Forberedelse i præstedømmet: »Jeg har brug for din hjælp«

Mine kære brødre, det er mig en glæde at være sammen med jer til dette verdensomspændende møde for Guds præstedømme. I dag vil jeg tale om forberedelse til præstedømmet, både vores egen og den, vi er med til at tilvejebringe for andre.

De fleste af os må nogle gange spørge os selv: »Er jeg parat til denne opgave i præstedømmet?« Mit svar er: »Ja, I er blevet gjort parate.« Mit formål i dag er at medvirke til, at I erkender den forberedelse og drager mod af den.

Som I ved, er hensigten med Det Aronske Præstedømme at være et forberedende præstedømme. Størstedelen af Det Aronske Præstedømme er unge diakoner, lærere og præster mellem 12 og 19 år.

Vi tænker måske på forberedelse til præstedømmet som noget, der finder sted i årene med Det Aronske Præstedømme. Men vor himmelske Fader har forberedt os, siden vi blev undervist ved hans knæ i hans rige, før vi blev født. Han forbereder os i dag. Og han vil fortsat forberede os, så længe vi lader ham gøre det.

Formålet med al forberedelse til præstedømmet, både i det førjordiske og dette liv, er at gøre os og dem, vi tjener for ham, klar til det evige liv. Nogle af de første lektioner i det førjordiske liv omhandlede helt sikkert frelsesplanen med Jesus Kristus og hans forsoning som midtpunkt. Vi blev ikke kun undervist i planen, men vi sad i råd, hvor vi valgte den.

Eftersom et glemslens slør blev lagt over vores sind ved fødslen, måtte vi i dette liv finde en måde igen at lære det, som vi engang vidste og forsvarede. En del af vores forberedelse i dette liv har været at finde denne dyrebare sandhed, så vi atter kan forpligte os til den ved pagt. Det har krævet tro, ydmyghed og mod fra vores side, såvel som hjælp fra mennesker, der havde fundet sandheden og derpå fortalt os den.

Det kan have været forældre, missionærer eller venner. Men den hjælp var en del af vores forberedelse. Vores forberedelse til præstedømmet omfatter altid, at andre mennesker, der allerede er blevet forberedt, tilbyder os muligheden for at tage imod evangeliet, og dernæst at vi vælger at handle ved at holde pagterne for at tage dem til os. For at gøre os fortjente til evigt liv, må vores tjeneste i dette liv inkludere at arbejde af hele vores hjerte, kraft, sind og styrke og stræbe efter at forberede andre til at vende tilbage til Gud sammen med os.

Altså er en del af den forberedelse til præstedømmet, vi får i dette liv, muligheder for at tjene og undervise andre. Det kan fx være at undervise i Kirken, at være vise og kærlige fædre, medlemmer af et kvorum og være missionærer for Herren Jesus Kristus. Herren giver os mulighederne, men om vi er parate, afhænger af os. Min hensigt i aften er at påpege nogle af de afgørende valg, der er nødvendige for, at forberedelsen til præstedømmet lykkes.

Gode valg både hos den, der oplærer og den, der bliver oplært, afhænger af en vis forståelse for, hvordan Herren forbereder sine præstedømmetjenere.

For det første kalder han mennesker, unge som gamle, der i verdens øjne – og selv i deres egne – kan synes svage og ringe. Herren kan vende disse tilsyneladende mangler til en styrke. Det vil ændre den måde, hvorpå kloge ledere vælger hvem og hvordan, de oplærer. Og det kan ændre, hvordan præstedømmebæreren reagerer på de muligheder for udvikling, han får tilbudt.

Lad os se på nogle eksempler. Jeg var en uerfaren præst i en stor menighed. Min biskop ringede til mig en søndag eftermiddag. Da jeg tog telefonen, sagde han: »Har du tid til at tage ud sammen med mig? Jeg har brug for din hjælp.« Han forklarede blot, at han gerne ville have mig med som kammerat til et besøg hos en kvinde, jeg ikke kendte, men som ikke havde noget mad og havde brug for at lære at styre sin økonomi bedre.

