Israel, Israel, Gud nu kalder

Ældste Jeffrey R. Holland

De Tolv Apostles Kvorum


 
Medlem af De Tolvs Kvorum

Velkommen til dette transmitterede foredrag, hvor end I måtte være i denne store, vidunderlige kirke. Tak fordi I har lyst til at deltage, også jer, der er her på Dixie State College i min hjemby.

Mange er blevet kaldet til at forlade Babylon

For at invitere Herrens Ånd til at være hos os, anmodede jeg om den salme, vi indledte dette møde med: »Israel, Israel, Gud nu kalder.« Det er en af genoprettelsens klassikere, og den skaber rammerne for meget af det, jeg gerne vil sige til jer i aften. Vi kunne med det samme formål have tilføjet »Kom, Israels ældster«. Jeg elsker at høre missionærerne rundt om i verden med høj røst synge: »Til Babylon, til Babylon vi siger farvel, I Efraims land vi vil fryde vor sjæl.«1 De to salmers budskab er hovedsageligt det samme – at Gud altid kalder på Israels børn om at komme til et sted, hvor i sidste ende alt vil blive vel.

Israel, Israel, Gud nu kalder,
kalder dig fra jordens ve,
Babylon, den store, falder,
Gud dens pragt vil styrte ned.
Kom til Zion, kom til Zion,
bag dens volde finde trøst.
Kom til Zion, kom til Zion,
bag dens volde finde trøst.2

Dette har praktisk talt været Israels historie gennem alle tidsaldre. Når tingene blev for syndige, eller når der var for meget verdsliggørelse i samfundet eller livet med hedningerne ødelagde det moralkodeks og de befalinger, som Gud havde givet, blev pagtens børn sendt på flugt ud i ørkenen for at skabe Zion og begynde forfra.

På Det Gamle Testamentes tid måtte Abraham, faderen til denne form for pagt, flygte for sit liv fra Kaldæa – helt bogstaveligt Babylonien – i sin søgen efter en helliggjort tilværelse i Kana’ans land (som vi nu ville omtale som det hellige land).3 Der gik ikke mange generationer før Abrahams efterkommere (og derpå Isaks og Jakobs) – nu fuldt ud israelitter – mistede deres Zion og var i trældom i det fjerne, hedenske Egypten.4Moses måtte frembringes for at lede børnene af et løfte ud i ørkenen igen7 – denne gang midt om natten, uden tid til at lade brøddejen hæve! »Israel, Israel, Gud nu byder,« sang de utvivlsomt på deres egen måde. »Hører din Forløsers røst.«5

Ikke mange århundreder senere udfoldede der sig en beretning, der er af særlig interesse for os, om en af disse israelitiske familier, der ledes af en profet ved navn Lehi, der blev befalet at flygte fra selv det elskede Jerusalem, fordi, ak, Babylon igen stod for døren.6 Så begynder det igen! De vidste dog ikke, at de skulle til et helt nyt kontinent for at grundlægge et helt nyt koncept af Zion,7 men sådan skulle det gå. Og de vidste heller ikke, at det allerede var sket på præcis samme måde en gang tidligere med en gruppe af deres forfædre, der omtales som jereditterne.8

Som før nævnt er dette en verdensomspændende transmission til en i stigende omfang international kirke, men den er af interesse for alle, der fejrer genoprettelsen, at koloniseringen af Amerika begyndte med en gruppe, der flygtede fra deres tidligere hjemland for at kunne tilbede, som de ville. En meget anerkendt forsker inden for den puritanske bosættelse i Amerika beskriver denne begivenhed som kristendommens »rejse ud i ørkenen,« de nutidige israelitters anstrengelse for at frigøre sig selv fra den gamle verdens gudløshed og endnu engang søge himlens veje i et nyt land.9

Formålet med denne aftens foredrag er at minde jer om en sidste flugt, en flugt, til hvilken vores salme i aften blev skrevet. Det var vores egen kirke, ledet af vores egen profet, der ledte vores egne religiøse forfædre. Joseph Smith blev jaget gennem delstaterne New York, Pennsylvania, Ohio, Missouri og til sidst myrdet i Illinois. Med det fik vi set genopførelsen i de sidste dage af historien om Israels børn, der atter søger et tilflugtssted. Brigham Young, den amerikanske Moses, som han så beundrende er blevet kaldt, ledte de hellige til bjergenes dale, mens de ømfodede hellige sang:

Vi finde stedet for Guds stille fred
hist i vest, Zions land,
for Herrens folk et udsøgt helligt sted,
Gud os der signe kan.10

Zion. Det forjættede land. Det ny Jerusalem. Hvor er det? Ja, vi er ikke helt sikre, men vi skal nok finde det. I mere end 4.000 år af pagtens historie har dette været mønstret: Flygt og søg. Løb og bosæt jer. Undslip Babylon. Opfør Zions beskyttende mure.

