Kærligheden ophører aldrig

Min mand og jeg besøgte for nylig byen Nauvoo i Illinois. Mens vi var der, sad vi i det øverste værelse i den røde købmandsbutik, hvor profeten Joseph Smith havde et kontor og en butik. Vi lyttede intenst til rundviseren, som beskrev nogle af de historiske begivenheder fra genoprettelsen, som fandt sted her.

Mine tanker gik til stiftelsen af Hjælpeforeningen og til nogle af de belæringer, som hjælpeforeningssøstrene modtog fra profeten Joseph i netop dette rum. Disse belæringer blev de grundlæggende principper, hvorpå Hjælpeforeningen blev bygget. Formål med at øge troen, styrke hjemmene i Zion og finde frem til og hjælpe de nødlidende blev fastlagt her lige fra begyndelsen. De har altid været i overensstemmelse med vore profeters belæringer.

Ved et af disse første møder citerede profeten Joseph fra Paulus’ breve til korintherne. Paulus henviser i sin store tale om næstekærlighed til tro, håb og kærlighed og afslutter med: »Men størst af dem er kærligheden.«¹

Han beskriver de egenskaber, der er en del af næstekærlighed. Han sagde:

»Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind

“…… søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag.

Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden.

Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Kærligheden hører aldrig op.«²

Profeten Joseph talte til søstrene og sagde: »Vær ikke snæversynede i jeres måde at anskue jeres næstes dyder på … I skal åbne jer for andre, hvis I vil gøre som Jesus … Når I vokser i uskyld og dyd, når I vokser i godhed, lad da jeres hjerte være rummeligt – lad det være åbent for andre – I skal være langmodige og bære over med menneskehedens fejl og mangler. Menneskenes sjæle er af stor værdi!«³

Udsagnet fra skriften om, at »kærligheden ophører aldrig« blev Hjælpeforeningens motto, fordi den omfatter disse belæringer og den udfordring, som profeten Joseph Smith gav til søstrene i Hjælpeforeningen om, at »hjælpe de fattige« og »frelse sjæle«.⁴

Disse grundlæggende principper har hjælpeforeningssøstrene taget til sig over hele verden, for sådan er naturen i Hjælpeforeningens værk.

Hvad er næstekærlighed? Hvordan opnår vi næstekærlighed?

Profeten Moroni definerer næstekærlighed som »Kristi rene kærlighed«,⁵ mens Paulus fortæller os, at »kærlighed … er fuldkommenhedens bånd«,⁶ og Nefi minder os om, at »Gud Herren har givet den befaling, at alle mennesker skal nære næstekærlighed, hvilken næstekærlighed er kærlighed«.⁷

Når vi gennemgår Paulus’ tidligere beskrivelse af kærlighed, så lærer vi, at kærlighed ikke er en enkelt handling, eller noget, vi skænker, men noget, vi er, en tilstand i hjertet, venlige følelser, der fremkalder kærlige handlinger.

Mormon lærer os også, at næstekærlighed skænkes Herrens sande disciple, og at næstekærlighed renser dem, der har den.⁸ Desuden lærer vi, at næstekærlighed er en guddommelig gave, som vi må søge og bede om. Vi må have næstekærlighed i vores hjerte for at kunne arve det celestiale rige.⁹

Når vi ved, at Herren har sagt til os: »Klæd jer i næstekærlighedens bånd«,¹⁰ så må vi spørge os selv, hvilke egenskaber vil hjælpe os til at udvikle næstekærlighed.

Vi må først have et ønske om at være mere næstekærlige og mere kristuslignende.

Det næste trin er at bede. Mormon formaner os: »Bed til Faderen med hjertets hele styrke om, at I må blive fyldt af denne kærlighed.« Denne guddommelige kærlighed er næstekærlighed, og når vi bliver fyldt med denne kærlighed, vil vi blive »ligesom han er«.¹¹

Daglig læsning i skriften kan lede vores sind til Frelseren og til et ønske om at blive mere som han er.

På mit kontor valgte jeg at hænge et maleri af Minerva Teichert med titlen Det tabte får føres hjem. Det viser Frelseren stående blandt sine får og blidt holde et lille lam i sine arme. Det hjælper mig til at reflektere over hans bøn: »Vogt mine får«,¹² som for mig betyder at betjene alle omkring os og især være opmærksomme på dem, der er i nød.

Frelseren er det fuldkomne eksempel på, hvordan man skal udvise næstekærlighed. Mens han virkede på jorden, udviste han næstekærlighed over for den sultne, for synderen, den plagede og den syge. Han betjente den fattige og den rige; kvinder, børn og mænd; familier, venner og fremmede. Han tilgav sine anklagere, og han led og døde for hele menneskeheden.

Hele sit liv udviste profeten Joseph Smith også næstekærlighed, når han viste andre broderlig kærlighed og respekt. Han var kendt for sin venlighed, hengivenhed, omsorg og interesse for sine omgivelser.

I dag er vi velsignet med et profet, som personificerer næstekærlighed. Præsident Thomas S. Monson er et eksempel for os og for verden. Han bærer næstekærlighedens kappe. Han er venlig, omsorgsfuld og gavmild, en sand tjener for Herren Jesus Kristus.

Præsident Monson har sagt: »Næstekærlighed er at have tålmodighed med en person, der har svigtet os. Det er at modstå impulsen til let at blive såret. Det er at acceptere svagheder og ufuldkommenhed. Det er at acceptere mennesker, som de virkelig er. Det er at se forbi det fysiske udseende til egenskaber, som ikke sløres med tiden. Det er at modstå trangen til at sætte andre i bås.«¹³

Når vi har næstekærlighed, er vi villige til at tjene og hjælpe andre, når det er ubelejligt og uden tanke på anerkendelse eller modydelse. Vi venter ikke på at få til opgave at hjælpe, fordi det bliver en del af vores natur. Når vi vælger at være venlige, omsorgsfulde, gavmilde, tålmodige, accepterende, tilgivende, åbne og uselviske, så opdager vi, at vi oplever næstekærlighed i overflod.

