Der er nogle, som I skal være barmhjertige imod, nemlig dem, der tvivler

For ikke så længe siden besøgte jeg en gruppe kvinder i Anchorage i Alaska. Der var omkring 12 kvinder i lokalet og 6 andre, som deltog telefonisk fra byer overalt i Alaska. Mange af disse kvinder boede flere hundrede kilometer fra kirkebygningen. Disse kvinder lærte mig om besøgsundervisning.

At besøge alle søstrene personligt ville kræve en flyrejse, at rejse med en båd eller at køre meget lange strækninger i bil. Det var indlysende, at tid og omkostninger gjorde hjemmebesøg umulig. Men disse søstre følte sig nært knyttede, fordi de inderligt bad for hinanden og søgte Helligåndens vejledning for at vide, hvad deres søstre havde brug for, selvom de ikke mødtes personligt særlig ofte. Det lykkedes dem at holde kontakt per telefon, via internettet og brevkorrespondance. De tjente i kærlighed, fordi de havde indgået pagter med Herren og ønskede at velsigne og styrke deres søstre.

Andre hengivne besøgslærerpar i DR Congo gik langt for at besøge en kvinde og hendes nyfødte barn. Disse søstre forberedte bønsomt et budskab og ønskede at vide, hvordan de kunne gøre en forskel i denne kære søsters liv, som de besøgte. Kvinden blev begejstret for deres besøg. For hende var deres besøg et budskab fra himlen givet specielt til hende. Da besøgslærerne mødtes i hendes ydmyge hjem, følte både søsteren, hendes familie og besøgslærerne sig opløftede og velsignede. Den lange gåtur virkede ikke som et offer. Disse besøgslærere havde medfølelse, gjorde en forskel til det bedre og velsignede denne kvindes tilværelse.

Lange afstande, udgifter og sikkerhedsspørgsmål gør månedlige, personlige besøg umulige i nogle af Kirkens områder, men gennem styrken af personlig åbenbaring, finder søstre, der oprigtigt søger at elske hinanden og våge over og styrke hinanden, måder, hvorpå de kan gennemføre dette kald fra Herren.

En inspireret hjælpeforeningspræsident rådfører sig med sin biskop og udfører bønsomt besøgslæreropgaver for at hjælpe ham ved at våge over og drage omsorg for hver kvinde i menigheden. Når vi forstår denne proces med rådgivning og åbenbaring, forstår vi bedre vores vigtige ansvar for at tjene og kan mere tillidsfuldt stole på Åndens vejledning i vore gerninger.

Jeg er en, der har besøgt flere kvinder hver måned og derpå stolt med et lettelsens suk bekendtgjort: »Min besøgsundervisning er overstået!« Ja, måske er den del jeg rapporterer om overstået, men hvis det er den eneste grund til, at jeg gør det, så er det en skam.

Det gode ved besøgsundervisning er ikke at se 100 % på den månedlige rapport; det gode ved besøgsundervisning er at se liv forandres, tårer tørret væk, vidnesbyrd vokse, mennesker elsket, familier styrket, mennesker opmuntret, de sultne bespist, de syge besøgt og de, der sørger, trøstet. Faktisk er besøgsundervisning aldrig overstået, for vi våger og styrker altid.

Endnu en velsignelse ved besøgsundervisning er at vokse i enighed og kærlighed. Skrifterne underviser os i, hvordan vi opnår det: »Og befalede dem, at de … skulle se fremad med ét blik, idet de havde én tro og én dåb og havde deres hjerter knyttet sammen i enighed og i kærlighed, den ene til den anden.«¹¹

Mange kvinder har sagt, at grunden til at de blev aktive i Kirken igen, var fordi en trofast besøgslærer kom måned efter måned og tjente dem, befriede dem, elskede dem, velsignede dem.

Nogle gange vil budskabet være det vigtigste, du fortæller på et besøg. Nogle kvinder har liden åndelig berigelse i deres liv ud over det budskab, du bringer. Besøgsbudskaberne i Liahona er evangeliske budskaber, der styrker hver kvindes tro, styrker hendes familie og lægger vægt på barmhjertighedstjeneste.

Nogle gange vil den vigtigste velsignelse ved dit besøg være, at du lytter. At lytte bringer trøst, forståelse og helbredelse. En anden gang kræves det måske, at du smøger ærmerne op og hjælper til i hjemmet eller med at berolige et grædende barn.

De velsignelser du modtager, når du tjener andre, er mange. Jeg har nogle gange sagt: »Åh, jeg skal have min besøgsundervisning overstået!« (Det var de gange, jeg glemte, at jeg besøgte og underviste kvinder. Det var de gange, jeg snarere så det som en byrde end en velsignelse). Jeg kan ærligt sige, at når jeg tog ud og underviste, havde jeg det altid bedre. Jeg blev opløftet, elsket og velsignet, og som regel meget mere end den søster, jeg besøgte. Min kærlighed tog til. Mit ønske om at tjene tog til. Og jeg kunne se, hvilken smuk vej vor himmelske Fader har forberedt for, at vi kan våge over og drage omsorg for hinanden.

