Hvad du end er, så gør dit bedste: Bær ikke masker, som skjuler din identitet

Ældste Quentin L. Cook

De Tolv Apostles Kvorum

CES-foredrag for Unge Voksne • 4. marts 2012 • Brigham Young University-Idaho


Ældste Quentin L. Cook

Jeg glæder mig over muligheden for at tale til jer unge voksne. Jeg skal hilse mange gange fra Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum. Det er mageløst at være her i konferencecentret på BYU-Idaho. I mit sind kan jeg nærmest se jer for mig alle de forskellige steder rundt om i verden.

Da jeg var på jeres alder, var præsident David O. McKay profet. Præsident McKay tjente som Kirkens præsident fra 1951 til 1970, samme år som jeg blev 30. Der er altid noget særligt ved den profet, der tjener, når man er ung voksen. Jeg elskede og beundrede præsident McKay. Han fortalte ofte en sand beretning om en oplevelse, han havde som missionær i Skotland. Han led af hjemve, da han kun havde været på mission i kort tid, og brugte nogle få timer på at se det nærliggende Stirling Castle. Da han og hans kammerat vendte tilbage fra besøget på slottet, kom de forbi en bygning, hvor der på en sten over døren var indgraveret et citat, som almindeligvis tilskrives Shakespeare, og som lyder: Hvad du end er, så gør dit bedste.

Præsident McKay mindedes denne oplevelse i en tale, han holdt i 1957, og sagde: »Jeg sagde til mig selv eller også gjorde Ånden: ›Du er medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Du er ydermere her som repræsentant for Herren, Jesus Kristus. Du har påtaget dig ansvaret som repræsentant for Kirken.‹ Så tænkte jeg over, hvad vi havde lavet om formiddagen. Vi havde været på sightseeing, vi havde fået historisk viden, det er sandt, og jeg var vild med det … Men det var imidlertid ikke missionering … Jeg tog budskabet på stenen til mig, og fra det øjeblik prøvede vi at gøre vores bedste som missionærer i Skotland.«1

Dette budskab Hvad du end er, så gør dit bedste var så vigtigt og gjorde så stort et indtryk på ældste McKay, at det inspirerede ham resten af livet. Han var opsat på, at uanset hvilket ansvar han havde, ville han gøre sit bedste.

Da ældste David B. Haight tjente som missionspræsident i Skotland, fandt han frem til den indgraverede sten og fik fremstillet en kopi, som i dag befinder sig på MTC i Provo i Utah. Mange af jer har set citatet og tænkt over indholdet af budskabet. Ældste Russell M. Nelson genbrugte budskabet for nylig i forbindelse med 50-års jubilæet for MTC i Provo.

Jeg har tænkt over, hvem I er, og den følelse, der er kommet til mig, er, at I måske ikke helt forstår, hvilken betydning I har som generation. Samfundet har generelt navngivet de forskellige generationer, som lever i dag. Den ældste blandt os i USA og andre lande er blevet kaldt »den store generation« på grund af det, de udholdt under den verdensomspændende økonomiske depression i 1930’erne og siden præsterede under 2. verdenskrig og i opbygningen af en bedre verden derefter. Et par af de ældste brødre i Kirken har deltaget i disse begivenheder. Præsident Thomas S. Monson tjente i USA’s flåde, præsident Boyd K. Packer i USA’s flyvevåben, og ældste L. Tom Perry var i marinekorpset. Jeg vil senere fortælle om nogle af de oplevelser, de har haft, og de lektier, de har lært og videregivet.

Jeres generation fra 1980’erne og til midten af 1990’erne er for nylig blevet omtalt som »millenniumgenerationen.« Visse kommentatorer er skeptiske overfor, hvad jeres generation vil opnå. Jeg tror, at I har baggrund og grundlag for at blive den bedste generation nogensinde, især med hensyn til at fremme vor himmelske Faders plan.

