Stå i den hellige lund

Ældste Marlin K. Jensen

De Halvfjerds

CES-foredrag for unge voksne • 6. maj 2012 • Sacramento, Californien


Ældste Marlin K. Jensen

Godaften, brødre og søstre. Jeg er meget taknemlig, men også meget ydmyg over at være blevet givet denne særlige opgave fra Det Første Præsidentskab om at tale til jer her i aften. Til at begynde med, ønsker jeg, at I ved, at jeg engang var uden rynker, mørkhåret og fuld af liv som I – en del af det, skriften kalder det »opvoksende slægtled«. Jeg er ikke sikker på, hvad det korrekte antonym eller det modsatte af opvoksende er – måske »sammensynkende« eller »nedadgående« – uanset hvad, så beskriver det den del af livet, hvor som jeg nu befinder mig, og for mig lyder det ikke særlig lovende!

Selvom jeg taler til jer fra den smukke kirkebygning ved templet i Sacramento i Californien, så ser jeg for mig de titusinder af jer – som taler på 40 forskellige sprog – som er samlet rundt om i verdenen. Jeg har været så velsignet at besøge mange af jeres lande, høre jer tale og bære vidnesbyrd på jeres eget sprog og på første hånd været vidne til jeres tro og hengivenhed til Herren. Jeg elsker jer og priser jer for jeres retskaffenhed. Jeg ved, at livet i jeres alder kan være udfordrende, og jeg ved, at vi sommetider begår fejl og har brug for omvendelse. Men jeg takker jer oprigtigt for at stræbe efter at stå fast i jeres tro på Kristus og hans gengivne evangelium. Mit største ønske i aften er, at jeg måtte kunne blive velsignet til at tale ved Helligåndens kraft og derved bidrage til, at jeres tro må øges.

Hellige steder.

Der er steder på denne jord, som er hellige på grund af de begivenheder, der fandt sted der. Ifølge Det Gamle Testamente er et af de steder Sinaj, Horeb eller »Guds bjerg« (2 Mos 3:1; se også 2 Mos 3:12; 2 Mos 34:2), hvor Herren viste sig for Moses i den brændende busk. Da Moses nærmede sig busken, sagde Herren til ham: »Du må ikke komme nærmere! Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord« (2 Mos 3:5).

Min familie og jeg var engang velsignet med at bo et helligt sted. I 1993 – fire år efter mit kald til De Halvfjerds – blev vi kaldet til at tjene i to år i Kirkens Rochester-mission i staten New York. Missionen omfattede byerne Palmyra (hvor Joseph Smith og hans familie boede i det meste af 1820’erne) og Fayette (hvor Kirken blev organiseret i april 1830). Cirka 180 kilometer syd for Palmyra i staten Pennsylvania ligger Harmony (hvor Joseph Smith mødte Emma Hale, og hvor de boede som nygifte, mens store dele af Mormons Bog blev oversat sidst i 1820’erne). Dette område er kendt som »Genoprettelsens vugge«, da det var her, at Kirken kom til verden. Den maleriske egn karakteriseres af de skovbeklædte bakker, klare søer og åer og et venligt, farverigt folkefærd. Det er også et sted, der er gjort hellig af den begivenhed, der fandt sted her.

Den hellige lund

I en lund af tårnhøje bøge, ege, ahorntræer og andre træer og knap en halv kilometer vest for Joseph og Lucy Mack Smiths hjem tæt ved Palmyra så den 14-årige Joseph Smith i et syn Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus, i foråret 1820. Denne guddommelige tilkendegivelse kom som svar på Josephs bøn om at kende sandheden angående religion og om, hvordan han kunne opnå forladelse for sine synder, og det var begyndelsen på evangeliets gengivelse i denne sidste uddeling. Den gjorde også denne lund af træer til et værdifuldt sted i Kirkens historie – et sted, vi ærer med navnet »Den hellige lund«.

Mens jeg tjente som missionspræsident, kom min familie og jeg til at holde meget af lunden og af at fornemme dens hellighed. Vi kom der ofte. Hver måned når nye missionærer ankom, og de, der afsluttede deres mission, skulle hjem, tog vi dem med derhen. Vi havde som skik at samles ved indgangen til lunden, og når vi havde sunget vores åbningssalme i aften – »Joseph Smiths første bøn«1 – opfordrede vi ældsterne og søstrene til at fordele sig og finde et ugeneret sted i lunden, hvor de hver især kunne kommunikere med Gud i bøn og indgå og rapportere om deres personlige forpligtigelse til ham. Disse besøg til den hellige lund var og er værdifulde oplevelser for alle de, der var velsignede med at få dem.

