Skrifterne
Lære og Pagter 24


Afsnit 24

Åbenbaring givet til profeten Joseph Smith og Oliver Cowdery i Harmony, Pennsylvania, i juli 1830. Skønt der var gået mindre end fire måneder, siden kirken var blevet organiseret, var forfølgelserne blevet intense, og lederne måtte søge sikkerhed ved ind imellem at holde sig skjult. De tre følgende åbenbaringer blev givet i denne periode for at styrke, opmuntre og undervise dem.

1-9: Joseph Smith bliver kaldet til at oversætte, prædike og udlægge skrifterne. 10-12: Oliver Cowdery bliver kaldet til at prædike evangeliet. 13-19: Loven vedrørende mirakler, forbandelser, at ryste støvet af sine fødder og at rejse omkring uden pung eller taske bliver åbenbaret.

1 Se, du blev kaldet og udvalgt til at skrive Mormons Bog og til min tjenestegerning; og jeg har løftet dig op fra dine trængsler og har rådgivet dig, så du er blevet udfriet fra alle dine fjender, og du er blevet udfriet fra Satans magt og fra mørke!

2 Dog kan dine overtrædelser ikke undskyldes, men gå bort og synd ikke mere.

3 Højn dit embede; og efter at du har tilsået dine marker og sikret dem, drag da hastigt til den menighed, som er i Colesville, Fayette og Manchester, og de skal underholde dig; og jeg vil velsigne dem både åndeligt og timeligt;

4 men hvis de ikke tager imod dig, vil jeg sende en forbandelse over dem i stedet for en velsignelse.

5 Og du skal fortsætte med at påkalde Gud i mit navn og skrive det, der vil blive givet dig af Talsmanden og udlægge alle skrifter for kirken.

6 Og det skal blive givet dig i netop det øjeblik, hvad du skal sige og skrive, og de skal lytte til det, ellers vil jeg sende dem en forbandelse i stedet for en velsignelse.

7 For du skal hellige al din tjeneste til Zion; og i dette skal du få styrke.

8 Vær tålmodig i trængsler, for du skal få mange; men udhold dem, for se, jeg er med dig, ja, lige til dine dages ende.

9 Og i timeligt arbejde skal du ikke få styrke, for dette er ikke dit kald. Pas dit kald, så skal du få det, hvormed du kan højne dit embede og udlægge alle skrifter og fortsætte med at give håndspålæggelse og bekræfte menighederne.

10 Og din broder Oliver skal fortsætte med at bære mit navn frem for verden og ligeså for kirken. Og han skal ikke tro, at han kan sige nok for min sag; og se, jeg er med ham til enden.

11 I mig skal han få ære og ikke af sig selv, det være sig i svaghed eller i styrke, det være sig i lænker eller fri;

12 og til enhver tid og på ethvert sted skal han åbne sin mund og kundgøre mit evangelium som med en basuns røst, både dag og nat. Og jeg vil give ham en sådan kraft, som ikke er kendt blandt mennesker.

13 Anmod ikke om mirakler, medmindre jeg befaler jer det, bortset fra at uddrive djævle, helbrede de syge og mod giftige slanger og mod dødbringende gifte;

14 og dette skal I ikke gøre, medmindre det bliver krævet af jer af dem, der ønsker det, for at skrifterne kan blive opfyldt; for I skal gøre sådan, som der er skrevet.

15 Og ethvert sted, som I kommer til, og hvor man ikke tager imod jer i mit navn, skal I efterlade en forbandelse i stedet for en velsignelse ved at ryste støvet af jeres fødder mod dem som et vidnesbyrd og gøre jeres fødder rene ved vejen.

16 Og det skal ske, at enhver, der lægger hånd på jer med vold, skal I befale at blive slået i mit navn, og se, jeg vil slå dem i overensstemmelse med jeres ord, når jeg anser tiden for at være inde.

17 Og enhver, som påkalder sig loven mod dig, skal blive fordømt af loven.

18 Og du skal ikke tage nogen pung eller taske med dig, ej heller stave eller to frakker; for kirken skal give dig i samme stund, hvad du har brug for af føde og af klæder og af sko og af penge og af taske.

19 For du er kaldet til at beskære min vingård med en kraftig beskæring, ja, for sidste gang; ja, og ligeså alle dem, som du har ordineret, og de skal handle efter dette mønster. Amen.