved at have gjort dette, havde reddet mig fra at fryse ihjel, da jeg kom op i vognen.«³

Agnes Caldwell og hendes familie ankom til Saltsødalen den 9. november 1856. De bosatte sig i Brigham City i Utah, hvor Agnes mødte og giftede sig med Chester Southworth. De fik 13 børn … og hjalp med at oprette et SDH-samfund i Cardston i Alberta i Canada.«⁴ Havde kusken taget Agnes op i vognen, uden at hun havde løbet, var hun sikkert bukket under for den bidende kulde. Og havde Agnes valgt at give op og faldet bagud, ville hendes beretning måske have haft en hel anden slutning. Imidlertid blev dette for Agnes’ et afgørende øjeblik og selvom beslutningen om at løbe ikke gav mening på det tidspunkt, løb hun alligevel. Hun løb mod Zion – hun fulgte i profeten Brigham Youngs fodspor og gav agt på Herrens røst, som sagde: »Lad dem vågne op og rejse sig og komme frem og ikke nøle, for jeg, Herren, befaler det« (L&P 117:2).

Dette var hendes livs løbetur! Det var hårdt, og hun holdt ud. Men ved at løbe var hun i stand til at danne nok kropsvarme til at holde varmen, som forhindrede hende i at fryse under turen i vognen. Til hver eneste af os, der er på vej til Zion, ligesom Agnes, gælder det, som Herren sagde: »Vågn[] op og rejs [jer] … kom[] frem og … nøl [ikke]« (L&P 117:2), for Zion er et sted – Zion er »de rene af hjertet« (L&P 97:21). Og renhed i hjertet skal være jeres mål for at nå det endelige bestemmelsessted! Aldrig før har der været en generation som jeres. I er bedre forberedt og bedre udstyret. I har, hvad der skal til, og nu er tiden inde for jeres livs løbetur – jeres løbetur til Zion!

Præsident Thomas S. Monson, og de før ham, har vist os vejen. Vejen er tydeligt markeret, og tempoet er støt og stærkt. I er ligesom Agnes blevet bedt om at krydse sletterne. I er måske ikke nødt til at give slip på alle jeres jordiske ejendele, men rejsen til Zion kræver, at I giver slip på alle jeres synder, så I kan komme til at kende ham – den sande og levende Kristus. I bliver måske bedt om at løbe, indtil I er udmattede, men ved at gøre det, vil Herrens varme og kærlighed bevare jer til det store værk, som endnu venter.

Det, som I bliver bedt om at gøre, er det samme som Herren bad om, da han navngav sin kirke, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. I L&P 115 står der: »Rejs jer, og lad jeres lys skinne, så jeres lys må blive et banner for folkeslagene« (v. 5). Lille Agnes Caldwell løb mod Zion og ved at gøre det, satte hun og alle som hende en standard for nationerne og for denne generation. Hendes rejse til Zion havde alt at gøre med hendes tro og hendes vidnesbyrd. Det havde alt at gøre med Joseph Smith og Moroni og Oliver Cowdery og Nefi og Moses og Josva og selv Thomas S. Monson. Og det havde og har alt at gøre med jer og mig. Agnes løb, fordi hun havde et vidnesbyrd. Hendes mor vidste, at evangeliet var sandt, og underviste sin datter i det. De ofrede alt for at komme til Zion, og der bygge et tempel til deres Gud. De vidste, at Joseph Smith var en Guds profet, og at Mormons Bog var sand. De vidste, at velsignelserne, der bliver overdraget i de hellige templer, var nødvendige for, at planen kunne blive gennemført. Og de vidste, at Moroni gentagne gange havde undervist Joseph Smith i, at »var [det ikke] således, ville hele jorden blive lagt fuldstændig øde ved hans komme« (JS-H 1:39).

Zion var dengang og er nu, målet. Det er grunden til Jesu Kristi gengivne evangelium. Og nu er tiden, som Moroni formanede, til at »vær[e] trofast i Kristus« (Moro 9:25) og til at » gribe … fat i enhver god gave, og ikke røre … den onde gave, ej heller det urene« (Moro 10:30). Nu er tiden til at »vågn[e] op, og rejs[e] dig af støvet … så den evige Faders pagter, som han har sluttet med dig … må blive opfyldt« (Moro 10:31). Nu er tiden til at vende tilbage til dyd!

