Den ubeskrivelige gave, som Helligånden er

CES-foredrag for Unge Voksne • 8. januar 2012 • Brigham Young University


 

Søster Jensen og jeg er glade over at være hos jer. Jeg takker oprigtigt for koret, ikke kun for den måde, de sang på, men også for det, de sang. Salmer indbyder virkelig Herrens Ånd. De skaber en følelse af ærbødighed og lærer os rigets læresætninger. Denne opgave gør mig virkelig ydmyg, og jeg har bedt og beder fortsat om, at Helligånden må være vores virkelige lærer.

Mit budskab har titlen »Den ubeskrivelige gave, som Helligånden er«, en vending fra Lære og Pagter: »Gud vil ved sin hellige Ånd, ja, ved den ubeskrivelige gave, som Helligånden er, give jer kundskab, som ikke, siden verden blev til, er blevet åbenbaret førend nu« (L&P 121:26). I vil måske nikke genkendende til nogle få tanker fra en generalkonferencetale, som jeg holdt i oktober 2010. Med den tid jeg har fået i dag, vil jeg uddybe dem yderligere.

Helligåndens betydning

Helligåndens betydning, og at han er en ubeskrivelige gave, kan betones med to illustrationer, der begge i sig selv udgør et budskab. Den første illustration er fra Mormons Bog, og den anden kommer fra en begivenhed i Kirkens historie.

Da Jesus Kristus besøgte folket i Mormons Bog, underviste han dem, velsignede deres børn, indstiftede nadveren og tog derpå af sted. Folket tog tilbage til deres hjem og arbejdede hele natten på at samle andre, så de kunne være det sted, hvor han sagde, han ville vise sig for dem dagen efter.

På grund af det store antal delte de tolv disciple folket op i tolv grupper for at undervise dem i det, Frelseren havde undervist dem i dagen før, og derefter bad de. Af alle de ting de kunne have bedt om, »bad [de] om det, som de ønskede mest, og de ønskede, at Helligånden måtte blive givet til dem« (3 Ne 19:9), og fremhævede Helligånden og hans betydning, som er enestående i al hellig skrift.

Efter deres bøn og som svar på deres inderlige bønner døbte Nefi disciplene, hvorefter »Helligånden faldt på dem, og de blev fyldt af Helligånden og med ild« (3 Ne 19:13). De modtog hans overbevisende vidnesbyrd og vidneudsagn.

Derpå viste Frelseren sig for dem:

»Og det skete, at Jesus … gik et lille stykke vej bort fra dem og bøjede sig til jorden, og han sagde:

»Fader, jeg takker dig for, at du har givet Helligånden til dem, som jeg har udvalgt …

Fader, jeg beder dig om, at du vil give Helligånden til alle dem, som vil tro på deres ord« (3 Ne 19:19-21).

Jeg kender ikke noget skriftsted, der på bedre vis udtrykker, hvor vigtig vor Frelser føler, Helligånden er.

Den anden illustration kommer fra præsident Brigham Youngs lærdomme. De hellige befandt sig i Winter Quarters og forberedte sig på udvandringen mod vest til foråret. Joseph Smith havde været død i over 2½ år. Præsident Young fik et syn, en drøm, hvori han havde en samtale med profeten Joseph Smith. Mens I lytter, så læg mærke til det antal gange, han understregede Herrens Ånds betydning:

»Bror Joseph, brødrene … er meget opsatte på at forstå … beseglingsprincipperne, og hvis du har et godt råd til mig, vil jeg med glæde tage imod det.