Jeg er dog klar over, at kun et lille antal af jer vil få mulighed for selv at besøge den hellige lund. Af denne årsag og i dette forår i 2012 – 192 år efter Joseph Smiths første syn – ønsker jeg at tage jer med mig på en virtuel tur i den hellige lund. Stå med mig der, mens jeg gengiver for jer nogle visuelle scener fra lunden og nogle af årsagerne til min kærlighed til dette hellige sted samt de værdifulde lektier for livet, man kan lære dér.

Jeg står i gæld til bror Robert Parrott, skovfoged og naturforsker, der er ansat af Kirken og bosiddende i Palmyra, for at have gjort mig opmærksom på den indsigt ved den hellige lund, som jeg vil fortælle om. Selvom han endnu ikke er medlem af vores kirke, så agter bror Parrott den hellige lund højt og giver den en kærlig og meget professionel pleje.

Skriftens billedsprog omfatter træer

Mens jeg ærbødigt har gået gennem den hellige lund eller siddet i mine egne tanker på bænkene i lunden, har jeg ofte reflekteret over den overflod af billedsprog i skriften, der involverer træer, grene, rødder, frø, frugter og skove. Adam og Eva, vore første forældre, modtog uden tvivl den første lektion i skovbrug. Profeten Jakob, der citerede Zenos i Mormons Bog, fortæller en kompliceret allegori eller historie om forædlede og vilde oliventræer, da han underviste om Israels spredning og indsamling (se Jakob 5). Og hvem af os har ikke læst, genlæst og bønsomt funderet over troens frø, som Alma opfordrer os til at så, og som med tålmodig pleje og den rette næring bliver et »træ, der vokser op til evigtvarende liv«? (Alma 32:41; se v. 27–43).

Således er det med den hellige lund. En opmærksom iagttager af naturen – især når han er i selskab med en naturforsker som bror Robert Parrott – kan lære nogle betydningsfulde lektier fra økosystemet på det sted. Jeg ønsker kort at fortæller jer om fire af de lektier i aften:

Livslektier fra den hellige lund

Lektie nr. 1: Træer vokser altid mod lyset.

Et interessant fænomen, som ses i den hellige lund, er træerne, der vokser i udkanten af den oprindelige skov, så vel som de, der står langs de mange stier inde i lunden. De er vokset udad – for at undgå de overskyggende blade over dem – og så opad for at få så meget sollys som muligt. Deres skæve stammer og grene står i stærk kontrast til de tilstødende træer, der vokser næsten fuldstændig lige. Træer, som næsten alle andre levende organismer, har brug for lys for at overleve og trives. De gør alt i deres magt for at stå i så meget sollys som muligt, for at kunne fremme fotosyntese – den proces, hvorved lysenergi omdannes til kemisk energi eller det »brændstof«, som næsten alle levende organismer bruger.

Jeg er sikker på jeres unge, kloge hjerner allerede ved, hvor denne metafor fra den hellige lund leder os hen! Lys er en endnu vigtigere katalysator i den åndelige verden end den er i naturen. Dette, fordi lys er en vigtig del af vores åndelige udvikling og virkeliggørelsen af vores fulde potentiale som Guds sønner og døtre.

Mørke er det modsatte af lys og repræsenterer de kræfter i verden, der søger at adskille os fra Gud og forpurre hans guddommelige plan for vores liv. Det er oftest efter mørkets frembrud eller på mørke steder, at onde kræfter udøver deres største påvirkning. På jeres stadie i livet, så bliver brud på kyskhedsloven, tyvagtige handlinger, hasardspil, overtrædelse af visdomsordet og anden opførsel, som vor himmelsk Fader forbyder, oftest foretaget i dække af mørke. Selv når vi vælger at gøre noget forkert i fuldt dagslys – som for eksempel at snyde til en eksamen, plagiere i en skriftlig opgave, ondsindet sladder om andre, banden eller at lyve – så kan vi ikke undgå at have mørke følelser.

Lykkeligvis giver Kristi ånd »lys til enhver, som kommer til verden; og ånden oplyser enhver overalt i verden, som lytter til åndens røst.

Og enhver, som lytter til åndens røst, kommer til Gud, ja, til Faderen« (L&P 84:46–47).

Dette citat fra Lære og Pagter beskriver smukt menneskets opadrækkende og naturlige gudgivne åndelige instinkt, som vi alle har – hvis vi ikke undertrykker det – til at bevæge os mod lyset, og ved at gøre dette, gå mod Gud og hans Søn for at blive mere lig dem. Jesus Kristus sagde om sig selv: »Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys‹« (Joh 8:12).

