Jeres livs chance

En milepæl i en missionærs liv er hans eller hendes afsluttende interview eller »afrejseinterview« med missionspræsidenten. Midt i interviewet opstår der en samtale om, hvad der ser ud til at være et helt livs mindeværdige oplevelser og vigtige lektier, som de har opnået på blot 1½-2 år.

Mens mange af disse oplevelser og lektier kan forekomme almindelige for missionering, er hver mission enestående med udfordringer og muligheder, der stiller store krav til os og prøver os i henhold til vore særlige behov og personlighed.

Længe før vi forlod vores jordiske hjem for at tjene på en fuldtidsmission, forlod vi vore himmelske forældre for at udføre vores jordiske mission. Vi har en Fader i himlen, som kender os – vore stærke og svage sider, vore evner og potentiale. Han ved, hvilken missionspræsident og kammerater, hvilke medlemmer og undersøgere vi har brug for, så vi kan blive den missionær, ægtemand, far og præstedømmebærer, vi er i stand til at blive.

Profeter, seere og åbenbarere fordeler missionærer under Helligåndens ledelse og påvirkning. Inspirerede missionspræsidenter styrer forflyttelser hver sjette uge og lærer hurtigt, at Herren nøjagtigt ved, hvor han ønsker, at hver missionær tjener.

For få år siden tjente ældste Javier Misiego fra Madrid i Spanien på en fuldtidsmission i Arizona. På det tidspunkt forekom hans missionskaldelse til USA noget usædvanlig, eftersom de fleste unge mænd fra Spanien blev kaldet til at tjene i deres eget land.

Ved slutningen af et foredrag i staven, hvortil ældste Misiego og hans kammerat var blevet inviteret, henvendte et mindre aktivt medlem af Kirken, som en ven havde taget med, sig til ham. Det var første gang, denne mand i mange år havde været inden for i Kirken. Ældste Misiego blev spurgt, om han kendte til en José Misiego i Madrid. Da ældste Misiego svarede, at hans far hed José Misiego, stillede manden begejstret nogle få yderligere spørgsmål for at få bekræftet, om det var den José Misiego. Da det blev afklaret, at de talte om den samme mand, begyndte dette mindre aktive medlem at græde. »Din far var den eneste person, jeg døbte på hele min mission,« forklarede han og beskrev, hvordan hans mission efter hans egen mening havde været en fiasko. Han tilskrev sine år med inaktivitet med følelser af utilstrækkelighed og bekymring og mente, at han på en eller anden måde havde svigtet Herren.

Ældste Misiego beskrev derpå, hvad denne formodede missionærfiasko havde betydet for hans familie. Han fortalte ham, at hans far, der blev døbt som ung voksen, var blevet viet i templet, at ældste Misiego var det fjerde af seks børn, at alle tre drenge og en søster havde tjent på en fuldtidsmission, at alle var aktive i Kirken og at alle, der var blevet gift, var blevet beseglet i templet.

Den mindre aktive hjemvendte missionær begyndte at hulke. Ved hans indsats erfarede han nu, at snesevis af personer var blevet velsignet, og Herren havde sendt en ældste hele vejen fra Madrid i Spanien til et foredrag i Arizona for at lade ham vide, at han ikke havde været en fiasko. Herren ved, hvor han ønsker, at hver missionær skal tjene.

Uanset hvordan Herren vælger at velsigne os under en mission, er velsignelserne ved et missionskald ikke beregnet på at slutte, når vi bliver afløst af vores stavspræsident. Jeres mission er en træningslejr for livet. De oplevelser, lektier og vidnesbyrd, der opnås gennem trofast tjeneste, har til formål at sørge for et evangeliecentreret fundament, som varer hele livet igennem og ind i evighederne. Imidlertid er der betingelser, der skal imødekommes, for at velsignelserne kan fortsætte efter en mission. I Lære og Pagter læser vi: »For alle, der vil have en velsignelse ved min hånd, skal efterleve den lov, som er blevet fastsat som forudsætning for denne velsignelse, samt dens betingelser« (L&P 132:5). Dette princip lærer vi i beretningen om udvandringen.