Joseph gik hen mod mig, så meget alvorlig ud og sagde elskværdigt: ›Bed folket om at være ydmyge og trofaste og sørge for fortsat at have Herrens Ånd, så vil den lede dem på rette vej. Vær forsigtig med ikke at afvise den lille sagte stemme; den vil lære dem, hvad de skal gøre, og hvor de skal gå hen; den vil bære rigets frugter. Sig til brødrene, at de skal holde hjertet åbent for overbevisning, så deres hjerte vil være rede til at modtage det, når Helligånden kommer til dem. De kan skelne Herrens Ånd fra alle andre ånder – den indgyder fred og glæde i deres sjæl, den fjerner ondskab, had, splid og alt ondt fra deres hjerte, og deres eneste ønske er at gøre godt, frembringe retfærdighed og opbygge Guds rige. Fortæl brødrene, at hvis de følger Herrens Ånd, så vil de gå på rette vej. Sørg for at fortælle folket, at de skal holde fast i Herrens Ånd, og hvis de gør det, vil de se, at de er nøjagtig, som vor Fader i himlen skabte dem, før de kom til verden. Vor Fader i himlen organiserede menneskeslægten …‹

Joseph viste mig derpå, hvordan de var organiserede i begyndelsen. Det kan jeg ikke beskrive, men jeg så det og så, hvor præstedømmet var blevet fjernet fra jorden, og hvordan det nødvendigvis må sammenføjes, så der vil være en fuldkommen kæde fra fader Adam ned til hans seneste efterkommer. Joseph sagde atter: ›Fortæl folket, at de skal sørge for at holde fast ved Herrens Ånd og følge den, så vil den lede dem på rette vej.‹«1

Denne beretning understreger ikke kun betydningen af Helligånden og af at søge hans indflydelse, den leder også mine tanker hen mod disse principper og sandheder:

  • Herrens Ånd stræber efter at bringe orden – især at organisere en evig familie igennem en tempelbeseglingsordinance.

  • Modstanderen stræber efter at bringe uorden og tilintetgøre (se L&P 10:6-7, 22-27), især familier, som det giver sig udslag i dag ved abort, skilsmisse og ægteskab med en person af samme køn. Jeg spørger mig selv, om den tiltagende praksis i jeres aldersgruppe med at udsætte ægteskabet bidrager til at bringe uorden i familien.

  • Åbenbaring og kundskab ved den ubeskrivelige gave, som Helligånden er, kom som svar på et spørgsmål, som åbenbaring ofte gør.

Ud fra disse to illustrationer drager jeg den slutning, at Helligånden er afgørende, og at vi oprigtigt bør stræbe efter hans følgeskab, vejledning og gaver, i sandhed en ubeskrivelig gave.

Jeg vil nu fokusere på tre emner: (1) Helligåndens missioner/opgaver, (2) betingelser for at modtage Helligånden, og (3) hvordan man genkender vejledning fra Helligånden.

Helligåndens missioner/opgaver

Helligånden kaldes sommetider Ånden, behørigt kaldet Helligånden, Guds Ånd, Herrens Ånd og Talsmanden.

Helligånden har bestemte missioner eller ansvarsopgaver. Jeg vil nævne fire.

Den første mission – han vidner eller åbenbarer om Faderen og Sønnen. Helligånden åbenbarer eller vidner sandelig om Faderen og Sønnen. Det erfarede jeg som barn, selv om jeg dengang ikke kunne udtrykke det.

Jeg voksede op med tro på Gud i et dejligt sidste dages helligt hjem. Jeg blev døbt og modtog Helligånden som otteårig. Jeg har aldrig tvivlet på Faderens og Sønnens eksistens, eller snarere var der i vores familie en fuldstændig og total accept, en tilbedelse samt en tro på dem, som udmøntede sig i regelmæssig familiebøn, velsignelse af maden ved hvert måltid, familieaften, læsning i skrifterne (især Mormons Bog), kirkegang, lydighed mod befalingerne og alt det andet, vi gør som sidste dages hellige. Personligt kunne jeg ikke ty til skrifterne for at undervise i læren om, at Helligåndens vigtigste rolle er at åbenbare Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus, men hvad angår troen på det, forstod jeg bestemt princippet.

