Himmelske hjem – evige familier PRÆSIDENT THOMAS S. MONSON Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab Opbyg et evigt hjem Det er med en ydmyg ånd, jeg repræsenterer Det Første Præsidentskab som dette mødes afsluttende taler. Vi er blevet inspireret og opbygget af ældste Bednars, ældste Perrys og søster Parkins taler. Vore tanker har kredset om hjemmet og familien, mens vi er blevet mindet om, at »Hjemmet er basis for et retskaffent liv, og der er ikke noget andet sted, som kan tage dets plads eller udfylde dets afgørende funktioner.«1 Et hjem er meget mere end et hus bygget af tømmer, mursten eller sten. Et hjem er skabt af kærlighed, offer og respekt. Vi er ansvarlige for det hjem, som vi opbygger. Vi må bygge klogt, for evigheden er ikke nogen kort rejse. Der vil komme stilhed og storm, solskin og skygge, glæde og sorg. Men hvis vi virkelig prøver, kan vores hjem blive til et stykke af himlen her på jorden. De tanker, som vi tænker, de ting, som vi gør, og det liv, som vi lever, påvirker ikke kun vores jordiske rejses succes. Disse ting markerer også vejen til vores evige mål. Nogle sidste dages hellige familier består af en mor, far og børn, som alle er hjemme, mens andre med sorg har været vidner til først ét, så et andet, og så endnu et familiemedlems bortgang. Nogle gange udgør en enkelt person en familie. Uanset dens sammensætning fortsætter familien – for familier kan være evige. Vi kan lære fra den største bygherre nogensinde – selveste Herren. Han har lært os, hvordan vi skal bygge. Han erklærede: »Ethvert ... hus i splid med sig selv kan ikke bestå« (Matt 12:25). Senere advarede han: »Se, mit hus er et ordens hus ... og ikke et forvirringens hus« (L&P 132:8). Ved åbenbaring gennem profeten Joseph Smith i Kirtland, Ohio, den 27. december 1832, rådede Mesteren: »Organiser jer, bered alt, hvad der behøves, byg et hus, et bedehus, et fastehus, et troens hus, et lærdommens hus, et herlighedens hus, et ordens hus, ja, et Guds hus« (L&P 88:119; se også 109:8). Hvor kan nogle af os finde en mere passende rettesnor, hvorved man forstandigt og på passende vis kan bygge? Sådan et hus ville leve op til de byggeregler, der gives i Matthæusevangeliet, og vil være et hus, der er bygget »på klippen« (Matt 7:24, 25; se også Luk 6:48; 3 Ne 14:24, 25), et hus, der er i stand til at modstå modgangens regn, modstandens strømme og tvivlens storm, som findes overalt i vores foranderlige og udfordrende verden. Nogle vil måske spørge: »Men den åbenbaring skulle give vejledning til opførelsen af et tempel. Er det relevant i dag?« Jeg ville svare: »Sagde apostlen Paulus ikke: ›Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer?‹« (1 Kor 3:16). Lad Herren være bygherren på vores byggeprojekt. Så kan vi hver især være underentreprenører, som er ansvarlige for en afgørende del af hele projektet. På den måde er vi alle med til at bygge. Udover at opbygge vores eget hjem, er vi også ansvarlige for at bidrage til at opbygge Guds rige på jorden ved trofast og virksomt at tjene i vore kaldelser i Kirken. Lad mig give nogle retningslinjer fra Gud, erfaringer fra livet, og nogle punkter, som vi kan overveje, når vi begynder at bygge. Knæl ned i bøn »Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt. Hav ham i tankerne på alle dine veje, så vil han jævne dine stier« (Ordsp 3:5-6). Således talte den kloge Salomo, Davids søn, Israels konge. På det amerikanske kontinent erklærede Jakob, Nefis bror: »Se hen til Gud med fasthed i sindet, og bed til ham med stor tro« (Jakob 3:1). Disse guddommeligt inspirerede råd kommer til os i dag som krystalklart vand til en udtørret jord. Vi lever i en problemfyldt tid. For blot få generationer siden kunne man ikke forestille sig den verden, som vi lever i nu, og de problemer, den frembyder. Vi er omgivet af umoralskhed, pornografi, vold, stoffer og et væld af andre dårligdomme, som påvirker nutidens samfund. Vores udfordring, ja endog vores ansvar, består i ikke blot at holde os selv »uplettet af verden« (Jak 1:27), men også i at føre vore børn og andre, som vi har et ansvar for, sikkert gennem