Hvorfor siger jeg det? Jeres generation er blevet undervist mere i seminar og institut end nogen tidligere generation, og I har fået bedre undervisning i Primary, præstedømmet og Unge Piger end nogen anden generation. Desuden har ca. 375.000 af jer tjent eller tjener nu som missionærer. I repræsenterer over en tredjedel af alle de missionærer, som har tjent i denne uddeling. Samuel Smith, den første missionær i denne uddeling, blev ordineret som ældste og indsat som missionær den 6. april 1830, den dag Kirken blev organiseret. Når I tænker over alle de missionærer, som har tjent siden da, er det forbløffende, at en tredjedel af dem tilhører jeres aldersgruppe. Til sammenligning var der kun 76.000 missionærer eller mindre end 8 %, som tjente i de 12 år, hvor jeg var mellem 18 og 30 år. For de af jer, som ikke har haft mulighed for at tage på mission, kan jeres bidrag ikke desto mindre være betydningsfuldt. Næsten halvdelen af Det Første Præsidentskab og De Tolv har ikke haft mulighed for at tage på mission.

Gå ikke til yderligheder iført en maske

I lyset af det enorme potentiale I rummer for det gode, hvad er da min bekymring så for jeres fremtid? Hvilket råd kan jeg give jer? For det første vil der være en del pres på jer for at eksperimentere med jeres personlighed endog bruge masker og ikke rigtigt tænke over, hvem I er, eller hvad I ønsker at blive.

Sidste sommer mødtes ældste L. Tom Perry, Michael Otterson2 fra Informationsafdelingen og jeg med Abraham Foxman på hans kontor i New York. Mr. Foxman er national formand for Bevægelsen mod bagvaskelse. Dens mission er at stoppe bagvaskelse af det jødiske folk. Han har beskæftiget sig med dette i næsten 40 år. Årsagen til det er en meget fængslende beretning fra hans eget liv. Han blev født i begyndelsen af 2. verdenskrig. Forældrene, Joseph og Helen Foxman, som måtte forholde sig til dekreter mod jøder, overgav Abraham til en polsk, katolsk kvinde, inden de flyttede til en jødisk ghetto i Vilnius i Litauen i september 1941. Abraham var 13 måneder gammel. Hans forældre overlevede krigen og jødeudryddelsen, men de blev først genforenet med Abraham, da han var fire år gammel. Det anslås at 1,5 million jødiske børn forsvandt i det nazistiske inferno. Abraham blev beskyttet af den katolske kvinde, der tog ham med i kirke hver søndag og holdt hans jødiske identitet skjult.3 Det er ikke overraskende, at Abraham Foxman har viet sit liv til at bekæmpe anti-semitisme, had, fordomme og diskrimination.

Jeg har arbejdet sammen med mr. Foxman ved tidligere lejligheder og beundrer hans mod og engagement. Under vores møde med ham i New York, spurgte jeg ham, hvilket råd han havde til os i forbindelse med vores ansvar for Kirkens information. Han tænkte sig om et øjeblik og forklarede så vigtigheden af at opmuntre folk til ikke at bære masker. Han beskrev Ku Klux Klan. Det er en organisation, der havde stor indflydelse og spredte megen skræk hos de fleste amerikanere i begyndelsen af forrige århundrede. Iført ens kåber og masker, som gjorde det umuligt at identificere deltagerne, brændte de kors af hos dem, der var deres skydeskive, og udråbte sig selv som moralens vogtere. De gik oftest efter afroamerikanere, men katolikker, jøder og indvandrere gik heller ikke ram forbi. De mest militante af dem deltog i piskning, vold og mord. Mr. Foxman påpegede, at blot et fåtal af dem ville have været ekstremister i de forskellige europæiske diktaturstater i 1930’erne, men flertallet af dem, uden maskerne, var normalt almindelige mennesker, bl.a. forretningsfolk og kirkegængere. Han sagde, at det, at de skjulte deres identitet og bar masker, gjorde dem i stand til at deltage i aktiviteter, de normalt ville have undgået.4 Deres adfærd havde en forfærdelig indvirkning på det amerikanske samfund.

Mr. Foxmans råd var at understrege vigtigheden af at undgå masker, der skjuler folks sande identitet.

I vores tidlige kirkehistorie befandt profeten Joseph Smith, Emma og deres 11 måneder gamle tvillinger, Julie og Joseph, sig i Hiram i Ohio på familien Johnsons gård. Begge børn led af mæslinger. Joseph og hans lille søn sov på en rulleseng nær fordøren.

Bror Mark L. Staker har fortalt, hvad der skete:

I nattens løb brød en gruppe mænd med sortmalede ansigter ind gennem døren og trak profeten udenfor, hvor de bankede ham og dyppede ham og Sidney Rigdon i tjære.