Indtil nu. Indtil i aften. Indtil denne vor tid.

Vores kald er at opbygge Zion, hvor vi bor

Et af de mange unikke særkender ved vores uddeling, tidernes fyldes uddeling – den sidste og største af alle uddelinger – her er den nye måde, hvorpå vi opretter Guds rige på jord. Ser I, et af de virkelige spændende ting ved denne uddeling er, at det er tiden for en vældig, accelererende forandring. Og en ting, der har forandret sig, er, at Guds kirke aldrig mere vil flygte. Den skal aldrig mere forlade Ur for at forlade Haran, for at forlade Kana’ans land, for at forlade Jerusalem, for at forlade England, for at forlade Kirtland, for at forlade Nauvoo, for at tage til hvem ved hvor. Nej, som Brigham Young sagde til os alle: »Vi er blevet sparket fra panden til ilden og fra ilden ud midt på gulvet, og her er vi, og her bliver vi.«11

Det var selvfølgelig ikke en udtalelse, der kun omhandlede Salt Lake Valley eller Wasatch Front generelt set; det blev en erklæring til Kirkens medlemmer over hele verden. I disse sidste dage, i vores uddeling, ville vi være modne nok til at indstille flugten. Vi ville være modne nok til at plante vore fødder og vores familie og vores fundament i ethvert folkeslag, stamme, tungemål og folk for bestandigt. Zion vil være alle steder – overalt, hvor Kirken er. Og med den ændring – en af de største ændringer i de sidste dage – betragter vi ikke længere Zion, som hvor vi skal leve; vi tænker på det, som hvordan vi skal leve.

Tre oplevelser, der leder til tre lektier

For at formulere rammerne for denne nye opgave en smule vil jeg i aften gerne trække på tre oplevelser, som søster Holland og jeg har haft i den sidste tid. Hvis tiden tillod det, kunne jeg citere mange flere, og det kunne I også.

Nummer 1: For et par år siden var en af mine unge venner – en hjemvendt missionær – på et basketballhold på et af universiteterne her i Utah. Han var en fantastisk ung mand og en meget god spiller, men han spillede ikke nær så meget, som han havde håbet på at gøre. Han særlige talenter og evner var ganske enkelt ikke lige det, som holdet havde brug for på det tidspunkt i deres udvikling eller i hans. Det sker i sport. Så med hans træneres og holdkammeraters fulde støtte, flyttede min unge ven til et andet universitet, hvor han håbede på at kunne bidrage lidt mere.

Skæbnen ville, at tingene på den nye skole bare fungerede, og min ven kom hurtig med i startopstillingen. Og tænk jer – turneringsplanen (som blev fastlagt år, før disse begivenheder fandt sted) gjorde, at denne unge mand vendte tilbage for at spille mod sit tidligere hold i Salt Lake City, i det daværende Delta Center.

Det, der skete under den kamp har plaget mig op til denne dag, og jeg udnytter dette usædvanlige øjeblik til at lette mit hjerte. Den skrappe kritik, der væltede ned over denne unge mand fra tribunerne den aften – en sidste dages hellig, hjemvendt missionær, nygift, der betalte sin tiende, tjente i ældsternes kvorum, udførte velgørenhed blandt de unge i sin by, og som med glæde ventede et nyt barn med sin hustru – det, der den aften blev sagt og gjort og som væltede ned over ham, hans hustru og deres forældre, burde aldrig ske for noget menneske på noget tidspunkt eller noget sted, uanset sportsgren eller universitet, og uanset personlige beslutninger omkring dem begge.

