»Døtre i mit rige«: Hjælpeforeningens historie og virke

En anden søster bor alene i en lille lejlighed på 80. etage i Hong Kong. Hun har nogle fysiske problemer, men hun er glad og uafhængig. Hun er det eneste medlem af Kirken i sin familie. På en lille hylde står hendes skrifter, hjælpeforeningshæfter og andre af Kirkens bøger. Hun har skabt et tilflugtssted i sit hjem, der er fyldt med Ånden, og hun er et lys for alle i sin gren.

Vi ved, at mange søstre lever under tyranniske eller farlige omstændigheder. Nogle er altid sultne, og andre må dagligt samle mod til at fortsætte i tro på trods af skuffelser og andres bedrag. Eftersom vi lever i de sidste dage på denne jord, er der tegn på kamp overalt. Der findes en overflod af myter og misforståelser om sidste dages helliges kvinders styrke, formål og position. Fremherskende myter går på, at vi er mindre værd end mænd, at vi som regel er søde, men uinformeret, og uanset, hvad vi gør, vil vi aldrig være gode nok til at blive accepteret af vor himmelske Fader. Som apostlen Peter sagde, er der »falske lærere, som vil indsmugle ødelæggende vranglærdomme og tilmed fornægte den Herre, som købte dem.«¹

Mormons Bog beskriver, hvad der sker:

»For se, på den dag skal han [Satan] rase i hjertet på menneskenes børn og ophidse dem til vrede imod det, der er godt.

»Og andre beroliger han og luller dem ind i kødelig sikkerhed, så de siger: Alt er vel i Zion, ja, Zion har fremgang, alt er vel – og således narrer Djævelen deres sjæl og fører dem omhyggeligt ned til helvede.

Og se, andre drager han bort ved smiger og fortæller dem, at der ikke findes noget helvede, og han siger til dem: Jeg er ingen djævel, for der findes ingen – og således hvisker han dem i øret, indtil han griber dem med sine forfærdelige lænker.«²

Med en øget udbredelse af berettigelse, undskyldninger, sløvhed og fristelser befinder de Guds døtre, som ikke er årvågne, bønsomme og inspirerede, sig i fare for at blive, hvad skrifterne beskriver som tåbelige »kvinder«³, der tilbeder »fremmede guder.«⁴ Det er trist, at mange søstre, som et resultat af livets prøvelser og verdens populære vranglære, tror mere på myterne end på sandheden. Deres uoverensstemmelse med Guds plan kommer til udtryk i, at mange ikke gør det nødvendige så som at bede eller læse i skrifterne. Herren selv har sagt, at dette er »en dag til at advare på ikke en dag til mange ord.«⁵

For at våge over, undervise og inspirere sine døtre i disse hårde tider, bemyndigede Gud profeten Joseph Smith til at organisere Kirkens kvinder. Denne guddommeligt indstiftede organisation, der er ledet af præstedømmet, hedder Hjælpeforeningen.

Hjælpeforeningens formål er at forberede Guds døtre til det evige livs velsignelser, når de styrker deres tro og personlige retskaffenhed, styrker familien og hjemmet samt finder og hjælper de trængende.

Hjælpeforeningen tydeliggør vores virke og forener os som Guds døtre i forsvaret af hans plan. I disse tider med misforståelse, forvirring og forstyrrelse af identitet er Hjælpeforeningen beregnet til at være et kompas og til at undervise trofaste kvinder i sandheden. Retskafne kvinder søger i dag en udgydelse af åbenbaring for at kunne modstå forvirring, bekæmpe det onde og åndelig ødelæggelse samt rejse sig fra personlige katastrofer ved at styrke deres tro, styrke deres familie og hjælpe andre.

Vores præsidentskab har bedt, fastet, tænkt over og rådført sig med profeter, seere og åbenbarere for at få af vide, hvad Gud ønsker, vi skal gøre for at hjælpe hans døtre til at være stærke nok til at imødekomme »de ulykker, der [skal] komme over jordens indbyggere.«⁶ Det svar, vi har fået, er, at Kirkens søstre bør kende og lære af Hjælpeforeningens historie. Forståelse for Hjælpeforeningens historie styrker trofaste kvinders grundlæggende identitet og værdi.