Hjælpeforeningen tilbyder utallige måder at tjene andre på. En af de vigtigste måder at udvise næstekærlighed på er gennem besøgsundervisning. Virkningsfuld besøgsundervisning giver os mange muligheder for at elske, betjene og tjene andre. At udtrykke næstekærlighed, eller kærlighed, renser og helliggør vores sjæl og hjælper os til at bliver mere som Frelseren.

Jeg forundres, når jeg ser de utallige næstekærlige handlinger, som hver dag udføres af besøgslærere over hele verden, som uselvisk hjælper med at imødekomme behov hos de enkelte søstre og deres familie. Til disse trofaste besøgslærere siger jeg, »at I gennem disse små næstekærlige handlinger følger Frelseren, og I handler som redskaber i hans hånd, når I hjælper, udviser omsorg, opløfter, trøster, lytter, opmuntrer, nærer, underviser og styrker de søstre, I har ansvaret for.« Lad mig fortælle nogle korte eksempler på sådan tjeneste.

Rosa lider af en svær sukkersyge og andre sygdomme. Hun tilsluttede sig Kirken for et par år siden. Hun er enlig mor med en teenage-søn. Hun må ofte indlægges på hospitalet i nogle dage. Hendes gode besøgslærere nøjes ikke med at bringe hende til hospitalet, men de besøger og trøster hende på hospitalet, mens de samtidig holder øje med hendes søn både hjemme og i skolen. Hendes besøgslærere er både hendes venner og familie.

Kathy fandt efter de første par besøg hos en bestemt søster ud af, at hun ikke kunne læse, men ønskede at lære det. Kathy tilbød at hjælpe hende, selv om hun vidste, at det ville kræve tid, tålmodighed og udholdenhed.

Emily var en ung og nygift kvinde, som søgte sandheden. Hendes mand Michael var mindre interesseret i religion. Da Emily blev syg og lå på hospitalet i en periode, bragte Cali, en hjælpeforeningssøster, som også er hendes nabo, måltider til familien, passede deres nyfødte, gjorde rent og arrangerede, at Emily fik en præstedømmevelsignelse. Disse barmhjertige handlinger blødgjorde Michaels hjerte. Han besluttede at komme til Kirkens møder og at se missionærerne. Emily og Michael blev for nylig døbt.

»Kærligheden hører aldrig op … Kærligheden … er mild … søger ikke sit eget … tåler alt, udholder alt.«¹⁴

Præsident Henry B. Eyring har sagt:

»Hjælpeforeningens historie er fyldt med beretninger om sådan bemærkelsesværdig tjeneste …

Denne forening er dannet af kvinder, hvis næstekærlighed udspringer af en forandring i hjertet, der følger af at kvalificere sig til og holde de pagter, der kun tilbydes i Herrens sande kirke. Deres næstekærlighed kommer fra ham gennem hans sonoffer. Deres næstekærlige gerninger er inspireret af Frelserens eksempel og har udspring i taknemlighed for hans uendelige nådegaver og i Helligånden, som han sender for at ledsage sine tjenere på deres nådesmissioner. På grund af det har de udført og er de i stand til at udføre usædvanlige ting for andre og til at finde glæde, selv når deres egne behov er store og uimødekommet.«¹⁵

Når vi tjener andre og udviser næstekærlighed over for andre, hjælper det os med at overvinde vore egne vanskeligheder og får dem til at se mindre udfordrende ud.

Jeg går nu tilbage til profeten Josephs belæringer til søstrene i den første tid af genoprettelsen. Han sagde, idet han opfordrede til at handle næstekærligt og velgørende: »Hvis I efterlever disse principper, hvor stor og strålende bliver da ikke jeres belønning i det celestiale rige! Hvis I lever op til jeres privilegier, kan end ikke englene holdes tilbage fra at pleje omgang med jer.«¹⁶

Ligesom i de første dage i Nauvoo, hvor søstrene gik omkring for at finde og hjælpe de nødlidende, således er det også i dag. Søstre i Guds rige er solide søjler af åndelig styrke, barmhjertighedstjeneste og hengivenhed. Hengivne besøgslærere besøger og hjælper hinanden. De følger Frelserens eksempel og gør, som han gjorde.

Alle kvinder i Hjælpeforeningen kan blive fyldt med kærlighed og vide, at deres små næstekærlige handlinger har helbredende kraft for andre og for dem selv. De erfarer med vished, at næstekærlighed er Kristi rene kærlighed, som aldrig ophører.

Når I læser Hjælpeforeningens historie, vil det inspirere jer til at opdage, at dette vigtige, evangeliske princip er en rød tråd gennem hele bogen.

Jeg afslutter med en opfordring til alle kvinder i Kirken om indtrængende at bede om et ønske om at blive fyldt med næstekærlighedens gave, Kristi rene kærlighed. Brug alle jeres ressourcer til at gøre godt, bringe hjælp og frelse til dem omkring jer, herunder også jeres egen familie. Herren vil krone jeres indsats med succes.

Må vores viden om, at den store kærlighed, som Faderen og Sønnen har til os, og vores tro og taknemlighed for forsoningen føre os til at udvikle og anvende næstekærlighed over for alle omkring os. Dette er min bøn, i Jesu Kristi navn. Amen.