At vende tilbage til dyd er at vende tilbage til renhed

Dyd betyder renhed. Det udspringer fra hjertet og sindet. »Det er et tanke- og adfærdsmønster, som er baseret på høje moralske standarder.«⁵ Kernen I dyd er kyskhed – hvilket betyder seksuel renhed. Dyd og kyskhed er uadskilleligt forbundet. Man kan ikke have den ene uden den anden. At vende tilbage til dyd er at vende tilbage til renhed. Nogle ville havde sagt, at dyd betyder at være venlig eller ærlig eller at have integritet. Men midt i en dydig tilværelse ligger kyskhed, og man kan simpelthen ikke være ærlig eller besidde integritet uden seksuel renhed. Det er umuligt. Man kan ikke gøre indgreb på den guddommelige ånd og det dyrebare legeme – den evige sjæl – hos en anden person og blive anset for at besidde nogen form for dyd eller for at være dydig. For gør man dette, kompromitterer man den selvsamme handlefrihed, som vi kæmpede for i forudtilværelsen. Nogle mennesker har sagt, at dyd kun er for kvinder, men dyd er ikke baseret på køn. Det latinske ord for dyd er virtus, hvilket betyder »styrke.« En nutidig betydning siger, at dyd er at have »effektiv kraft eller styrke, især evnen til at hele eller styrke.«⁶ Derfor er dyd ikke kun for kvinder, men for alle.

Da kvinden i Jerusalems gader rakte ud og rørte ved sømmen af Frelserens klæder, vidste hun, at hun ville blive helbredt. Hvorfor? Fordi hun genkendte hans renhed og hans kraft. Frelseren selv sagde: »Jeg mærkede, at der udgik en kraft fra mig« (Luk 8:46; kursiv tilføjet; se også Mark 5:30 og Luk 6:19). Den kraft, som han henviser til, er præstedømmets kraft, der altid følger enhver sidste dage hellige mand, som er ren og udøver »dyd og hellighed over for [Herren]« (L&P 38:24).

Sidste år på en kold dag i april efter generalkonferencen besteg jeg Ensign Peak sammen med mine to rådgivere, Mary Cook og Ann Dibb. Der udfoldede vi et peruviansk guldsjal – et banner, der kaldte på en tilbagevenden af dyd. Der på toppen af den bjergtinde, idet vi kiggede ned i dalen og så det smukke Salt Lake tempel, vidste vi, at en tilbagevenden af dyd betyder en tilbagevenden af moralsk renhed. Dyd er den gyldne nøgle, der åbner templets døre. Som Russell M. Nelson har sagt, at templet er i virkeligheden grunden til alt, som vi foretager os i Kirken: »Hver eneste aktivitet og hver eneste lektion og alt, hvad vi gør i Kirken, peger hen mod Herren og hans hellige hus.«⁷ Brigham Young vidste det, og der på toppen af Ensign Peak vidste vi også, at det var sandt.

Da vi foldede dette banner ud til verden, vidste vi, at en tilbagevenden til dyd ikke blot var vigtigt, men det var altafgørende. Vi skal være værdige for at komme ind i Herrens hellige tempel, til at indgå og holde hellige pagter og til at udføre det arbejde, som vi er blevet forberedt og forudordineret til at udføre, og intet urent kan komme ind i Herrens hus. Ligesom kusken fra redningsvognen, der reddede Agnes Caldwell fra at fryse ihjel, har vi fået muligheden og privilegiet at blive frelsere på Zions bjerg – at gøre noget for andre, som de ikke kan gøre for sig selv. Dette sker kun, når vi er værdige til at indgå og holde hellige pagter og modtage templets ordinancer.

»I er en udvalgt slægt«

I har hver især et stort værk at udføre. Det, som I gør og beslutter jer for, betyder noget, fordi I betyder noget. I er »udvalgte ånder, som var blevet holdt tilbage for at komme frem i tidernes fylde for at være med til at lægge grundvoldene til det store sidste dages værk, herunder bygningen af templer og udførelsen af ordinancer der« (L&P 138:53-54).

Det er intet under, at Satan har øget intensiteten på sit angreb. Hvis I kan blive distraheret, forsinket eller diskvalificeret fra at komme ind i templet og udføre det selv samme arbejde, som I blev forberedt og reserveret til at udføre, så vinder han. Det, der bliver tydeligt, er, at I skal være rene og værdige for at modtage Helligåndens tilskyndelser, som I har brug for til de beslutninger, som I træffer nu. Det, som også bliver tydeligt, er, at I skal forblive værdige til at komme ind i Herrens hellige tempel.

Alle ofre og tidligere generationers arbejde har ført os frem til dette øjeblik. Pionererne ofrede alt, selv deres liv, for at vi kunne se denne dag, fordi jeres ankomst til jorden var nemlig ikke tilfældig. Det var alt sammen en del af planen, som I tilsluttede jer i det førjordiske rige. I er placeret et betydeligt sted i verdens historie. Der er blevet sagt om jer, at I er »den afgørende generation.«⁸ Peter sagde om jer: »I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk.« (1 Pet 2:9). Aldrig før er der blevet forventet så meget. Aldrig før er der blevet givet så meget: Profeter, skrifter, præstedømme, ordinancer og pagter, templer, Mormons Bog og evangeliet i dets fylde. I er blevet forberedt, kaldet og udvalgt. Det er jeres tid. Jeg tror, at jeres generations bidrag en dag vil stå med fed skrift i alle overskrifter af disse urolige tider, som vi lever i.