Efter at have modtaget sit hverv fra Herren vendte Moses tilbage til Egypten for at føre israelitterne ud af trældom. Plage efter plage mislykkedes for at sikre deres frihed, hvilket førte til den 10. og sidste plage: »Samme nat vil jeg gå gennem Egypten, og jeg vil dræbe alle førstefødte i Egypten« (2 Mos 12:12).

Som beskyttelse mod »ødelæggeren« (v. 23) instruerede Herren sit folk om at ofre, et »lydefrit« lam (v. 5), og at tage blodet fra offerdyret. De skulle da »tage noget af blodet« og komme det omkring døren i hvert hus – »de to dørstolper og på overliggeren« (v. 7) – med dette løfte: »Når jeg ser blodet, går jeg forbi jer. Ingen ødelæggende plage skal ramme jer« (v. 13).

»Så gik israelitterne hen og gjorde sådan, som Herren havde befalet« (v. 28). De ofrede, tog blodet og kom det på deres hus. »Ved midnat dræbte Herren alle førstefødte i Egypten« (v. 29). Moses og hans folk blev beskyttet i overensstemmelse med Herrens løfte.

Det blod, israelitterne brugte, et symbol på Frelserens kommende forsoning, var et produkt fra det dyr, de havde ofret. Ikke desto mindre ville offerdyret og blodet alene ikke have været tilstrækkeligt til at opnå den lovede velsignelse. Hvis ikke blodet kom på overliggeren, ville offeret have været forgæves.

Præsident Thomas S. Monson har sagt: »Missionering er vanskeligt. Det fordrer ens energi, det anstrenger ens evner, det kræver ens bedste indsats … Intet andet arbejde kræver mere tid eller større hengivenhed eller så stort offer og inderlig bøn« (»For at alle må høre«, Stjernen, juli 1995, s. 49).

Som følge af dette offer vender vi tilbage fra vores mission med vore egne gaver: Troens gave. Vidnesbyrdets gave. Gaven at forstå Helligåndens rolle. Gaven ved dagligt skriftstudium. Gaven ved at have tjent vor Frelser. Gaver, der er omhyggeligt indpakket i form af slidte skrifter, lasede hæfter af Forkynd mit evangelium, missionærdagbøger og taknemlige hjerter. Men ligesom for israelitterne kræver fortsatte velsignelser i forbindelse med missionering, at man fortsat anvender dem, også efter offeret.

For nogle få år siden, mens søster Waddell og jeg præsiderede over Barcelona-missionen i Spanien, ville jeg give en sidste opgave til hver missionær under deres afsluttende interview. Når de kom hjem, blev de bedt om straks at tage sig tid til at overveje de lektier og gaver, de havde modtaget af en gavmild Fader i himlen. De blev bedt om bønsomt at skrive ned og overveje, hvordan de bedst kunne anvende disse lektier i deres liv efter missionen – lektier, der vil påvirke hvert område af deres tilværelse: uddannelse og karrierevalg, ægteskab og børn, fremtidig tjeneste i Kirken, og allervigtigst, hvem de fortsat vil være og deres stadige udvikling som Jesu Kristi disciple.

Der findes ingen hjemvendt missionær, for hvem det er for sent at overveje de lektier, de har lært gennem trofast tjeneste, og ved at anvende dem flittigere. Når vi gør det, mærker vi bedre Åndens indflydelse i vores tilværelse, vores familie styrkes, og vi kommer tættere på vor Frelser og Fader i himlen. Ved en tidligere generalkonference kom ældste L. Tom Perry med denne opfordring: »Jeg opfordrer jer hjemvendte missionærer til at genindvie jer selv for at blive fyldt med ønsket om at missionere og få missioneringens ånd. Jeg opfordrer jer til at se ud, være og handle som vor himmelske Faders tjenere … Jeg lover jer, at der venter jer store velsignelser, hvis I fortsætter med den iver, som I engang havde som fuldtidsmissionærer« (»Den hjemvendte missionær«, Liahona, jan. 2002, s. 88).

