Omvendelsens guddommelige gave

Mormons Bog indeholder beretningen om en mand ved navn Nehor. Det er let at forstå, hvorfor Mormon, da han skulle forkorte tusind år af den nefitiske historie, mente, at det var vigtigt at inddrage noget om denne mand og den varige påvirkning af hans lære. Mormon søgte at advare os, velvidende at denne filosofi ville dukke op igen i vore dage.

Nehor trådte frem på scenen omkring 90 år før Kristi fødsel. Han belærte om, »at hele menneskeslægten ville blive frelst på den yderste dag … for Herren havde skabt alle mennesker og havde også forløst alle mennesker; og til sidst ville alle mennesker få evigt liv« (Alma 1:4).

Omkring 15 år senere kom Korihor frem blandt nefitterne og prædikede og uddybede Nehors lære. Mormons Bog fortæller, at »han var en antikrist, for han begyndte at prædike for folket imod … profetier[ne] … angående Kristi komme« (Alma 30:6). Korihors forkyndelse gik ud på, »at der ikke kunne foretages nogen soning af menneskenes synder, men at det i dette liv gik enhver i forhold til skabningens adfærd, derfor havde enhver fremgang i forhold til sine naturlige talenter, og at enhver tilegnede sig i forhold til sin styrke, og hvad end et menneske gjorde, var det ingen forbrydelse« (Alma 30:17). Disse falske profeter og deres tilhængere »troede ikke på omvendelse fra deres synder« (Alma 15:15).

Som i Nehors og Korihors dage lever vi i en tid ikke langt fra Jesu Kristi komme – i vores tilfælde forberedelsestiden for hans andet komme. Og på lignende vis er budskabet om omvendelse ofte ikke velkomment. Nogle påstår, at hvis der er en Gud, kræver han ikke noget særligt af os (se Alma 18:5). Andre hævder, at en kærlig Gud tilgiver alle synder på grundlag af ren og skær bekendelse, eller hvis der virkelig er en straf for synd, »vil Gud slå os med nogle få slag, og til sidst skal vi blive frelst i Guds rige« (2 Ne 28:8). Andre fornægter ligesom Korihor selve Kristi eksistens eller at der findes en ting som synd. Deres lære er, at værdier, standarder og selv sandhed alle er relative. Således kan intet af andre bedømmes som værende syndigt eller forkert, hvis en person mener, at det er rigtigt for ham eller hende.

På overfladen forekommer sådanne filosofier tiltalende, fordi de giver os frit spil til at hengive os til lyster eller ønsker uden tanke for følgerne. Ved at anvende Nehors og Korihors lære kan vi rationalisere og retfærdiggøre alt. Når profeter kommer og råber omvendelse, er det som at få »smidt koldt vand i hovedet«. Men i virkeligheden burde det profetiske kald modtages med glæde. Uden omvendelse findes der ikke ægte fremskridt eller forbedring i tilværelsen. At foregive at der ingen synd er, mindsker ikke byrden eller smerten ved den. Lidelse på grund af synd ændrer i sig selv ikke noget til det bedre. Kun omvendelse fører til det solbeskinnede højland, som et bedre liv er. Og det er selvfølgelig kun gennem omvendelse, at vi opnår adgang til Jesu Kristi forsonende nåde og frelse. Omvendelse er en guddommelig gave, og vi bør have et smil på læberne, når vi taler om den. Den viser os fremad mod frihed, selvtillid og fred. Omvendelsens gave spolerer ikke festen, den er snarere den virkelige årsag til at feste.

Omvendelse er udelukkende en mulighed takket være Jesu Kristi forsoning. Det er hans uendelige offer, der »tilvejebringer en måde for menneskene, hvorpå de kan have tro til omvendelse« (Alma 34:15). Omvendelse er den nødvendige betingelse, og Kristi nåde er den kraft, hvorved »barmhjertigheden [kan] tilfredsstille retfærdighedens krav« (Alma 34:16). Dette er vores vidnesbyrd:

»Vi ved, at retfærdiggørelse [eller tilgivelse af synder] ved vor Herre og Frelsers Jesu Kristi nåde er retfærdig og sand;

og vi ved også, at helliggørelse [eller renselse for syndens virkninger] ved vor Herre og frelsers Jesu Kristi nåde er retfærdig og sand for alle dem, der elsker og tjener Gud af al deres kraft, sind og styrke« (L&P 20:30-31).

Omvendelse er et omfattende emne, og i dag vil jeg gerne nævne bare fem aspekter ved dette grundlæggende princip i evangeliet, som jeg håber kan være nyttige.