For at udføre de opgaver, som I er blevet forudordineret til, må jeres tro være fast forankret i vor Frelser, Jesus Kristus. I må huske, at tro er ikke blot et princip om kraft, men om handling. I skal handle ud fra den tro, som I allerede besidder. I det førjordiske rige udviste I ikke blot tro, men »overordentlig stor tro og gode gerninger« (Alma 13:3). Alma sagde, at I hver især er »kaldet og beredt fra verdens grundlæggelse i overensstemmelse med Guds forudviden« (Alma 13:3). Unge mænd, I var forberedt til at modtage præstedømmet, der ville gøre jer i stand til at udøve Guds kraft, mens I er her på jorden. Unge kvinder, I fik den ædle gave og ansvar for at opdrage andre og blive mødre til andre udvalgte ånder. I blev tiltroet med guddommens kræfter – at skabe et jordisk liv. Dydige mennesker er forpligtede til livets hellighed. De respekterer Guds råd om, hvordan liv skal undfanges, beskyttes og næres. Der findes ingen større styrke end dydens styrke, ej heller nogen større selvtillid end den selvtillid, der kommer af et dydigt liv.

I den førjordiske verden deltog I i en krig. I sloges med jeres tro og vidnesbyrd for at acceptere og opretholde planen, der blev præsenteret af Gud, Faderen. I vidste, at det var sandt, og I vidste, at Frelseren ville gøre det, som han sagde, han ville gøre, fordi I kendte ham! Der var ingen neutrale ånder i krigen i himlen, og der kan ikke være et neutralt standpunkt nu, hvor valget mellem rigtigt og forkert skal træffes. Herren selv sagde: »Den, der ikke er med mig, er imod mig« (Matt 12:30). I stod sammen med ham! I var forventningsfulde omkring jeres opgave. I vidste, hvad der blev krævet af jer. I vidste, hvor svært det ville blive og alligevel var I sikre på, at I ikke blot kunne opnå jeres guddommelige mission, men at I kunne gøre en forskel. Som en profet sagde om jer og jeres tid:

»I næsten seks tusind år har Gud holdt jer klar til at træde frem i de sidste dage inden Herrens andet komme … Gud har gemt nogle af sine stærkeste børn til denne sidste runde, og de vil føre Riget frem i triumf. Og det er her, at I kommer ind, for I er generationen, som må være beredt på at møde jeres Gud.

Gennem hele historien har profeterne skuet frem gennem tiden til vore dage. Milliarder af afdøde og endnu ufødte holder øje med os. Tag ikke fejl af det – I er en udvalgt generation.«⁹

At vende tilbage til dyd kan redde en nation

Da Peter skrev sit brev til de tidlige hellige, bad han dem om at føje »dyd« til deres tro (2 Pet 1:5). Tro uden dyd ville snart sygne hen og dø, fordi uden dyd er der ingen renhed. Uden dyd er der ingen styrke. Og uden dyd er der ingen åndelighed. Det er klart, at når I først virkelig forstår, hvem I er, så må I være rene, for renhed går forud for åndelig styrke.¹⁰ Styrken, som jeg taler om, er ikke den slags styrke, som vi ser i verden. Det har intet med berømmelse, stilling, godt udseende eller rigdom at gøre. Styrken og kraften, som jeg taler om, har at gøre med dyd, hvilket er kyskhed og seksuel renhed.

Vi lever i en verden, der interesserer sig for renlighed og renhed – renligheden af vores luft og renligheden af vores miljø, vores vand og selv vores mad. Nogle steder lovgiver vi imod forurening og får endda regeringen til at danne organisationer til beskyttelse af miljøet for at sikre, at vi ikke bliver syge af forureningen, der kommer i vores luft, vores vand eller i vores mad. Alligevel tolerer samfundet moralsk urenhed i form af pornografi på reklametavler, tv, underholdning, internet og andre medier. Vi tolerer snavs, der invaderer vores sind gennem uanstændige tekster, musik og sprog. På nogle områder er vi en økologisk generation, der sikrer renhed og kvalitet i vores tilværelse, og alligevel forurener vi vore moralske fibre. Jeg mener, at manglen på dyd i vores samfund er direkte ansvarlig for mange af vore sociale, økonomiske og ledelsesproblemer. Jeg mener, at opløsningen af tro og familien samt den økonomiske uro er direkte relateret til manglen på dyd i vores samfund. Og jeg mener, at en tilbagevenden til dyd kan redde en hel nation.

Vi kræver en social reform, men det, der i virkeligheden er brug for, er en moralsk reform – et råb på en tilbagevenden til dyd. Og hvis vi, som har fået så meget, blandt andet Jesu Kristi gengivne evangelium, ikke leder verden tilbage til dyd, hvem vil så? I var ledere i den førjordiske verden og stod for alt det, som nu truer vores samfund. I, der forbereder jer på at være indflydelsesrige i ethvert aspekt af vores samfund, I unge voksne i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, kan og skal lede denne tilbagevenden.