Men her er det værste ved det. Træneren fra det gæstende hold, som var noget af en legende i sin profession, vendte sig mod ham efter en fremragende indsats og sagde: »Hvad sker der her? Du er den lokale knægt, der har klaret sig godt. Du er en af dem. Det er dine venner.« Men det værste ved det hele var, da han i total forvirring spurgte: »Er de fleste af de her mennesker ikke medlemmer af din kirke?«

Oplevelse nummer 2: Jeg var blevet bedt om at tale til et foredrag for unge voksne i en stav – et arrangement for »alle over 18 år«. Da jeg trådte ind ad bagdøren til stavscentret, trådte en ung kvinde i 30’erne ind i bygningen på samme tid. Selv i massen af mennesker, der bevægede sig mod kirkesalen, var det ikke svært at bemærke hende. Som jeg husker det, havde hun et par tatoveringer, flere øre- og næseringe, strithår i alle regnbuens farver, en nederdel, der var for kort, og en bluse, der var alt for nedringet.

Tre spørgsmål rejste sig øjeblikkeligt: Var denne kvinde en kæmpende sjæl, ikke af vor tro, der var blevet ledt – eller endnu bedre, blevet bragt hertil af en anden – til dette foredrag under Herrens vejledning i en indsats for at hjælpe hende med at finde evangeliets fred og retning, som hun havde brug for i sit liv? En anden mulighed: Var hun var et medlem, der måske var afveget en smule fra nogle af de håb og standarder, som Kirken anbefaler for dens medlemmer, men som, Herren være lovet, stadig var tilknyttet Kirken og havde valgt at deltage i kirkeaktiviteten den aften? Eller en tredje mulighed: Er det stavens hjælpeforeningspræsident? (Jeg var dog ret sikker på, at det var hun ikke).

Her er mit tredje eksempel: Mens søster Holland og jeg deltog i indvielsen af templet i Kansas City i Missouri for blot et par måneder siden, var bror Isaac Freestone vært for os, en politibetjent af erhverv og en vidunderlig højpræst i Liberty Stav i Missouri. Under vores samtale fortalte han os, at han en sen aften var blevet kaldt til at undersøge en klage i et særligt belastet område af byen. Gennem den brølende musik og lugten af hash, fandt han en kvinde og flere mænd, der drak og bandede, de var alle totalt ligeglade med de fem små børn – mellem to til otte år – der sad sammenkrøbet i et værelse og prøvede at sove på et beskidt gulv uden seng, madras, puder eller noget som helst. Bror Freestone så i køkkenskabene og i køleskabet efter en dåse eller en æske med en færdigret – men han kunne bogstaveligt talt ikke finde noget. Han sagde, at hunden, der gøede i baghaven, havde mere mad, end de børn havde.

I moderens soveværelse fandt han en bar madras, den eneste i huset. Han ledte indtil han fandt nogle lagener (hvis man kan kalde dem det), lagde dem på madrassen og puttede alle fem børn på den midlertidige seng. Med tårer i øjnene, knælede han så ned og bad en bøn til vor himmelske Fader om at beskytte børnene og bød dem godnat.

Da han rejste sig og gik mod døren, sprang et af børnene på omkring seks år op fra madrassen, løb hen til ham, greb hans hånd og tryglede: »Kan du ikke adoptere mig?« Med flere tårer i øjnene, lagde han barnet tilbage på madrassen, fandt så den påvirkede mor (mændene var for længst forduftet) og sagde til hende: »Jeg kommer tilbage i morgen, og himlen hjælpe dig, hvis der ikke er sket tydelige ændringer, inden jeg træder ind ad døren. Og der skal også ske yderligere ændringer efter det. Det lover jeg dig.«12

Hvad har disse tre hændelser til fælles? Ikke særlig meget ud over at søster Holland og jeg oplevede dem i den seneste tid. Og de giver tre små, meget forskellige, eksempler på Babylon fra det virkelige liv – et, der omhandler en personlig, tåbelig og beklagelig opførsel til en basketballkamp, et andet, der omhandler de udfordringer, der udspringer af de kulturelle, individuelle konfrontationer, vi har med dem, der lever på en anden måde end os, og så en meget større og mere alvorlig sag med lovmæssige konsekvenser og en så kompleks historik, der tilsyneladende overgår alle vore evner til at håndtere sagen.

