Han lærer os, hvordan vi aflægger det naturlige menneske

En morgen samledes en familie for at studere skrifterne, som de plejede at gøre. Da de samledes, mærkede faderen en negativ ånd: Nogle af familiens medlemmer så ikke særlig begejstrede ud for at deltage. De bad en familiebøn, og da de begyndte at læse, bemærkede faderen, at et af børnene ikke havde sine egne skrifter med. Han opfordrede hende til at gå ind på sit værelse og hente sine skrifter. Det gjorde hun modstræbende, og efter hvad der virkede som en evighed, kom hun tilbage, satte sig ned og sagde: »Behøver vi virkelig gøre det nu?«

Faderen tænkte ved sig selv, at fjenden af al retfærdighed ønskede at skabe problemer for dem, så de ikke fik læst i skrifterne. Faderen prøvede at bevare roen og sagde: »Ja, vi er nødt til at gøre det nu, for det er det, Herren ønsker, vi skal gøre.«

Hun svarede: »Jeg har virkelig ikke lyst til at gøre det lige nu!«

Så mistede faderen tålmodigheden, hævede stemmen og sagde: »Det er mit hjem, og vi vil altid læse i skrifterne i mit hjem!«

Tonefaldet og volumen af hans stemme sårede datteren, og med skrifterne i hånden forlod hun familiekredsen, løb ind på sit værelse og smækkede døren i. Således endte familiens skriftstudium: Der var ingen harmoni og ikke megen kærlighed at føle i hjemmet.

Faderen vidste, at han havde handlet forkert, så han gik på sit eget værelse og knælede i bøn. Han bønfaldt Herren om hjælp, da han vidste, han havde stødt et af Herrens børn, en datter han elskede meget højt. Han bad indtrængende Herren om at genskabe en ånd af kærlighed og harmoni i hjemmet og gøre dem i stand til fortsat at studere skrifterne som familie. Mens han bad, fik han en tanke: »Gå hen og sig undskyld.« Han bad fortsat oprigtigt om, at Herrens ånd måtte vende tilbage til hans hjem. Igen kom tanken: »Gå hen og sig undskyld.«

Han ønskede virkelig at være en god far og gøre det rigtige, så han rejste sig og gik hen til sin datters værelse. Han bankede forsigtigt på døren flere gange, og der kom intet svar. Så åbnede han langsomt døren og så, hvordan hans pige hulkede og græd på sin seng. Han knælede ved siden af hende og sagde med en mild og blid stemme: »Undskyld. Jeg undskylder for det, jeg gjorde.« Han gentog: »Undskyld, jeg elsker dig og ønsker ikke at såre dig.« Og da kom den lektie, Herren ønskede, han skulle lære, fra et barns mund.

Hun holdt op med græde, og efter en kort tavshed tog hun sine skrifter og begyndte at slå nogle vers op. Faderen så på, mens de rene, fine hænder bladrede gennem skrifterne side efter side. Hun kom til de vers, hun søgte, og begyndte at læse meget langsomt og med en blid stemme: »For det naturlige menneske er en fjende af Gud og har været det fra Adams fald og vil være det for evigt og altid, medmindre han giver efter for den hellige Ånds tilskyndelser og aflægger det naturlige menneske og bliver en hellig ved Herren Kristi forsoning og bliver som et barn, underdanig, sagtmodig, ydmyg, tålmodig, fuld af kærlighed, villig til at underordne sig alt det, som Herren finder det tjenligt at pålægge ham, ligesom et barn underordner sig sin far.«¹

Mens han stadig lå på knæ ved hendes seng, blev han overvældet af ydmyghed og tænkte ved sig selv: »Det skriftsted blev skrevet til mig. Hun har lært mig en vigtig lektie.«

Så vendte hun sig mod ham og sagde: »Undskyld. Undskyld, far.«

I det øjeblik forstod faderen, at hun ikke læste verset for at anvende det på ham, men hun læste det og anvendte det på sig selv. Han bredte sine arme ud og omfavnede hende. Kærlighed og harmoni vendte tilbage i denne smukke, forsonende stund, der affødtes af Guds ord og Helligånden. Det skriftsted, som datteren huskede fra sit personlige studium, havde rørt hans hjerte med Helligåndens ild.

Mine elskede brødre, vores hjem bør være et sted, hvor Helligånden kan bo. »Kun hjemmet kan måle sig med templet, når det kommer til hellighed.«² Der er ikke plads til det naturlige menneske i vores hjem. Det naturlige menneske har en tilbøjelighed til »at skjule [sine] synder eller at tilfredsstille [sin] stolthed, [sin] forfængelige ærgerrighed, eller at udøve magt eller herredømme eller tvang over menneskenes børns sjæle, [og når han handler] i nogen som helst grad af uretfærdighed, se, da trækker himlene sig tilbage, Herrens ånd bedrøves, og når den trækker sig tilbage, så er det amen med den mands præstedømme, eller myndighed.«³

Vi, der bærer Det Aronske eller Melkisedekske Præstedømme, bør altid huske, at »ingen magt eller indflydelse kan eller bør fastholdes i kraft af præstedømmet, uden at det sker ved overtalelse, ved langmodighed, ved mildhed og sagtmodighed og ved uskrømtet kærlighed, ved venlighed og sand kundskab, som uden hykleri og uden svig i høj grad vil udvikle sjælen.«⁴

Stridslyst forlader vores hjem og vores tilværelse, når vi stræber efter at efterleve disse kristuslignende egenskaber. »Og I skal også tilgive hinanden jeres overtrædelser; for sandelig siger jeg til dig: Den, der ikke tilgiver sin næste hans overtrædelser, når han siger, at han omvender sig, han har bragt sig selv under fordømmelse.«⁵ »Undskyld. Undskyld, far.«

Herren Jesus Kristus, der er Fredsfyrsten, lærer os, hvordan vi kan skabe fred i vores hjem.

Han lærer os at være underdanige, eller med andre ord at give efter for Herrens vilje eller kraft. »Gå hen og sig undskyld.«

Han lærer os at være sagtmodige, eller med andre ord at være »af mildt temperament; blid; mild; ikke let at provokere eller irritere; eftergivende; overbærende ved fornærmelser.«⁶

Han lærer os at være ydmyge eller med andre ord »beskeden, ærbar; sagtmodig; underdanig; at modsætte sig stolthed, hovmodighed, arrogance eller foregivelse.«⁷

»Undskyld. Jeg undskylder for det, jeg gjorde.«

Han lærer os, at være tålmodige eller med andre ord »at være i besiddelse af egenskaben at kunne udholde onder uden at klage eller være irritabel« eller »at være rolig, når man udsættes for fornærmelser eller krænkelser.«⁸

Han lærer os at være fyldt med kærlighed. »Jeg elsker dig og ønsker ikke at såre dig.«

Ja, mine elskede brødre, han lærer os at aflægge det naturlige menneske, som faderen i denne historie, der bønfaldt Herren om hjælp. Ja, ligesom han omfavnede sin datter i kærlighed, så rækker Frelseren også sine arme ud for at omfavne os, når vi virkelig omvender os.

Han lærer os at blive »en hellig ved Herren Kristi forsoning«. Og så vil vi forsone os med Gud og blive Guds venner. Jeg bærer vidnesbyrd om realiteten af og kraften i Frelserens forsoning til at rense og gøre os og vores hjem helligt, når vi stræber efter at aflægge det naturlige menneske og følge ham.

Han er »Guds lam«,⁹ han er »den hellige og retfærdige«¹⁰, og »man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.«¹¹ i Herren Jesu Kristi navn. Amen.