Under min mission begyndte jeg at studere skrifterne dagligt. Min kundskab om skriften, mit vidnesbyrd og min tro på Gud og hans Søn, Jesus Kristus, blev styrket gennem guddommelig lære, åndelige oplevelser og ved personlig åbenbaring. Jeg ved for mig selv, at disse ord fra Frelseren er sande: »Og Helligånden aflægger vidnesbyrd om Faderen og mig, og Faderen giver Helligånden til menneskenes børn på grund af mig« (3 Ne 28:11; se også kapitelsammenfatningen til 3 Ne 27 og 3 Ne 27:13-20).

Den anden mission – han vidner om al sandhed. Helligånden åbenbarer sandheden af alt. Oprigtigt søgende, der læser Mormons Bog og beder og overvejer med oprigtig hensigt for at kende dens sandfærdighed, får løfte om, at de vil vide, at den er sand, »og ved Helligåndens kraft kan [de] kende sandheden af alt« (Moro 10:5).

Alma opfordrede de fattige mennesker, der blev forstødt af zoramitterne, til at udføre et forsøg med ord. Helt nøjagtigt understregede han over for dem, at sande ord, der sås i et modtageligt hjerte, vil »begynde at svulme i jeres bryst, og når I føler disse svulmende bevægelser, begynder I at sige til jer selv: Det må nødvendigvis være sådan, at det er et godt [ord], eller at ordet er godt« (Alma 32:28), hvilket resulterer i tre måder, hvorpå de ville kunne kende sandheden:

  1. 1.

    »Det begynder at udvikle min sjæl« giver sig udtryk hos oprigtige sandhedssøgende i form af tårer, et suk, et nik med hovedet eller et andet kropsligt udtryk, om at Helligånden har sået sande ord i deres hjerte.

  2. 2.

    »Det begynder at oplyse min forstand« giver sig udtryk i kommentarer som: »Det giver mening« eller: »Det har jeg altid troet på« eller et spørgsmål: »Siger du dermed, at …?«

  3. 3.

    »Det begynder at blive mig lifligt« kan hos undersøgere komme til udtryk i form af kommentarer som fx: »Fortæl mig noget mere« eller: »Hvor siger du, jeres kirke ligger?« eller: »Vil du ikke blive lidt endnu og fortælle os noget mere?« – hvilket betyder, at de er sultne og ønsker mere.

Brigham Youngs vidnesbyrd illustrerer disse sandheder: »Hvis al verdens talent, takt, visdom og dannelse var blevet samlet i et menneske, og hvis dette menneske var blevet udsendt til mig med Mormons Bog og med den mest ophøjede jordiske veltalenhed havde forkyndt dens sandhed og havde bestræbt sig på at underbygge det med sin viden og verdslige visdom, ville det i mine øjne have været som røg, der stiger op for blot at forsvinde igen. Men jeg så en mand uden veltalenhed eller talent for at tale offentligt, som kun kunne sige: ›Jeg ved gennem Helligåndens kraft, at Mormons Bog er sand, at Joseph Smith er Herrens profet.‹ Helligånden udstrålede fra den person og oplyste min forståelse, og lys, herlighed og udødelighed blev åbenbaret for mig. Jeg blev omsluttet af det og fyldt med det, og jeg vidste med mig selv, at mandens vidnesbyrd var sandt.«2

Den 3. mission – han helliggør. Det engelske ord sanctify stammer fra latin og har to rødder: Sanct betyder »hellig«, og facere betyder »at gøre eller at lave«, hvilket bogstaveligt talt betyder »at gøre hellig«. I vores religiøse brug af ordet betyder helliggørelse ganske enkelt at rense eller frigøre for synd, et centralt budskab i det gengivne evangelium.

Evangeliet er »Guds plan for frelse, som blev gjort mulig ved Jesu Kristi forsoning. [Det] indeholder de evige sandheder eller love, pagter og ordinancer, som er nødvendige for, at menneskene kan komme tilbage til Guds nærhed«.3

Helligåndens helliggørende rolle er relevant i sammenhæng med Frelserens definition på sit evangelium i 3 Nefi 27:13-20, der slutter med dette betydningsfulde vers: »Omvend jer, alle I jordens ender, og kom til mig, og bliv døbt i mit navn, så I må blive helliggjort ved modtagelsen af Helligånden, så I må stå uplettede for mig på den yderste dag« (3 Ne 27:20). Helligånden er helliggøreren, og takket være ham og ved den uendelige forsoning kan vi stå uplettede, ubesmittede og rene.

