Et vidne

Jeg er taknemlig for muligheden for at tale til jer denne sabbatsmorgen ved generalkonferencen i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Ethvert medlem af Kirken har fået det samme hellige ansvar. Vi accepterede og lovede at leve op til det, da vi blev døbt. Alma var en stor profet i Mormons Bog, og af hans ord kan vi lære, hvad vi lovede Gud, at vi ville blive: »Villige til at sørge med dem, der sørger, ja, og at trøste dem, der står i behov for trøst, og at stå som Guds vidner til alle tider og i alle ting og på alle steder, hvor I måtte befinde jer, ja, indtil døden, så I kan blive forløst af Gud og blive regnet blandt dem i den første opstandelse, så I må få evigt liv.«¹

Det er et ophøjet og herligt løfte fra Gud. Mit budskab i dag er opmuntrende. Akkurat som Mormons Bog gør ansvaret klart for os, så leder den os også direkte ind på stien mod evigt liv.

For det første har vi lovet at blive næstekærlige. For det andet har vi lovet at blive vidner om Gud. For det tredje har vi lovet at holde ud. Mormons Bog er den bedste vejleder til at lære os, hvor godt vi klarer os, og hvordan vi kan gøre det bedre.

Lad os begynde med at blive næstekærlige. Jeg vil minde jer om nylige begivenheder. Mange af jer har deltaget i en dag med tjeneste. Der var organiseret tusindvis af dem over hele verden.

Et råd bestående af jeres trosfæller bad om at få tilkendegivet, hvilken form for tjeneste de skulle planlægge. De bad Gud om at få at vide, hvem vi skulle tjene, hvad der skulle gøres, og hvem de kunne bede om at deltage. De bad måske oven i købet om ikke at glemme skovle og drikkevand. Frem for alt bad de om, at alle, der hjalp til, og alle der tog imod hjælpen, ville føle Guds kærlighed.

Jeg ved, at disse bønner blev besvaret i mindst én menighed. Flere end 120 medlemmer deltog frivilligt. I mere end tre timer ryddede de op på en kirkegrund i vores lokalsamfund. Det var hårdt og dog muntert arbejde. Præsterne i den kirke udtrykte taknemlighed. Alle, der havde arbejdet sammen den dag, oplevede en fællesskabsfølelse og større kærlighed. Nogle sagde endda, at de følte glæde, da de lugede ukrudt og trimmede et buskads.

Ordene fra Mormons Bog hjalp dem til at forstå, hvorfor de havde følt den glæde. Det var kong Benjamin, som sagde til sit folk: »Så I kan lære, at når I er i jeres medmenneskers tjeneste, er I blot i jeres Guds tjeneste.«² Og det var Mormon i Mormons Bog, der sagde: »Men næstekærligheden er Kristi rene kærlighed, og den varer ved for evigt; og den, som på den yderste dag findes i besiddelse af den, med ham skal det være vel.«³

Herren holder sit løfte, når I holder jeres. Når I tjener andre, så lader han jer føle sin kærlighed. Og med tiden bliver næstekærligheden en del af jeres væsen. Og I vil modtage Mormons forsikring i jeres hjerte om, at dersom I vedholdende tjener andre, vil alt være vel med jer.

Akkurat som I lovede Gud at blive næstekærlige, lovede I at være hans vidner, hvor end livet fører jer hen. Atter engang er Mormons Bog den bedste vejleder, jeg kender, til at hjælpe os med at holde det løfte.

Jeg blev engang inviteret til at tale ved en dimissionsfest på et universitet. Universitetets rektor havde håbet, præsident Gordon B. Hinckley kunne komme, men fandt ud af, at han ikke kunne. Så gik invitationen videre til mig. Dengang var jeg juniormedlem af De Tolv Apostles Kvorum.

Den person, der havde indbudt mig til at tale, blev nervøs, da hun fandt ud af, hvad mit ansvar som apostel var. Hun ringede til mig og sagde, at hun nu havde forstået, at min pligt var at være et vidne om Jesus Kristus.

Meget bestemt fortale hun mig, at det kunne jeg ikke gøre, når jeg talte der. Hun forklarede, at universitetet respekterede mennesker af alle trosretninger, også dem der fornægtede Guds eksistens. Hun gentog: »Du kan ikke udføre din pligt her.«

Jeg lagde røret på med alvorlige spørgsmål i sindet. Skulle jeg meddele universitetet, at jeg ikke ville holde min aftale om at tale? Der var kun to uger til, at begivenheden skulle finde sted. Min deltagelse var blevet bekendtgjort. Hvilken virkning ville det have for Kirkens gode navn, hvis jeg ikke holdt min aftale?

