Forløsning

Der findes adskillige navne, der henviser til Herren Jesus Kristus. Disse navne giver os indsigt i forskellige aspekter af Herrens forsonende mission. Tag fx titlen »Frelser«. Vi har alle en fornemmelse af, hvad det betyder at blive reddet, fordi vi alle på et tidspunkt er blevet reddet fra noget. Som børn legede min søster og jeg i en lille båd i floden, hvor vi uklogt forlod det sikre område for leg og blev ført med af strømmen til ukendte farer ned ad floden. Vores far hørte vores råb og løb os til undsætning og reddede os fra flodens farer. Når jeg tænker på at blive reddet, tænker jeg på den oplevelse.

Titlen »Løser« giver os lignende indsigt. »At indløse« er at købe eller tilbagekøbe. Juridisk set bliver en ejendom indløst ved at betale prioritetslånet eller andre lån af på den. På Det Gamle Testamentes tid anviste moseloven forskellige måder, hvorpå tjenere og ejendom kunne frigives eller indløses mod betaling med penge (se 3 Mos 25:31).

En iøjnefaldende brug i skriften af ordet forløse vedrører udfrielsen af Israels børn fra deres trældom i Egypten. Efter den udfrielsen fortalte Moses dem: »Fordi Herren elskede jer … førte han jer ud med stærk hånd og udfriede dig af trællehuset, af egypterkongen Faraos magt« (5 Mos 7:8).

Temaet med Jahve, der udfrier Israels folk fra trældom, gentages mange gange i skrifterne. Ofte blev dette gjort for at minde folk om Herrens godhed i udfrielsen af Israels børn fra egypterne. Men det blev også gjort for at undervise dem i, at der ville være en anden og vigtigere forløsning for Israel. »Og Messias kommer i tidens fylde, for at han kan forløse menneskenes børn fra faldet« (2 Ne 2:26).

Salmisten skrev: »Men Gud vil løskøbe mit liv … ud af dødsrigets magt« (Sl 49:16).

Herren erklærede gennem Esajas: »Jeg udsletter dine overtrædelser som en sky, dine synder som et skylag. Vend tilbage til mig, for jeg har løskøbt dig« (Es 44:22).

Den forløsning, der henvises til i disse tre skriftsteder, er selvfølgelig Jesu Kristi forsoning. Dette er den »udfrielse«, som vor elskede Gud giver os (Sl 130:7). Modsat indfrielse under moseloven eller i nutidig juridisk sammenhæng kommer denne forløsning ikke ved »forgængelige ting som sølv eller guld« (1 Pet 1:18). »I [Kristus] har vi forløsning ved hans blod, tilgivelse for vore synder ved Guds rige nåde« (Ef 1:7). Præsident John Taylor sagde, at på grund af Forløserens offer er »gælden … betalt, forløsningen er udført, pagten er opfyldt, retfærdigheden har sket fyldest, Guds vilje er sket, og al magt er … givet i Guds Søns hænder« (Kirkens præsidenters lærdomme: John Taylor, 2002, s. 43).

Resultatet af denne forløsning omfatter, at alle Guds børn overvinder den fysiske død. Det betyder, at man overvinder den timelige død og alle opstår. Et andet aspekt af denne forløsning ved Kristus er sejren over den åndelige død. Gennem smerte og død betalte Kristus for hele menneskehedens synder på betingelse af personlig omvendelse.

Så, hvis vi omvender os, kan vi blive tilgivet for vore synder, prisen er blevet betalt af vor Forløser. Dette er den gode nyhed til os alle, »for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud« (Rom 3:23). De, som er kommet langt væk fra retfærdighedens stier, har desperat brug for denne forløsning, og hvis de omvender sig helt, kan de gøre krav på den. Men de, som har arbejdet hårdt på at leve et godt liv, har også desperat brug for denne forløsning, for ingen kommer ind til Faderens nærhed uden Kristi hjælp. Derfor giver denne kærlige forløsning retfærdighedens og nådens lov mulighed for at blive opfyldt i tilværelsen for alle, der omvender sig og følger Kristus.

Præsident Boyd K. Packer har sagt: »Der findes en Forløser, en Formidler, som både er villig og i stand til at tilfredsstille retfærdighedens krav og udstrække barmhjertighed til dem, som angrer« (»Formidleren«, Den danske Stjerne, okt. 1977, s. 56).