I forskellige kaldelser, hvor jeg havde præstedømmets nøgler som dommer i Israel, især som biskop, har jeg været vidne til Helligåndens rensende og helliggørende kraft. En oplevelse, hvis hovedbestanddele gør det ud for andre oplevelser, træder særligt frem.

En søndag morgen kommer en ung mand i begyndelsen af tyverne ind for at tale med mig, sin biskop. I løbet af ugen havde han og hans kæreste tilladt deres følelser og lidenskabelige lyster at overskride de grænser, Herren har fastsat. Jeg lyttede med en bøn i hjertet. Vi læste skrifterne og sidste dages profeters ord sammen. Jeg gav ham et par læseopgaver, pålagde ham passende begrænsninger for hans rettigheder i Kirken, fastlagde fremtidige aftaler og knælede derpå med ham i bøn.

Under hvert af de efterfølgende interview aflagde han rapport om sin læsning, især i Mormons Bog, og smerten i hans øjne og holdning blev erstattet med tro på Gud og hans Søn, med håb og optimisme, med en fast beslutning og med en forandring i hjertet. Gradvist voksede han åndeligt. Efter et passende stykke tid, og som Ånden tilskyndede dertil, fjernede jeg de pålagte begrænsninger og gav ham lov til at nyde nadveren. Da jeg sad på forhøjningen under nadvermødet, søgte mine øjne hen mod ham, da først brødet og dernæst vandet nåede hans række. Jeg var vidne til helliggørende lys, fred og tilgivelse.

Frelserens ord til Joseph Smith og Oliver Cowdery, efter de havde nydt nadveren, dukkede op i mit sind: »Se, jeres synder er jer tilgivet; I er rene i mine øjne; løft derfor hovedet og fryd jer« (L&P 110:5). Ligesom Joseph Smith og Oliver Cowdery fik denne unge mand tilgivelse for sine synder ved ild og ved Helligånden (se 2 Ne 31:17; L&P 19:31).

Ikke blot denne unge mand oplevede Helligåndens helliggørende kraft, I og jeg kan således også opleve den samme frihed for synd, sabbat efter sabbat efter sabbat.

Den 4. mission – læreren. Med alt, hvad der kan siges om læring og undervisning, sammenfatter jeg det ganske enkelt ved at sige, at Helligånden er den sande lærer. I de 11 vers i L&P 50:13-22 er de ulige vers spørgsmål og de lige vers Herrens svar. Mens jeg læser vers 13 og 14, så læg mærke til to slags roller, og hvad hver især gør:

»Derfor stiller jeg, Herren, jer dette spørgsmål: Hvortil er I blevet ordineret?

Til at prædike mit evangelium ved Ånden, nemlig Talsmanden, der blev sendt ud for at undervise i sandheden.«

Helligåndens rolle er at undervise. Han er den sande lærer! Min rolle er ikke at dække materialet eller komme gennem lektionen; jeg skal snarere som bærer af præstedømmet prædike, undervise, forklare, formane, advare og indbyde ved Ånden (se L&P 20:59).

Min rolle er at være et redskab til at skabe en atmosfære, så Ånden kan gøre det, han gør i den guddommelige proces, der er beskrevet i vers 22 i afsnit 50: »Derfor forstår den, der prædiker, og den, der modtager, hinanden, og begge bliver opbygget og fryder sig sammen.«

Da Nefi afsluttede sine skrivelser, gav han udtryk for sin utilstrækkelighed såvel som for sin korrekte forståelse for Helligåndens rolle: »Og se, jeg, Nefi, kan ikke skrive alt det, der blev undervist i blandt mit folk, ej heller er jeg så mægtig med hensyn til at skrive som til tale; for når et menneske taler ved Helligåndens kraft, overfører Helligåndens kraft det til menneskenes børns hjerte« (2 Ne 33:1).