Under de kritiske dage under Anden Verdenskrig løftede Winston Churchill en hel nation, da han sagde: »I spørger: Hvad er vores mål? Jeg kan svare med et ord: Sejr. Sejr for enhver pris, sejr på trods af terror, sejr, uanset hvor lang og hård vejen måtte være, for uden sejr overlever man ikke.«¹¹ Unge mænd og unge kvinder, jeg gentager dette, fordi I deltager i en krig, og jeg kunne godt tænke mig at omskrive Winston Churchills ord til jer: I spørger: Hvad er vores mål? Jeg kan svare med et ord: Dyd. Dyd for enhver pris, dyd på trods af al modstand, dyd, uanset hvor lang og hård vejen må være til omvendelse, for uden dyd er der ingen sejr.

I Mormons Bog er Helaman og hans unge krigere kendt for deres dyd og deres evne til at stole på deres mødres vidnesbyrd. De var »til enhver tid … pålidelige i alt, hvad de end blev betroet« (Alma 53:20). De holdt alle deres pagter og de kæmpede for at sikre, at deres forældre også kunne holde deres pagter. Sejr var deres mål, og dyd var deres styrke.

Mormon skrev til sin søn Moroni om det degenererende samfund, som han levede i. Han rapporterede, at de var kommet så meget på vildspor og blevet så umoralske, at de ikke værdsatte det, som var »yderst kært og dyrebart, mere end alt andet, nemlig kyskhed og dyd« (Moro 9:9). Kan det være rigtigt, at vi er nået til dette punkt i vores samfund? I en svunden æra blev de, der brød kyskhedsloven, mærket med et rødt bogstav. Nu lader det til, at det mærke og bogstav bliver båret af de kyske.

Hvad vil jeres generation blive kendt for? Bliver I kendt som den tolerante generation, som forbrugergenerationen, som generation X eller Y? Bliver I kendt som generationen, der blev forført til at leve jeres tilværelse virtuelt i stedet for dydigt? Eller vil I, kunne I, blive kendt for jeres renhed og dyd og for jeres mod og styrke i at lede resten af verden tilbage til dyd –en tilbagevenden så overvældende, at selve renheden i jeres tilværelse og styrken i jeres overbevisning ændrer samfundet og forandrer verden?

I forbereder jer Frelserens komme. I skal afsky synd. I skal nu forberede jer selv på at have »mer længsel mod himlen.«¹² Det er blevet profeteret, at en dag vil folk i alle nationer sige: »Kom, lad os drage op til Herrens bjerg … han vil lære os om sine veje, og vi vil vandre på hans stier; for fra Zion skal loven udgå« (2 Ne 12:3). Vil I være generationen, der leder denne bjergbestigning?

Vær dydens vogtere

For at gøre dette, skal vi hver især være dydens vogtere. Unge piger, pas på jeres personlige dyd. Det er virkelig, som Mormon beskrev »yderst kært og dyrebart, mere end alt andet« (Moro 9:9) og ligeså er I. I er Guds døtre. I bærer i jer den hellige kraft til at skabe jordisk liv og til at blive mødre til vor himmelske Faders udvalgte og rene ånder. Det er en af Guds største gaver til hans dyrebare døtre. Beskyt den kraft ved at efterleve standarderne, ved at klæde og opføre jer sømmeligt og ved at forblive dydige. Værn om jeres kraft ved hjælp af renhed i tanke og handling. Lad ikke nogen som helst pille ved jeres gaver fra Gud. Ved at gøre det, vil jeres familie og de kommende generationer blive styrket og velsignet.

Unge mænd, I er også dydens vogtere. I har præstedømmets kraft – kraften til at velsigne og handle på vegne af Gud her på jorden. Herren har bedt alle præstedømmebærere om at »øve dyd og hellighed over for mig« (L&P 38:24). Værn om jeres personlige dyd, jeres tanker, det, som I ser, det, som I siger samt jeres handlinger. Lad ikke pornografi reducere jeres personlige kraft. Forbliv rene, så I kan udøve præstedømmets kraft, som Gud har betroet jer. Moroni sammenfattede fordum profetiske lærdomme om dyd, da han sagde: »Vær vise i jeres prøves dage, aflæg al jeres urenhed, bed ikke for at kunne ødsle det bort på jeres lyster, men bed med urokkelig fasthed om, at I ikke vil give efter for nogen fristelse, men at I vil tjene den sande og levende Gud« (Morm 9:28).

For adskillige år siden løb jeg sammen med en gruppe kvinder tidligt om morgen dagen før Thanksgiving. Vi kaldte det for vores Thanksgiving-løb, og mens vi løb, nævnte vi de ting, som vi var taknemlige for. Og jeg var lige færdig med at sige, at jeg var taknemlig for et stærkt og sundt legeme, da jeg gled og faldt på en plet sort is på vejen. Da jeg forsøgte at rejse mig, indså jeg, at jeg var kommet slemt til skade. Jeg vidste, at jeg havde brækket mit ben lige over anklen – og jeg vil ikke fortælle, hvordan jeg vidste det, for så ville jeg besvime lige her på stedet. Min mand sagde, at hvis jeg havde været en NFL-fodboldspiller, havde jeg været aftenens highlight på tv den aften.