Skrifterne, litteraturen og livsoplevelser er fyldt med historier om forløsning. Gennem Kristus kan mennesker ændre sig og ændre deres liv og opnå forløsning. Jeg elsker historier om forløsning.

Jeg har en ven, som ikke fulgte Kirkens lærdomme i sin ungdom. Da han var ung voksen, indså han, hvad han havde manglet ved ikke at efterleve evangeliet. Han omvendte sig, ændrede sit liv og viede sig til en retskaffen levevis. En dag, mange år efter vores ungdomsvenskab, mødte jeg ham i templet. Evangeliet lyste i hans øjne, og jeg fornemmede, at han var et hengivent medlem af Kirken og forsøgte at efterleve evangeliet fuldt ud. Hans historie handler om forløsning.

Jeg interviewede engang en kvinde inden hun skulle døbes. Hun havde begået en meget alvorlig synd. Under interviewet spurgte jeg hende, om hun forstod, at hun aldrig kunne gentage den synd. Både hendes øjne og hendes stemme viste, at hun var dybt rørt, da hun sagde: »Åh præsident, jeg kunne aldrig begå den synd igen. Det er grunden til, at jeg ønsker at blive døbt – for at rense mig fra følgerne af den frygtelige synd.« Hendes historie handler om forløsning.

Når jeg har overværet stavskonferencer og andre møder i de sidste par år, har jeg forkyndt præsident Thomas S. Monsons kald om at redde de mindre aktive medlemmer af Kirken. Ved en stavskonference fortalte jeg historien om et mindre aktivt medlem, som vendte tilbage til fuld aktivitet, da hans biskop og andre ledere besøgte ham i hans hjem, de fortalte ham, at de havde brug for ham og kaldte ham til at tjene i menigheden. Manden i historien accepterede ikke blot kaldelsen, men ændrede også sit liv og sine vaner og blev fuldt ud aktiv i Kirken.

En af mine venner sad i forsamlingen, da jeg fortalte historien. Hans ansigtsudtryk ændrede sig, da jeg fortalte historien. Han sendte mig en e-mail den næste dag og fortalte mig, at han havde reageret på historien, fordi hans svigerfars historie om at vende tilbage til aktivitet i Kirken meget lignede den, jeg havde fortalt. Han fortalte mig, at som resultat af et lignende besøg fra en biskop og en invitation om at tjene i Kirken, revurderede hans svigerfar sit liv og vidnesbyrd, foretog store ændringer i sit liv og accepterede kaldelsen. Den genaktiverede mand har nu 88 efterkommere, som er aktive medlemmer af Kirken.

Ved et møde nogle dage senere fortalte jeg begge historier. Den næste dag modtog jeg endnu en e-mail, som indledte med: »Det er også min fars historie.« Den e-mail, fra en stavspræsident, fortalte, hvordan hans far var blevet inviteret til at tjene i Kirken, selvom han ikke havde været aktiv og havde nogle vaner, som skulle ændres. Han accepterede invitationen og omvendte sig i processen, senere virkede han som stavspræsident og derpå missionspræsident og lagde grundvolden til, at hans efterkommere kunne blive trofaste medlemmer af Kirken.

Nogle uger efter fortalte jeg alle tre historier ved en anden stavskonference. Efter mødet kom en mand hen til mig og fortalte, at det ikke var hans fars historie. Det var hans historie. Han fortalte mig om de begivenheder, der førte ham til at omvende sig og vende tilbage til fuld aktivitet i Kirken. Og så videre. Da jeg forkyndte kaldet om at redde de mindre aktive, så og hørte jeg historie efter historie om mennesker, der havde reageret på invitationer om at komme tilbage og ændre deres liv. Jeg hørte historie efter historie om forløsning.

Selvom vi aldrig kan tilbagebetale Forløseren det, han betalte på vore vegne, kalder forløsningsplanen på vore bedste bestræbelser på at omvende os fuldt ud og gøre Guds vilje. Apostlen Orson F. Whitney har skrevet:

Jeg bærer mit vidnesbyrd om kraften i Kristi forsoning. Når vi omvender os og kommer til ham, kan vi modtage alle velsignelserne ved evigt liv. At vi må gøre det og modtage vores egen historie om forløsning er min bøn i Jesu Kristi navn. Amen.