Ved at opstille disse tre udfordringer, brugte jeg bevidst ikke opsigtsvækkende beretninger om seksuelle overtrædelser, fysisk vold eller afhængighed af pornografi, selv om nogle af jer bedre ville kunne relatere til dem end de eksempler, jeg har brugt. Men I er kloge nok til at kunne anvende dem, uden jeg behøver at nævne dem.

Lektion 1: Lad aldrig »religionen blive hjemme«

Lad os først færdiggøre basketballhændelsen. Dagen efter kampen, da der var offentlige udtalelser og anmodninger om undskyldninger angående begivenheden, udtalte en ung mand sig nogenlunde sådan her: »Hør her. Vi taler om basketball, ikke om søndagsskolen. Hvis ikke du kan lide lugten i bageriet, så må du gå ud. Vi betaler i dyre domme for at se de her kampe. Vi opfører os, som vi vil. Vi lader religionen blive hjemme.«

» Vi lader religionen blive hjemme «? Første lektion i etableringen af Zion i den 21. århundrede: Man lader aldrig »religionen blive hjemme.« Aldrig nogen sinde.

Mine unge venner, den type discipel kan man ikke tillade sig at være – den type discipel findes slet ikke. Som profeten Alma har undervist os, og som Kirkens unge piger hver uge erklærer i Unge Pigers motto: Vi står som »Guds vidner til alle tider og i alle ting og på alle steder, hvor I måtte befinde jer,«13ikke kun nogle gange, nogle få steder, eller når vores hold fører stort.

»Lader religionen blive hjemme«! Jeg var rasende.

Lektion 2: Vis barmhjertighed, men være loyal over for befalingerne

Men lad os lige blive her et øjeblik, for der er en anden lektion på vej. Lektion to i aftenens søgen efter Zion er, at jeg i min retfærdige harme (i det mindste kalder vi det altid for retfærdigt) må sikre mig, at jeg ikke ender med at gøre præcis det, som jeg beskyldte denne unge fan for at gøre – at blive vred, opføre mig tåbeligt, miste fatningen, skræppe op om det, få fingrene i ham – helst rundt om hans hals – indtil jeg! Før jeg ved af det, har jeg ladet min religion blive hjemme! Nej, en eller anden må i livet, en eller anden i det 21. århundrede, en eller anden i alle disse situationer må leve op til sin religion, for ellers ender det med, at vi har en flok idioter, der opfører sig som moralske pygmæer.

Det er let at være retfærdig, når tingene forholder sig roligt, livet er godt, og alt bare går glat. Prøven kommer, når der er en rigtig prøvelse eller fristelse, når der er pres og udmattelse, vrede og frygt eller mulighed for rigtig overtrædelse. Kan vi på det tidspunkt være trofaste? Det er spørgsmålet, for »Israel, Israel, Gud nu kalder«. En sådan retskaffenhed er selvfølgelig det majestætiske ved »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør«14 – lige når tilgivelse, forståelse og det, at være gavmild mod ens korsfæstere, er det sidste, man som en, der er mindre fuldkommen end verdens Frelser, ønsker at gøre. Men vi må gøre forsøget; vi må ønske at være stærke. Uanset situationen, provokationen eller problemet, så kan ingen virkelig Kristi discipel »lade sin religion blive hjemme.«

Dette leder mig til kvinden med regnbue-håret og de mange prangende ringe. Uanset, hvordan man kunne reagere over for den unge kvinde, så er den evige regel, at reaktionen altid bør afspejle vores religiøse overbevisning og evangeliske forpligtelser. Derfor må måden, hvorpå vi reagerer i enhver situation, gøre tingene bedre, ikke værre. Vi må ikke handle eller reagere på en sådan måde, at vi bliver skyldig i en større synd, end hun er i denne situation. Det betyder ikke, at vi ikke må have meninger, at vi ikke må have standarder, at vi på en eller anden måde fuldstændig skal tilsidesætte de guddommelige befalinger »Du skal« og »Du må ikke« i livet. Men det betyder, at vi må leve med de standarder og forsvare de »Du skal« og »Du må ikke« på retfærdig vis og af bedste evne på samme måde, som Frelseren efterlevede og forsvarede dem. Og han gjorde altid det, han skulle gøre, for at gøre situationen bedre – fra at undervise i sandheden, til at tilgive synder og til at rydde templet. Det er en stor gave, kan jeg betro jer, at vide, hvordan man gør noget sådant på den rette måde!

