Skrifternes styrke

Vi, der kommer op på denne talerstol i løbet af konferencen, føler kraften fra jeres bønner. Vi behøver dem, og vi takker jer for dem.

Vor Fader i himlen forstod, at vi måtte møde vanskelige udfordringer, hvis vi skulle opnå den ønskede udvikling i vores prøvestand her på jorden. Nogle af disse ville være næsten overvældende. Han gav os redskaber til at hjælpe os med at klare vores jordiske prøvestand. Et af disse redskabssæt er skrifterne.

Vor himmelske Fader har i enhver tidsalder inspireret udvalgte mænd og kvinder til – gennem Helligåndens vejledning – at finde løsninger på livets mest indviklede problemer. Han har inspireret disse bemyndigede tjenere til at nedskrive disse løsninger som en slags håndbog til de af hans børn, som har tro på hans plan for lykke og på hans elskede Søn, Jesus Kristus. Vi har let adgang til denne vejledning gennem den skat, som vi kalder standardværker – dvs. Det Gamle og Det Nye Testamente, Mormons Bog, Lære og Pagter samt Den Kostelige Perle.

Fordi skrifterne er et produkt af inspireret kommunikation gennem Helligånden, er de den rene sandhed. Vi behøver ikke spekulere på gyldigheden af begreber, der står i standardværkerne, for Helligånden har været det redskab, som har motiveret og inspireret de personer, der har nedskrevet skrifterne.

Skrifterne er som pakker med lys, der oplyser vores sind og åbner plads for vejledning og inspiration fra det høje. De kan blive nøglen, der åbner for kanalen til samtale med vor Fader i Himlen og hans elskede Søn, Jesus Kristus.

Skrifterne giver den nødvendige myndighed til vore udtalelser, når de citeres korrekt. De kan blive stålsatte venner, der ikke er begrænset af geografi eller kalender. De er altid til rådighed, når der er brug for dem. Deres anvendelse skaber en grundvold af sandhed, som kan vækkes af Helligånden. At lære om, grunde over, ransage og lære skrifterne udenad svarer til at fylde et arkivskab med venner, værdier og sandheder, der kan kaldes frem når som helst og hvor som helst i verden.

Der kan ligge stor styrke i at lære skriftsteder udenad. At lære et skriftsted udenad er som at danne et nyt venskab. Det er som at finde en ny person, der kan hjælpe, når det kniber, komme med inspiration og trøst samt være en kilde til motivation i forbindelse med nødvendige forandringer. Det har fx for mig været en kilde til styrke og forståelse af lære denne salme udenad:

»Jorden med alt, hvad den rummer, verden og dens beboere, tilhører Herren,

for han har grundlagt den på havene, grundfæstet den på strømmene.

Hvem kan drage op til Herrens bjerg, hvem kan stå på hans hellige sted?

Den som har skyldfrie hænder og et rent hjerte, den som ikke farer med løgn og ikke sværger falsk.

Han henter velsignelse hos Herren og retfærdighed hos sin frelses Gud« (Sl 24:1-5).

Når man grunder over et skriftsted som det, får man rigtig god vejledning i livet. Skrifterne kan udgøre et støttende grundlag. De kan tilbyde en utrolig stor ressource af villige venner, der kan hjælpe os. Et skriftsted, man har lært udenad, bliver en rigtig ven, som ikke glider bort, som tiden går.

Når man grunder over nogle vers i skriften, kan det være en nøgle, der åbner op for åbenbaring samt vejledning og inspiration fra Helligånden. Skrifterne kan berolige en urolig sjæl, give fred, håb og ny tro på vores evne til at overvinde livets udfordringer. De har stærkt virkende kraft til at helbrede følelsesmæssige udfordringer, når der er tro på Frelseren. De kan fremskynde fysisk helbredelse.

Skrifterne kan kommunikere forskellige meninger på forskellige tidspunkter i vores liv i henhold til vore behov. Et skriftsted, som vi måske har læst mange gange, kan få en lidt anderledes betydning, der er forfriskende og indsigtsfuld, når vi står over for en ny udfordring i livet.

Hvordan bruger du personligt skrifterne? Markerer du dit eksemplar? Skriver du noter i margenen for at huske et øjeblik med åndelig vejledning eller en oplevelse, der har lært dig en væsentlig lektie? Bruger du alle standardværkerne, også Det Gamle Testamente? Jeg har fundet dyrebare sandheder på Det Gamle Testamentes sider, som er nøgleingredienser i den platform af sandhed, der vejleder mit liv og er en ressource, når jeg forsøger at fortælle et evangelisk budskab til andre. Derfor elsker jeg Det Gamle Testamente. Jeg finder kostbare juveler af sandhed spredt overalt på dets sider. For eksempel:

»Da sagde Samuel: ›Vil Herren hellere have brændofre og slagtofre end lydighed mod Herren? Nej, at adlyde er bedre end offer, at lytte er bedre end vædderes fedt« (1 Sam 15:22).

»Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt.

Hav ham i tankerne på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.

Vær ikke vis i egne øjne! Frygt Herren, og hold dig fra det onde …

Min søn, foragt ikke Herrens opdragelse, afsky ikke hans retledning;

for Herren irettesætter den, han elsker, som en far den søn, han holder af.

Lykkeligt det menneske, der har vundet visdom, det menneske, der opnår forstandighed« (Ordsp 3:5-7; 11-13).

