Vidnesbyrd

En af de største velsignelser i mit liv har i mange år været muligheden for at være omgivet af og arbejde sammen med de unge i Kirken. Jeg ser disse bekendtskaber og venskaber som nogle af de dejligste og mest værdifulde i mit liv. De er for en stor del også grundlaget for de forhåbninger, jeg har for Kirkens, samfundets og verdens fremtid.

Som følge af de bekendtskaber har jeg også haft det privilegium at samtale med nogle, der havde tvivl eller forskellige udfordringer i forbindelse med deres vidnesbyrd. Skønt detaljerne har varieret og under tiden været unikke, har mange af spørgsmålene og årsagerne til forvirringen været forholdsvis ens. Ligeledes har disse spørgsmål og bekymringer ikke været begrænset til en enkelt demografisk eller aldersgruppe. De kan ramme dem, hvis familier har været medlemmer af Kirken i flere generationer, relativt nye medlemmer og dem, der blot er ved at blive bekendt med Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Deres spørgsmål er som oftest resultatet af ærlig forespørgsel eller nysgerrighed. Fordi det er af så stor betydning og har så store konsekvenser for os alle, virker det passende at bruge tid på at drøfte vores vidnesbyrd. Som sidste dages hellige henviser vi med vore vidnesbyrd til vores overbevisning om sandheden af Jesu Kristi evangelium, som vi modtager ved åbenbaring gennem Helligånden.

Selvom et vidnesbyrd fremgår enkelt og tydeligt af denne definition, opstår der alligevel ud fra denne definition flere potentielle spørgsmål, som fx: Hvem har ret til et vidnesbyrd? Hvordan modtager man den nødvendige åbenbaring? Hvilke trin må man tage for at modtage et vidnesbyrd? Er det at modtage et vidnesbyrd en enkeltstående begivenhed eller en proces? Enhver af disse forespørgsler har deres eget indhold, men grundprincipperne for at modtage og bevare et vidnesbyrd om Jesus Kristus er ligetil, klare og ligger inden for enhver persons formåen.

Lad mig kort besvare de tvivlspørgsmål og dernæst referere til noget af den indsigt, som visse unge voksne venner, der har haft personlige erfaringer med at modtage et vidnesbyrd for nylig, har fortalt mig. De har også haft mulighed for at tjene andre, der har haft udfordringer eller vanskeligheder med visse aspekter af deres tro og overbevisninger.

For det første, hvem har ret til et vidnesbyrd? Enhver, der er villig til at betale prisen – hvilket betyder at holde befalingerne – har ret til et vidnesbyrd. »Derfor lyder Herrens røst til jordens ender, så alle, som vil høre, kan høre« (L&P 1:11). En grundlæggende årsag til gengivelsen af evangeliet er, at »enhver må kunne tale i Gud Herrens, ja, verdens Frelsers navn; for at tro også må tage til på jorden« (L&P 1:20-21).

For det andet, hvordan modtager man den nødvendige åbenbaring, og hvilke grundlæggende trin må man tage for at modtage den? Metoden har været tydelig og konsekvent gennem alle tider. Løftet om at modtage et vidnesbyrd om Mormons Bog gælder også generelt:

»Og når I modtager dette« – hvilket betyder at I har lyttet, læst, studeret og grundet over spørgsmålet på egen hånd – så »spørg … Gud den evige Fader, i Kristi navn, om ikke dette er sandt« – hvilket betyder, at I vil bede opmærksomt, specifikt og ærbødigt med en fast overbevisning om at følge det svar, I vil modtage – »og hvis I spørger af et oprigtigt hjerte, med oprigtig hensigt, idet I har tro på Kristus, så vil han tilkendegive sandheden af det for jer ved Helligåndens kraft.

Og ved Helligåndens kraft kan I kende sandheden af alt« (Moro 10:4-5).

For det tredje, er det at modtage et vidnesbyrd en enkeltstående begivenhed eller en proces? Et vidnesbyrd er på mange måder ligesom en levende organisme, der vokser og udvikler sig med den rette pleje. Det har behov for konstant næring, omsorg og beskyttelse for at kunne trives og have fremgang. På samme måde vil forsømmelse eller afvigelse fra den levevis, som et vidnesbyrd klarlægger, lede til, at vidnesbyrdet bliver mindre, eller at man helt mister det. Skrifterne advarer om, at overtrædelse af Guds befalinger kan resultere i, at man mister Åndens ledsagelse, det kan oven i købet lede til, at man benægter det vidnesbyrd, man engang har haft (se L&P 42:23).

Lad mig nu fortælle om 10 af mine dyrebare og trofaste unge venners iagttagelser og forslag. Der er noget fælles i de tanker og oplevelser, de giver udtryk for, det er derfor sandsynligt, at de ikke vil komme som en overraskelse for nogen af os. Uheldigvis forholder det sig sådan, at vi specielt i tider, hvor vi selv kæmper, midlertidigt glemmer eller ser bort fra deres anvendelighed på os personligt.