Angående vores nye bekendtskab med den usædvanlige påklædning og fremtoning, så begynder vi frem for alt med at huske på, at hun er en Guds datter og af evig værdi. Vi lægger ud med at huske på, at hun er en eller andens datter her på jorden og kunne under andre omstændigheder være min datter. Vi lægger ud med at være taknemlige, for at hun deltager i en kirkeaktivitet frem for at undgå den. Kort sagt, vi forsøger at være det bedste, vi kan være i denne situation, i vores ønske om at hjælpe hende med at være det bedste, hun kan være. Vi vedbliver med at bede stille: Hvad er det rigtige at gøre her? Og hvad er det rette at sige? Hvad vil i sidste instans gavne denne situation og gavne hende? Ved at stille sig selv disse spørgsmål og virkelig forsøge at gøre, hvad Frelseren ville gøre, er, hvad jeg mener, han mente, da han sagde: »Døm ikke efter det ydre, men fæld en retfærdig dom!«15

Når det nu er sagt, minder jeg os alle om, at når vi rækker ud efter og hjælper tilbage det mistede lam, der er faret vild, har vi også et stort ansvar over for de 99, der ikke fór vild – og over for Hyrdens ønsker og vilje. Dette er en fold, og det er meningen, at vi alle skal være i den for ikke at tale om den tryghed og de velsignelser, der kommer til os, der er der. Mine unge brødre og søstre, denne kirke kan aldrig ændre sine lærdomme som svar på social goodwill eller politisk hensigtsmæssighed eller af nogen anden grund. Det er kun den åbenbarede sandheds sikkerhed, der giver os fodfæste, så vi kan løfte en anden, der måske føler sig besværet eller forladt. Vores medfølelse og vores kærlighed – vores kristendoms grundlæggende egenskaber og krav – må aldrig tolkes som et kompromis med befalingerne. Som den suveræne George MacDonald engang sagde i sådanne situationer: »Vi er ikke forpligtede til at sige alt, hvad vi tror på, men vi er forpligtede til ikke at ligne, hvad vi ikke tror på.«16

Fæld en retfærdig dom

I denne henseende – dette kald om at være medfølende og loyal over for befalingerne – er der nogle gange en mulighed for misforståelse, især blandt unge, der måske tror, at det ikke er meningen, at vi må dømme noget som helst, at vi aldrig bør foretage en saglig bedømmelse af nogen slags. Vi må hjælpe hinanden med at forstå, for Frelseren gør det meget klart, at vi i visse situationer skal dømme, vi er forpligtet til at dømme – som da han sagde: »Giv ikke hunde det hellige, og kast ikke jeres perler for svin.«17 Det lyder for mig som at dømme. Alternativet er at give sig hen til en dekonstruktioneret, postmoderne verdens relativistiske moral, som, hvis den presses tilstrækkeligt, hævder, at intet i sidste instans er evigt sandt eller særligt helligt, og derfor betyder ingen holdning til et spørgsmål mere end en anden holdning. Og det er ganske enkelt ikke sandt.

Når der skal foretages en bedømmelse, bliver vi ikke bedt om at dømme andre, men vi bliver bedt om at træffe beslutninger hver dag, der afspejler dømmekraft – god dømmekraft, håber vi. Ældste Dallin H. Oaks henviste engang til den slags valg som »mellem-bedømmelser«, som vi ofte foretager på vegne af vores egen eller andres tryghed i modsætning til det, han kaldte for »endelige bedømmelser«, som kun kan foretages af Gud, som kender alle kendsgerningerne.18 (Husk på, at i det tidligere nævnte skriftsted, sagde Frelseren, at disse skulle være en »retfærdig dom«, ikke en selvretfærdig dom, som er noget helt andet).

For eksempel skal forældre hver eneste dag hele livet udøve god dømmekraft angående deres børns tryghed og velbefindende. Ingen ville bebrejde en forælder, der bad sit barn spise sine grøntsager, eller som bremsede barnet i at løbe på gaden midt i den travle trafik. Så hvorfor skulle man bebrejde en forælder, der nogle år senere interesserer sig for, hvilket tidspunkt deres børn kommer hjem på om aftenen, eller deres venners standarder angående moral og opførsel, eller i hvilken alder de dater, eller om de eksperimenterer med sex, stoffer eller pornografi? Nej, vi træffer valg og tager standpunkter og genbekræfter vore værdier – kort sagt, foretager »mellem-bedømmelser« – hele tiden, eller det burde vi gøre.