Andre velsignelser ved at være besøgslærer indebærer, at vi lærer dem at kende, som vi måske ellers ikke ville have kendt så godt og bliver deres venner. Til tider giver det mulighed for at være et svar på nogens bøn. Derudover er personlig åbenbaring og åndelige oplevelser tæt forbundet med besøgsundervisning.

Jeg har haft nogle af de mest ydmyge, muntre og åndelige oplevelser i mit liv, mens jeg har besøgt kvinder i min egen menighed og rundt omkring i verden. Vi har undervist hinanden i evangeliet. Vi har grædt sammen, leet sammen, løst problemer sammen, og jeg er blevet opløftet og velsignet.

En aften ved slutningen af en måned var jeg ved at forberede mig på at forlade byen, og der var stadig en af mine søstre, jeg ikke havde fået besøgt. Det var sent på aftenen. Jeg havde ikke nogen aftale. Jeg ringede ikke. Jeg havde ikke nogen partner. Men jeg besluttede, at det var vigtigt at besøge min ven Julie. Julies datter Ashley blev født med knogleskørhed. Selvom Ashley næsten var seks år gammel, var hun stadig meget lille og ude af stand til at gøre meget andet end at bevæge sine arme og tale. Hun lå på et fåreskindstæppe hele dagen, hver dag. Ashley var et glad, muntert barn, og jeg elskede at være sammen med hende.

Da jeg denne aften kom til deres hjem, inviterede Julie mig ind, og Ashley sagde, at hun ville vise mig noget. Jeg gik ind og satte mig på gulvet på den ene side af Ashley og hendes mor var på den anden side. Ashley sagde: »Se, hvad jeg kan gøre!« Og så, med lidt hjælp fra sin mor, var Ashley i stand til at vende sig om på siden og tilbage igen. Det havde taget hende næsten seks år at nå dette vidunderlige mål. Som vi klappede og heppede, lo og græd sammen ved denne særlige lejlighed, takkede jeg vor himmelske Fader, for at jeg var taget på kreds og ikke var gået glip af denne dejlige begivenhed. Selvom det besøg blev foretaget for mange år siden, og søde Ashley er gået bort siden da, vil jeg for evigt være taknemmelig for, at jeg havde den specielle oplevelse sammen med hende.

Min egen kære mor var en vidunderlig og hengiven besøgslærer i mange år. Hun tænkte altid over, på hvilke måder hun kunne velsigne de familier, hun besøgte. Hun var specielt opmærksom over for børnene i de hjem, hun besøgte, idet hun håbede at styrke familier. Jeg kan huske, hvordan en femårig løb hen til min mor i kirken og erklærede: »Du er min besøgslærer. Jeg elsker dig!« Det var en velsignelse for min mor at være en del af disse vidunderlige kvinders og deres familiers liv.

Ikke alle oplevelser, der relaterer til besøgsundervisning er hjertevarmende og vidunderlige. Nogle gange er det hårdt, for eksempel når man besøger et hjem, hvor man ikke er velkommen eller når det er svært at mødes med en søster med et travlt program. Nogle gange tager det længere tid at opbygge et forhold til nogle søstre. Men når vi oprigtigt søger at elske, drage omsorg for og bede for en søster, vil Helligånden hjælpe os til at vide, hvordan vi kan våge over og styrke hende.

Præsident Thomas S. Monson er en mester i at tjene, som Frelseren gjorde. Man kan altid finde ham i færd med at besøge og hjælpe andre. Han har sagt: »Vi er omgivet af andre, der har behov for vores opmærksomhed, vores opmuntring, vores støtte, vores trøst og vores venlighed … Vi er Herrens hænder her på jorden med mandat til at tjene og til at opløfte hans børn. Han er afhængig af hver enkelt af os.«¹²

»Og ingen kan hjælpe til i dette værk, medmindre [hun] er ydmyg og fuld af kærlighed og har tro, håb og næstekærlighed og er mådeholden i alt, hvad end der bliver betroet [hende] at tage sig af.«¹³

De kvinder, vi besøger er blevet os betroet. Lad os være fyldt med kærlighed og medfølelse og derigennem gøre en forskel for dem, der er blevet os betroet.

Søstre, jeg elsker jer. Jeg beder til, at I mærker vor himmelske Faders og vor Frelsers, Jesu Kristi kærlighed. Jeg vidner for jer om, at Frelseren lever, i Jesu Kristi navn. Amen.