På grund af dette udfærdiges en historie om Hjælpeforeningen for Kirken som vil udkomme og kan bruges af os næste år. Som forsmag på dette får Hjælpeforeningens historie større opmærksomhed bl.a. på siden med besøgsbudskabet i Liahona. Forberedelsen af historien har været en inspirerende og åbenbarende oplevelse.

Efterhånden, som vi har studeret Hjælpeforeningens historie, har vi lært, at Herrens vision og formål med Hjælpeforeningen ikke var et søvndyssende møde om søndagen. Han havde noget meget, meget større i tankerne end en kvindeklub eller en underholdningsgruppe.

Hans hensigt var, at Hjælpeforeningen skulle hjælpe til at opbygge hans folk og forberede dem til templets velsignelser. Han oprettede denne organisation for at organisere sine døtre i sit værk og inddrage dem i opbyggelsen af hans rige og styrke hjemmene i Zion.

Vi studerer vores historie for at lære, hvem vi er. Der er en verdensomspændende sult blandt gode kvinder for at lære deres identitet, værdi og betydning at kende. Studie og anvendelse af Hjælpeforeningens historie definerer og udtrykker, hvem vi er som vor Frelser, Jesu Kristi, disciple. Vores trofasthed og tjeneste er udtryk for vores omvendelse og forpligtelse til at erindre og følge ham. I juli 1830 ved begyndelsen af oprettelsen af Herrens kirke udvalgte han sin første kvindelige leder i denne uddeling og sagde i en åbenbaring til hende: »Jeg taler til dig, Emma Smith, min datter; for sandelig siger jeg dig: Alle de, der antager mit evangelium, er sønner og døtre i mit rige.«⁷

Hjælpeforeningens historie lærer os, at vor himmelske Fader kender sine døtre. Han elsker dem, han har givet dem specifikke opgaver, og han har talt til og vejledt dem under deres jordiske missioner. Hjælpeforeningens historie højner og bekræfter desuden også kvinders position og belyser, hvordan de arbejder sammen med trofaste præstedømmeledere.

Vi studerer vores historie for at lære, hvad vi skal gøre. Gennem vores historie lærer vi, hvordan vi forbereder os på det evige livs velsignelser. Hjælpeforeningen har som organisation altid haft ansvaret for at organisere søstrenes kræfter i Zions menigheder. Guds døtre undervises, våges over og inspireres i deres ansvarsopgaver i Herrens værk og rige gennem hjælpeforeningsmøder, besøgslæreres virke og deres fælles tjeneste. Hjælpeforeningspræsidenter i menigheder er indsat for at lede dette arbejde.

For et år siden ved dette møde blev der bekendtgjort retningslinjer vedrørende hjælpeforeningsmøder. Det glæder os at kunne rapportere, at hjælpeforeningspræsidentskaber og -søstre i de fleste menigheder over hele verden har taget disse retningslinjer og ånden bag dem til sig. Det har været en glæde at se en fornyelse af det historiske formål og arbejde i Hjælpeforeningen. Vi har også set en øget værdighed, identitet og relevans i Hjælpeforeningen, nu da alle søstrenes møder blot kaldes og bekendtgøres ved det, de er – hjælpeforeningsmøder. Vi ser større tro og personlig retskaffenhed, en styrkelse af familier og hjem samt mere hjælp fra hjælpeforeningssøstrene gennem den korrekte brug af hjælpeforeningsmøder. Alle retningslinjer vedrørende hjælpeforeningsmøder, besøgsundervisning og andre hjælpeforeningsopgaver har rod i Hjælpeforeningens historie og er godkendt af Det Første Præsidentskab.