Nogle spørgsmål og love har evige konsekvenser

Når vi nu møder sådanne situationer angående vanskelige sociale emner i et demokratisk samfund, så kan det være en udfordring og for nogle forvirrende. Unge kan stille spørgsmål til de holdninger eller den retningslinje, som Kirken har, ved at sige: »Vi tror ikke på, at vi bør leve eller opføre os på den og den måde, så hvorfor skal vi tvinge andre til at gøre det samme? Har de ikke deres handlefrihed? Opfører vi os ikke selvretfærdigt eller dømmende ved at tvinge vores overbevisninger ned over andre og kræve, at de opfører sig på en bestemt måde?« I disse situationer må man skånsomt forklare, hvorfor visse principper forsvares, og at man modsætter sig visse synder, hvor end de måtte findes, fordi emnet og de involverede love ikke blot har sociale eller politiske, men evige følger. Og selv om vi ikke ønsker at fornærme nogen, der har en anden overbevisning end os, så er vi mere bekymrede for ikke at fornærme Gud, eller som skriftstedet lyder: »Så I ikke forsynder jer mod ham, som er jeres lovgiver«19 – og jeg taler her om alvorlige moralske love.

Men for at gøre det klart, lad mig da bruge et eksempel fra en mindre lov. Det er ligesom, når en ung midt i teenageårene siger: »Nu hvor jeg må køre, så ved jeg, at jeg bør stoppe for rødt lys, men behøver vi virkelig være fordømmende og få alle andre til at stoppe for rødt lys? Skal alle gøre, hvad vi gør? Har andre ikke deres handlefrihed? Skal de opføre sig som os?« Så må man forklare hvorfor, og ja, vi håber virkelig, at de alle standser ved et rødt lys. Og det må man gøre uden at nedgøre dem, der overtræder eller har en anden overbevisning end vi, for jo, de har deres handlefrihed.

Mine unge venner, der er en bred vifte af overbevisninger i denne verden, og alle har handlefrihed, men ingen har ret til at handle, som om Gud er stum om disse emner, eller som om befalingerne kun betyder noget, hvis der er almindelig enighed om dem. I det 21. århundrede kan vi ikke længere flygte. Vi må kæmpe for love og forhold og tilstande, der tillader religionsfrihed og vores andel i det. Det er en måde, hvorpå vi kan tolerere at være i Babylon, men ikke af den.

Jeg kender ikke nogen vigtigere evne og større retskaffenhed, vi kan udvise i en verden, som vi ikke kan flygte fra end ved at træde på den varsomme sti – at tage et moralsk standpunkt ifølge det, som Gud har sagt, samt de love, som han har givet, men gøre det med sympati, med forståelse og stor kærlighed. Det er en udfordring – fuldkomment at skelne mellem synd og synderen. Jeg ved, der kun er få sondringer, der er sværere at foretage – eller i det mindste svære at formulere – men vi må forsøge at gøre netop det. Tro mig, brødre og søstre, i den verden, som vi bevæger os ind i, får vi rig mulighed for at udvikle en sådan styrke, udvise et sådant mod og vise en sådan medfølelse – på samme tid. Og nu taler jeg ikke om hanekamsfrisurer eller ringe i næsen.

Lektion 3: Brug evangeliets værdier til at hjælpe lokalsamfund og lande

Her til sidst, tilbage til den vanskelige situation i Kansas City. Få af os bliver politibetjente eller socialrådgivere eller dommere, der tjener i systemet, men vi burde alle bekymre os om andres velbefindende og om den moralske sikkerhed i samfundet omkring os. For to år siden dedikerede ældste Quentin L. Cook fra de Tolv Apostles Kvorum en hel konferencetale til netop dette emne. Da han talte om behovet for, at vi måtte påvirke samfundet uden for hjemmets fire væge, sagde han:

»Udover at beskytte vores egen familie, bør vi være en kilde til lys, hvad angår det at beskytte samfundet. Frelseren sagde: ›Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene‹ …