»Da Emma så den gennempryglede og tjæreindsmurte Joseph, besvimede hun …

På trods af, at profeten havde mistet en tand, fået et dybt sår i den ene side, manglede noget hår og huden var blevet syreætset, forkyndte han som sædvanligt ved deres søndagsmøde. Blandt de hellige, som samledes der, var der mindst fire medlemmer af pøbelen.«5

Det mest tragiske ved dette overfald var, at lille Joseph, der blev udsat for den kolde natteluft, da hans far blev hevet ud, pådrog sig en svær forkølelse, som han døde af nogle få dage efter.

Det er også interessant, at de, som deltog i mordet på profeten Joseph Smith og hans bror, Hyrum, havde malet deres ansigter for at skjule deres sande identitet.6 De, som kamuflerer deres identitet og deltager i hemmelige sammenslutninger, er især foruroligende. Vi læser i Mormons Bog, at Lucifer »… vækker menneskenes børn til hemmelige sammensværgelser om mord og alle slags hemmelige gerninger af mørke« (2 Ne 9:9; se også 3 Ne 6:27–30).

Jeg siger ikke, at nogen af jer er involverede i sådanne forfærdelige ting, som jeg lige har nævnt. Jeg tror, at der i vor tid, hvor det er lettere at være anonym end nogensinde før, ligger et vigtigt princip i ikke at bære maske og være »tro mod troen … som disse martyrer døde for.«7

Den sikkert største beskyttelse mod at træffe dårlige valg er ikke at tage anonymitetens maske på. Hvis I nogensinde tager jer selv i at ønske at gøre det, så husk på, at det er et faresignal og et af modstanderens redskaber til at få jer til at gøre noget, I ikke bør. En af årsagerne til, at vi råder missionærerne til at klæde sig konservativt, og at ældsterne skal være glatbarberede, er, at der ikke skal herske nogen tvivl om, hvem de er, og hvordan de bør opføre sig. Nogle vil sige: Er det ikke bare overfladisk? Det tror jeg ikke. Tænk over, hvordan tøj og pynt er beskrevet i Mormons Bog af profeten Moroni, som sidestillede stolthed med »meget fine klæder.« Han forbandt den stolthed, der viste sig i de »meget fine klæder« med »stridigheder og ondsindethed og forfølgelse og alle slags syndigheder« (Morm 8:36). Jeg er især bekymret over den måde, hvor klæder og prydelse i vore dage kan være et tegn på oprør eller manglende moralske standarder og have en negativ påvirkning på andre.

Opfør jer i overensstemmelse med jeres inderste overbevisning

Det andet råd, jeg vil give, er: Opfør jer i overensstemmelse med jeres inderste overbevisning ved at bruge jeres tid på det, der vil opbygge og udvikle jeres karakter og gøre jer mere kristuslignende. Jeg håber, at ingen af jer primært ser livet som sjov og spas men snarere som en tid til at »berede sig til at møde Gud« (Alma 34:32).

Et vidunderligt eksempel på at gøre sit bedste og bruge tiden fornuftigt vises i en hændelse fra ældste L. Tom Perrys liv, da han som marinesoldat tjente i den amerikanske besættelsesstyrke i Japan lige efter 2. verdenskrig. Ældste Perry fortalte om dette, da han indtalte sit særlige vidnesbyrd om Frelseren, der vises på vore besøgscentre.

Ældste Perrys beretning

»Der er en oplevelse i mit liv, som ofte har mindet mig om den glæde, der kommer ved at stille spørgsmålet: ›Hvad ville Frelseren gøre i denne situation?‹

Jeg var blandt de første marinesoldater, der gik i land i Japan, da fredstraktaten efter 2. verdenskrig var blevet underskrevet. Vores ankomst til den ødelagte by Nagasaki, var en af de mest bedrøvelige oplevelser i mit liv. En stor del af byen var totalt ødelagt. Nogle af de døde var endnu ikke blevet begravet. Som besættelsestropper oprettede vi et hovedkvarter og gik i gang.

Situationen var meget trist, og nogle få af os ønskede at yde mere. Vi gik til divisionens feltpræst og anmodede om tilladelse til at hjælpe med at genopbygge de kristne kirker. På grund af restriktioner fra regeringen under krigen var disse kirker næsten holdt op med at fungere. Deres få bygninger var svært beskadigede. En gruppe af os meldte os frivilligt til at reparere og pudse mure på disse kirkebygninger i vores fritid, så de igen kunne bruges til at afholde kristne gudstjenester i.

