Stå på hellige steder

Mine kære brødre og søstre, vi har denne morgen hørt nogle fine taler, og jeg roser alle, som har deltaget. Vi er især glade for at have ældste Robert D. Hales blandt os igen, og at han har det bedre. Vi elsker dig, Bob.

Da jeg tænkte over, hvad jeg gerne ville sige til jer denne morgen, følte jeg mig tilskyndet til at dele visse tanker og følelser med jer, som jeg anser for vigtige og betimelige. Jeg beder om vejledning i den forbindelse.

Jeg har levet i næsten 84 år nu. For lige at sætte det lidt i perspektiv blev jeg født samme år, som Charles Lindbergh fløj alene og nonstop mellem New York og Paris i et fly med en motor og et sæde. Meget har ændret sig i de 84 år, der er gået siden. Det er snart længe siden, at mennesket var på månen. Det er jo rent faktisk sådan, at det, der var science fiction i går, er realitet i dag. Og takket være vor tids teknologi ændrer de realiteter sig så hurtigt, at vi knap kan følge med – hvis vi overhovedet kan. For os, som husker telefoner med drejeskive og skrivemaskiner, er nutidens teknologi mere end blot forbløffende.

Noget andet, som udvikler sig med lynets hast, er det moralske kompas i samfundet. Adfærd, som engang blev anset for upassende og umoralsk, bliver nu ikke blot tålt, men betragtes af de fleste som acceptabel.

Jeg læste for nylig en artikel i Wall Street Journal af Jonathan Sacks, overrabbiner i Storbritannien. Han skrev blandt andet: »I stort set alle vestlige samfund var der i 1960’erne en moralsk revolution, hvor man helt opgav selvbeherskelsen som den traditionelle etik. ›All you need is love,‹ sang Beatles. Det jødisk-kristne moralske kodeks er blevet kastet over bord. I stedet indførte man mundheldet: ›Gør hvad der passer dig.‹ De ti bud blev omskrevet til de ti kreative forslag.«

Rabbi Sacks fortsætter og beklager sig:

»Vi har brugt vores moralske kapital med samme ubesindige løssluppenhed, som vi har brugt vores finansielle kapital …

Der er store dele af verden, hvor religion hører fortiden til, og der er intet til at tale imod tidsånden med køb det, brug det, bær det, pral med det, for du fortjener det. Budskabet er, at moral er passé, samvittighed for tøsedrenge og det mest fremherskende bud lyder: ›Du må ikke blive opdaget.‹«¹

Mine brødre og søstre, dette beskriver – desværre – meget af verden omkring os. Skal vi så sidde og vride hænder i fortvivlelse og spekulere på, hvordan vi dog skal overleve i denne verden? Nej, sandelig ikke, for vi har Jesu Kristi evangelium i vores liv, og vi ved, at moral ikke er passé, at vores samvittighed er til for at vejlede os, og at vi er ansvarlige for vore handlinger.

Selv om verden har ændret sig, er Guds love de samme. De har ikke ændret sig, og de vil ikke blive ændret. De ti bud er lige præcis bud. De er ikke forslag. De er akkurat lige så nødvendige i dag, som de var, da Gud gav dem til israelitterne. Hvis vi blot vil lytte, kan vi høre ekkoet af Guds stemme, som taler til os her og nu:

»Du må ikke have andre guder end mig.

Du må ikke lave dig noget gudebillede …

Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn …

Husk sabbatsdagen og hold den hellig.

Ær din far og din mor …

Du må ikke begå drab.

Du må ikke bryde et ægteskab.

Du må ikke stjæle.

Du må ikke vidne falsk mod din næste.

Du må ikke begære.«²

Vores adfærdskodeks er definitivt, det er ikke til forhandling. Vi finder det ikke kun i de ti bud, men også i Bjergprædikenen, som Frelseren gav os, da han vandrede på jorden. Det går igennem hele hans lære. Det findes i nutidig åbenbaring.

Vor himmelske Fader er den samme i går, i dag og til evig tid. Profeten Mormon fortæller os, at Gud »er uforanderlig fra al evighed til al evighed.«³ I denne verden, hvor næsten alt synes foranderligt, er hans uforanderlighed noget, vi kan regne med, et anker vi kan holde fast i og frelses ved, så vi ikke skylles bort i ukendte vande.

Til tider kan I måske synes, at dem i verden har det meget sjovere, end I har. Nogle af jer føler jer måske begrænsede af det adfærdskodeks, vi overholder i Kirken. Mine brødre og søstre, siger jeg jer, at der er intet, som kan bringe os større glæde i livet eller fred i sjælen end den Ånd, som kan komme til os, når vi følger Frelseren og holder budene. Den Ånd kan ikke være til stede ved den slags aktiviteter, mange i verden deltager i. Som apostlen Paulus så sandt sagde: »Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok.«⁴ Udtrykket sjæleligt menneske kan gælde enhver af os, hvis vi tillader det.