I vores stadigt mere uretfærdige verden, er det afgørende, at værdier med afsæt i religiøs overbevisning er tydelig i den offentlige debat …

Religiøs overbevisning er en kilde til lys, viden og visdom og gavner samfundet meget.«20

Hvis vi ikke bringer evangeliets velsignelser ind i vores lokalsamfund og vores nationer, så forholder det sig helt enkelt sådan, at vi aldrig nogensinde vil have nok politibetjente – der vil aldrig være tilstrækkeligt mange som Isaac Freestone – til at håndhæve moralsk opførsel, selv hvis det var muligt at håndhæve den. Og det er det ikke. Børnene i det hjem uden mad eller tøj er Guds sønner og døtre. Moderen, som var strafværdig, eftersom hun var ældre og burde være mere ansvarlig, er også Guds datter. Sådanne situationer kræver måske hård kærlighed på formel og måske lovmæssig måde, men vi må prøve at hjælpe, når og hvor vi kan, for vi lader ikke religionen blive hjemme, uanset hvor sørgelige og uansvarlige nogle hjem måtte være.

Vi kommer ikke til at løse hvert eneste personlige eller sociale problem i verden her i aften. Når vi tager hjem i aften, vil der stadig være fattigdom, uvidenhed og overtrædelser, arbejdsløshed og misbrug, vold og hjertesorg i vores nabolag, byer og nationer. Nej, vi kan ikke gøre alt, men som det gamle ordsprog lyder, så kan vi gøre noget. Og som svar på Guds kald, så er Israels børn dem, der kan gøre det – denne gang ikke for at flygte fra Babylon, men for at angribe det. Uden at være naiv eller blåøjede omkring det, kan vi leve vores religion så bredt og urokkeligt, at vi kan finde alle slags muligheder for at hjælpe familier, velsigne naboer og beskytte andre, heriblandt den opvoksende generation.

Lev livet, så det afspejler jeres kærlighed til Jesus Kristus

Jeg har i denne kontekst ikke ytret ordet missionær af frygt for, at I straks ville tænke på hvide skjorter og navneskilte. Begræns mig ikke her. Hold jer til det store billede – det store behov – for altid at fortælle om evangeliet, uanset om man er fuldtidsmissionær eller ej. Sidste dages hellige bliver opfordret til at være surdejen i brødet, saltet, der aldrig mister dets kraft, lyset på et bjerg, der aldrig skal skjules under en skæppe. Og jeres aldersgruppe – 18–30 for det meste – er det tidspunkt i en persons liv, hvor ens bekendtskaber har størst sandsynlighed for at acceptere evangeliet, hvis det bliver præsenteret for dem. Vi ved det. En række undersøgelser foretaget af Kirken har fortalt os det.

Så lad præsentationen begynde! Hvis vi gør det rette og siger det rette og gavmildt rækker ud med vore ord og vore handlinger, når Frelseren så fremskynder sit værk i retfærdighed og siger, at tiden er gået i denne sidste, store uddeling, og så kommer i al sin herlighed, da vil han finde os – dig og mig og os alle – i færd med at gøre vores bedste, forsøge at efterleve evangeliet, forsøge at forbedre vores liv og vores kirke og vores samfund, så godt vi kan. Når han kommer, vil jeg gerne overraskes midt i at efterleve evangeliet. Jeg vil gerne overraskes midt i at forkynde troen og gøre noget godt, hvis jeg kan. Jeg ønsker, at Frelseren skal sige til mig: »Jeffrey« – for han kender os alle ved navn – »jeg genkender dig, ikke ved din titel, men ved det liv, den måde, du forsøger at leve på, og de standarder, du forsøger at forsvare. Jeg ser retskaffenheden i dit hjerte. Jeg ved, du har forsøgt at gøre tingene bedre ved først og fremmest at forbedre dig selv, dernæst ved at erklære mit ord og forsvare mit evangelium over for andre på den mest medmenneskelige måde, du kunne.«

»Jeg ved, at det ikke altid lykkedes,« vil han bestemt sige, »med dine egne synder eller andres omstændigheder, men jeg tror på, at du virkelig gjorde forsøget. Jeg tror i hjertet på, at du virkelig elskede mig.«

Jeg ønsker at noget sådant sker en dag mere end noget andet i dette liv på jorden. Og jeg ønsker det for jer. Jeg ønsker det for os alle. Israel, Israel, Gud nu kalder – kalder os til personligt at efterleve Jesu Kristi evangelium i det små såvel som i det store og derpå række ud til dem, der måske ikke ligner, klæder sig eller opfører sig, som vi gør, og så (hvor I kan) se ud over det og tjene så omfattende som muligt.