Jeg bad til Gud for at få at vide, hvad han ønskede af mig. Svaret kom til mig på overraskende vis. Jeg indså, at Nefis, Abinadis, Almas, Amuleks og Mosijas sønners eksempel havde præget mig. De var ligefremme vidner om Jesus Kristus selv midt i dødelig fare.

Så det eneste valg at træffe var, hvordan jeg skulle forberede mig. Jeg gravede alt det frem om universitet, som jeg kunne. Da selve dagen nærmere sig, tog min ængstelse til og mine bønner blev mere inderlige.

Som ved et mirakel ligesom delingen af Det Røde Hav fandt jeg en avisartikel. Universitetet var blevet hædret for at gøre det, som Kirken har lært at gøre i vores humanitære indsats rundt om i verden. Så i min tale beskrev jeg, hvad vi og de havde gjort for at hjælpe folk i nød. Jeg sagde, at jeg vidste, at Jesus Kristus var kilden til de velsignelser, som var kommet til de mennesker, som vi og de havde tjent.

Efter mødet rejste publikum sig op og klappede, hvilket virkede lidt usædvanligt på mig. Jeg var overrasket og stadig lidt nervøs. Jeg huskede, hvad der var sket for Abinadi. Kun Alma godtog hans vidnesbyrd. Men ved den formelle middag samme aften hørte jeg universitetets rektor sige, at han i min tale havde hørt Guds ord.

Nuvel, en sådan mirakuløs udfrielse er ifølge min erfaring som vidne om Kristus sjælden. Men den virkning Mormons Bog har på ens karakter, kraft og mod til at være et vidne for Gud er ganske vis. Læren og de tapre eksempler i den bog vil opløfte, vejlede og give jer mod.

Enhver missionær, som forkynder Jesu Kristi navn og evangelium, vil blive velsignet ved dagligt at mætte sig med Mormons Bog. Forældre, som kæmper for at få et vidnesbyrd om Frelseren ind i hjertet på et barn, vil finde hjælp, når de stræber efter at finde en måde, hvorpå de bringer Mormons Bogs ord og ånd ind i deres hjem og familieliv. Dette har vist sig sandt for os.

Jeg kan se det mirakel ske ved hvert nadvermøde og hver klasse i Kirken, som jeg deltager i. Talere og lærere udviser en kærlighed og en moden forståelse for skriften, især Mormons Bog. Og personlige vidnesbyrd kommer tydeligvis helt inde fra hjertet. De underviser med større overbevisning og vidner med kraft.

Jeg ser ligeledes tegn på, at vi er blevet bedre til den tredje del af det løfte, vi alle gav, da vi blev døbt. Vi har indgået pagt om at holde ud og holde Guds bud så længe, vi lever.

Jeg besøgte en gammel ven på et hospital, hun var blevet diagnosticeret med dødelig cancer. Jeg tog mine to yngste døtre med. Jeg forventede ikke, at hun overhovedet ville kunne genkende dem. Hendes egen familie stod samlet rundt om sengen, da vi kom ind.

Hun så op og smilede. Jeg vil altid huske hendes blik, da hun så, at vi havde taget vores døtre med. Hun bad dem om at komme nærmere hen til sengen. Hun satte sig op og præsenterede dem for sin familie. Hun talte om disse to små pigers storhed. Det var som om hun præsenterede prinsesser for et kongeligt hof.

Jeg forventede, at vores besøg ville blive kort. Jeg tænkte, at hun måtte være træt. Men jeg så, at det var som om, at årene smeltede væk. Hun strålede og var fyldt af kærlighed til os alle.

Hun lod til at indsnuse øjeblikket, som om tiden var stoppet. Hun havde brugt det meste af sit liv på at hjælpe Herrens børn. Hun vidste fra beretningen i Mormons Bog, at den opstandne Frelser havde taget de små børn en efter en og velsignet dem og havde derpå grædt af glæde.⁴ Og hun havde oplevet den glæde længe nok til selv at kunne holde ud til det sidste i hans kærlige tjeneste.

Jeg så det samme mirakel i en mands soveværelse. Han havde tjent så trofast, at man skulle tro, at han fortjente at hvile.

Jeg vidste, at han havde været igennem en lang og smertefuld behandling for en sygdom, som lægerne sagde, han ville dø af. De kunne hverken give behandling eller håb.

Hans hustru førte mig ind i deres soveværelse. Der lå han på ryggen i en omhyggeligt opredt seng. Han havde en nystrøget, hvid skjorte, slips og nye sko på.