Når man skal forstå skriften, kan man lære meget om et bestemt ord ved at se på de ord det lægger sig op ad. Læg i jeres skriftstudium mærke til, hvor ofte ordene lys, ånd, sandhed og Jesus Kristus findes i nærheden af hinanden. De er næsten synonymer, og alle er med til at løfte os op til en højere og mere hellig livsførelse.

Af hele mit hjerte opfordrer jer til at undgå syndens mørke i alle dets afskyelige former og at fylde jeres liv med ånd, sandhed og vor Frelser Jesu Kristi lys. Det kan I ved at søge efter ædle venner, inspirerende musik og kunst, kundskab fra de bedste bøger (i særdeleshed skrifterne), stunder med oprigtig bøn, stille øjeblikke i naturen, sunde aktiviteter og samtaler og et liv centreret på Kristus og hans lærdomme om kærlighed og tjeneste. Husk altid, og især i jeres søgen efter en evig ledsager, Herrens erklæring om, at »sandhed favner sandhed; dyd elsker dyd; lys holder sig til lys« (L&P 88:40). Dette princip om, at godhed tiltrækker godhed, yder håb om, at hvis vi lever et liv i evangeliets lys, så vil vi med tiden finde en ledsager, der ligeledes går på retfærdighedens sti. Jeg ved, at jo mere vi bestræber os på at fylde vores liv med lys, jo mindre plads er der til mørke, og jo mere vil vi til sidst blive som Kristus, verdens lys.

Fordi det er mig en særlig velsignelse at tale til jer, exceptionelle unge sidste dages hellige her i aften, så vil jeg lade lyde en advarselsrøst, men også en røst med opmuntring og håb vedrørende det mørke, der uundgåeligt vil invadere jeres liv, hvis I involverer jer med pornografi. At gøre brug af pornografisk materiale på enhver måde krænker Gud og strider imod hans befaling om ikke at begå ægteskabsbrud »eller gøre noget, der ligner det« (L&P 59:6). Brug af pornografi leder næsten altid til yderligere brud på kyskhedsloven. Gentagende eksponering for pornografisk materiale og deltagelse i de seksuelle overtrædelser, der normalt medfølger, kan skabe en afhængighed, der skal tackles og behandles med samme omhu, som med afhængighed af alkohol og narkotika.

Hvis pornografi allerede har plaget jeres liv og stadig er et vedholdende og tilbagevendende problem, så beder jeg jer om at søge både kirkelig og professionel hjælp. I skal vide, at afhængighed af pornografi ikke blot er »et lille problem«, som I kan overvinde i det skjulte gennem bøn, skriftstudium og større selvkontrol.

Fordi en afhængighed af pornografi kan mindske jeres evne til at vælge det gode frem for det onde, så har I brug for sagtmodighed og ydmyghed til at favne Jesu Kristi forsoning og blive velsignet med forsoningens styrkende kraft. Rent praktisk betyder dette, at hvis I gør jeres bedste – hvilket involverer jeres biskops eller grenspræsidents hjælp til at gennemgå en omvendelsesproces for at opnå syndsforladelse samt gennemgår en helbredelsesproces, der involverer professionel rådgivning og muligvis en støttegruppe til at overvinde afhængigheden – så vil forsoningens styrkende kraft (som Bible Dictionary beskriver som et guddommeligt middel til hjælp eller styrke),2 hjælpe jer til at overvinde tvangshandlingerne, der kommer af en afhængighed af pornografi, og vil med tiden hele jer fra dens nedbrydende virkning. Gennem forsoningens kraft er både syndsforladelse og overvindelse af afhængighed mulig og begge er vidunderlige.

Hold jer fra mørket og søg, som træer, altid at vokse mod lyset.

Lektie nr. 2: Træer kræver modstand for at kunne opfylde deres skabelses formål.

Gennem årene har man fulgt forskellige retninger inden for skovbrug med hensyn til plejen af den hellige lund. På et tidspunkt udvalgte man en forsøgsgrund og anvendte en fremgangsmåde, der kendes som »fri udtynding«. Det foregik på følgende måde: Skovfogeder fandt frem til, hvad de så som de potentielt største og sundeste unge træer på forsøgsgrunden, derefter fjernede og beskar de de mindre lovende træer og den konkurrerende underskov. Man antog at ved at fjerne en stor del af den konkurrerende efterspørgsel på vand, sollys og næring fra jorden, så ville de udvalgte træer »frit« kunne vokse og udvikle sig på enestående måde.