Læg mærke til forholdsordet til og ikke i. Takket være vores handlefrihed overfører han det til vores hjerte. Hvis vi inviterer ham, bringer han det ind i vores hjerte, som vi lærer det i Johannes’ Åbenbaring: »Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig« (Åb 3:20).

Jeg bærer vidnesbyrd for jer om, at han har andre vigtige ansvarsopgaver eller missioner. Han er Talsmanden. Han holder tilbage eller hindrer, han leder, han advarer og han irettesætter. Jeg opfordrer jer til selv at studere dem. Jeg vil nu tale om betingelserne for at modtage Helligånden.

Betingelser for at modtage Helligånden

Betingelser eller krav for at modtage Helligånden er enkle. Jeg nævner blot tre: (1) et ønske, hvilket for mig indebærer at bede, søge og banke på, (2) værdighed og (3) årvågenhed – åndeligt og fysisk.

Ordene ønske, bede, søge og banke på findes ofte sammen i skriften, og de er grundlæggende for at modtage Helligånden og hans ubeskrivelige gave. Alma lærte os, at Gud »giver menneskene efter deres ønske« (Alma 29:4).

Jeg henleder jeres opmærksomhed på disse ord i Lære og Pagter 11, en åbenbaring fra Herren til Hyrum Smith. Ordet ønske og beslægtede ord af det forekommer otte gange. Måske findes et af de mest velkendte og oftest citerede i vers 21. Det forbinder søge, ønske, ordet og Ånden – hvilket resulterer i Guds kraft: »Søg ikke at kundgøre mit ord, men søg først at få mit ord, og så skal din tunge blive løst; så skal du, hvis du ønsker det, få min Ånd og mit ord, ja, Guds kraft, så du kan overbevise menneskene« (fremhævelse tilføjet).

Det næste er værdighed. For at have den ubeskrivelige gave, som Helligånden er, er vi nødt til at holde befalingerne. Jeg tror, I ved, hvilke onder, der støder Ånden, så dem vil jeg ikke nævne. En sætning fra min patriarkalske velsignelse har vejledt mig: »Jay, hold dit legeme fri for de fristelser og onder, der tilbyder sig. Lev rent og godt, for vor himmelske Faders Ånd bor i rene tabernakler. [Han ] bor ikke i urene tabernakler.« Jeg har fundet ud af, at det understøttes i Mormons Bog: »Herrens Ånd [bevarede dem] ikke mere … ja, den havde trukket sig tilbage fra dem, fordi Herrens Ånd ikke bor i vanhellige templer« (Hel 4:24).

Årvågenhed – fysisk og åndeligt. Vi lever i en meget travl verden, hvor mange ting kræver vores tid og opmærksomhed. Det er med vilje, at vi opmuntrer til punktlighed ved møder, især nadvermødet, for at lytte til præludiet, forberede os på at have Ånden og modtage åbenbaring. Vi faster, vi beder, vi overvejer, vi tager til templet, og vi lærer at være gode til at lytte og iagttage.

Præsident Joseph F. Smith er et eksempel på at være fysisk og åndeligt årvågen, da han modtog den åbenbaring, vi kalder for synet om forløsningen af de døde, som findes i Lære og Pagter 138:

»Den tredje oktober i året nitten hundrede og atten sad jeg i mit værelse og grundede over skrifterne

og reflekterede over det store sonoffer, som Guds Søn havde bragt« (L&P 138:1-2).

Jeg ser præsident Smith for mig siddende i en stol, måske en stol af træ, ved et bord med skrifterne foran sig foruden pen og papir. Han lå ikke på en sofa eller henslængt i en stol.

