Personlig åbenbaring og vidnesbyrd

For mange år siden, da jeg gik på universitetet, lyttede jeg til generalkonferencen over radioen, eftersom vi ikke havde noget TV i vores lille lejlighed. Konferencetalerne var fantastiske, og jeg nød godt af Helligåndens udgydelse.

Jeg husker udmærket, da en generalautoritet talte om Frelseren og hans virke og derpå bar et brændende vidnesbyrd. I det øjeblik tvivlede jeg ikke på, at Frelseren lever. Jeg tvivlede heller ikke på, at jeg fik en personlig åbenbaring, som bekræftede for mig, »at Jesus Kristus er Guds Søn«.¹

Som otteårig blev jeg døbt og bekræftet og modtog Helligåndsgaven. Det var en vidunderlig velsignelse dengang, og den er blevet stadigt vigtigere, efterhånden som jeg er vokset og har oplevet Helligåndsgaven på mange måder siden hen.

Når vi går fra at være barn til ung og derefter voksen, får vi ofte udfordringer og oplevelser hen ad vejen, som gør, at vi lærer, at vi har brug for den guddommelige hjælp, der kommer gennem Helligånden. Når kampene kommer, spørger vi måske os selv: »Hvad er løsningen på mit problem?« og »Hvordan kan jeg vide, hvad jeg skal gøre?«

Jeg tænker ofte på beretningen i Mormons Bog om Lehi, der underviser sin familie i evangeliet. Han fortalte dem mange af sine åbenbaringer og lærdomme om ting, der skulle ske i de sidste dage. Nefi havde søgt Herrens vejledning for mere fuldt ud at forstå sin fars lærdomme. Han blev opløftet, velsignet og inspireret til at vide, at hans fars lærdomme var sande. Det gjorde Nefi i stand til omhyggeligt at følge Herrens befalinger og leve et retskaffent liv. Han fik personlig åbenbaring, der vejledte ham.

Derimod var hans brødre stridbare, fordi de ikke forstod deres fars lærdomme. Så stillede Nefi et meget vigtigt spørgsmål: »Har I adspurgt Herren? «²

Deres svar var vagt: »Det har vi ikke, for Herren giver ikke noget sådant til kende for os.«³

Nefi benyttede sig af lejligheden til at undervise sine brødre i, hvordan man modtager personlig åbenbaring. Han sagde: »Husker I ikke, hvad Herren har sagt?: Hvis I ikke forhærder hjertet og adspørger mig i tro, overbeviste om at I skal modtage, og med flid i at holde mine befalinger, da skal dette visselig gives til kende for jer.«⁴

Måden at modtage åbenbaring på er i virkeligheden ganske klar. Vi er nødt til at ønske at modtage åbenbaring, vi må ikke forhærde vores hjerte, og derpå skal vi adspørge i tro og virkelig tro på, at vi får et svar, og dernæst flittigt holde Guds befalinger.

Når vi følger denne fremgangsmåde, betyder det ikke, at vi får svaret med det samme med alle detaljer for, hvad vi skal gøre, hver gang vi stiller Gud et spørgsmål. Men det betyder, at hvis vi flittigt holder befalingerne og spørger i tro, kommer svaret på Herrens egen måde og til hans tid.

Som barn troede jeg, at personlig åbenbaring eller svar på bønner kom som en hørlig røst. Nogle åbenbaringer kommer faktisk som en hørlig og virkelig stemme. Imidlertid har jeg lært, at Ånden taler på mange måder.

Lære og Pagter, afsnit 6, forklarer adskillige måder, hvorpå vi kan modtage åbenbaring:

»Du har adspurgt mig, og se, så ofte som du har adspurgt, har du modtaget undervisning fra min Ånd«.⁵

»Jeg oplyste dit sind.«⁶

»Gød jeg ikke fred i dit sind angående sagen?«⁷

I andre skriftsteder lærer vi mere om at modtage åbenbaring.

»Jeg vil tale til dig i dit sind og i dit hjerte ved Helligånden, som skal komme over dig, og som skal bo i dit hjerte. Se, dette er åbenbaringens Ånd …«⁸

»Jeg [vil] bevirke, at det brænder i brystet på dig, således skal du føle, at det er rigtigt.«⁹

»Jeg vil give dig af min Ånd, som skal oplyse dit sind, og som skal fylde din sjæl med glæde.«¹⁰

Oftest kommer personlig åbenbaring, når vi studerer skrifterne, lytter til og følger profeternes og andre kirkelederes råd og stræber efter at leve et trofast og retskaffent liv. Sommetider kommer der inspiration fra et enkelt skriftsted eller fra en sætning i en konferencetale. Måske kommer jeres svar, når primarybørn synger en smuk sang. Disse er alle former for åbenbaring.