Det har altid været Hjælpeforeningens ansvar at deltage i frelsens værk. Lige siden den genoprettede kirkes begyndelse har søstrene været der først, sidst og altid for at reagere på de behov, der opstår i hverdagen. Fra Hjælpeforeningen går søstrene ud for at tjene i Primary, Unge Piger, Søndagsskolen og andre opgaver, og de er eksempler på lys og dyd for den opvoksende generation. Personlig tjeneste opbygger hver enkelt søster og millioner af trofaste kvinders forenede tjeneste udgør en stor styrke af tro i Herrens værk. Historien viser, at siden genoprettelsens begyndelse har søstrene stået forrest for at fortælle om evangeliet, og de fortsætter denne indsats, når de tager på mission, forbereder unge mænd og piger til at tage på mission og inviterer deres venner, naboer og familie til at få del i evangeliets velsignelser. Vi lærer også af historien, at profeten Joseph Smith brugte hjælpeforeningsmøderne til at undervise søstrene i deres forberedelse til templet. I dag er slægtshistorie og tempeltjeneste stadigvæk nogle af Hjælpeforeningens hovedansvar.

Vores forståelse af vores historiske formål hjælper kvinder til at lære at prioritere, så de ikke bruger »penge på det, som ikke er af nogen værdi, ej heller [deres] arbejdskraft på det, som ikke kan tilfredsstille.«⁸ Hjælpeforeningen har ansvaret for at gøre, som apostlen Paulus sagde – at undervise unge kvinder i at være besindige, diskrete og kyske samt undervise de, der er gift, til at elske deres mand, elske deres børn og styrke deres hjem.⁹ Hjælpeforeningens historie lærer os at tage os af det vigtigste, dét, der vil frelse og helliggøre os, samt dét, der er nødvendigt for at gøre os selvhjulpne og nyttige i Herrens rige.

Et gennemgående tema i vores historie er, at søstre, der bruger Helligåndens kraft, handler med Herrens inspiration i deres tilværelse og modtager åbenbaring til deres opgaver.

Vi studerer vores historie, fordi den forener trofaste kvinder. Hjælpeforeningens historie er en historie fyldt med Ånd og stærke, trofaste og betydningsfulde kvinder. Som en del af Herrens genoprettede kirke findes Hjælpeforeningen nu næsten i 170 lande. Overalt i verden kan voksne kvinder i Herrens kirke få overdraget vigtige opgaver.

De unge piger i Kirken lærer at sætte sig mål i programmerne Tro på Gud og Personlig fremgang, der retter deres fokus mod templet og deres fremtidige ansvar. I Hjælpeforeningen fortsætter de deres fremgang mod templets og det evige livs velsignelser ved at styrke deres tro og personlige retskaffenhed, styrke deres familie og hjem samt at hjælpe de trængende. Trofaste søstre lærer at gøre dette uden den store ros eller anerkendelse for det arbejde, de udfører. Det er, fordi Hjælpeforeningen stortrives med Herren Jesu Kristi lære, der sagde, at når vi giver vore almisser (eller offerydelser) i det skjulte, vil vor Fader i himlen, som ser i det skjulte, belønne os åbenlyst.¹⁰

Gennem Hjælpeforeningens historie og virke er vi forbundet i et fantastisk verdensomspændende søsterskab af Guds døtre med unge og gamle, rige og fattige, dannede og udannede, enlige og gifte, stærke og urokkelige kvinder.

Vi studerer vores historie, fordi den hjælper os til at ændre os. I sidste ende ligger historiens betydning ikke i datoer, tidspunkter og steder. Den er værdifuld, fordi den lærer os om principper, formål og mønstre, som vi skal følge, og det hjælper os til at vide, hvem vi er, hvad vi skal gøre, og den forener os i styrkelsen af hjemmene i Zion og opbyggelsen af Guds rige på jorden. Hjælpeforeningen kan, når den virker gennem inspiration, erstatte frygt, tvivl og egoisme med tro, håb og næstekærlighed. Idet vi løfter Herrens værk frem, bliver Hjælpeforeningens historie fortsat skrevet af trofaste søstre overalt i verden. Herren styrker Hjælpeforeningen i dag og forbereder en herlig fremtid til sine døtre.

Jeg bærer mit vidnesbyrd om, at vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus, lever. Gennem profeten Joseph Smith blev evangeliet, de gode nyheder om vores identitet og formål, gengivet til jorden. I Jesu Kristi navn. Amen.