Præsident David O. McKay understregede betydningen af at være åndeligt og fysisk årvågen i beretningen om en søn af biskop John Wells, et tidligere medlem af Det Præsiderende Biskopråd, hvis søn blev dræbt i en togulykke. Et par uger efter begravelsen hvilede moderen sig i hjemmet og sørgede over sin søns død, åndeligt og fysisk årvågen. Sønnen viste sig for hende og fortalte hende, at da han blev klar over, han var i åndeverdenen, havde han først prøvet at få fat i sin far, men at han ikke kunne, og han sagde til hende, at hans far havde for travlt på kontoret.4

Ved mange af vore oplæringsmøder for generalautoriteter har Kirkens præsidenter og apostle mindet os om ikke at have så travlt med at udføre Herrens værk, at åndelige indtryk ikke kan nå igennem til os.

Sådan genkendes vejledning fra Helligånden

Jeg synes, det er vanskeligt at undervise i, hvordan man genkender ledelse, vejledning og åndelige tilskyndelser. Sådanne oplevelser er personlige og ofte skræddersyede til den enkelte og til de omstændigheder, jeg netop har beskrevet. Der er dog nogle få genkendelige ting, som jeg har oplevet, og som jeg har lært af andre.

En er fred i dit sind. Herren lærte en ny og stadig usikker Oliver Cowdery en betydningsfuld lektie, da han mindede Oliver om følgende: »Gød jeg ikke fred i dit sind angående sagen?« (L&P 6:23). Jeg tror, at en af de mest almindelige måder at genkende vejledning fra Helligånden er, når vi får »fred i sindet«. Sindsro, ro, harmoni og rolighed er synonymer til fred, hvorimod dets modsætninger er forvirring, uro, forstyrrelse, ophidselse og disharmoni. Vi bruger ofte udtrykkene »jeg føler ikke godt ved det her« eller »jeg føler mig ikke tryg«. Sådanne følelser er forbundet med det næste princip: Sind og hjerte.

»Ja, se, jeg vil tale til dig i dit sind og i dit hjerte ved Helligånden, som skal komme over dig, og som skal bo i dit hjerte.

Se nu, dette er åbenbarelsens ånd« (L&P 8:2-3).

Jeg har af Det Første Præsidentskab og De Tolvs Kvorum såvel som gennem egne oplevelser lært, at åbenbaringer til sindet ofte er bestemte ord, tanker og endda sætninger, hvorimod åbenbaringer i hjertet generelt er følelser forbundet med fred. Illustrationer fra Enosh’ liv er lærerige: Vers 3 og 9 i hans beretning beskriver en almindelig følelse med disse sætninger: »… glæde, sank dybt i mit hjerte« og »jeg begyndte at føle«. I vers 5 og 10 finder vi hele sætninger, som hver især indledes med »der kom en røst til mig, som sagde« og »Herrens røst [lød] igen i mit sind og sagde«.

Hyrum Smith undervises kortfattet i at modtage følelser i hjertet og tanker i sindet med disse ord:

»Jeg vil give dig af min Ånd, som skal oplyse dit sind, og som skal fylde din sjæl med glæde;

og da skal du vide, eller ved dette skal du vide alt, hvad du begærer af mig« (L&P 11:13-14).

Og en anden er at gennemtænke det i jeres sind. Et ofte citeret skriftsted om at genkende åbenbaring og tilskyndelser fra Helligånden står i Lære og Pagter 9, vers 7-9:

»Du må gennemtænke det i dit sind; dernæst må du spørge mig, om det er rigtigt, og hvis det er rigtigt, vil jeg bevirke, at det brænder i brystet på dig, således skal du føle, at det er rigtigt.

Men hvis det ikke er rigtigt, får du ikke sådanne følelser, men dine tanker bliver uklare, hvilket får dig til at glemme det, der er urigtigt‹« (L&P 9:8-9).