Se, jeg vidste, at han havde to ældre rådgivere i sit biskopråd. Begge var modne og meget erfarne mænd. Den ene rådgiver ejede et stort firma og blev senere missionspræsident og generalautoritet. Den anden rådgiver var en fremtrædende dommer i byen.

Jeg var biskoppens nyligt kaldede førsteassistent i præsternes kvorum. Han vidste, at jeg ikke kendte meget til velfærdsprincipper. Jeg vidste endnu mindre om økonomistyring. Jeg havde endnu ikke skrevet en check, havde ingen bankkonto eller havde ikke så meget som set et privatbudget. Men på trods af min uerfarenhed fornemmede jeg, at han var gravalvorlig, da han sagde: »Jeg har brug for din hjælp.«

Jeg har lært at forstå, hvad denne inspirerede biskop mente. Han så i mig en oplagt mulighed for at forberede en præstedømmebærer. Jeg er sikker på, at han i denne uerfarne dreng ikke så et fremtidigt medlem af Det Præsiderende Biskopråd. Men den dag og lige siden i de år, jeg kendte ham, behandlede han mig som et meget lovende uddannelsesprojekt.

Han lod til at nyde det, men det krævede arbejde af ham. På vej hjem til mig, efter vi havde besøgt enken i nød, parkerede han sin bil. Han åbnede sine godt slidte skrifter overfyldt med markeringer. Og han irettesatte mig venligt. Han fortalte mig, at jeg måtte studere skrifterne og lære mere. Men han må have set, at jeg var svag og ringe nok til at tage imod undervisning. Den dag i dag husker jeg det, han lærte mig den eftermiddag. Men jeg husker endnu bedre, hvordan jeg følte hans tillid til, at jeg kunne lære og blive bedre – og at jeg ville blive bedre.

Han så ud over, hvem jeg var, og så de muligheder, der ligger i én, der føler sig svag og ringe nok til at ønske Herrens hjælp og at tro på, at den kommer.

Biskopper, missionspræsidenter og fædre kan vælge at handle i henhold til disse muligheder. Jeg så det ske for nyligt under et vidnesbyrdmøde hos én, der var diakonernes kvorumspræsident. Han skulle snart være lærer og sige farvel til sine kvorumsmedlemmer.

Han vidnede med meget bevæget stemme om, hvordan medlemmerne i kvorummet var vokset i godhed og kraft. Jeg har aldrig hørt en person berømme en organisation højere, end han gjorde. Han lovpriste deres tjeneste. Derpå sagde han, at han vidste, at han var i stand til at hjælpe de nye diakoner, når de følte sig overvældede, fordi han havde følt sig overvældet, da han modtog præstedømmet.

At han følte sig svag havde gjort ham mere tålmodig, mere medfølende og derfor bedre i stand til at styrke og tjene andre. De to år i Det Aronske Præstedømme havde i mine øjne gjort ham mere erfaren og vis. Han havde erfaret, at han som kvorumspræsident var blevet hjulpet af en klar og levende hukommelse om sine egne behov, da han var to år yngre. Hans og vores fremtidige udfordring kommer, når en sådan hukommelse falmer og bliver sløret af tid og vores succes.

Paulus må have set den fare, da han gav et råd til sin yngre kammerat i præstedømmet, Timotheus. Han opmuntrede og instruerede ham i hans egen forberedelse til præstedømmet og i at hjælpe Herren med at forberede andre.

Lyt til, hvad Paulus sagde til Timotheus, sin yngre kammerat:

»Lad ingen ringeagte dig, fordi du er ung, men vær et forbillede for de troende i tale, i adfærd, i kærlighed, i troskab, i renhed.

Indtil jeg kommer, skal du tage vare på skriftlæsningen, formaningen og undervisningen.