For at hjælpe jer til at gøre dette efterlader jeg jer sammen med mit vidnesbyrd en apostolsk velsignelse på hver enkelt af jer i aften. Jeg velsigner jer med præstedømmets kraft og den myndighed, jeg har modtaget, til at vide, at Gud elsker jer, at han har brug for jer i denne sidste og største uddeling, hvor alt går hurtigere, og hvor der forventes mere og mere. Jeg velsigner jer med apostolsk myndighed, at jeres oprigtige bønner vil blive besvaret, at jeres personlige frygt må blive løftet, at jeres ryg og skuldre og hjerte må være stærke nok til de byrder, der placeres på jer. Jeg velsigner jer, mens I stræber efter at være rene af hjertet og tilbyder jer selv som et redskab i Guds hænder til oprettelsen af Zion i disse sidste dage overalt, hvor I står. Jeg velsigner jer med at være tro over for hinanden og for dem, der ikke er en del af jeres kreds, som vi bør række ud til. Ud over det, velsigner jeg jer med at være venner af Frelseren af denne verden, at I må kende ham personligt og have tillid til, at han står jer nær.

Jeg elsker Herren Jesus Kristus, hvis tjener jeg forsøger at være. Og jeg elsker vor himmelske Fader, som holdt så meget af os, at han gav ham til os. Jeg ved med hensyn til den gave, at Gud kalder på Israel i disse sidste dage, og at han forventer, at vi besvarer det kald og bliver mere kristuslignende, bliver mere hellige end vi nu er i vores beslutning om at efterleve evangeliet og oprette Zion. Jeg ved også, at han vil give os både styrke og hellighed til at være sande disciple, hvis vi beder inderligt derom. Jeg vidner om guddommeligheden af dette værk, om den almægtige Guds kærlighed og storhed og om Herren Jesu Kristi uendelige forsoning til selv den mindste af os. Jeg velsigner jeg med dette håb om lykke og hellighed, i aften og i morgen og for evigt. I Jesu Kristi hellige navn. Amen

© 2012 Intellectual Reserve, Inc. Alle rettigheder forbeholdes. Engelsk original godkendt: 5/12. Godkendt til oversættelse: 5/12. Oversættelse af Israel, Israel, God Is Calling. Sprog. Danish PD50039052 110

Show References

    Noter

  1.  

    1 »Kom, Israels ældster«, Salmer og sange, nr. 201.

  2.  

    2 »Israel, Israel, Gud nu kalder«, Salmer og sange, nr. 9.

  3.  

    3 Se Abr 2:3.

  4.  

    4 Se 2 Mos 1:7–14.

  5.  

    5 »Israel, Israel, Gud nu kalder«, Salmer og sange, nr. 9.

  6.  

    6 Se 1 Ne 2:2.

  7.  

    7 Se 1 Ne 18:22–24.

  8.  

    8 Se Eter 6:5–13.

  9.  

    9 Se Perry Miller, Errand into the Wilderness, 1984, s. 2–3.

  10.  

    10 »Kom, kom, Guds folk«, Salmer og sange, nr. 16.

  11.  

    11 Brigham Young, citeret i James S. Brown, Life of a Pioneer, 1971, s. 121.

  12.  

    12 Isaac Freestone, oplevelse fortalt til forfatteren den 5. maj 2012.

  13.  

    13  Mosi 18:9.

  14.  

    14  Luk 23:34.

  15.  

    15  Joh 7:24.

  16.  

    16 George MacDonald, The Unspoken Sermons, 2011, s. 264.

  17.  

    17  Matt 7:6.

  18.  

    18 Se Dallin H. Oaks, »›Judge Not‹ and Judging«, Ensign, aug. 1999, s. 6–13.

  19.  

    19  L&P 64:13.

  20.  

    20 Quentin L. Cook, »Der skal være lys!«, Liahona, nov. 2010, s. 28–29.