Vi må være årvågne i en verden, som har bevæget sig så langt væk fra det åndelige. Det er afgørende, at vi afviser alt, som ikke stemmer overens med vore standarder. Vi skal nægte at give op omkring det, vi ønsker allermest: Evigt liv i Guds rige. Vindene vil rase omkring vore døre fra tid til anden, for de er en uundgåelig del af livet her på jorden. Vi vil dog være langt bedre rustet til at håndtere dem, lære af dem og overvinde dem, hvis vi har evangeliet og kærlighed til Frelseren i vores hjerte. Profeten Esajas sagde: »Retfærdighed skaber fred, retfærdighed bringer ro og tryghed til evig tid.«⁵

Som et middel til at kunne være i verden, men ikke af verden er det nødvendigt, at vi kommunikerer med vor himmelske Fader i bøn. Det ønsker han, at vi gør. Han vil besvare vore bønner. Frelseren formanede os, som det står i 3 Nefi 18, til »altid [at] våge og bede, for at I ikke skal falde i fristelse, for Satan ønsker at få jer …

Derfor skal I altid bede til Faderen i mit navn;

og hvad I end beder Faderen om i mit navn, som er ret, i tro på, at I skal få det, se, det skal gives jer.«⁶

Jeg fik mit vidnesbyrd gennem bønnens kraft, da jeg var ca. 12 år gammel. Jeg havde arbejdet hårdt for at tjene nogle penge, og det var lykkedes mig at spare 5 dollars op. Det var under den store depression, hvor fem dollars var en stor sum penge, især for en dreng på 12 år. Jeg gav alle mine mønter, som udgjorde fem dollars til min far, som til gengæld gav mig en 5 dollar-seddel. Jeg ved, at jeg havde planlagt at købe noget særligt for de fem dollars, men her så mange år senere kan jeg ikke huske, hvad det var. Jeg husker bare, hvor vigtige pengene var for mig.

På den tid havde vi ikke selv en vaskemaskine, så hver uge sendte min mor vasketøjet på vaskeri. Efter et par dage fik vi en stor stak vådt vasketøj tilbage, og min mor hængte det til tørre på en tørresnor omme bagi.

Jeg havde stukket 5 dollar-sedlen i lommen på mine jeans. Som I sikkert kan gætte, så blev mine jeans sendt på vaskeriet med pengene i lommen. Da jeg indså, hvad der var sket, blev jeg syg af bekymring. Jeg vidste, at man rutinemæssigt tømte lommerne, inden tøjet blev vasket. Hvis mine penge ikke blev fundet i den proces, vidste jeg, at de næsten med sikkerhed ville blive løsrevet i vasken, og en hvilken som helst vaskerimedarbejder kunne hævde, at det var hans, fordi man ikke anede, hvem pengene tilhørte, og derfor ikke kunne levere dem tilbage, selv om man gerne ville. Chancen for at få mine penge tilbage var ekstrem lille – en kendsgerning, min kære mor bekræftede, da jeg fortalte hende, at jeg havde glemt mine penge i lommen.

Jeg ville så gerne have de penge, jeg havde brug for dem, og jeg havde arbejdet så hårdt for at tjene dem. Jeg indså, at der kun var en ting, jeg kunne gøre. I min nød henvendte jeg mig til vor himmelske Fader og tryglede ham om, at mine penge på en eller anden måde måtte blive i lommen, indtil vi fik tøjet hjem igen.

To lange dage senere sad jeg og ventede ved vinduet på det tidspunkt, hvor jeg vidste, at buddet ville komme med vores vasketøj. Da vognen kom op ad vores indkørsel, hamrede mit hjerte. Så snart tøjet var i huset, greb jeg mine jeans og løb op på mit værelse. Mine hænder rystede, da jeg rakte ned i lommen. Da jeg ikke straks fandt noget, tænkte jeg, at alt var tabt. Så mærkede mine fingre en våd 5 dollar-seddel. Da jeg trak den frem af lommen, skyllede lettelsen ind over mig. Jeg takkede Gud i bøn af hele mit hjerte, for jeg vidste, at han havde besvaret min bøn.

Siden den dag for længe siden har jeg modtaget utallige svar på mine bønner. Der er ikke gået en dag, hvor jeg ikke har talt med vor himmelske Fader gennem bøn. Det er et forhold, jeg sætter meget højt – som jeg bogstaveligt talt ville være fortabt uden. Hvis I ikke har sådant et forhold med vor himmelske Fader nu – vil jeg på det kraftigste opfordre jer til at arbejde hen mod det. Når I gør det, vil I være berettigede til hans inspiration og vejledning – som er en nødvendighed for os alle, hvis vi skal overleve åndeligt under vores rejse her på jorden. En sådan inspiration og vejledning vil tilflyde os frit, hvis vi blot søger den. Og hvilke skatte er de ikke!

Jeg bliver altid ydmyg og taknemlig, når min himmelske Fader kommunikerer med mig gennem inspiration. Jeg har lært at genkende den, stole på den og følge den. Mangen gang har jeg været modtager af sådan inspiration. En ret dramatisk oplevelse fandt sted i august 1987 under indvielsen af templet i Frankfurt i Tyskland. Præsident Ezra Taft Benson havde været sammen med os den første dag eller to i forbindelse med indvielsen, men var taget hjem, så jeg fik mulighed for at lede de resterende møder.

