Tiden skal komme

Jeg tjente som ung missionær i adskillige måneder i det centrale Lima i Peru. Derfor krydsede jeg mange gange Limas Plaza de Armas. Præsidentpaladset, Perus præsidents officielle bopæl og kontor, ligger ud til Plaza de Armas. Mine makkere og jeg opfordrede mennesker på plazaen til at høre om det gengivne evangelium. Jeg spekulerede dengang ofte på, hvordan det ville være at komme ind i paladset, men tanken om nogensinde at komme til det virkede afsindig fjern.

Sidste år mødtes ældste D. Todd Christoffersen fra De Tolv Apostles Kvorum, nogle få andre og jeg med Alan García, daværende præsident i Peru, i præsidentpaladset. Vi blev vist rundt i de smukke værelser og blev hjerteligt modtaget af præsident García. Mine spekulationer som ung missionær om paladset blev gjort virkelige på en måde, som jeg aldrig ville have drømt om i 1970.

Tingene har ændret sig i Peru, siden jeg var missionær, og især for Kirken. Der var omkring 11.000 medlemmer af Kirken dengang og kun en stav. I dag er der flere end 500.000 medlemmer og næsten 100 stave. I byer, hvor der tidligere kun var små grupper af medlemmer, er der i dag aktive stave og velpassede kirkebygninger, der pryder landet. Det samme er sket i mange andre lande rundt om i verden.

Denne usædvanlige udvikling for Kirken fortjener en forklaring. Vi begynder med en profeti fra Det Gamle Testamente.

Daniel var en hebraisk slave i Babylon. Han fik mulighed for at fortolke kong Nebukadnesars drøm. Daniel bad Gud om at åbenbare drømmen og dens fortolkning for ham, og hans bøn blev besvaret. Han fortalte Nebukadnesar: »Der er en Gud i himlen, som kan åbenbare hemmeligheder, og han har meddelt kong Nebukadnesar det, som skal ske ved dagenes ende. Sådan var … de syner, der gik gennem dit hoved, da du lå på dit leje.« Daniel sagde, at kongen havde set et skræmmende billede med et hoved, krop, arme, ben og fødder. En sten blev hugget ud af bjerget uden hænder og rullede gradvist frem og voksede i sin størrelse. Stenen ramte billedstøtten og knuste den, »og stenen, der ramte billedstøtten, blev til et stort bjerg, der fyldte hele jorden.«

Daniel forklarede, at billedstøtten repræsenterede de fremtidige politiske riger »i de [fremtidige] kongers dage skal himlens Gud oprette et kongerige, som i al evighed ikke skal gå til grunde. Det skal knuse og tilintetgøre alle de andre kongeriger, men selv skal det bestå i al evighed.«¹

Nu går vi frem til nyere tid. Englen Moroni viste sig for første gang for Joseph Smith i 1823 og fortalte ham, »at Gud havde en gerning for [ham] at udføre, og at [hans] navn skulle nævnes for godt og ondt blandt alle folkeslag, stammer og tungemål.«² Moronis budskab må bestemt have overrasket Joseph, der blot var 17 år gammel.

I 1831 fortalte Herren Joseph, at nøglernes til Guds rige igen var blevet »overdraget til menneskene på jorden.« Han sagde, at »evangeliet [ville] rulle frem til jordens ender, ligesom den sten, der uden hænder er blevet hugget ud af bjerget … indtil den har opfyldt hele jorden«³, netop som Daniel havde fortalt Nebukadnesar.

I 1898 fortalte Wilford Woodruff om en oplevelse, han havde haft som nyt medlem i 1834 ved et præstedømmemøde i Kirtland. Han fortalte: »Profeten bad alle, som bar præstedømmet, om at samles i den lille skole, de havde dér. Det var en lille hytte på omkring 18 m2 … Da vi var samlet, bad profeten Israels ældster om … at bære vidnesbyrd om dette værk … Da de var færdige, sagde profeten: ›Brødre, jeg er blevet meget opbygget og informeret ved jeres vidnesbyrd her i aften, men jeg vil gerne sige til jer i Herrens nærvær, at I ikke kender mere til denne kirkes og dette riges skæbne end et barn på moders skød. I fatter det ikke … Det er kun en lille håndfuld præstedømmebærere, I ser her i aften, men denne kirke kommer til at opfylde Nord- og Sydamerika – den kommer til at opfylde hele verden.‹«⁴

Disse profetier om at -

• Guds rige, ligesom en sten, der er hugget ud af bjerget, vil opfylde jorden,

• Joseph Smiths navn vil blive kendt i hele verden, og

• Kirken vil fylde det amerikanske kontinent og hele verden

må have forekommet som morsomheder for 170 år siden. Den lille skare af troende, som møjsommeligt tjente til livets ophold langs den amerikanske kolonisationsgrænse, og som flyttede for at undgå forfølgelser, lignede ikke grundvolden til en tro, der ville krydse internationale grænser og gennemtrænge hjerter overalt.