Efter nogle år stod det dog klart, at præcis det modsatte skete. Uden konkurrenter havde de udvalgte træer det for behageligt. I stedet for at strække sig opad mod lyset, stilnede deres lodrette vækst, de fik mange nedre grene, som med tiden blev ubrugelige, når løvtaget lukkede sig, og de blev tykkere. I mellemtiden skød de fjernede træer frem som flergrenede buske, som ikke blev funktionsdygtige træer, men som fortsat brugte vand og næringsstoffer. Disse busklignende træer fortsatte med at konkurrere med de udvalgte træer, men ikke på en måde, der bragte nogen af dem en positiv vækst. Resultatet blev, at ingen af træerne på forsøgsgrunden kunne sammenlignes i størrelse eller vitalitet med de træer, der havde fået lov til at vokse naturligt, og som skulle konkurrere og overvinde modstand for at kunne overleve og trives.

Som I ved, så er en af nøgledoktrinerne fra Mormons Bog, at der må være en modsætning i alt. En verden med modsætninger giver valg mellem godt og ondt, således at handlefriheden kan fungere. Lige så vigtig er dog princippet om, at der må være modsætning til, for at åndelig udvikling kan finde sted – eller som fader Lehi udtrykker det, for at ”hellighed” kan tilvejebringes (2 Ne 2:11). Jeg vil gerne understrege forståelsen af dette princip – om, at åndelig vækst kræver modstand og modgang – og at favne dette princip, selv i jeres alder, er en vigtig faktor for at acceptere og generelt være lykkelig. Den er også vigtig for at kunne opleve den nødvendige personlige vækst og udvikling.

Før eller senere vil vi alle møde modstand og modgang. En del af det kommer helt enkelt af at være her som dødelige i en falden verden. Det er menneskehedens fælles skæbne. Denne modstand kan tage mange former. Den kan involvere naturkræfter. Den kan bestå af lidelser eller sygdom. (Det lykkes mig at få influenza, selvom jeg er vaccineret mod det!) Den kommer måske i form af fristelser. For nogle vil det indebære uindfriede forventninger. (Jeg ville have frydet mig over at være 195 cm, men har lært at være glad for de 175 cm jeg fik – og for den uundgåelige sænkning af talerstolen, hver gang jeg holder tale). Det kan være som ensomhed eller fysisk eller mental ufuldkommenhed eller handikap – listen over modsættende kræfter er næsten endeløs – ligeså er det med velsignelserne ved personlig vækst og udvikling, hvis vi har troen til at se det ud fra det store perspektiv og udholde det vel. Jeg finder stor trøst i Herrens ord til Joseph Smith i fængslet i Liberty på et tidspunkt, hvor Josephs byrder var næsten ubærlige: »Du [skal] vide, min søn, at alt dette skal give dig erfaring og skal være til gavn for dig« (L&P 122:7).

Sommetider kommer modstand og trængsler på grund af vore egne dårlige valg. Det dårlige helbred eller skader kan komme af en skødesløs livsstil, kval og sorg, der kommer af at bryde Guds love, fortrydelsen vi senere føler ved ikke at have fået mest muligt ud af den tid og de talenter, vi har fået – de er alle selvskabte omstændigheder. Hvor taknemlige bør vi ikke være over for vor Frelser, hvis forsoning skænker os en måde, hvorpå alt, der er knust, kan heles.

Jeg har lagt mærke til, at når vi møder modstand, spørger vi ofte »hvorfor« – Hvorfor mig? Hvorfor nu? Hvorfor nu dette? – frem for »hvad«, hvilket ville være mere konstruktivt. Jeg sendte engang et brev med trøstende ord til et fortvivlet ægtepar, fordi manden var døende på grund af en uhelbredelig sygdom. Deres svar var ydmygt: De opremsede Herrens velsignelser fra deres mange år sammen, og funderede trofast over, »hvad« det var, som Herren prøvede at lære dem i denne sidste undervisningssituation.

Der er træer i den hellige lund, som bror Parrott kalder »karakter-træer«. Det er træer, der påviser, at modstand kan være os til gavn, og at der i vores trængsel ofte er meget at vinde. Disse træer har skullet reagere og tilvænne sig og til tider komme sig over forskellige former for modstand eller modgang – et lynnedslag, en kraftig vind, en stor sammenhobning af sne eller is, tankeløse menneskers indtrængen og misbrug og sommetider endda angreb fra et tilstødende træ! Ud af disse ugunstige forhold er nogle af lundens mest robuste og visuelt mest interessante træer opstået. Hvad de måske mangler i symmetrisk skønhed, opvejer de overlegent i standhaftighed og i karakter.