de oprørte vande, der omgiver os alle, så vi en dag kan vende tilbage og bo hos vor himmelske Fader. Opdragelsen af vores familie kræver vores tilstedeværelse, vores tid og vores bedste indsats. For at være effektive i vores opdragelse, må vi være stærke eksempler for vores familiemedlemmer og stå til rådighed for tid alene med hvert enkelt medlem, så vel som have tid til rådgivning og vejledning. Vi er ofte overvældede af opgaven foran os. Men hjælpen er altid nær. Han, som kender alle sine børn, vil besvare vores inderlige og hjertelige bøn, når vi søger hjælp til at vejlede dem. Sådanne bønner vil løse flere problemer, lindre mere lidelse, forebygge flere overtrædelser og give en større grad af fred og tilfredshed i menneskets sjæl end nogen anden måde. Ud over behovet for den slags vejledning til vores egen familie, er vi blevet kaldet til stillinger, hvor vi har ansvar for andre. Som biskopper og rådgivere, som ledere i præstedømmekvorummer og hjælpeorganisationer har I mulighed for at gøre en forskel i andre menneskers liv. Der kan være nogle, som kommer fra familier, hvor ikke alle er medlemmer af Kirken, eller mindre aktive familier. Nogle har måske vendt sig bort fra deres forældre og derved ignoreret deres bønfaldelser og råd. Vi kunne meget vel blive det redskab i Herrens hånd for at gøre en forskel for mennesker, der står i en sådan situation. Uden vor himmelske Faders vejledning, kan vi dog ikke gøre alt det, som vi er blevet kaldet til at gøre. Den form for hjælp opnås gennem bøn. En fremtrædende amerikansk dommer blev spurgt, hvad vi som borgere i verdens lande kan gøre for at reducere forbrydelserne og ulydigheden mod lovene og for at bringe fred og tilfredshed i vores liv og i vore nationer. Han svarede meget tankevækkende: »Jeg vil foreslå, at vi vender tilbage til den gamle skik med at bede familiebøn.« Er vi som et folk ikke taknemlige for, at familiebøn ikke er umoderne blandt os? Der er stor sandhed i den ofte citerede talemåde: »Den familie, der beder sammen, bliver sammen.« Herren selv pålagde os, at vi skulle bede familiebøn, da han sagde: »Bed i jeres familie til Faderen og altid i mit navn, så jeres hustru og jeres børn må blive velsignet« (3 Ne 18:21). Som forældre, som lærere og som ledere i enhver stilling kan vi ikke tillade os at forsøge at begive os ud på denne muligvis farefulde rejse gennem livet på jorden uden himmelsk bistand til at hjælpe os med at vejlede dem, som vi er ansvarlige for. Når vi beder vore familiebønner og vore personlige bønner til Gud, så lad os gøre det i tro og stole på ham. Knæl ned i bøn. Vær villig til at tjene Forbilledet finder vi i Herrens levevis. Jesu liv og tjenestegerninger blandt menneskene er som en lanterne, der udstråler godhed. Han styrkede de invalides lemmer, fik blinde til at se, døve til at høre, og gav døde livet igen. Hans lignelser er kraftfulde. I lignelsen om den barmhjertige samaritaner sagde han: »Du skal elske din næste« (se Luk 10:30-35). Ved sin godhed mod kvinden, som blev grebet i hor, belærte han om barmhjertig forståelse (se Joh 8:3-11). I sin lignelse om talenterne lærer han os, at vi skal forbedre os og bestræbe os på at blive fuldkomne (se Matt 25:14-30). Han kunne meget vel have forberedt os til vores rolle med hensyn til at opbygge en evig familie. Vi har alle – både præstedømmeledere og ledere i hjælpeorganisationerne – et ansvar i vores hellige kald. Vi er blevet indsat til at tjene i det embede, som vi er blevet kaldet til. I Lære og Pagter 107:99 siger Herren: »Lad nu derfor hver mand lære sin pligt og at handle med al flid i det embede, hvortil han er blevet udpeget.