Vi kendte ikke sproget. Alt, hvad vi kunne gøre, var det fysiske arbejde med at reparere bygningerne. Vi fandt præsterne, der ikke havde været i stand til at prædike under krigen og opfordrede dem til at vende tilbage til deres prædikestole. Det var en stor oplevelse at være sammen med disse mennesker, da de atter oplevede friheden til udøve deres kristne tro.

Da vi var ved at forlade Nagasaki for at tage hjem, skete der noget, som jeg altid vil huske. Da vi var ved at stige på toget, som skulle føre os til vore skibe hjemad, blev vi drillet af mange af de andre marinesoldater. De var sammen med deres kærester og var ved at sige farvel til dem. De grinede af os og gav udtryk for, at vi var gået glip af alt det sjove i Japan. Vi havde blot spildt vores tid med at arbejde og pudse mure.

Mens de var godt i gang med at drille os, kom der op over en lille bakketop nær ved togstationen omkring 200 af disse fremragende japanske kristne fra de kirker, vi havde repareret, gående, mens de sang: ›Fremad, Herrens stridsmænd‹. De kom hen til os og overøste os med gaver. Så stillede de sig alle op langs jernbanesporet. Og da toget begyndte at køre, rakte vi vore hænder ud og rørte lige ved deres fingre, mens vi tog af sted. Vi kunne ikke tale, vore følelser var for overvældende. Men vi var taknemlige for, at vi på en ubetydelig måde kunne være med til at genetablere kristendommen i en nation efter krigen.

Jeg ved, at Gud lever. Jeg ved, at vi alle er hans børn, og at han elsker os. Jeg ved, at han sendte sin Søn til jorden for at være et sonoffer for hele menneskeheden. Og de, som modtager hans evangelium og følger ham, vil nyde evigt liv, den største af alle Guds gaver. Jeg ved, at han ledte gengivelsen af evangeliet her på jorden gennem profeten Joseph Smiths tjenestegerning. Jeg ved, at den eneste varige lykke og glæde, som vi finder i vores jordiske liv, kommer ved at følge Frelseren, adlyde hans love og holde hans befalinger. Han lever. Det er mit vidnesbyrd til jer i hans hellige navn, ja, Jesu Kristi navn. Amen.«8

Tænk over den betydning det har, at nogle soldater bruger deres tid på at genopbygge kristne kirker sammenlignet med de soldater, som er involveret i frivole, fjollede eller dårlige aktiviteter. Tænk over og vær proaktive omkring, hvordan I bruger jeres tid.

At se denne video minder mig om en af mine tidligste erindringer, da jeg var fem år gammel. Vores stavpræsident var ældste Perrys far. Da 2. verdenskrig sluttede, fik han alle de hjemvendte soldater op at sidde på forhøjningen i kirken under et nadvermøde. De kom i deres flotteste militæruniformer og bar hver et kort vidnesbyrd. Præsident Perry græd, da hans to sønner, ældste Perry og hans lillebror Ted, bar deres vidnesbyrd. Det var meget inspirerende og imponerende for en lille dreng som mig. Jeg husker ikke, hvad de sagde, men jeg husker følelsen.

Som I kan se af ældste Perrys beretning i dette vidnesbyrd, så taler jeg ikke om at være påtaget eller overfladisk trofast. Det kan være pinligt for både jer og for Kirken. Jeg taler om, at I bliver det, som I bør blive. Da vi arbejdede med missionærvejledningen Forkynd mit evangelium, følte vi, at det kunne være en nyttig vejledning for vore missionærer og medlemmer livet igennem, især kapitel 6: »Hvordan udvikler jeg kristuslignende egenskaber?« Når I prøver at gøre jeres bedste og identificerer egenskaber, som I ønsker at udvikle, kan I skrive »en liste over skriftsteder, der forklarer om egenskaber[ne], og studér … disse skriftsteder«, »sætte mål og træffe planer for at anvende disse egenskaber i jeres liv« og »bede Herren om hjælp til at udvikle de egenskaber.«9 Ved at gøre dette, behøver I ikke at bære maske eller skjule jeres sande identitet.