Jeg kan ud fra min egen livserfaring vidne om, at modstand, trængsler og modgang frembringer karakter og vækst. Nogle af de mest udfordrende og krævende oplevelser fra mit eget liv har været – følelser af utilstrækkelighed og selvbevidsthed i mine teenageår, min mission til Tyskland som ung mand og at lære tysk, at tage og færdiggøre jurastudiet, mine anstrengelser for at være en acceptabel ægtemand og far og forsørge vores familie på otte børn, både åndeligt og timeligt, at miste mine forældre og andre kære, den offentlige, og til tider, stressende karakter ved mit virke som generalautoritet (inklusiv forberedelsen og at holde denne tale til jer her i aften) – alt dette og mere har trods udfordringer og vanskeligheder givet mig erfaring og været mig til gavn!

Jeg ved, at det ikke er let at overbevise jer unge om, at en smule smerte er gavnligt for jer, men det er det virkelig. Hvis vi nogensinde skal modtage »alt det, som [Faderen] har« (L&P 84:38), så sker det ikke uden, at vi til gengæld giver alt, hvad vi har. Vor himmelske Fader ønsker noble sønner og døtre, og som Lehi underviste, så kan hellighed kun tilvejebringes gennem modsætning og prøvelse. Mennesker kræver, som træer, modstand for at kunne opfylde deres skabelses formål.

Lektie nr. 3: Træer vokser bedst i skove, ikke isoleret.

Hvis I tænker over det, så er det meget usædvanligt at se et træ stå helt for sig selv i naturen. De samles altid som lunde, og med tiden bliver disse lunde til skove. Den hellige lund er dog meget mere end blot en samling træer. Det er et kompliceret økosystem, der omfatter adskillelige sorter af flora og fauna. Der er en observerbar indbyrdes forbundenhed blandt alle de forskellige sorter af vilde blomster, buske, krat, træer, svampe, mos, fugle, gnavere, kaniner, rådyr og andre skabninger, der er i skoven. Disse sorter interagerer og er afhængige af hinanden for at få føde, ly og et synergetisk og socialt miljø, hvor de alle kan opleve deres livscyklus.

Guds plan for vores liv har på lignende måde en indbyrdes forbundenhed og selskabelighed for os. Vi skal sammen udarbejde vores frelse, ikke isoleret. Kirken opfører kirkebygninger, ikke eneboerhytter. Vi bliver bedt om at tilhøre en bestemt menighed eller gren – og ikke vælge og vrage vores menighed som i nogle trossamfund. Denne vise politik kræver, at vi lærer at komme ud af det med hinanden, og at vi er ansvarlige over for vores biskop eller grenspræsident for vores adfærd, og at vi ikke flygter og gemmer os, når det er svært! Vi bliver befalet at elske vores næste (hvilket inkluderer vores familie), og det at lære at elske dem, der står os nærmest, er ofte langt sværere end at elske »hele verden«. Siden genoprettelsens begyndelse har befalingen været, at de hellige skulle »komme til Zion« og samles i grupper, hvor vi kan lære at leve i harmoni og gensidigt støtte hinanden ved at ære vores dåbspagt om »at bære hinandens byrder ... sørge med dem, der sørger ... og at trøste dem, der står i behov for trøst« (Mosi 18:8–9). Som Guds børn kan vi ikke trives i isolation, ligesom et ensomt træ ikke kan det. Sunde træer har brug for et økosystem, sunde mennesker har brug for hinanden.

Heldigvis er der i enhver af os en længsel efter selskab og loyale venner. Som medlemmer af Guds evige familie så længes vi alle efter den tilfredsstillelse og tryghed som tætte og holdbare forhold giver. I vil lære at skabelse af den type forhold tager tid, indsats og en overflod af næstekærlighed. Som Mormon udtrykte det: »Næstekærligheden ... søger ikke sit eget« (Moro 7:45) – ikke sin egen dagsorden, ikke sine egne interesser, og helt sikkert ikke sin egen glæde. Selvom internettet og sociale netværkssider utvivlsomt giver en form for selskab, så kan de ikke erstatte en ærlig, åben kommunikation ansigt-til-ansigt, som må være til for at ægte og holdbare forhold kan etableres.

Det bedste laboratorium, hvor man lærer at komme ud af det med andre, er helt bestemt hjemmet. Det er i hjemmet, at vi lærer om tjeneste, uselviskhed, tilgivelse og tålmodighed, som alle er så vigtige i etableringen af holdbare forhold til andre. Jeg tror netop dette er årsagen til, at det er et krav, at vi lever i kærlighed og harmoni med vores familie, for at vi kan være »tempelværdige«.