Da jeg lå der på vejen i skyggerne fra det tidlige morgenlys og ventede på, at hjælpen skulle komme, så jeg lygterne fra en bil i høj fart på vej ned ad vejen lige mod det sted, hvor jeg lå. Dækkene hvinede, idet bilen stoppede og en mand stod ud. Han sagde, at han troede, at jeg var en affaldspose, der lå midt på vejen og var næsten forsat. Jeg spurgte, om han var medlem af Kirken, og han svarede, at det var han. Jeg spurgte, om han kunne give mig en velsignelse, fordi smerten var så voldsom, at jeg ikke vidste, hvor længe jeg kunne forblive i den stilling eller under de omstændigheder. Han tøvede og sagde så: »Det kan jeg ikke. Du må hellere vente på, at din mand kan gøre det.« Så steg han ind i sin bil og kørte væk.

Da jeg ankom til hospitalet, blev jeg kørt ind i et lille aflukket værelse på skadestuen, hvor jeg ventede på at kunne blive opereret. Da de trak gardinerne til side, stod min mand der sammen med alle vore fem sønner. Da de stillede sig omkring mig og lagde deres hænder på mit hoved, følte jeg deres renhed, deres kraft og deres styrke. Unge mænd, præstedømmebærere, hold jer selv rene, så I kan være i stand til at bruge jeres præstedømmekraft med et øjebliks varsel. Den dag blev jeg velsignet af deres præstedømme kraft, som de udøvede i dyd og i hellighed.

Forbliv dydige i en giftig verden

Jeg tror oprigtigt på, at en dydig ung kvinde eller ung mand, som ledes af Ånden, kan ændre verden. Men før vi kan ændre verden, skal vi ændre os selv. Præsident Boyd K. Packer sagde, at vi lever i »omgivelser, der er giftige og skadelige for sjælen.«¹³ Så hvad er noget af det, som vi kan gøre lige nu for at forblive dydige i en giftig verden?

For det første, omvendelse.Jeg er godt klar over, at der er nogen, som lytter med i aften, der ikke føler sig dydig eller som har begået fejltagelser. Det er grunden til, at en tilbagevenden til dyd er så vigtigt. I skal vide, at I kan vende tilbage. I kan ændre jer.

Hvis jeg tog den forkerte vej under en maraton, og jeg indså min fejltagelse, ville jeg så fortsætte? Jeg ville øjeblikkeligt vende om! Hvorfor? Fordi jeg ville havde spildt værdifuld tid og dyrebar energi samt styrke, og det ville blive hårdere for mig at fuldføre maratonen på grund af denne omvej og tillagte tid. Jeg ville ikke forblive på den forkerte kurs, fordi ligegyldigt hvor længe jeg løb der, ville jeg aldrig nå målstregen. Og alligevel er der hos mange, som har begået en moralsk fejltagelse, en lille stemme, der siger: »Du ødelagde det. Du kan ikke ændre dig. Der er alligevel ingen, som får det at vide.« Til jer siger jeg: Tro ikke på det. »Satan ønsker, at du skal tro, at du ikke kan omvende dig, men det er overhovedet ikke sandt.«¹⁴ Det er altid muligt at vende tilbage på grund af Frelserens sonoffer. Præsident Monson har sagt til hver eneste af os, som har begået fejltagelser: »Hvis nogen af jer har snublet på vejen, så er der andre, der vil hjælpe jer med atter at blive rene og værdige. Jeres biskop eller grenspræsident er ivrig og villig til at hjælpe, og vil, med forståelse og medfølelse, gøre alt i sin magt for at hjælpe jer i omvendelsesprocessen, så I atter kan stå retfærdige foran Herren.«¹⁵

Nogle af jer er blevet misbrugt og er ofre for andres syndefulde handlinger. Som Mormon sagde, er I blevet berøvet »det, der [er] yderst kært og dyrebart … nemlig kyskhed og dyd« (Moro 9:9). Vid, at helbredelse på grund af Frelserens forsoning er muligt. Det er ikke jeres skyld, for I har ikke syndet, og omvendelse er ikke nødvendig. Frelseren led ikke blot for vore synder og ufuldkommenheder, men han påtog sig også vore sorger (se Alma 7:11). Gennem hans altomfattende forsoning vil han helbrede jer og give jer fred. Løb hen til ham. På grund af vor Frelsers forsoning hører Gud, Faderen jeres bønner. Han svarer gennem Helligånden og andre, som vil være der på jeres vej.