»Forsøm ikke den nådegave, som du fik i kraft af profetier og under håndspålæggelse …

Giv agt på dig selv og på den undervisning,¹ du giver, hold fast ved det; for når du gør det, bliver du til frelse både for dig selv og for dem, der hører på dig.«²

Paulus gav et godt råd til os alle. Vær ikke bekymrede for, hvor uerfarne I er eller tror I er, men tænk på, hvad I med Herrens hjælp kan blive.

Den lære, som Paulus bønfalder os om at tage for os af i vores præstedømmeforberedelse, er Kristi ord for således at gøre os fortjente til at modtage Helligånden. Da ved vi, hvad Herren ønsker, at vi skal gøre i vores tjeneste og få mod til at gøre det, uanset hvilke vanskeligheder vi befinder os i fremover.

Vi forberedes til præstedømmetjeneste, der vil blive mere udfordrende med tiden. Fx ældes vore muskler og hjerne med os. Vores evne til at lære og huske det, vi har læst, svinder hen. At yde den præstedømmetjeneste, Herren forventer af os, kræver mere og mere selvdisciplin for hver dag i vores tilværelse. Vi kan forberede os på den prøve ved fortløbende at opbygge tro gennem tjeneste.

Herren har givet os mulighed for at forberede os ved det, han kalder »[præstedømmets] ed og pagt«.³

Det er en pagt, vi indgår med Gud om at holde alle hans befalinger og yde den tjeneste, han ville have ydet, hvis han personligt havde været til stede. At leve op til den standard så godt, vi kan, opbygger den styrke, vi får brug for, så vi kan holde ud til enden.

Store lærere i præstedømmet har vist mig, hvordan man opbygger den styrke: Det er en slags vane med at presse på trods træthed og frygt, der ellers kunne få jer til at overveje at give op. Herrens store mentorer har vist mig, at åndelig, blivende kraft kommer af at arbejde ud over det punkt, hvor andre ville have holdt en pause.

I store præstedømmeledere, der har opbygget denne åndelige styrke i jeres ungdom, er stadig i besiddelse af den, når den fysiske styrke svækkes.

Min lillebror var i en lille by i Utah i forretningsøjemed. Han fik en opringning på sit hotel fra præsident Spencer W. Kimball. Det var sent om aftenen efter en dags hårdt arbejde for min bror og sikkert også for præsident Kimball, der indledte samtalen således. Han sagde: »Jeg hører, du er i byen. Jeg ved det er sent, og at du måske er gået i seng, men kan du hjælpe mig? Jeg har brug for, at du ledsager mig for at se på tilstanden af alle vore kirkebygninger i denne by.« Min bror tog med ham den aften uden at vide noget om vedligeholdelse af kirkebygninger eller om kirkebygninger og uden at vide, hvorfor præsident Kimball ville gøre noget sådant efter en lang dag, eller hvorfor han havde brug for hjælp.

År senere fik jeg en sen aften en lignende opringning på et hotel i Japan. Dengang var jeg den nye kommissær for uddannelse i Kirken. Jeg vidste, at præsident Gordon B. Hinckley opholdt sig et eller andet sted på det samme hotel i forbindelse med sin egen opgave i Japan. Jeg tog telefonen, lige efter jeg havde lagt mig på sengen for at sove, udmattet efter at have gjort alt, hvad jeg mente, jeg havde haft kræfter til.

Præsident Hinckley spurgte med sin behagelige stemme: »Hvorfor ligger du og sover, når jeg sidder her og læser et manuskript, som vi er blevet bedt om at gennemlæse?« Så jeg rejste mig op og gik i gang, selv om jeg vidste, at præsident Hinckley kunne foretage en bedre gennemlæsning af et manuskript, end jeg på nogen måde kunne. Men på en eller måde fik han mig til at føle, at han havde brug for min hjælp.

Ved slutningen af næsten hvert møde spørger præsident Thomas S. Monson Det Første Præsidentskabs sekretær: »Er jeg ajour med mit arbejde?« Og han smiler altid, når svaret kommer: »Ja da, præsident, det er du.« Præsident Monsons tilfredse smil sender mig et budskab. Det får mig til at tænke: »Er der mere, jeg kan gøre ved mine opgaver?« Og så går jeg tilbage til mit kontor og arbejder.