Det Nye Testamente er også en kilde til vældige sandheder:

»Han sagde til ham: ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹

Det er det største og det første bud.

Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹

På de to bud hviler hele loven og profeterne« (Matt 22:37-40).

Og Herren sagde: »Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede;

men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.‹

Simon Peter sagde til ham: ›Herre, sammen med dig går jeg gerne både i fængsel og i døden.‹

Men han svarede ham: ›Jeg siger dig, Peter, hanen når ikke at gale i nat, før du tre gange har nægtet, at du kender mig‹ …

En tjenestepige så ham sidde ved ilden, kiggede nøje på ham og sagde: ›Han dér var også sammen med ham.‹

Men han nægtede det og sagde: ›Jeg kender ham ikke, kvinde!‹

Lidt efter var der en anden, som så ham og sagde: ›Du er også en af dem.‹ Men Peter svarede: ›Vel er jeg ej, menneske!‹

En times tid senere var der en til, som forsikrede: ›Jo, sandelig var han også sammen med ham; han er jo også fra Galilæa.‹

Men Peter sagde: ›Menneske, jeg ved ikke, hvad du taler om!‹ I det samme han sagde det, galede hanen.

Herren vendte sig om og så på Peter, og Peter huskede det ord, Herren havde sagt til ham: ›Før hanen galer i nat, vil du fornægte mig tre gange.‹

Og han gik udenfor og græd bitterligt« (Luk 22:31-34, 56-62).

Hvor mit hjerte smertes ved tanken om det, der skete for Peter ved den lejlighed.

Dette skriftsted fra Lære og Pagter har velsignet mig meget: »Søg ikke at kundgøre mit ord, men søg først at få mit ord, og så skal din tunge blive løst; så skal du, hvis du ønsker det, få min Ånd og mit ord, ja, Guds kraft, så du kan overbevise menneskene« (L&P 11:21).

Efter min mening underviser Mormons Bog i sandheden med en helt enestående klarhed og kraft. For eksempel:

»Og se, jeg ønsker, at I skal være ydmyge og være underdanige og blide, beredvillige, fulde af tålmodighed og langmodighed, være mådeholdne i alt, være flittige til på alle tidspunkter at holde Guds befalinger, bede om hvad som helst som I står i behov for, både åndeligt og timeligt, og altid give Gud tak for, hvad I end modtager.

Og se til, at I har tro, håb og næstekærlighed, og da vil I altid være rige på gode gerninger« (Alma 7:23-24).

Og et andet:

»Og næstekærligheden er langmodig og er venlig og misunder ikke og er ikke opblæst, søger ikke sit eget, bliver ikke let ophidset, tænker ikke ondt og fryder sig ikke ved ugudelighed, men fryder sig ved sandheden, tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt.

Derfor, mine elskede brødre, dersom I ikke har kærlighed, er I intet; for næstekærligheden hører aldrig op. Hold derfor fast ved næstekærligheden, som er det største af alt, for alt skal høre op –

men næstekærligheden er Kristi rene kærlighed, og den varer ved for evigt; og den, som på den yderste dag findes i besiddelse af den, med ham skal det være vel.

Derfor, mine elskede brødre, bed til Faderen med hjertets hele styrke om, at I må være fyldt af denne kærlighed, som han har skænket alle, som er hans Søns, Jesu Kristi, sande tilhængere, så I kan blive Guds sønner, så vi, når han viser sig, vil være som han, for vi skal se ham, som han er, så vi må have dette håb, så vi må blive renset, ja, ligesom han er ren« (Moro 7:45-48).

Min dyrebare hustru Jeanene elskede Mormons Bog. I sin ungdom, da hun var teenager, blev den grundvolden i hendes liv. Den var en kilde til vidnesbyrd og belæring på hendes fuldtidsmission i det nordvestlige USA. Da vi tjente i missionsmarken i Córdoba i Argentina, opfordrede hun kraftigt til at anvende Mormons Bog i vores forkyndende indsats. Jeanene bekræftede tidligt i sit liv, at de, der fast læser i Mormons Bog, bliver velsignet med et større mål af Herrens Ånd, et stærkere ønske om at adlyde hans befalinger og et stærkere vidnesbyrd om Guds Søns guddommelighed.¹ I jeg ved ikke hvor mange år, så jeg hende hen mod Nytår sidde stille og omhyggeligt færdiglæse hele Mormons Bog endnu engang før årets slutning.

I 1991 ønskede jeg at give en særlig julegave til min familie. Jeg nedskrev opfyldelsen af det ønske, og der står i min personlige dagbog: »Kl. er 12.38 onsdag den 18. december 1991. Jeg er lige blevet færdig med at indtale Mormons Bog til min familie. Det har været en oplevelse, der har øget mit vidnesbyrd om dette guddommelige værk og styrket mit ønske om at blive mere fortrolig med dens sider for at hente sandheder fra skriften, som jeg kan anvende i Herrens tjeneste. Jeg elsker denne bog. Jeg vidner med hele min sjæl, at den er sand, at den blev beredt til at velsigne Israels hus og alle dens adspredte dele over hele verden. Alle, som i ydmyghed vil studere dens budskab, oprigtigt og med tro på Jesus Kristus, vil erfare, at den er sand, og finde en skat, der fører dem til større lykke, fred og fremgang i dette liv. Jeg bevidner ved alt, der er helligt, at denne bog er sand.«

Må vi alle benytte det væld af velsignelser, der kommer ved at studere skrifterne. I Jesu Kristi navn. Amen.