Nogle af jer er faldet for en opførsel, som går langt ud over sjov og leg. De, som er involveret i pornografi eller anden form for umoral, handler på en anden måde end det, de virkelig ønsker eller ønsker at være. Det er interessant, at næsten alle, som er involveret i pornografi, påtager sig en falsk identitet eller skjuler sin deltagelse. De slører deres opførsel, som de ved er forkastelig og nedbrydende, for alle, de bryder sig om. Pornografi er en skadelig plage ikke kun for en persons moralske ståsted hos Gud, men det kan også ødelægge ægteskaber og familier og have en nedbrydende indflydelse på samfundet. Både afhængighed af internettet og af pornografi skader ægteskaber.10 Når I arbejder hen mod ægteskab, må I ikke bære masker for at skjule en upassende opførsel, som vil være skadelig for jer eller jeres ægteskab.

Jer, der er faldet for denne ødelæggende vane, skal vide, at I kan omvende jer og blive helbredt. Omvendelse vil føre til helbredelse. Helbredelse kan være en lang proces. Jeres biskop kan give jer råd om, hvordan I kan få den fornødne hjælp til helbredelse. Vi har bedt biskopperne om at henvise jer til dem, som kan give den bedste hjælp.

Bortset fra pornografi og seksuel umoral er der en anden lumsk opførsel, som forgifter samfundet og underminerer den basale moral. I dag er det almindeligt at skjule sin identitet, når man skriver hadefulde, meget skarpe og intolerante ting anonymt på internettet. Nogle omtaler det som opblussende. Visse institutioner prøver at censurere kommentarerne. New York Times vil fx ikke tolerere kommentarer med »personlige angreb, sjofelheder, vulgaritet, banden … parodier, manglende sammenhæng og RÅBEN …

The Times opfordrer også til brug af rigtige navne for, som jeg citerer: ›Vi har opdaget, at folk som bruger deres navn, konverserer mere engageret og respektfuldt.‹«11

Apostlen Paulus skrev:

»Far ikke vild! Slet omgang fordærver gode sæder.

Bliv for alvor ædru, og synd ikke! Der er folk, som ikke vil vide noget om Gud« (1 Kor 15:33–34).

Det er klart, at dårlig kommunikation og sprog ikke kun handler om dårlige manerer, men hvis den udøves af sidste dages hellige, kan det have en ugunstig effekt på dem, som ikke har viden om Gud eller et vidnesbyrd om Frelseren.

Enhver brug af internettet for at mobbe, ødelægge et ry eller sætte en person i et dårligt lys er forkastelig. Det, vi ser i samfundet, er, at når mennesker bærer anonymitetens maske, er de mere tilbøjelige til den slags opførsel, som er så skadelig for den høflige samtale. Det strider også imod de grundlæggende principper, som Frelseren belærte om.

Et af de grundlæggende budskaber i Jesu Kristi evangelium, som I har lært, fra I var små, er: »For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv« (Joh 3:16; se også L&P 34:3). Frelseren forklarede, at han ikke var kommet for at dømme verden, men for at frelse den. Dernæst beskrev han, hvad dommen betyder:

»Lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde.

For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres.

Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud« (Joh 3:19–21; se v. 17–21).

De retskafne behøver ikke at maskere deres identitet. Jeg elsker den sande beretning fra præsident Thomas S. Monsons liv. Han blev først 18 år, da 2. verdenskrig var ved at være forbi. Krigen var faktisk slut i Europa, men fortsatte i Stillehavet.

Han lod sig hverve til flåden og blev sendt til San Diego i Californien. I husker sikkert hans beretning fra sidste generalkonference. På den første søndag stillede eksercitssergenten alle op på en række for at gå i kirke. Han sendte katolikkerne et sted hen, jøderne et andet og prøvede at sende resten til et protestantisk møde. Præsident Monson sagde, at han vidste, at han hverken var katolik, jøde eller protestant; han var mormon. Han havde mod til at blive stående i rækken og blev glad for at se, at der var andre trofaste medlemmer med ham. Det ville have været let at gå med den store gruppe til et protestantisk møde. Han var opsat på at blive identificeret som den, han var og handle i henhold til det.12

Sæt relevante mål.

Mit tredje råd handler om nogle af de mål, I bør overveje. På omtrent samme tid, som ældste Perry var i Japan i marinen, var præsident Boyd K. Packer i Japan med flyvevåbnet i slutningen af 2. verdenskrig.

I sin tale ved 100-året for seminar den 22. januar i år fortalte han, at det var en meget lærerig tid i hans liv.13 I 2004 ledsagede jeg præsident Packer og andre på en rejse til Japan. Han havde mulighed for at gense nogle af stederne fra tidligere og tænke over nogle oplevelser og valg, som han traf dengang. Han fortalte om et par stykker i sin tale til seminar. Med hans tilladelse vil jeg fortælle jer om nogle andre af hans tanker og følelser.