« Når vi bidrager til at velsigne og styrke dem, som vi er ansvarlige for i medfør af vore kaldelser i Kirken, vil vi reelt velsigne og styrke deres familier. Således kan den tjeneste, som vi udfører i vores familie og i vore kaldelser i Kirken få evige følger. For mange år siden, da jeg var biskop i en stor og mangfoldig menighed med flere end tusinde medlemmer i centrum af Salt Lake City, stod jeg over for utallige udfordringer. En søndag eftermiddag ringede ejeren af en butik, der lå inden for menighedens grænser, til mig. Han fortalte, at tidligere samme formiddag var en dreng kommet ind i hans butik og havde købt en is. Han havde betalt med penge, som han tog fra en kuvert, men da han gik, glemte han kuverten. Da butiksindehaveren fik lejlighed til at kigge nærmere på kuverten, bemærkede han, at det var en fasteoffer-konvolut med menighedens navn og telefonnummer trykt på den. Da han beskrev drengen, som havde været i butikken, for mig, vidste jeg med det samme, hvem det var – en ung diakon fra vores menighed, som kom fra en mindre aktiv familie. Min første reaktion var forbløffelse og skuffelse ved tanken om, at en af vore diakoner ville anvende fastemidler, der var beregnet til dem i nød, og gå ind i en butik om søndagen og købe is for pengene. Jeg besluttede mig for at besøge drengen samme eftermiddag for at undervise ham om helligheden af Kirkens midler og hans pligt som diakon til at indsamle og beskytte disse midler. Mens jeg kørte til dette hjem, bad jeg en stille bøn om vejledning til, hvad jeg skulle sige for at bringe orden i situationen. Jeg ankom og bankede på døren. Den blev åbnet af drengens mor, og jeg blev inviteret ind i stuen. Selvom rummet var sparsomt oplyst, kunne jeg se, hvor småt og nedslidt det var. De få møbler var luvslidte. Moderen selv så nedslidt ud. Min vrede over hendes søns handlinger samme morgen forsvandt fra mine tanker, da jeg indså, at her var en familie, som virkelig var i nød. Jeg følte mig tilskyndet til at spørge moderen, om der var mad i huset. Grædende indrømmede hun, at det var der ikke. Hun fortalte mig, at hendes mand havde været arbejdsløs i nogen tid, og at de havde desperat brug for ikke kun mad, men også penge, så de kunne betale huslejen, så de ikke blev sat ud af deres lille hus. Jeg behøvede ikke omtale fasteofrene, for jeg indså, at drengen sandsynligvis havde været meget sulten, da han standsede ved butikken. I stedet sørgede jeg straks for hjælp til familien, så de kunne få mad at spise og tag over hovedet. Desuden var vi med hjælp fra menighedens præstedømmeledere i stand til at sørge for arbejde til manden, så han kunne forsørge sin familie fremover. Som ledere i præstedømmet og hjælpeorganisationerne har vi ret til Herrens hjælp til at højne vores kaldelse og opfylde vore ansvar. Søg hans hjælp, og følg inspirationen, når den kommer til jer, om hvilken vej I skal gå, hvem I skal besøge, hvad I skal sige, og hvem I skal sige det til. Vi kan tænke den samme tanke om og om igen, men kun når vi handler i overensstemmelse med tanken, velsigner vi menneskers liv. Må vi være sande hyrder for dem, som vi er ansvarlige for. John Milton skrev i sit digt »Lycidas«: »De sultne får kigger op, og de får ikke mad« (linje 125). Herren selv sagde til profeten Ezekiel: »Ve Israels hyrder«, som ikke vogter fårene (Ez 34:2-3). Det er vores ansvar at tage os af flokken, for de dyrebare får, disse sarte lam er at finde overalt – hjemme i vores egen familie, hjemme hos vore slægtninge, og de venter på os i vore kaldelser i Kirken. Jesus er vores forbillede. Han sagde: »Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får« (Joh 10:14). Vi har et ansvar som hyrder. Må vi alle være villige til at tjene. Ræk ud til de vildfarne På rejsen ad livets vej sker der ulykker. Nogle går bort fra de vejskilte, som fører til evigt liv for blot at opdage, at den valgte omvej til sidst vil føre til en blindgyde. Ligegyldighed, manglende omsorg, selviskhed og synd kræver alt sammen sin dyrebare pris i menneskers liv. Der findes mennesker, som af uforklarlige årsager, marcherer til en anden melodi, for senere at finde ud af, at de har fulgt sorgens og lidelsens melodi. I 1995 udtrykte Det Første Præsidentskab deres bekymring for dem, der havde forvildet sig væk fra Kristi fold og udsendte et særligt budskab med titlen: »Invitation til at komme tilbage«. Budskabet indeholdt denne opfordring: »Til jer, som af en eller anden grund befinder jer uden for Kirkens fællesskab, siger vi: ›Kom tilbage.