Men det er nøjagtigt det, der skete. Lad mig komme med et eksempel.

Juleaftensdag 1925 i Buenos Aires i Argentina indviede ældste Melvin J. Ballard hele det sydamerikanske kontinent til forkyndelse af evangeliet. I august 1926 var der blevet døbt en håndfuld nye medlemmer. De var de første medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, der blev døbt i Sydamerika. Det er 85 år siden, i mange af konferencens tilhøreres levetid.

Der er i dag 23 stave i Zion i Buenos Aires, snesevis af stave og titusinder af kirkemedlemmer i større og mindre byer i Argentina. Nu er der over 600 stave og flere millioner kirkemedlemmer i Sydamerika. Mens vi ser på, breder Guds rige sig over hele kontinentet, og Joseph Smiths navn bliver udgivet både af os og af hans bagtalere i lande, som han sikkert aldrig havde hørt om, da han levede.

Der er næsten 3.000 stave på verdensplan i dag, fra Boston til Bangkok og fra Mexico City til Moskva. Vi nærmer os 29.000 menigheder. I mange lande er der fuldt udviklede stave med medlemmer, hvis forfædre konverterede. Andre steder mødes små grupper af nye medlemmer i små grene i lejede lokaler. Hvert år vokser Kirken mere og mere verden rundt.

Disse profetier om at opfylde verden og blive kendt verden over: Er de absurde? Måske. Usandsynlige? Utvivlsomme. Umulige? Overhovedet ikke. Det finder sted for øjnene af os nu.

Præsident Gordon B. Hinckley har bemærket:

»Man sagde engang, at solen aldrig går ned over det britiske imperium. Dette imperium er nu blevet mindre. Men det er rigtigt, at solen aldrig går ned over Herrens værk, når det rører folk i hele verden.

Og det er kun begyndelsen. Vi har knap nok ridset i overfladen … Vores arbejde kender ingen grænser … De lande, som nu er lukkede for os, vil en dag åbnes.«⁵

I dag kan vi se, at opfyldelsen af en profeti i Mormons Bog kommer tættere på:

»Og … [det] skal ske, at konger skal lukke deres mund; for det, som ikke var blevet dem fortalt, skal de se, og det, som de ikke havde hørt, skal de fatte.

For på den dag skal Faderen for min skyld udvirke et værk, som skal blive et stort og forunderligt værk blandt dem.«⁶

Dette Herrens værk er virkeligt stort og forunderligt; og det går i bund og grund fremad ubemærket af mange af menneskehedens politiske, kulturelle og akademiske ledere. Det går frem et hjerte og en familie ad gangen, stille og stilfærdigt, dets hellige budskab velsigner mennesker overalt.

Et vers i Mormons Bog udgør en nøgle til den mirakuløse udvikling i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i dag: »Og endvidere siger jeg til jer, at den tid skal komme, da kundskaben om en frelser, skal blive spredt blandt alle folkeslag, stammer, tungemål og folk.«⁷

Vores vigtigste budskab, som vi både har fået guddommelig bemyndigelse og befaling om at bringe ud overalt i verden, er, at der findes en Frelser. Han levede i tidens midte. Han sonede for vore synder, blev korsfæstet og opstod. Dette mageløse budskab, som vi forkynder med myndighed fra Gud, er den virkelige grund til, at denne kirke vokser, som den gør.

Jeg vidner om, at han viste sig for Joseph Smith sammen med sin Fader. Under Faderens ledelse gengav han på ny sit evangelium på jorden. Han sendte apostle, profeter og præstedømmenøgler til jorden igen. Han leder sin kirke gennem en levende profet, præsident Thomas S. Monson. Hans kirke er den sten, der blev hugget ud af bjerget uden hænder, og som ruller frem over jordkloden.

Vi er taknemlige for Joseph Smith, og vi ser med undren på, at hans navn bliver æret og, ja, endog bespottet i større omfang på jorden. Men vi anerkender, at dette store sidste dages værk ikke omhandler ham. Det er Guds, den Almægtiges, og hans Søns, Fredsfyrstens, værk. Jeg vidner om, at Jesus Kristus er Frelseren, og jeg står sammen med jer i ærefrygt over, at dette værk går fremad mirakuløst, storslået og uomtvisteligt. »Den tid [er virkelig] komme[t], da kundskaben om en frelser … spred[es] blandt alle folkeslag, stammer, tungemål og folk.« Jeg bærer vidnesbyrd om ham, hele menneskehedens Frelser, og om hans værk, i Jesu Kristi navn. Amen.