Missionærer er Kirkens skat

En aften for en del år siden kom en nykaldet missionær ved navn ældste Swan og hans japanske seniorkammerat for at besøge os i vores hjem. Heldigvis var jeg hjemme, så jeg bød dem indenfor. Da jeg hilste på dem ved døren, kunne jeg ikke lade være med at bemærke den frakke, som ældste Swan havde på. Uden at tænke mig om sagde jeg til ham: »Det er vel nok en fin frakke, du har på!« Det var bestemt ikke en ny frakke, og den var temmelig falmet. Jeg formodede, at frakken var blevet efterladt af en tidligere missionær i missionærernes lejlighed.

Ældste Swan reagerede straks på mine ord, og det var helt modsat af det, jeg havde tænkt. På gebrokkent japansk svarede han: »Ja, det er en god frakke. Min far gik med denne frakke, da han var missionær i Japan for lidt over 20 år siden.«

Hans far havde tjent i Okayama-missionen i Japan. Og da hans søn rejste for at tjene på en mission i Japan, havde han givet ham sin frakke. Dette billede viser frakken, som to generationer af ældste Swan bar i Japan.

Jeg blev overvældet, da jeg hørte ældste Swans ord. Og nu forstod jeg, hvorfor ældste Swan bar sin fars frakke, mens han forkyndte. Ældste Swan var begyndt på sin mission og havde arvet sin fars kærlighed til Japan og landets indbyggere.

Jeg er sikker på, at nogle af jer har oplevet noget tilsvarende. En hel del missionærer i Japan har fortalt mig, at deres fædre, deres mødre, deres bedsteforældre eller deres onkler også har været på mission i Japan.

Jeg vil gerne udtrykke min inderlige kærlighed, respekt og store taknemlighed for alle de hjemvendte missionærer, der har tjent rundt om i verden. Jeg er sikker på, at de mennesker, som I har hjulpet til at konvertere, ikke har glemt jer. »Hvor herligt lyder budbringerens fodtrin hen over bjergene!«¹

Jeg er en af disse konvertitter. Jeg konverterede, da jeg var 17 år og gik i gymnasiet. Missionæren, der udførte min dåb, var en ældste Rupp fra Idaho. Han blev for nylig afløst som stavspræsident i Idaho. Jeg har ikke set ham, siden jeg var nydøbt, men jeg har udvekslet e-mail med ham og talt i telefon med ham. Jeg har aldrig glemt ham. Hans venlige, smilende ansigt er brændt ind i min hukommelse. Han blev så glad, da han hørte, at det gik mig godt.

Da jeg var 17, forstod jeg ikke ret meget af de budskaber, som missionærerne havde undervist mig i. Men jeg havde en særlig følelse for disse missionærer, og jeg ønskede at blive som dem. Og jeg kunne føle deres store og vedvarende kærlighed.

Lad mig fortælle jer om den dag, hvor jeg blev døbt. Det var den 15. juli, og det var en meget varm dag. En kvinde blev også døbt den dag. Dåbsbassinet var lavet i hånden af missionærerne, og det var ikke noget kønt syn.

Vi blev bekræftet, lige efter vi var blevet døbt. Først blev søsteren bekræftet af ældste Lloyd. Jeg sad nede hos de andre medlemmer, lukkede mine øjne og lyttede tavst. Ældste Lloyd bekræftede hende, og derefter begyndte han at udtale en velsignelse. Ældste Lloyd holdt imidlertid op med at tale, så jeg åbnede mine øjne og så på ham med en indtrængende blik.

Jeg kan selv i dag tydeligt huske situationen. Ældste Lloyds øjne var fyldt af tårer. Og for første gang i mit liv oplevede jeg at være indhyllet i Helligånden. Og gennem Helligånden fik jeg en sikker overbevisning om, at ældste Lloyd elskede os, og at Gud elskede os.

Så var det min tur til at blive bekræftet. Igen var det ældste Lloyd. Han placerede sine hænder på mit hoved og bekræftede mig som medlem af Kirken, overdrog Helligåndsgaven og begyndte så at udtale en velsignelse. Og igen holdt han op med at tale. Men nu forstod jeg, hvad der skete. Jeg vidste virkelig gennem Helligånden, at missionærerne elskede mig, og at Gud elskede mig.

Jeg vil nu gerne sige nogle få ord til de missionærer, der for tiden tjener på mission rundt om i verden. Jeres indstilling og den kærlighed, som I viser andre, er meget betydningsfulde budskaber. Selv om jeg ikke umiddelbart fattede alle de lærdomme, som missionærerne underviste mig i, kunne jeg mærke deres store kærlighed, og deres mange venlige handlinger lærte mig vigtige lektier. Jeres budskab er et budskab om kærlighed, et budskab om håb og et budskab om tro. Jeres indstilling og jeres handlinger inviterer Ånden, og Ånden gør os i stand til at forstå det, der er vigtigt. Det, jeg ønsker at fortælle jer, er, at I gennem jeres kærlighed videregiver Guds kærlighed. I er denne kirkes skat. Jeg er jer alle yderst taknemlig for jeres offer og jeres hengivenhed.

Jeg vil også gerne tale til jer kommende missionærer. I min egen familie har fire af vore børn været på mission, og vores femte missionær begynder på missionærskolen i Provo ved udgangen af oktober. Næste år planlægger vores yngste at tjene på mission efter gymnasiet.

Så jeg taler nu til mine sønner og til alle jer, der forbereder sig til at tjene på mission. Der er tre nødvendige ting, I skal medbringe på jeres mission:

1. Et inderligt ønske om at forkynde evangeliet. Herren ønsker, at I søger efter hans får og finder dem.² Mennesker over hele verden venter på jer. Så skynd jer derhen, hvor de er. Ingen stræber mere end missionærerne efter at komme andre til undsætning. Jeg er en af dem, der blev reddet.

2. Styrk jeres vidnesbyrd. Herren kræver »hjertet og et villigt sind«.³

3. Elsk andre, ligesom ældste Swan, som medbragte sin fars frakke og sin fars kærlighed til Japan og landets indbyggere med sig på mission.

Og til jer, som ikke ved, hvordan man forbereder sig til at tjene på en mission, gå hen og tal med jeres biskop. Jeg ved, at han vil hjælpe jer.

Jeg er taknemlig for, at missionærer er kaldet af Herren, at de tager imod deres kaldelse, og at de tjener over hele verden. Lad mig sige til alle jer hjemvendte missionærer: »Jeg er virkelig taknemlig for jeres indsats. I er denne kirkes skat. Og må I altid fortsat være missionærer og handle som Kristi disciple.«

Jeg vidner om, at vi er vor himmelske Faders børn, at han elsker os, og at han sendte sin elskede Søn, Jesus Kristus, så vi igen kan vende tilbage til hans nærhed. Jeg siger dette i Jesu Kristi hellige navn. Amen.