For det første er opfordringen til omvendelse et udtryk for kærlighed. Da Frelseren »begyndte … at prædike: ›Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!« (Matt 4:17), var det et budskab om kærlighed, der opfordrede alle, der ville, til at gøre sig fortjente til at slutte sit til ham »og nyde det evige livs ord i denne verden, og evigt liv i den tilkommende verden« (Moses 6:59). Hvis vi ikke opfordrer andre til at ændre sig, eller hvis vi ikke kræver omvendelse af os selv, svigter vi en fundamental nødvendighed, som vi skylder hinanden og os selv. En eftergivende forælder, en overbærende ven eller en frygtsom kirkeleder bekymrer sig i virkeligheden mere om sig selv end for velfærden og lykken hos dem, de kunne hjælpe. Ja, kaldet til omvendelse bliver til tider betragtet som utåleligt eller fornærmende og kan endda blive taget ilde op, men det er i virkeligheden en handling, der viser ægte omsorg (se L&P 121:43-44).

For det andet betyder omvendelse at kæmpe for at ændre sig. Det ville være at håne Frelserens lidelser på vegne af os i Getsemane have og på korset at forvente, at han skulle forvandle os til engle uden nogen virkelig indsats fra vores side. Derimod søger vi hans nåde for at fuldende og belønne vores allerflittigste indsats (se 2 Ne 25:23). Måske bør vi bede lige så meget om tid til og mulighed for at arbejde, kæmpe og overvinde, som vi beder om barmhjertighed. Visselig tilsmiler Herren den, der ønsker at komme værdigt til dommen, som resolut anstrenger sig dag og nat for at erstatte svaghed med styrke. Virkelig omvendelse, en virkelig forandring kan kræve gentagne forsøg, men der er noget forædlende og helligt ved en sådan stræben. Guddommelig tilgivelse og helbredelse flyder ganske naturligt til en sådan sjæl, for »dyd elsker dyd; lys holder sig til lys; barmhjertighed har medfølelse med barmhjertighed og gør krav på sine egne« (L&P 88:40).

Med omvendelse kan vi til stadighed forbedre vores evne til at efterleve den celestiale lov, for vi erkender, at »den, der ikke er i stand til at efterleve et celestialt riges lov, kan ikke udholde en celestial herlighed« (L&P 88:22).

For det tredje betyder omvendelse ikke kun at ophøre med synd, men også at forpligte sig til lydighed. Bible Dictionary fastslår: »Omvendelse får betydningen at vende sit hjerte og sin vilje til Gud, [såvel som] en forsagelse af synd, som vi har en naturlig tilbøjelighed til.«¹ Et af adskillige eksempler i Mormons Bog på denne lærdom findes i Almas ord til en af sine sønner:

»Derfor, min søn, befaler jeg dig med frygt for Gud, at du afholder dig fra dine misgerninger,

at du vender dig til Herren af hele din kraft, dit sind og din styrke« (Alma 39:12-13; se også Mosi 7:33; 3 Ne 20:26; Morm 9:6).

For at vores omvendelse til Herren skal være fuldstændig, må den indeholde intet mindre end en pagt om lydighed over for ham. Vi taler ofte om denne pagt som dåbspagten, eftersom den kommer til udtryk ved at man bliver døbt i vand (se Mosi 18:10). Frelserens egen dåb, som viste eksemplet, bekræftede hans pagt om at være lydig over for Faderen. »Men uagtet han var hellig, viser han menneskenes børn, at han hvad kødet angår ydmyger sig for Faderen og bevidner for Faderen, at han ville være lydig mod ham ved at holde hans befalinger« (2 Ne 31:7). Uden denne pagt bliver omvendelse ufuldstændig og tilgivelse for synder uopnåelig.² Med professor Noel Reynolds’ mindeværdige formulering: »Valget om at omvende sig er et valg, der brænder broer i alle retninger, når man har besluttet sig for altid kun at følge en vej, den ene vej, der fører til evigt liv.«³

For det fjerde kræver omvendelse en oprigtig hensigt og en villighed til at holde ud, selv gennem smerte. Forsøg på at lave en liste over bestemte trin for omvendelse kan være nyttig for nogle, men den kan også føre til en mekanisk afkrydsningsmetode uden ægte følelser eller forandring. Sand omvendelse er ikke overfladisk. Herren kommer med to hovedkrav: »Heraf kan I vide, om et menneske omvender sig fra sine synder: Se, han vil bekende dem og aflægge dem« (L&P 58:43).