Om lørdagen havde vi et møde for vore hollandske medlemmer, som hørte til i Frankfurts tempeldistrikt. Jeg kendte udmærket til en af vore dygtige ledere fra Holland, bror Peter Mourik. Lige inden mødet fik jeg en klar tilskyndelse til, at bror Mourik skulle kaldes til at tale til sine trosfæller fra Holland under mødet, og at han oven i købet skulle være den første taler. Jeg havde ikke set ham i templet den morgen, så jeg sendte besked til ældste Carlos E. Asay, vores områdepræsident, og spurgte, om Peter Mourik var til stede. Lige inden jeg skulle rejse mig for at indlede mødet, fik jeg besked tilbage fra ældste Asay om, at bror Mourik faktisk ikke var til stede, han var optaget andetsteds, og han planlagde at deltage i indvielsesmødet næste dag med stavene for medlemmer i militæret.

Da jeg stod på talerstolen for at byde folk velkommen og redegøre for programmet, modtog jeg igen umiskendelig inspiration til at kalde på Peter Mourik som den første taler. Det stred imod alle mine instinkter, for jeg havde jo lige fået besked fra ældste Asay om, at bror Mourik helt sikkert ikke var i templet. Men jeg stolede på inspirationen og præsenterede koret, bønnen og sagde så, at vores første taler ville være bror Peter Mourik.

Da jeg satte mig ned igen, kastede jeg et blik på ældste Asay, og jeg så bestyrtelsen i hans ansigt. Han fortalte mig senere, at han ikke havde troet sine egne ører, da han hørte mig bekendtgøre bror Mourik som den første taler. Han sagde, at han vidste, at jeg havde fået beskeden, og at jeg havde læst den, og han kunne ikke begribe, at jeg annoncerede bror Mourik som taler, når jeg vidste, at han ikke var noget sted i templet.

Mens alt dette fandt sted, var Peter Mourik til et møde på områdekontoret i Porthstrasse. Midt under mødet vender han sig pludselig mod ældste Thomas A. Hawkes jun., som dengang var regionalrepræsentant og spurgte: »Hvor hurtigt kan du køre mig til templet?«

Ældste Hawkes, som var kendt for at køre ret hurtigt i sin lille sportsvogn, svarede: »Jeg kan køre dig derhen på 10 minutter! Men hvorfor er du nødt til at tage til templet?«

Bror Mourik indrømmede, at han ikke vidste, hvorfor han var nødt til at tage i templet, han vidste bare, at han skulle. De to tog straks af sted til templet.

Under korets smukke fremførelse kiggede jeg mig rundt og tænkte, at jeg i det øjeblik ville få øje på Peter Mourik. Det gjorde jeg ikke. Men mærkeligt nok var jeg ikke urolig. Jeg havde en rar og umiskendelig følelse af, at alt ville ordne sig.

Bror Mourik trådte ind ad templets hoveddør, netop som indledningsbønnen blev afsluttet, og vidste stadig ikke, hvorfor han var der. Da han skyndte sig gennem korridoren, så han mit ansigt på skærmen og hørte mig sige: »Vi vil nu høre fra bror Peter Mourik.«

Til ældste Asays forbavselse trådte Peter Mourik straks ind i rummet og gik op til talerstolen.

Efter mødet talte bror Mourik og jeg om, hvad der var sket forud for hans tale. Jeg har tænkt over den inspiration, som kom ikke blot til mig den dag, men også til bror Peter Mourik. Denne bemærkelsesværdige oplevelse har været et unægtelig vidnesbyrd for mig om vigtigheden af at være værdig til at modtage sådan inspiration og så stole på den – og følge den – når den kommer. Jeg ved uden tvivl, at Herren ønskede, at de, som var til stede ved det indvielsesmøde af templet i Frankfurt, skulle høre hans tjener Peter Mouriks stærke og bevægende vidnesbyrd.

Mine elskede brødre og søstre, kommunikation med vor himmelske Fader – deriblandt vore bønner til ham og hans inspiration til os – er nødvendig for, at vi kan modstå livets storme og prøvelser. Herren indbyder os: »Kom nær til mig, så vil jeg komme nær til jer; søg mig flittigt, så skal I finde mig.«⁷ Når vi gør det, vil vi føle Ånden i vores liv, som giver os ønsket om og modet til at stå stærke og faste i retskaffenhed – at »stå … på hellige steder og [ikke] lad[e os] … flytte.«⁸

Når forandringens vinde hvirvler omkring os, og samfundets moralske fibre fortsat opløses lige for øjnene af os, kan vi huske på Herrens dyrebare løfter til dem, som sætter deres lid til ham: »Frygt ikke, for jeg er med dig, fortvivl ikke, for jeg er din Gud. Jeg styrker dig og hjælper dig, min sejrrige hånd holder dig fast.«⁹

Sikke et løfte! Må sådanne velsignelser blive os til del, det beder jeg inderligt om i vor Herres og Frelsers, Jesu Kristi hellige navn. Amen.