Han så overraskelsen i mine øjne, grinede stille og forklarede: »Når du har givet mig en velsignelse, vil jeg gerne være klar til tage imod kaldet til at rejse mig og tage min seng og begynde at arbejde.« Det vidste sig, at han var klar til den samtale, han snart skulle have med den Mester, han så trofast havde tjent.

Han var et eksempel på den fuldt omvendte sidste dages hellige, jeg ofte møder, efter de har viet deres liv i trofast tjeneste. De trænger sig frem.

Præsident Marion G. Romney beskrev det på denne måde: »Hos den fuldt ud omvendte, er ønsket om det, der strider imod Jesu Kristi evangelium, rent faktisk dødt og erstattet af en kærlighed til Gud og en fast og standhaftig beslutning om at holde hans bud.«⁵

Det er denne faste beslutning, jeg mere og mere ser hos Jesu Kristi erfarne disciple. Som med den søster, der hilste på mine døtre, og den mand med de nye sko, som var klar til at stå op og marchere, følger de Frelserens bud til enden. Det har I alle set.

I kan se det igen, hvis I vender tilbage til Mormons Bog. Jeg nærer stadig beundring i mit hjerte, når jeg læser disse ord fra en aldrende og stålsat Herrens tjener: »For selv på dette tidspunkt skælver hele mit legeme overordentlig meget, mens jeg forsøger at tale til jer; men Gud Herren støtter mig og har tilladt mig, at jeg skulle tale til jer, og har befalet mig, at jeg skulle kundgøre for jer denne dag, at min søn Mosija er konge og hersker over jer.«⁶

I kan som jeg fatte mod ved det eksempel på udholdenhed, som Moroni viser. Han var alene om sin gerning. Han vidste, at hans liv nærmede sig sin afslutning. Og lyt alligevel til det, han skriver med hensyn til mennesker, der endnu ikke er født samt til efterkommerne af hans dødsfjender: »Ja, kom til Kristus, og bliv fuldkommengjort i ham, og fornægt jer selv al gudløshed; og hvis I fornægter jer selv al gudløshed og elsker Gud af al jeres kraft, sind og styrke, da er hans nåde tilstrækkelig for jer, så I ved hans nåde kan blive fuldkomne i Kristus.«⁷

Moroni bar sit vidnesbyrd som en afskedstale over sit liv og virke. Han bad os indtrængende om at vise næstekærlighed, ligesom profeterne i Mormons Bog gjorde det. Han tilføjede sit vidnesbyrd om Frelseren, da døden tårnede sig op foran ham. Han var et sandt omvendt Guds barn, ligesom vi kan blive: fyldt med næstekærlighed, fast og frygtløs som vidne om Frelseren og hans evangelium og opsat på at holde ud til enden.

Moroni lærte os, hvad der forventes af os. Han sagde, at tro er det første skridt mod fuld omvendelse. Bønsomt studium af Mormons Bog vil opbygge tro på Gud Faderen, på hans elskede Søn og hans evangelium. Den vil opbygge jeres tro på Guds profeter både fortidige og nutidige.

Den kan føre jer nærmere til Gud end nogen anden bog. Den kan ændre livet til det bedre. Jeg opfordrer jer til at gøre, som en af mine missionærkammerater gjorde. Han var løbet hjemmefra som teenager, og en eller anden havde lagt en Mormons Bog i den kasse, han havde taget med sig i sin søgen efter større lykke.

Årene gik. Han flyttede fra sted til sted over hele verden. Han var alene og ulykkelig en dag, hvor han fik øje på kassen. Kassen var fyldt med ting, han havde taget med sig. I bunden af kassen fandt han Mormons Bog. Han læste løftet i den og afprøvede det. Han vidste, den var sand. Det vidnesbyrd ændrede hans liv. Han fandt en glæde, der overgik hans vildeste fantasi.

Jeres eksemplar af Mormons Bog er måske gledet jer lidt af syne på grund af de bekymringer og gøremål, I har gjort til jeres dagligdag. Jeg beder jer indtrængende om at drikke dybt og ofte fra dens sider. Den rummer Jesu Kristi evangeliums fylde, som er den eneste vej tilbage til Gud.

Jeg bærer mit sikre vidnesbyrd om, at Gud lever og vil besvare jeres bønner. Jesus Kristus er verdens Frelser. Mormons Bog er et sandt og sikkert vidnesbyrd om, at han lever, og at han er vores opstandne og levende Frelser.

Mormons Bog er et dyrebart vidne. Jeg efterlader jer nu mit vidnesbyrd i Jesu Kristi hellige navn. Amen.