‹ Vi inviterer jer til at komme tilbage og tage del i den glæde, som I kendte engang. I vil finde mange med udstrakte arme, der byder jer velkommen, hjælper jer og giver jer trøst. Kirken har brug for jeres styrke, kærlighed, trofasthed og hengivenhed. Den kurs, som et menneske skal følge for at vende tilbage til alle velsignelserne ved medlemskab af Kirken, er entydig og sikker, og vi står klar til at modtage alle, som ønsker at følge den.« Måske vil en ofte gentagen scene hjælpe dig med at forstå din personlige mulighed for at hjælpe de vildfarne. Lad os se på en familie med en søn ved navn Jack. Gennem hele Jacks opvækst havde han og hans far haft mange alvorlige skænderier. En dag, da han var 17 år, havde de et særligt højrøstet skænderi. Jack sagde til sin far: »Dette var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Jeg rejser hjemmefra, og jeg kommer aldrig tilbage!« Han gik ind på sit værelse og pakkede en taske. Hans mor tiggede ham om at blive, men han var for vred til at lytte. Han efterlod hende grædende i døren. Han var på vej over gården og ud af lågen, da han hørte sin far råbe til sig: »Jack, jeg ved, at en stor del af skylden for, at du rejser, er min. Det er jeg virkelig ked af. Jeg ønsker, du skal vide, at hvis du nogen sinde ønsker at vende hjem, så er du altid velkommen. Og jeg vil forsøge at være en bedre far for dig. Du skal vide, at jeg altid vil elske dig.« Jack sagde intet, men gik ned til busstationen og købte en billet til et fjerntliggende sted. Da han sad i bussen og så kilometerne forsvinde, begyndte han at tænke over sin fars ord. Han begyndte at indse, hvor meget mod og hvor meget kærlighed, det havde krævet af hans far at sige det, han sagde. Hans far havde undskyldt. Han havde inviteret ham tilbage, og ordene genlød i sommerluften: »Jeg elsker dig.« Jack vidste, at det næste træk var op til ham. Han forstod, at den eneste måde, hvorpå han nogen sinde kunne finde fred med sig selv, var at vise sin far den samme form for modenhed, godhed og kærlighed, som hans far havde vist ham. Jack stod af bussen. Han købte en billet hjem og tog tilbage. Han ankom kort efter midnat, gik ind i huset og tændte lyset. Der i gyngestolen sad hans far med hovedet i sine hænder. Da han så op og så Jack, rejste han sig fra stolen, og de omfavnede hinanden. Jack sagde senere: »Disse sidste år, hvor jeg boede hjemme, var blandt de lykkeligste år i mit liv.« Her var en far, som idet han undertrykte lidenskab og tøjlede stolthed, rakte ud og reddede sin søn, før han blev én i den store flok af »tabte bataljoner«, som er et resultat af brudte familier og ødelagte hjem. Kærligheden var det, der bandt dem sammen, den lindrende balsam. Kærlighed så ofte følt, så sjældent udtrykt. Fra Sinajbjerget tordner det i vore ører: »Ær din far og din mor« (2 Mos 20:12). Og senere, fra den samme Gud, påbuddet: »Du skal leve sammen med andre i kærlighed« (L&P 42:45). Følg Herrens plan Knæl ned i bøn. Vær villig til at tjene. Ræk ud til de vildfarne. Alle mennesker er en vigtig del af Guds plan for at gøre et hus til et hjem og et hjem til en himmel. Balance er nøglen til vore hellige og højtidelige ansvar i vores hjem og i vore kaldelser i Kirken. Vi må anvende visdom, inspiration og sund fornuft, når vi sørger for vores familie og opfylder vore kaldelser i Kirken, for hver især er af afgørende betydning. Vi kan ikke forsømme vores familie; vi må ikke forsømme vore kaldelser i Kirken. Lad os bygge professionelt uden genveje og følge Herrens plan. Så vil Herren, som er vores bygningsinspektør, måske sige til os, som han sagde, da han viste sig for Salomo, en bygherre i forgangen tid: »Jeg har hørt din bøn og bønfaldelse for mit ansigt, og jeg har helliget dette hus, som du har bygget, til at sætte mit navn på for evigt; mine øjne og mit hjerte skal altid være dér« (1 Kong 9:3). På den måde vil vi få himmelske hjem og evige familier og vil være i stand til ligeledes at hjælpe, styrke og velsigne andre familier. Jeg beder ydmygt og oprigtigt om, at denne velsignelse må komme til os alle. I Jesu Kristi navn. Amen. Note 1. Brev fra Det Første Præsidentskab, 11. feb. 1999; se Liahona, dec. 1999, s. 1.