Det er glædeligt, at Kirkens inspirerede organisation også tilvejebringer muligheder og rammer, hvorved vi kan udvikle os socialt. Fra vore yngste til vore ældste år, så tilhører vi en menighed eller gren, og befinder os i situationer, hvor forbindelse med andre og selskabelighed kan blomstre. I kirkekaldelser, møder, klasser, kvorummer, råd, aktiviteter og et hav af andre muligheder for samvær, udvikler vi de egenskaber og sociale evner, som hjælper os med at forberede os til den sociale orden, der eksisterer i himlen. Med hensyn til denne højere orden sagde Herren gennem Joseph Smith: »Og at den samme sociale omgang, som findes blandt os her, skal findes blandt os der, blot bliver den ledsaget af evig herlighed, hvilken herlighed vi ikke nyder nu« (L&P 130:2).

Hvis vi har et ønske om at nyde et himmelsk selskab og dets tilknyttede herlighed i den tilkommende verden, så må vi fortsat modnes socialt såvel som åndeligt, mens vi er her på jorden. Mennesker, ligesom træer, vokser bedst i grupper, ikke isoleret.

Lektie nr. 4: Træer henter styrke fra næringsstoffer, der blev dannet af tidligere generationer af træer.

På et tidspunkt ønskede de, der var ansvarlige for plejen af den hellige lund, at den skulle have et velplejet udseende. Der blev regelmæssigt afholdt tjenesteprojekter, hvor de unge og missionærer ryddede lunden for faldne træer og grene, underskov og selv stubbe og visne blade. I den periode, så varede det ikke længe, før vitaliteten i lunden svandt ind. Træernes vækst mindskedes, der skød færre nye træer frem, mange sorter af vilde blomster og planter forsvandt og en del af dyrelivet og fuglene aftog.

Da bror Parrott for nogle år siden overtog pasningen af lunden, anbefalede han, at man lod lunden stå i så naturlig en form som muligt. Faldne træer og grene fik lov at gå i forrådnelse og nære jorden. Blade lå, hvor de faldt. Besøgende blev bedt om at blive på de markerede stier, så lunden blev mindre forstyrret og jorden i lunden mindre sammenpresset. Inden for få år begyndte lunden at forynge og forny sig på en helt bemærkelsesværdig måde. I dag blomstrer den i sin oprindelige form med frodigt planteliv og en overflod af dyreliv.

Den lektie, der udspringer af denne oplevelse med skovbrug, ligger mit hjerte meget nært. Det har i nu syv år været mit privilegium at virke som Kirkens historiker og skriver. Det er en stilling, der blev skabt af profeten Joseph Smith, som svar på Herrens befaling til ham på den dag, da Kirken blev organiseret: »Se, der skal føres en optegnelse blandt jer« (L&P 21:1). Fra den dag – hvor Oliver Cowdery blev udnævnt som Kirkens første historiker og skriver – og frem til i dag – er der blevet ført en bemærkelsesværdig optegnelse over Kirkens historie. John Whitmer overtog kaldelsen efter Oliver Cowdery og fik af Herren besked på, at føre optegnelse »om alle de vigtige hændelser ... der vil være til gavn for kirken og for de opvoksende slægtled, som skal vokse op i Zions land« (L&P 69:3, 8).

Hvorfor er det så vigtigt for Jesu Kristi Kirke at føre optegnelse, indsamle, bevare og dele vores historie med andre? Hvorfor er det så vigtigt for jer, som del af denne tids »opvoksende slægtled«, at være opmærksomme på og hente styrke fra tidligere generationer?

Som svar på dette er mit bud, at det er umuligt at leve fuldt ud i nutiden – for ikke også at tale om at planlægge vores fremtidige skæbne – uden fortidens fundament. Jeg blev kraftigt gjort opmærksom på denne sandhed, da jeg for få måneder siden mødtes med et vidunderligt par, som havde oplevet en usædvanlig prøvelse, som jeg med tilladelse fortæller jer. Efter års ægteskab og flere børn, kom hustruen ud for en alvorlig ulykke. Hun lå i flere uger bevidstløs på hospitalet. Da hun vågnede, havde hun mistet al hukommelse! Hun havde så at sige ingen forhistorie. Uden minder om fortiden havde hun intet at gå ud fra. Hun kunne ikke kende sin mand, sine børn eller sine forældre! Da manden fortalte mig denne historie, betroede han mig, at i de første måneder efter ulykken, var han bekymret for, at hans hustru ville strejfe omkring, hvis hun var uden opsyn. Han frygtede også, at hans hustru ikke ville forelske sig i ham igen. Under deres bejlen var han en slank og veltrænet ung mand med masser af hår på hovedet. Nu som midaldrende mand var han mere trivelig og havde meget mindre hår på hovedet!