Præsident Packer beskrev en oplevelse på en ø ud for Okinawas kyst. Han betragter det sted som sit åbenbaringsbjerg. Hans personlige forberedelse og møde med andre medlemmer havde styrket hans tro på evangeliets lære. Han manglede dog stadig en bekræftelse en sikker forvisning om det, han allerede følte, var sandt.

Præsident Packers biografi beskriver det således: »Stik modsat den bekræftende fred, han søgte, stod han ansigt til ansigt med krigens helvede mod de uskyldige. Han søgte ensomhed og tid til at tænke og klatrede en dag højt op over havet. Der fandt han de udbrændte rester af et bondehus og en forsømt kartoffelmark i nærheden. Og der midt i de døde afgrøder så han ligene af en nedslagtet mor og hendes to børn. Synet fyldte ham med en følelse af dyb sorg, som blandede sig med kærligheden til hans egen familie og alle familier.«14

Han gik derefter ind i en provisorisk bunker, hvor han tænkte og bad. Da præsident Packer så tilbage på den begivenhed, beskrev han det, jeg vil kalde en bekræftende åndelig oplevelse. Han fik inspiration til, hvad han skulle med sit liv. Han havde selvfølgelig ingen anelse om, at han ville blive kaldet til det høje og hellige kald, han nu har. Hans drøm var at blive lærer og frem for alt i Frelserens lærdomme. Han besluttede sig for, at han ville leve retskaffent.

Det kom ret markant til ham, at han måtte finde sig en retskaffen hustru, og at de sammen skulle stifte en stor familie. Denne unge soldat vidste, at hans karrierevalg kun ville give et beskedent udkomme, og hans søde ledsager måtte have de samme prioriteter og være villig til at leve uden visse materielle goder. De af jer, som kender søster Donna Packer, ved, at hun er og var den perfekte livsledsager til præsident Packer. De har aldrig haft penge i overflod, men de har altid haft det, de havde brug for. De opfostrede 10 børn og ofre var påkrævet. De har nu 60 børnebørn og 79 oldebørn.

Jeg kan huske min medfølelse, da jeg fandt ud af, at han som ny generalautoritet var flov over at følges med en af seniorbrødrene til et møde for kirkeledere, fordi han ikke havde en tilstrækkelig hvid skjorte at tage på.

Jeg fortæller jer dette, fordi vore mål for ofte er baseret på verdslige værdier. Det altafgørende er faktisk ret enkelt for de medlemmer, som har modtaget de frelsende ordinancer. Vær retskafne. Stift en familie. Find en passende måde at forsørge jer på. Tjen i jeres kaldelser. Bered jer på at møde Gud.

Frelseren sagde, at »et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod« (Luk 12:15). Så brugte han en lignelser:

»Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt.

Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst.

Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit kort og alt mit gods.

Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad!

Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet?

Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud« (Luk 12:16–21).

Opbyg jeres land og lokalsamfundet, hvor I bor

Udover nogle personlige egenskaber, kvaliteter og beslutninger må I, hvis I skal være den generation, I bliver nødt til at være, opbygge jeres land og lokalsamfund, hvor I bor. Jeres generation vil ligesom den største generation være nødt til at forsvare retfærdighed og religiøs frihed. Den jødisk/kristne arv vi har arvet, er ikke alene dyrebar, den er også afgørende for vor himmelske Faders plan. Vi må bevare den til fremtidige generationer. Vi må slutte os sammen med gode mennesker af alle trosretninger, specielt dem, der føler, at de skal stå til ansvar hos Gud for deres handlinger. Der er mennesker, som forstår, hvorfor vi denne aften taler om »hvad du end er, så gør dit bedste.« Den succesfulde styrkelse af de jødisk/kristne værdier og religiøs frihed vil betegne jeres generation som den store generation, den er nødt til at være.

Med de udfordringer, der findes i verden i dag, er Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum særligt optaget af, at I deltager på passende vis i den politiske proces i jeres land. Kirken er neutral, hvad angår politiske holdninger og støtter ingen bestemte kandidater eller partier. Men vi forventer dog, at vore medlemmer er engagerede i at støtte de kandidater og partier, som bygger på principper, der beskytter et sundt styre. Vores lære er klar: »Derfor bør man flittigt søge efter ærlige mennesker og kloge mennesker« (L&P 98:10). »Når de ugudelige regerer, sørger folket« (L&P 98:9). Det betyder, at alle bør føle sig forpligtet til at stemme.