Jeg er så taknemlig for denne lære og for princippet om omvendelse. Uden det kunne ingen af os nogensinde vende rene og værdige tilbage til vores himmelske hjem for at hvile i Guds, Faderens og vor Frelsers, Jesu Kristi, nærhed. Jeg er taknemlig for gengivelsen af præstedømmets kraft på jorden i disse sidste dage, der gør os i stand til at modtage den hjælp, som vi behøver for at vende tilbage til dyd. Denne kraft gør os også i stand til at forblive »uplettet af verden« (L&P 59:9), når vi værdigt tager del i nadveren. Hver uge, når vi fornyer vore pagter, lover vi at holde hans befalinger og tage hans navn på os og altid erindre ham. Og han lover til gengæld, at vi kan have hans Ånd hos os (se L&P 20:77 79). I en verden, der er så fristende og så tiltrækkende, er det nødvendigt, at vi hver især modtager, genkender og stoler på Helligåndens vejledning. Denne vidunderlige gave vil vise os hver især »alt det, som [vi] skal gøre« (2 Ne 32:5). Det er et sikkert løfte, fordi Helligånden er et medlem af Guddommen. Nogle af hans roller er at undervise, vidne, trøste og advare. Denne dyrebare gave renser og helliggør også. Derfor er Helligånden og dyd uløseligt forbundet. Vi kan blive renset »ved ild og ved Helligånden« (2 Ne 31:17). Når det sker, har »vi ikke mere … tilbøjelighed til at gøre ondt, men til bestandigt at gøre godt« (Mosi 5:2).

For det andet skal I være forsigtige i jeres valg af venner.I nutidens teknologiske samfund tilbringer vi måske mere tid sammen med ikke-menneskelige kammerater, end vi gør med vore jævnaldrende. Selvom vi er forsigtige med hensyn til vore menneskelige kammerater, tænker vi sommetider kun lidt eller slet ikke over andre kammerater, som vi lader påvirke os. Medier af enhver slags kan være stærke sociale indflydelser. Vi har alle fået tre dyrebare gaver til vores jordiske liv. Disse omfatter vores legeme, vores handlefrihed og vores tid. Hvis Satan kan lokke os til at bruge vores tid på ufokuserede eller uproduktive eller endnu værre, ikke-dydige gøremål og så narre os til at tro, at hvis vi gør dette i hemmelighed kan vore handlinger ikke påvirke andre, så sejrer han. »Hvis noget er dydigt, elskeligt, værd at tale godt om eller rosværdigt, så tragter vi efter det« (TA 1:13).

Så søg dydige venners selskab, ikke virtuelle venner. Husk, at »dyd elsker dyd; lys holder sig til lys« (L&P 88:40). Dette er et skriftsted om forhold. I jeres stræben efter venskaber og en evig ægtefælle kan I ikke blot lave en liste med alle de egenskaber, som I ser efter i andre eller i en evig ledsager. I skal være jeres liste til alle tider og i alle ting og på alle steder.

For det tredje, deltag i et program med hård træning.Når man træner til et maraton, er man nødt til at have et hårdt træningsprogram for at være beredt til at løbe strækningen. Det samme koncept gør sig gældende i livet. Vi foretager vores livs løb, og der skal være et hårdt træningsprogram. Delene i dette program, som gør det muligt at vinde, omfatter ting, som vi vil gøre hver eneste dag, uden at svigte, for at få Ånden til at ledsage os i vores liv. De er forskellige for os hver især, men omfatter altid personlig daglig bøn. Vor himmelske Fader hører vore bønner og han besvarer dem. Jeg vidner om, at dette er sandt. Vores udfordring er at være et sted, hvor vi kan høre og genkende svarene.

Hård træning omfatter også daglig studium af Mormons Bog. Joseph Smith har sagt, at »et menneske ville komme Gud nærmere ved at efterleve dens forskrifter, end ved nogen anden bog.«¹⁶ Mormons Bog styrker jeres tro på Jesus Kristus, og det er gennem jeres tro, at I vil være i stand til at modstå fristelse. Denne optegnelse er til jer og jeres generation. Studium blot fem minutter om dagen vil ændre jeres tilværelse. Jeg ved, at det er sandt, fordi jeg har gjort det, og ligeså har tusindvis andre. Tænk på den forandring, der ville være om fem år, hvis vi alle ville forpligte os til at gøre det i blot fem minutter hver eneste dag.

Og sidst, smil! Og mens I smiler, så husk hvem I er. I er sønner og døtre af vor himmelske Fader. Han kender jer. Han kender jeres navn. Han stoler på jer, og han elsker jer. Så smil! Dette er blot den grundlæggende træning, men den skal udføres hver eneste dag.

Træng jer frem – vær ikke modløse!

Lad mig lige tilføje et forslag mere til denne liste: »Træng jer frem med et fuldkomment klart håb« (2 Ne 31:20). Vær ikke modløse! Jeres rejse vil til tider være udfordrende, og den vil ikke altid være nem.

Når jeg har studeret skrifterne, er det blevet meget tydeligt for mig, at Herren igen og igen bringer sit udvalgte folk ud af deres trygge verden og underviser dem i det, som virkeligt betyder noget. Under den første etape af jereditternes rejse landede de på en strand, og de blev der i fire år. De befandt sig virkelig i en tryg verden! Faktisk blev de så magelige, at de glemte at påkalde Herren. men Herren havde noget andet i tankerne. Han ydmygede Jereds bror i tre timer. Han fortalte ham på forhånd, at den næste etape af rejsen ville blive svær – at han ville blive opslugt af havets dyb og drevet frem af vinden. Men han beroligede ham også med fem smukke ord: »Jeg bereder jer på dette« (Eter 2:25). Herren bereder jer, og han bereder en vej til jer!