Fremragende lærere har vist mig, hvordan man forbereder sig på at holde en ed og pagt, når tid og alder gør det vanskeligere. De har vist og belært mig om, hvordan jeg disciplinerer mig selv til at arbejde hårdere, end jeg troede, jeg kunne, mens jeg stadig har helbredet og styrken.

Jeg kan ikke være en fuldkommen tjener hver en time, men jeg kan prøve at yde mere, end jeg troede, jeg kunne. Eftersom jeg tidligt i livet anlagde den vane, er jeg beredt til prøvelser senere hen. I og jeg kan blive forberedt med styrken til at holde vores ed og pagt gennem de prøver, der helt sikkert kommer, når vi nærmer os livets slutning.

Det så jeg bevis på ved et møde i Kirkens uddannelseskomité. Præsident Spencer W. Kimball havde dengang ydet års tjeneste, mens han udholdt en række helbredsmæssige udfordringer, som kun Job ville have forstået. Han præsiderede ved mødet den morgen.

Pludselig stoppede han med at tale. Han sank sammen i sin stol. Han lukkede sine øjne. Hovedet faldt ned på brystet. Jeg sad i nærheden af ham. Ældste Holland sad ved siden af os. Vi rejste os og hjalp ham. Uerfarne som vi var i nødsituationer, besluttede vi at bære ham hen til hans kontor i nærheden, mens han stadig sad i stolen.

Han blev vores lærer i denne nødens stund for ham. Vi løftede i hver sin side af stolen og gik ud af mødelokalet og ud på gangen i Kirkens administrationsbygning. Han åbnede øjnene halvt, stadig omtåget, og sagde: »Åh, pas nu på. Kom ikke til skade med jeres ryg.« Da vi næsten var kommet hen til hans kontor, sagde han: »Åh, jeg har det forfærdeligt med, at jeg har forstyrret mødet.« Få minutter efter vi havde fået ham ind på hans kontor, og vi stadig ikke vidste, hvad hans problem var, så han op på os og sagde: »Tror I ikke, I skulle gå tilbage til mødet?«

Vi gik og skyndte os tilbage og vidste på en eller anden måde, at vores tilstedeværelse dér måtte betyde noget for Herren. Præsident Kimball havde siden sin barndom presset sig selv ud over sin grænse for udholdenhed for at tjene og elske Herren. Det var så indgroet en vane, at den var der, da han havde brug for den. Han var parat. Og således var han i stand til at undervise os og vise, hvordan man forbereder sig til at holde eden og pagten: ved konstant forberedelse gennem årene og ved at bruge al vores styrke til det, der synes at være små opgaver med beskedne resultater.

Min bøn er, at vi må holde vore præstedømmepagter for at gøre os og dem, vi er kaldet til at oplære, fortjente til evigt liv. Jeg lover jer, at hvis I gør alt, hvad I kan, vil Gud øge jeres styrke og visdom. Han vil modne jer. Jeg lover jer, at dem, I oplærer og viser et eksempel, vil lovprise jeres navn, ligesom jeg i dag har gjort med de foregangsmænd, jeg har kendt.

Jeg vidner om, at Gud Faderen lever og elsker jer. Han kender jer. Han og hans opstandne og herliggjorte Søn, Jesus Kristus, viste sig for en uerfaren dreng, Joseph Smith. De betroede ham gengivelsen af evangeliets fylde og den sande kirke. De opmuntrede ham, når han havde brug for det. De lod ham revse kærligt, så det ville tynge ham med den hensigt at løfte ham op. De forberedte ham, og de forbereder os til at blive styrket til fortsat at arbejde mod celestial herlighed, som er formålet med og årsagen til al præstedømmetjeneste.

Jeg efterlader jer min velsignelse, så I vil være i stand til at erkende de herlige muligheder, som Gud har givet jer ved at kalde og forberede jer til sin tjeneste og til at tjene andre. I vor kærlige leders og lærers navn, ja, Jesu Kristi navn. Amen.