Bekendelse og aflæggelse er stærke begreber. De er meget mere end et tilfældigt: »Jeg indrømmer det, det er jeg ked af.« Bekendelse er en dyb, sommetider smertende anerkendelse af fejl og fornærmelse af Gud og mennesker. Sorg, fortrydelse og bitre tårer følger ofte ens bekendelse, især når vedkommendes handlinger har forårsaget smerte hos en anden, eller værre, har fået en anden til at begå synd. Det er denne dybe kval, dette syn på tingene som de virkelig er, der fører til, at man ligesom Alma råber: »O Jesus, du Guds Søn, hav barmhjertighed med mig, som er i bitterheds galde og er omsluttet af dødens evigtvarende lænker« (Alma 36:18).

Med tro på den barmhjertige Forløser og hans magt vendes fortvivlelse til håb. Selve ens hjerte og ønsker ændres, og den engang så tiltrækkende synd bliver stadigt mere afskyvækkende. En beslutning om at opgive og aflægge synd og at rette op på den skade, vedkommende har forårsaget, så godt man overhovedet kan, former sig nu i dette nye hjerte. Denne beslutning modnes til en pagt om lydighed mod Gud. Med den pagt på plads overfører Helligånden, sendebuddet for guddommelig nåde, lettelse og tilgivelse. Man bevæges til igen at udtrykke sammen med Alma: »Og åh, hvilken glæde og hvilket forunderligt lys s[er] jeg ikke, ja, min sjæl bl[iver] fyldt af glæde, lige så overordentlig stor som min smerte [var]!« (Alma 36:20).

Enhver smerte, der følger med omvendelse, er altid langt mindre end den lidelse, der kræves for at tilfredsstille retfærdigheden for uafklaret overtrædelse. Frelseren talte kun lidt om, hvad han udholdt for at tilfredsstille retfærdighedens krav og sone for vore synder, men han kom med denne afslørende udtalelse:

»For se, jeg, Gud, har lidt dette for alle, for at de ikke skal lide, hvis de vil omvende sig;

men hvis de ikke vil omvende sig, må de lide, ligesom jeg;

hvilken lidelse fik mig, selv Gud, den største af alle, til at skælve af smerte og til at bløde fra hver pore og til at lide på både legeme og ånd – og jeg ønskede, at jeg ikke skulle drikke det bitre bæger« (L&P 19:16-18).

For det femte opsluges en hvilken som helst omkostning ved omvendelse af tilgivelsens glæde. I en generalkonferencetale med overskriften »Tilgivelsens herlige morgen« kom præsident Boyd K. Packer med denne analogi:

»I april 1847 anførte Brigham Young det første kompagni af pionerer fra Winter Quarters. Samtidig, knap 2600 kilometer længere vestpå, vaklede de ynkværdige overlevende fra Donner-vogntoget ned ad Sierra Nevada-bjergenes skråninger ind i Sacramento-dalen.

De havde tilbragt en grusom vinter fanget i snedriverne nær bjergtinden. At nogen overhovedet overlevede de mange dage, uger og måneder med sult og ubeskrivelige lidelser er ganske utroligt.

Blandt dem var den 15-årige John Breen. Den 24. april om aftenen vandrede han ind på Johnsons ranch. Flere år senere skrev John:

›Det var længe efter mørkets frembrud, at vi nåede frem til Johnsons gård, så jeg så den først rigtigt om morgenen. Vejret var godt, jorden var dækket af grønt græs, fuglene sang i trætoppene og rejsen var forbi. Jeg kunne knap fatte, at jeg var i live.

Det syn, jeg så den morgen, synes prentet ind i mit sind. Jeg har glemt det meste af det, der skete, men lejren ved Johnsons gård står altid klart for mig.‹«

Præsident Packer fortsatte: »Til at begynde med var jeg forbløffet over hans udtalelse om, at han ›havde glemt det meste af det, der skete‹. Hvordan kunne man glemme de lange måneders utrolige lidelser og sorg? Hvordan kunne den grusomme, mørke vinter fortrænges af én herlig morgen?

Da jeg tænkte lidt nærmere over det, var det slet ikke så underligt. Jeg har set noget lignende ske for mennesker, jeg har kendt. Jeg har set folk, som har tilbragt en lang vinter med skyldfølelse og åndelig sult, træde ud i tilgivelsens morgen. Da morgenen kom, erfarede de dette:

›Se, den, der har omvendt sig fra sine synder, ham er de tilgivet, og jeg, Herren, husker ikke mere på dem‹ (L&P 58:42).«⁴

Jeg anerkender og vidner taknemligt om, at vor Herres ufattelige lidelse, død og opstandelse »tilvejebringer betingelsen for omvendelse« (Hel 14:18). Omvendelsens guddommelige gave er nøglen til glæde nu og i livet herefter. Med Frelserens ord og i dyb ydmyghed og kærlighed opfordrer jeg alle: »Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!« (Matt 4:17). Jeg ved, at når I tager imod denne opfordring, vil I finde glæde både nu og for evigt. I Jesu Kristi navn. Amen.