Nu til de unge mænd, der stadig mangler at tjene på en fuldtidsmission, udtrykker jeg præsident Monsons råd fra oktober sidste år: »Jeg gentager, hvad profeter længe har sagt – at enhver værdig, egnet ung mand bør forberede sig på at tage på en mission. Missionering er en præstedømmepligt – en forpligtelse, som Herren forventer af os, der er blevet skænket rigtig meget« (»Nu, hvor vi atter mødes«, Liahona, nov. 2010, s. 5-6).

Ligesom med tidligere og nuværende missionærer kender Herren jer og har en missionsoplevelse parat til jer. Han kender jeres missionspræsident og hans vidunderlige hustru, som vil elske jer som deres egne børn, og som vil søge inspiration og vejledning til gavn for jer. Han kender hver af jeres kammerater og ved, hvad I skal lære af dem. Han kender hvert område, hvor I skal virke, de medlemmer, I skal møde, de mennesker, I skal undervise og de personer, hvis tilværelse I vil påvirke for evigt.

Gennem jeres hengivne tjeneste og villige offer bliver jeres mission hellig grund for jer. I bliver vidne til omvendelsens mirakel, når Ånden arbejder gennem jer for at røre hjertet hos dem, I underviser.

Mens I forbereder jer på at tjene, er der meget at gøre. At blive en effektiv tjener for Herren kræver mere end at blive indsat, få et navneskilt på eller komme på missionærskole. Det er en proces, der begynder længe før, I bliver omtalt som »Ældste«.

Ankom til jeres mission med jeres eget vidnesbyrd om Mormons Bog, som I opnår gennem studium og bøn. »Mormons Bog udgør et stærkt bevis på Kristi guddommelighed. Den er også et bevis på genoprettelsen ved profeten Joseph Smith … Som missionær må I først og fremmest have et vidnesbyrd om, at Mormons Bog er sand … Dette vidnesbyrd fra Helligånden bliver jeres undervisnings hovedfokus (se Forkynd mit evangelium: Vejledning til missionering, 2005, s. 103, 108).

Ankom til jeres mission værdig til at have Helligåndens følgeskab.Med præsident Ezra Taft Bensons ord: »Ånden er det vigtigste element i dette arbejde. Når Ånden højner dit kald, kan du udføre mirakler for Herren i missionsmarken. Uden Ånden vil du aldrig få succes, uanset dit talent og dine evner« (i Forkynd mit evangelium, s. 176).

Ankom til jeres mission rede til arbejdet.»Din succes som missionær ses hovedsagelig ved din forpligtelse til at finde, undervise, døbe og bekræfte.« Det forventes, at I »arbejder effektivt hver dag, gør [jeres] … bedste for at bringe sjæle til Kristus« (Forkynd mit evangelium, s. 10, 11).

Jeg gentager ældste M. Russell Ballards opfordring, som blev givet til en tidligere gruppe unge mænd, der forberedte sig til at tjene: »Vi kommer til jer, mine unge brødre i Det Aronske Præstedømme. Vi har brug for jer. Ligesom Helamans 2000 unge krigere er I også Guds åndelige sønner, og I kan også blive fyldt med kraft til at opbygge og forsvare hans rige. Vi har brug for, at I værdigt indgår pagter, akkurat som de gjorde. Vi har brug for, at I samvittighedsfuldt er lydige og trofaste, ligesom de var« (»Den bedste generation af missionærer«, Liahona, nov. 2002, s. 47).

Når I tager imod denne opfordring, vil I lære en stor lektie, ligesom ældste Misiego gjorde det, såvel som alle, der trofast har tjent, er vendt hjem og har anvendt det. I vil finde ud af, at vores profets, præsident Thomas S. Monsons, ord er sande: »Det er jeres livs chance at tjene som missionær. Evighedens velsignelser venter jer. Det er jeres privilegium ikke at være tilskuere, men deltagere på præstedømmetjenestens scene« (Stjernen, juli 1995, s. 48). Jeg vidner om, at dette er sandt, i Jesu Kristi navn. Amen.