I de delstater i USA, hvor man har partikonferencer, bør I være bekendt med problematikker og kandidater og tage del. Fx er der primærvalg i Utah og Idaho for de forskellige partier begyndende i denne uge og indtil engang midt i april. Hvis I møder op, får I lov til at deltage. Vi håber, at I hver især finder frem til datoen for primærvalget i det parti, I vælger, og så også føler en forpligtelse til at deltage. Vi håber, at det gør sig gældende for alle borgere, både medlemmer og ikke-medlemmer i alle stater og lande, hvor der afholdes valg. Prisen for frihed har været for høj og konsekvenserne ved manglende deltagelse er for store til, at nogen borger kan ignorere sit ansvar.

I skal vide, at vi nærer stor tillid til jer. Lederne af Kirken tror oprigtigt på, at I kan opbygge riget på en måde, som ingen tidligere generation har kunnet. I nyder ikke alene godt af vores kærlighed og tillid, men også godt af vore bønner og velsignelser. Vi ved, at jeres generations succes er væsentlig for Kirkens fortsatte grundfæstelse og rigets udvikling. Vi beder til, at I vil gøre jeres bedste og undgå at bære masker og handle i overensstemmelse med jeres sande identitet, sætte jer gode mål og opbygge det land og det lokalsamfund, hvor I bor.

Jeg vil afslutte med mit personlige vidnesbyrd om gengivelsen af evangeliet gennem profeten Joseph Smith. Joseph Smith så Gud Faderen og Jesus Kristus. Vor himmelske Fader er en kærlig fader med en plan, der velsigner alle hans børn. Jesus Kristus er vor Frelser og hans sonoffer er historiens mest skelsættende begivenhed. Helligånden betjener os og vidner om Faderen og Sønnen. Jeg bærer som et vidne om Frelseren vidnesbyrd om dette i Jesu Kristi navn. Amen.

© 2012 by Intellectual Reserve, Inc. All rights reserved. English approval: 2/12. Translation approval: 2/12. Translation of What E’er Thou Art, Act Well Thy Part: Avoid Wearing Masks That Hide Identity. Language. PD50039044 xxx

Show References

    Noter

  1.  

    1. David O. McKay, i Francis M. Gibbons, David O. McKay: Apostle to the World, Prophet of God, 1986, s. 45; se også »Pres. McKay Speaks to Pioneer Stake Youth«, Church News, 21. sep. 1957, s. 4.

  2.  

    2. Michael Otterson er direktør for Kirkens informationsafdeling.

  3.  

    3. Se Joseph Foxman, In the Shadow of Death, 2011, s. 10.

  4.  

    4. Møde med Abraham Foxman på hans kontor i New York City, New York, den 14. juni 2011.

  5.  

    5. Mark L. Staker, »Remembering Hiram, Ohio«, Ensign, okt. 2002, s. 35, 37.

  6.  

    6. Se Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 25.

  7.  

    7. »True to the Faith«, Hymns, nr. 254.

  8.  

    8. L. Tom Perry, transskriberet fra Særlige vidner om Kristus (dvd, 2003).

  9.  

    9.  Forkynd mit evangelium: Vejledning til missionering, 2005, s. 123; se s. 115–126.

  10.  

    10. Se Elizabeth Stuart, »Internet Addiction Harming Marriage«, Deseret News, 20. juli 2011, http://www.deseretnews.com/article/700164510/Internet-addiction-harming-marriage.html.

  11.  

    11. Mark Brent, i »The Public Forum«, The Salt Lake Tribune, 27. juli 2011, s. A16.

  12.  

    12. Se Thomas S. Monson, »Vov at stå alene«, Liahona, nov. 2011, s. 61–62; se også Heidi Swinton, To the Rescue: The Biography of Thomas S. Monson, 2010, s. 96–97.

  13.  

    13. Se Boyd K. Packer, »Sådan overlever man i fjendtligt territorium«, Fejring af 100 års seminar transmission, 22. jan.2012, http://seminary.lds.org/history/centennial/eng/how-to-survive-in-enemy-territory/.

  14.  

    14. Lucile C. Tate, Boyd K. Packer: A Watchman on the Tower, 1995, s. 58–59.