For det første har alle værdi, fordi vi alle er Guds børn. Han kender os, elsker os og ønsker, at vi vil sejre og vende tilbage til ham. Vi må lære at stole på hans kærlighed og hans timing, snarere end på vore egne til tider utålmodige og ufuldkomne ønsker.

For det andet, selvom vi tror fuldt og fast på den mægtige forandring i hjertet, som beskrives i skrifterne (se Mosi 5:2; Alma 5:12-14, 26), må vi forstå, at den ofte sker gradvist, frem for øjeblikkeligt eller i alle ting, og som svar på specifikke spørgsmål, oplevelser og bekymringer såvel som ved studium og bøn.

For det tredje må vi huske, at et af de vigtigste formål med livet er at blive prøvet og udstrakt, og således lære at vokse som følge af vore udfordringer og være taknemlige for de lektier, vi ikke kunne have lært på en lettere måde.

For det fjerde må vi lære at have tillid til det, vi tror på, eller som vi ved vil holde os oppe i svære tider eller hjælpe os igennem de problemer, vi kæmper med.

For det femte, som Alma lærte os, modtager vi som regel et vidnesbyrd, når vi håber, tror og slutteligt ved, at et bestemt princip eller en lærdom eller selve evangeliet er sandt (se Alma 32).

For det sjette, at lære en anden, hvad vi ved, styrker vores eget vidnesbyrd, når vi bygger en andens op. Når man giver en anden penge eller mad, har man selv mindre. Men når man bærer sit vidnesbyrd, styrkes og øges det både for den, der bærer det, og den, der hører det.

For det syvende må vi gøre de små, men nødvendige ting, dagligt og regelmæssigt. Bønner, studium af skrifterne og evangeliet, at gå til vore kirkemøder, at tjene i templet, at være besøgs- og hjemmelærere samt at tjene i andre kaldelser styrker vores tro og inviterer Ånden ind i vores liv. Når vi forsømmer et af disse privilegier, bringer vi vores vidnesbyrd i fare.

For det ottende bør vi ikke sætte højere standarder for andre end for os selv. For ofte lader vi fejl eller mangler hos andre, specielt ledere eller kirkemedlemmer, have indflydelse på, hvordan vi ser på os selv og vores vidnesbyrd. Andres vanskeligheder er ikke en undskyldning for vore egne mangler.

For det niende er det godt at huske, at det kan være lige så skadeligt at være for hård mod sig selv, når vi begår en fejl, som det kan være at være for skødesløs, når omvendelse er påkrævet.

Og for det tiende må det altid stå klart for os, at Kristi forsoning altid er fuldt ud virksom for enhver af os, når vi tillader det. Når vi gør det, vil alt andet falde på plads, selv når vi fortsat kæmper med bestemte detaljer, vaner eller dele af vores tro, der tilsyneladende mangler i vores tros mosaik.

Jeg er taknemlig for mine eksemplariske unge venners og bekendtes indsigt, styrke og vidnesbyrd. Når jeg er sammen med dem, bliver jeg styrket, og når jeg ved, at de er sammen med andre, bliver jeg opmuntret af min viden om det gode, de gør, og den tjeneste, de yder på Mesterens vegne. Den Mester de tilbeder og bestræber sig på at adlyde.

Mennesker gør gode og vigtige ting, fordi de har et vidnesbyrd. Selvom det er sandt, modtager vi også vidnesbyrd som følge af det, vi gør. Jesus sagde:

»Min lære er ikke min egen, men hans, som har sendt mig.

Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud, eller om jeg taler af mig selv« (Joh 7:16-17).

»Elsker I mig, så hold mine bud« (Joh 14:15).

Som Nefi og Mormon sagde i fordums tid »forstår jeg ikke betydningen af alting« (1 Ne 11:17; se også MormO 1:7), men lad mig fortælle jer, hvad jeg ved.

Jeg ved, at Gud, vor himmelske Fader, lever og elsker os. Jeg ved, hans enestående Søn, Jesus Kristus, er vor Frelser og Forløser og lederen af den kirke, der bærer hans navn. Jeg ved, Joseph Smith oplevede alt det, han har undervist om i forbindelse med gengivelsen af evangeliet i vore dage. Jeg ved, at vi bliver ledt af apostle og profeter i dag, og at præsident Thomas S. Monson bærer alle præstedømmets nøgler, der er nødvendige for at velsigne os og fremme Herrens værk. Jeg ved, vi alle er berettigede til denne viden, og hvis I i øjeblikket kæmper, kan I forlade jer på sandheden af de vidnesbyrd, I hører fra talerstolen ved denne konference. Disse ting ved jeg, og jeg bærer mit vidnesbyrd i Jesu Kristi navn. Amen.