Heldigvis for alle de involverede så var der blevet ført en del optegnelser. Manden havde gemt breve, som hans hustru havde skrevet før og under hans mission. Disse var beviser på, at de to virkelig havde været forelskede. Han havde også ført dagbog, som indeholdt hjælpsom information. Over nogle år blev hustruens fortid gradvist genskabt ved, at hendes kære fortalte hende deres minder og beretninger.

Denne enestående og hjertegribende situation illustrerer vigtigheden af forholdet mellem fortiden, nutiden og fremtiden. Det hjælper os til bedre at påskønne Herrens definition på sandhed, som åbenbaret til Joseph Smith: »Sandhed er kundskab om alt, som det er, og som det var, og som det skal blive« (L&P 93:24). Den kundskab som vi har om vores fortid takket være de optegnelser, der er blevet ført, og om vores fremtid takket være skrifterne og levende profeters profetiske lærdomme, giver os den kontekst, der gør det muligt for at os at bruge vores handlefrihed klogt i vores nutidige tilværelse. Praktisk talt, så giver denne kundskab os et mere guddommeligt perspektiv, fordi det bringer os nærmere hans evne til at have »alt ... nærværende for [hans] øjne« (L&P 38:2).

Som medlemmer af Kirken fra mange nationer, så har vi Kirkens tidlige historie til fælles. Det er vigtigt, at vi alle bliver bekendt med Kirkens historie, især det, jeg vil kalde, dens »grundlæggende beretninger«. Disse beretninger – Joseph Smiths første syn, Mormons Bogs fremkomst, englebesøg fra Johannes Døber, Peter, Jakob og Johannes, profeten Elias, Elias og andre – indeholder de grundlæggende sandheder, hvorpå evangeliets gengivelse hviler.

Desværre bliver nogle sidste dages hellige i denne teknologiske tid, der er rig på information – hvoraf dele af den er kritisk over for begivenheder og mennesker i Kirkens historie – rystede i deres tro og begynder at sætte spørgsmål ved deres livslange overbevisninger. Til disse spørgende personer giver jeg min kærlighed og forståelse og forsikringen om, at hvis de vil holde sig til evangeliets principper og bønsomt fortsætte deres studium af Kirkens historie – og studere nok til at opnå en vidtspændende kundskab frem for en fragmenteret eller mangelfuld kundskab – så vil Helligånden bekræfte deres tro på de vigtige begivenheder i Kirkens historie ved at gøde fred i deres sind. På denne måde bliver de fæstnet i deres overbevisninger angående den genoprettede Kirkes historie og bliver ikke længere drevet »hid og did af hver lærdoms vind« (Ef 4:14). Jeg har satset hele mit livs kurs ud fra præcis sådanne følelser af fred angående Joseph Smith første syn og andre grundlæggende begivenheder i evangeliets gengivelse, som så mange af jer har gjort det, og jeg ved, at vi aldrig vil blive skuffet.

Historie er i dens enkleste form en optegnelse over mennesker og deres liv, og ud af de liv udspringer beretninger og lektier, der kan styrke det, vi tror på, det vi står for, og det vi bør gøre, når vi møder modgang. Ikke alle beretninger, der udgør vores historie, er af samme storslåede karakter som Joseph Smiths første syn eller som Wilford Woodruffs mission til England. Faktisk så stammer nogle af de mest bemærkelsesværdige beretninger fra helt almindelige sidste dages helliges tilværelse, som de fleste af os har. De er i særdeleshed værdifulde og nyttige for os, når de handler om vore egne forfædre.

I 1920’erne var min bedstefar og bedstemor Jensen – på trods af lange arbejdsdage – fx tvunget til at tilbagegive den gård, de havde købt og boede på i staten Idaho, til sælgeren. De ville gerne vende tilbage til deres hjemby i Utah med deres små børn, men kunne ikke forlade Idaho uden først at have indfriet deres gæld på $350. Det synes måske som et lille beløb i dag, men på det tidspunkt var det en stor sum. Bedstefar forsøgte at låne pengene fra mænd, der havde penge, men uden held. På grund af deres forarmede forhold var der ingen mulighed for at låne penge i banken. Han og bedstemor bad om hjælp hver eneste dag. En søndag til et præstedømmemøde henvendte en mand, som bedstefar knap kendte, sig til ham og fortalte ham, at han havde hørt om hans problem, og at han gerne ville låne bedstefar pengene på betingelse af, at han ville betale pengene tilbage så hurtig som muligt, når bedstefar var tilbage i Utah. De fuldbyrdede aftalen med et håndtryk, og bedstefar holdt sit løfte.