Sommetider tror jeg, at vi fuldstændig undervurderer de store velsignelser, som vi måske har og kundskaben, som vi måske får, hvis vi er villige til at bevæge os bort fra vores trygge tilværelse. Måske er det derfor, at Nefi sagde:

»Derfor, ve den, der er ligegyldig i Zion.

Ve den, der råber: Alt er vel!

Ja, ve den, der lytter til menneskers forskrifter og forkaster Guds kraft og Helligåndsgaven!« (2 Ne 28:24–26).

Det er blevet sagt, at vi er ved at blive en generation af tilskuere og kritikere. Lad mig fortælle jer et af mine yndlingscitater. Det sidder på mit spejl. Der står: »Det er ikke kritikken, der tæller; ikke den, som påpeger, hvor den stærke mand snubler, eller hvordan de, som gør noget, kunne have gjort det bedre. Æren tilkommer det menneske, der befinder sig i arenaen, hvis ansigt er mærket af støv og sved og blod; hvem der kæmper tappert; hvem der fejler, og hvem der kommer til kort igen og igen, fordi ingen indsats forbliver uden fejl og mangler; hvem der virkelig stræber efter at udføre gerningen; hvem der kender til stor entusiasme, stor opofrelse; og hvem der giver sig selv til en værdig sag; hvem der i bedste fald til sidst oplever triumfen ved at have udført en stor bedrift, og hvem der i værste fald, hvis han fejler, i det mindste fejler efter at have taget en stor udfordring op, og hvis plads aldrig bliver blandt de kolde og forskræmte sjæle, som aldrig kendte til hverken sejr eller nederlag!«¹⁷

Vær ikke blot en tilskuer eller en kritiker. Det gjorde I ikke i det førjordiske rige. I var ikke neutrale dengang. I stod fast. Lad ikke de selv samme stemmer, som råber på tolerance, have svært ved at tolerere jer eller jeres synspunkt. Dette er arenaen, hvor alt, hvad I forsvarede og valgte dengang,nu finder sted. Bliv ikke trætte eller distraheret eller diskvalificeret! Vær villige til at bevæge jer bort fra jeres trygge tilværelse og »træng jer frem med … et fuldkomment klart håb« (2 Ne 31:20).

Fold dydens banner ud

Over hele verden erklærer unge sidste dages hellige kvinder deres forpligtelse til at forblive rene og kyske. Unge kvinder og unge mænd har sammen besteget bjerge og udfoldet deres personlige banner for at erklære deres forpligtelse om at vende tilbage til dyd og forblive kyske. Vil I tilslutte jer dem? Overvej jeres personlige banner. Hvad ville I skrive på jeres banner, hvis det var jeres eneste eller det sidste budskab til verden? Hvordan ville jeres banner se ud?

På et andet tidspunkt og et andet sted blev et banner foldet ud. Det blev gjort af en modig mand, Moroni, der var forpligtet til retfærdighedens sag. Samfundet, hvor han boede, var i oprør. Ønsket om magt og rigdom og rang havde forårsaget, at nogle af de stærkeste og mest beslutsomme, som Mormons Bog beskriver det, blev forgiftet »lidt efter lidt« (Alma 47:18). Med andre ord blev de, som oprindeligt stod fast og ikke ville gå på kompromis, langsomt overtalt til at gøre netop det. Alexander Pope udtrykte på denne måde, hvad det betyder at blive »forgiftet lidt efter lidt«:

Last er et monster så forfærdelig at kue,
at blot synet får os til at grue.
Men ser og hører vi for ofte dens navn,
så tager vi den snart i favn.¹⁸

Det var under disse omstændigheder, at Moroni udfoldede sit banner – frihedserklæringen – og gjorde krav på et forsvar af familien, af kvinder og børn og af religion samt Gud. Han var ikke neutral. Han var ikke passiv. Han var ikke tolerant. Han var retfærdig! Han gik frimodigt frem. Skrifterne beskriver Moroni med ord, som jeg tror, beskriver mange af jer: »Hvis alle mennesker havde været og var og altid ville være ligesom Moroni, se, så ville selve helvedes magter være blevet rystet for evigt; ja, Djævelen ville aldrig få magt over menneskenes børns hjerte« (Alma 48:17; se også Alma 46:12-13, 18, 21).

I er det banner! Jeres tilværelse med renhed og dyd er det banner, som vil få jordens nationer til at se op – til at komme til templet. Når I forbliver dydige, bliver I hjulpet af Helligånden og jeres personlige dyd kvalificerer jer til ofte at komme i templet. Hvis I ikke har en anbefaling, er tiden nu inde til at blive værdige til at modtage en. Det er jeres værk. Templet vil være en styrke og en beskyttelse for jer i en verden, der bliver mørkere og mørkere, og det bliver et banner ikke blot for jer, men for nationerne. At vende tilbage til dyd er at vende tilbage til templet, og at vende tilbage til templet er at vende tilbage til Frelseren.