Ældste Dallin H. Oaks forklarede klogt, at en person kan have »et stærkt ønske om at blive ledt af Herrens Ånd, men … overdriver uklogt dette princip, så de ønsker at blive ledt i alt. Et ønske om at blive ledt af Herren er en styrke, men det skal følges op af en forståelse af, at vor himmelske Fader overlader mange beslutninger til os selv …

Vi bør gennemtænke tingene i vores sind og benytte os af den fornuft, som vor Skaber har nedlagt i os. Derefter kan vi bede om vejledning og følge den, hvis vi modtager den. Hvis vi ikke modtager nogen vejledning, må vi træffe et valg efter bedste evne. Mennesker, som vedbliver med at søge åbenbaring om emner, som Herren har valgt ikke at sige noget om, vil måske skabe et svar ud fra deres egen fantasi eller partiskhed, eller måske modtager de et svar gennem falsk åbenbaring.«5

Præsident Boyd K. Packer har meget klogt sagt: »Man kan ikke fremtvinge åndelige ting. Ord som fremtvinge, tvinge, undertvinge, presse og kræve beskriver ikke vore rettigheder med Ånden. Man kan lige så lidt tvinge Ånden til at reagere, som man kan tvinge et frø til at spire eller et æg til at blive udruget før tid. Man kan skabe de omstændigheder, der får noget til at gro, man kan nære det og beskytte det, men man kan ikke tvinge det, man må vente, mens det vokser.«6

»Det brænder i brystet på dig«, vendingen fra Lære og Pagter, afsnit 9. Angående denne brænden i brystet blev jeg som hjemvendt missionspræsident kaldet til at tjene i en komite med andre hjemvendte præsidenter for at finde måder, hvorpå forkyndelsen kunne forbedres. Man kom med et forslag for at hjælpe missionærer til at opleve og genkende den brænden i brystet, som der beskrives i Lære og Pagter 9:7-9. Komiteens formand, et medlem af De Halvfjerds’ Første Kvorum og tidligere missionspræsident, fortalte om en oplevelse, han havde med et medlem af De Tolvs Kvorum, som var på rundrejse i hans mission. Under rundrejsen underviste denne vidunderlige missionspræsident i betydningen af disse tre vers.

Efter et møde og under en køretur til næste sted påpegede medlemmet fra De Tolv, at han igennem årene i sin kaldelse havde mødt medlemmer, der følte, at det ikke var lykkedes for dem at opnå åbenbaring ved en brænden i brystet, selv efter megen bøn og faste. De havde ikke forstået, at en brænden i brystet ikke forbindes med en fysisk varmeudvikling, men derimod med en intens følelse – en fred i sindet og de tidligere nævnte følelser i hjertet.

Mange kan måske forstå de nyomvendte i Mormons Bog, der »blev døbt med ild og med Helligånden, og de vidste det ikke« (3 Ne 9:20).

I en åbenbaring til Hyrum Smith finder vi fire måder, hvorpå vi kan skelne, hvordan Ånden leder os: »Stol på den Ånd, der leder [1] til at gøre det gode – ja, [2] til at handle ret, [3] til at vandre ydmygt og [4] til at dømme retfærdigt; og dette er min Ånd« (L&P 11:12).

Præsident Gordon B. Hinckley har sagt: »Hvordan kender vi til det, der hører Ånden til? Hvordan ved vi, om det er fra Gud? Ved dens frugter. Hvis det leder til vækst og udvikling, hvis det leder til tro og vidnesbyrd, hvis det leder til at gøre tingene på en bedre måde, hvis det fører til gudfrygtighed, så er det af Gud. Hvis det nedbryder os, hvis det bringer os ned i mørket, hvis det forvirrer os og bekymrer os, hvis det fører til at miste troen, så er det af djævelen.7

En mere: Et emne kan synes at optage sindet eller konstant hvile tungt på jer. Denne sandhed fra Joseph Smiths brev om dåb for de døde er en anden måde, hvorpå Ånden taler: »Dette emne synes at optage mit sind og trænge sig mest på i mine følelser« (L&P 128:1). At have tanker, der varer ved, indtil vi handler, er virkelige og hellige.