Denne enkle historie, som min bedstemor Jensen havde nedskrevet, er en familieskat. Den har inspireret mig ved at illustrere egenskaber som hårdt arbejde, ærlighed, overvindelse af modgang, familiesammenhold og vigtigst af alt, vist Herrens hånd i mine trofaste bedsteforældres liv. Jeg henter styrke og mod fra deres eksempel og fra andre tidligere generationers eksempler, både de store og de ordinære.

I finder måske lignende beretninger i jeres eget land og i jeres egen familie. Hvor de findes, opfordrer jeg jer til at samle disse beretninger, bevare dem og videregive dem. Se til, at I videregiver dem fra generation til generation. Mine børn (og nu mest mine børnebørn) holder meget af, når jeg fortæller dem historier fra da »jeg var en lille dreng«! Jeg har engang hørt nogen sige, at et folk ikke er større end dets beretninger, og jeg tror det samme gør sig gældende for familier. Gode beretninger – hvis de er sande – skaber god historie. Husk, at mennesker, som træer, henter styrke fra de næringsstoffer, der blev dannet af tidligere generationer.

Konklusion

Som afslutning bedes I vende tilbage til den hellige lund sammen med mig og stille jer med mig i nærheden af et af de såkaldte »vidne-træer«. Disse er træer, der voksede i lunden for 192 år siden på det samme tidspunkt, hvor Joseph Smith havde sit første syn. Tre af disse træer lever stadig i lunden, og tre døde vidne-træer står stadig oprejst takket være bror Parrotts dygtige bevaringsindsats.

Da vi var på vores mission nær Palmyra, kom jeg ofte alene i den hellige lund og stillede mig ærbødigt ved siden af mit yndlings vidne-træ. Jeg forestillede mig, at hvis træet kunne tale, ville det fortælle mig, hvad der skete den forårsdag i 1820. Men i virkeligheden behøvede træet ikke fortælle mig det – for jeg vidste det allerede. I kraft af åndelige oplevelser og følelser siden min ungdom og op til denne time, så ved jeg, uafhængigt af nogen anden person, at Gud vor Fader lever. Jeg ved også, at hans Søn Jesus Kristus er menneskehedens Frelser og Forløser. Jeg ved, at disse to herliggjorte personer viste sig for Joseph Smith i den hellige lund i foråret 1820. De oprejste Joseph som den stiftende profet af evangeliets sidste uddeling. Under deres guddommelige ledelse oversatte Joseph Mormons Bog, modtog præstedømmets nøgler og myndighed og organiserede atter Kristi Kirke i disse sidste dage. Vi er så umådelige velsignede at leve på denne tid og være medlemmer af Kristi Kirke.

Disse vidunderlige sandheder, som jeg har vidnet om, fik deres begyndelse i den hellige lund. Som I nu i overført betydning har stået med mig i den hellige lund i aften, stå da altid i jeres sind og hjerte på dét hellige sted og stå fast ved de sandheder, som Gud begyndte at åbenbare der.

Husk også de lektier for livet, som den hellige lund giver:

  1. 1.

    Når mørkets kræfter søger at ødelægge jer – som de engang gjorde det mod en kundskabssøgende Joseph Smith, stå da i den hellige lund og husk lyssøjlen, stærkere end solens glans (se JS-H 1:15–17).

  2. 2.

    Når modstand og modgang omslutter jeres vej og håbet sløres, stå da i den hellige lund og husk, at »alt dette skal give dig erfaring og skal være til gavn for dig« (L&P 122:7).

  3. 3.

    Når ensomhed og isolation er jeres lod, og I kæmper for at skabe tilfredsstillende sociale forhold, stå da i den hellige lund sammen med en gruppe af sidste dages hellige, som har indgået pagt om at bære jeres byrder og at trøste jer, når I har behov.

  4. 4.

    Og når oplevelser, mennesker eller modstridende påståelige sandheder udfordrer jeres tro og skaber tvivl vedrørende Jesu Kristi genoprettede evangelium, stå da i den hellige lund og hent styrke og mod fra generationer af trofaste sidste dages hellige, som så standhaftigt har stået der før jer.

Dette er min bøn for jer, mine unge venner, og jeg beder med kærlighed og i Jesu Kristi navn. Amen.

© 2012 Intellectual reserve, Inc. Alle rettigheder forbeholdes. Engelsk original godkendt: 5/12. Godkendt til oversættelse: 5/12. Oversættelse af Stand in the Sacred Grove. Danish. PD50039048 110

Show References

    Noter

  1.  

    1.  Salmer og sange, nr. 18.

  2.  

    2. Se Bible Dictionary, »Atonement«; se også Guide til Skrifterne; »Forsoning«.