I genoprettelsens første dage søgte mange medlemmer flittigt efter åbenbaring og blev velsignede og inspirerede til at vide, hvad de skulle gøre.

Søster Eliza R. Snow fik af profeten Brigham Young til opgave at opløfte og undervise Kirkens søstre. Hun forklarede, at hver enkelt kvinde »kunne modtage inspiration til at vejlede hende i sit personlige liv, i familien og i sin kirkekaldelse. Hun sagde: ›Bed søstrene om at gå fremad og udføre deres pligter, i ydmyghed og med trofasthed, så vil Guds Ånd hvile på dem, og de vil blive velsignede i deres anstrengelser. Lad dem søge efter visdom i stedet for magt, så vil de få al den magt, de har visdom til at udøve.‹«¹¹

Søster Snow underviste søstrene i at søge vejledning fra Helligånden. »Hun sagde, at Helligånden ›tilfredsstiller og opfylder ethvert af menneskehjertets længsler og fylder ethvert tomrum. Når jeg fyldes med den Ånd … mættes min sjæl.‹«¹²

Præsident Uchtdorf har forklaret, at »åbenbaring og vidnesbyrd kommer ikke altid med overvældende styrke. For mange kommer et vidnesbyrd langsomt – lidt ad gangen. Han sagde ydermere: »Lad os oprigtigt søge den personlige åbenbarings lys. Lad os trygle Herren om at begave vores sind og sjæl med den troens gnist, som gør os i stand til at modtage og genkende Helligåndens guddommelige betjening.«¹³

Vore vidnesbyrd styrker os, når vi møder udfordringer i hverdagen. Nogle mennesker kæmper med helbredsproblemer, nogle oplever økonomiske problemer, andre har udfordringer i deres ægteskab eller med deres børn, andre igen lider under ensomhed eller uopfyldte håb og drømme. Det er vores vidnesbyrd kombineret med vores tro på Herren Jesus Kristus samt vores kundskab om frelsesplanen, som hjælper os gennem disse tider med prøvelser og trængsler.

I hæftet Døtre i mit rige læser vi om søster Hedwig Biereichel, en kvinde i Tyskland, som led stor sorg og store afsavn under anden verdenskrig. Takket være sin kærlighed og næstekærlige natur og trods sin egen store nød, delte hun villigt sin mad med sultende krigsfanger. Senere, da hun blev spurgt, hvordan hun kunne »bevare et vidnesbyrd under alle disse prøvelser«, svarede hun: »Jeg bevarede ikke et vidnesbyrd i disse tider – vidnesbyrdet bevarede mig.«¹⁴

At vi har et stærkt vidnesbyrd, betyder ikke, at det altid vil være det. Vi må nære og styrke det, for at det kan have tilstrækkeligt med kraft til at støtte os. Det er en af grundene til, at vi »mød[es] ofte« – så vi kan nyde nadveren, forny vore pagter og »få næring ved Guds gode ord«. Det er Guds gode ord, der sørger for, at vi »bestandig [er] opmærksomme på bøn, idet [vi] alene stole[r] på Kristi fortjenester, han som var [vores] tros ophavsmand og fuldender.«¹⁵

Ældste David A. Bednar har fortalt os: »Når I på passende vis stræber efter og anvender åbenbarelsens ånd, lover jeg, at I vil ›vandre i Herrens lys‹ (Es 2:5; 2 Ne 12:5). Sommetider virker åbenbarelsens ånd øjeblikkeligt og intenst, til andre tider diskret og gradvist, og ofte så umærkeligt, at I ikke engang er bevidste om det. Men uanset måden, hvorpå vi får den velsignelse, belyser og forstørrer det lys, den giver, jeres sjæl, oplyser jeres forstand (se Alma 5:7; Alma 32:28), og vejleder og beskytter jer og jeres familie.«¹⁶

Herren ønsker at velsigne os med vejledning og visdom i vores tilværelse. Han ønsker at udgyde sin Ånd over os. Endnu engang – vi er med hensyn til personlig åbenbaring nødt til at ønske at modtage den, vi må ikke forhærde vores hjerte, og derpå skal vi adspørge i tro og virkelig tro på, at vi får et svar, og dernæst flittigt holde Guds befalinger. Når vi derefter søger svar på vore spørgsmål, velsigner han os med sin Ånd. Dette vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.