Mens jeg præsiderede over Cali-missionen i Colombia, studerede jeg i skriften en sen aften, efter kl. 22. En tanke kom til mig om at ringe til en ældste. Jeg havde for nylig interviewet ham og vidste, at han havde nogle få udfordringer, og jeg skubbede tanken fra mig. Den kom igen, og med samme begrundelse skubbede jeg den igen fra mig. Den kom for tredje gang, og til sidst genkendte jeg tanken for det, den var, og jeg ringede til ham. Hans makker var gået i seng og tog telefonen. Jeg bad om at tale med den ældste, jeg følte mig tilskyndet til at ringe til. Han sagde, at han ikke lå i sin seng.

»Læg telefonen og find ham,« sagde jeg.

Han blev fundet på den anden side af gårdhaven, hvor han talte med en ung kvinde, der var flyttet ind samme dag. Ældsterne blev flyttet til en ny lejlighed næste dag.

Som afslutning vil jeg citere en betydningsfuld oplevelse og et klogt råd fra præsident Wilford Woodruff. Under sine rejser fortalte han, at Joseph Smith, Brigham Young og andre kirkeledere viste sig for ham. Ved en lejlighed viste Brigham Young (som var død tre år tidligere) sig for ham: »Da vi kom til vores bestemmelsessted … bad jeg præsident Young om at undervise os. ›Nej,‹ sagde han, ›jeg har aflagt mit sidste vidnesbyrd i kødet. Jeg skal ikke mere tale til dette folk.‹ ›Men jeg er kommet for at tale med dig,‹ sagde han. ›Jeg er kommet for at våge over dig og for at se, hvad medlemmerne foretager sig.‹ Derpå sagde han: ›Jeg ønsker, at du skal forklare medlemmerne – og du bør også selv følge dette råd – at de må arbejde og leve på en sådan måde, at de kan få Helligånden, for uden den kan I ikke opbygge riget. Uden Guds Ånd er I i fare for at vandre i mørket og i fare for ikke at kunne leve op til jeres kald som apostle og ældster i kirken og Guds rige.‹«8

Jeg beder ydmygt om, at I mere oprigtigt vil ønske at være værdige til den ubeskrivelige gave, som Helligånden er, så I bedre kan genkende hans tilskyndelser, »vær rolig og vid« (L&P 101:16), så I kan kende Faderen og Sønnen gennem Helligånden, og at I vil udtrykke taknemlighed for ham og hans vejledning, for det at udtrykke taknemlighed giver et større mål af Ånden.

Ved den ubeskrivelige gave, som Helligånden er, ved jeg, at Joseph Smith er genoprettelsens profet, og at Mormons Bog er slutstenen i vores religion. Jeg ved, at Faderen og Sønnen lever. De er virkelige. Helligånden vidner om al sandhed. Han helliggør, og han underviser. Vi bliver i dag ledt af levende profeter, seere og åbenbarere, Herren Jesu Kristi sande apostle. Disse 15 mænd ledes af den ubeskrivelige gave, som Helligånden er. I Jesu Kristi navn. Amen.

© 2012 Intellectual Reserve, Inc. Alle rettigheder forbeholdes. Engelsk original godkendt: 12/11. Godkendt til oversættelse: 12/11. Oversættelse af The Unspeakable Gift of the Holy Ghost. Danish. PD50038517 110

Show References

    Noter

  1.   1.

    Manuscript History of Brigham Young, 1846-1847, saml. Elden J. Watson, 1971, s. 529-530.

  2.   2.

    Brigham Young, Deseret News, 9. feb. 1854, s. 4.

  3.   3.

    Guide til Skrifterne, »Evangelium«, på scriptures.lds.org/da.

  4.   4.

    Se David O. McKay, Gospel Ideals, 1953, s. 525-526.

  5.   5.

    Dallin H. Oaks, »Vores stærke sider kan blive vores undergang«, Stjernen, maj 1995, s. 15.

  6.   6.

    Boyd K. Packer, »Herrens lys«, Den danske Stjerne, juli 1983, s. 30-31.

  7.   7.

    Gordon B. Hinckley, »Inspirational Thoughts«, Ensign, juli 1998, s. 5.

  8.   8.

    Wilford Woodruff, i Kirkens præsidenters lærdomme: Wilford Woodruff, 2004, s. 45.