Dyd fører evighedens velsignelser med sig

For 41 år siden knælede jeg ved et alter i templet i Salt Lake og indgik der et pagtsforhold med denne vidunderlige mand, der står ved min side. Den beslutning har gjort en forskel i alle årtierne efter. Jeg går ud fra, at det, som jeg forsøger at fortælle jer, er vær der! Bliv nu ikke distraheret! Glem ikke, hvem I er! Og lad ikke noget diskvalificere jer fra velsignelserne, der venter på jer i Herrens hellige tempel.

Jeg føler mig tilskyndet til at viderebringe ordene i L&P 121:45-46. Det er til dem, der er kaldet og udvalgt, og som holder tappert ud. Det er til jer i disse prøvelsernes dage, ligesom det var for Joseph Smith og de hellige i prøvelsernes dage i Kirkens begyndelse. »Lad dyd uophørligt pryde dine tanker, da skal din selvtillid vokse sig stærk i Guds nærhed, og … Helligånden skal være din stadige ledsager.«

Når vi er dydige, bliver vi lovet, at vi skal stå selvsikkert i hans nærvær – hellig og som ham. Vi bliver lovet præstedømmets kraft, Guddommens kraft, fordi vi er dydige! Vi bliver lovet Helligåndens stadige ledsagelse, der vidner, leder, advarer, trøster og helliggør. Og til sidst bliver vi lovet, at vi skal have evigt liv, den største af alle Guds gaver. Vi bliver som guder og lever et guddommeligt liv, når vi er dydige. Vi bliver som han er – ren som han er ren.

Rejsen til Zion – de rene af hjertet – kræver alt, hvad I og jeg har. Jeg beder til, at vi hver især har ønsket og styrken til at bevæge os bort fra vores trygge tilværelse, idet vi forbereder os på vores livs løbetur og ligesom Agnes Caldwell rækker ud og tager Mesterens hånd. Hans løfte gælder os alle: »Jeg vil drage foran jeres ansigt. Jeg vil være ved jeres højre hånd og ved jeres venstre, og min Ånd skal være i jeres hjerte og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer« (L&P 84:88). Jeg bærer vidnesbyrd om, at vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus, lever, og at de forbereder os på det store arbejde, der skal udføres i vor Herres hellige templer, som forberedelse ikke blot på Frelserens komme, men for vores evige ophøjelse. Og jeg siger dette i Jesu Kristi navn. Amen.

Noter

1. »Unge Pigers tema,« Unge Piger Personlig fremgang,, hæfte, 2001, s. 5.

2. Se A. Theodore Tuttle,Becoming Goodly Parents, Brigham Young University Speeches of the Year, 12. dec. 1967.

3. Agnes Caldwell Southworth, i Susan Arrington Madsen, I Walked to Zion: True Stories of Young Pioneers on the Mormon Trail, 1994, s. 57-59).

4. Susan Arrington Madsen, I Walked to Zion, s. 59.

5. Forkynd mit evangelium 2005, s. 118.

6. Webster’s New World College Dictionary, 4. udg., 2002, »virtue«, s. 1597.

7. Russell M. Nelson, Liahona, juli 2001, s. 37.

8. Se Sheri L. Dew, »You Are a Pivotal Generation«, foredrag ved BYU-Hawaii, 17. feb. 2009.

9. Ezra Taft Benson, »In His Steps,« i 1979 Devotional Speeches of the Year 1980, s. 59.

10. Se M. Russell Ballard, Stjernen, jan. 1991, s. 34-36.

11. Winston Churchill (tale til British House of Commons, 13. maj 1940), www.americanrhetoric.com/speeches/winstonchurchillbloodtoiltearssweat.htm.

12. »Mer hellighed giv mig«, Salmer og sange, nr. 63.

13. Boyd K. Packer, »Faith in the Lord Jesus Christ and His Atonement«, tale ved seminar for nye missionspræsidenter, 27. juni 2009, s. 5.

14. Til styrke for de unge hæfte, 2002, s. 30.

15. Thomas S. Monson, Liahona, maj 2008, s. 65-67.

16. Joseph Smith, i History of the Church, 4:461.

17. Theodore Roosevelt, »Citizen in a Republic«, tale på Sorbonne i Paris i Frankrig, 23. apr. 1910, Presidential Addresses and State Papers and European Addresses, 8. dec. 1908 - 7. juni 1910, vol. 8 of Presidential Addresses and State Papers, Homeward Bound ed., 1910, s. 2191.

18. Alexander Pope, An Essay on Man 1732, epistel 2, linje 217-220, i The Complete Poetical Works of Pope, red. Henry W. Boynton, 1931, s. 144.

© 2009 Intellectual Reserve, Inc. Alle rettigheder forbeholdes. Engelsk original godkendt: 10/08. Godkendt til oversættelse: 10/08. Oversættelse af Zion Is the Pure in Heart. Danish. PD50013476 110????????