Og en lille dreng vogter dem

Præsident Boyd K. Packer

Præsident for De Tolv Apostles Kvorum


Ægtemænd og hustruer bør forstå, at deres primære kald – et kald, de aldrig afløses fra – handler om hinanden og dernæst om deres børn.

En kold aften for en del år siden på en togstation i Japan hørte jeg en banken på ruden til min sovevogn. Der stod en forfrossen dreng i en pjaltet skjorte og med en snavset forbinding om en svullen kæbe. Hans hoved var dækket af fnat. Han havde en rusten konservesdåse og en ske i hånden – symbolet på den forældreløse tigger. Mens jeg forsøgte at åbne døren for at give ham nogle penge, begyndte toget at køre.

Jeg glemmer aldrig den udhungrede, lille dreng, som stod ude i kulden og løftede en tom konservesdåse op. Jeg kan heller ikke glemme, hvor hjælpeløs jeg følte mig, da toget langsomt rullede væk, og han stod tilbage på perronen.

Mange år senere i Cuzco, en by højt oppe i Andesbjergene i Peru, afholdt ældste A. Theodore Tuttle og jeg et nadvermøde i et smalt, aflangt rum, der havde en dør ud til gaden. Det var aften, og mens ældste Tuttle talte, stod en lille dreng på måske seks år pludselig i døren. Han var nøgen bortset fra en laset bluse, som gik ham til knæet.

Til venstre for os stod et lille bord med en tallerken med brød til nadveren. Dette sultne gadebarn så brødet og sneg sig langsomt langs væggen hen mod det. Han var næsten helt henne ved bordet, da en kvinde yderst på bænken så ham. Med en irettesættende rysten på hovedet sendte hun ham ud i mørket. Jeg sukkede indvendigt.

Senere kom den lille dreng tilbage. Han listede langs væggen og stirrede fra brødet og hen til mig. Da han var næsten ved det punkt, hvor kvinden igen ville få øje på ham, rakte jeg mine arme frem, og han kom løbende hen til mig. Jeg tog ham op på mit skød.

Næsten symbolsk satte jeg ham på ældste Tuttles stol. Efter afslutningsbønnen løb den sultne, lille dreng ud i mørket igen.

Da jeg kom hjem, fortalte jeg præsident Spencer W. Kimball om min oplevelse. Han blev dybt bevæget og sagde: »Du sad med en nations fremtid på dit skød.« Han sagde det til mig mere end en gang: »Den oplevelse har langt større betydning, end du endnu har forstået.«

Jeg har besøgt latinamerikanske lande næsten 100 gange, og hver gang har jeg blandt ansigterne spejdet efter den lille dreng. Nu ved jeg, hvad præsident Kimball mente.

Jeg mødte en anden kulderystende dreng på gaderne i Salt Lake City. Det var sent en kold vinteraften. Vi havde lige spist julemiddag på et hotel. Længere nede ad gaden kom seks eller otte støjende drenge gående. De burde alle være hjemme og væk fra kulden.

Den ene dreng havde ingen frakke. Han hoppede rundt for at kunne holde varmen. Han forsvandt ned ad en sidegade, uden tvivl til en lille, snusket lejlighed og en seng uden tilstrækkeligt med tæpper til at holde ham varm.

Når jeg trækker dynen op over mig om natten, beder jeg en bøn for dem, som ikke har en varm seng at kravle ned i.

Jeg var udstationeret i Osaka i Japan, da anden verdenskrig sluttede. Byen var sønderbombet, og gaderne flød med murbrokker, ruiner og bombekratere. Selvom næsten alle træerne var sprængt væk, stod nogle få stadig med ødelagte grene og stammer og havde modet til at springe ud med et par kviste med blade.

En tynd pige i en laset, farvet kimono var travlt optaget af at samle gule morbærfigenblade i en buket. Det lille barn syntes ikke at være opmærksom på al den ødelæggelse, der omgav hende, da hun kravlede over brokkerne for at føje flere blade til sin samling. Hun havde fundet det eneste skønne, der var tilbage i hendes verden. Måske skulle jeg sige, at hun var den eneste smukke del af sin verden. Af en eller anden grund styrker det min tro at tænke på hende. Barnet var en legemliggørelse af håb.

Mormon lærte os, at »små børn er levende i Kristus,«1 og de har ikke brug for omvendelse.

Omkring år 1900 arbejdede to missionærer i bjergene i sydstaterne i USA. En dag så de fra en bakketop, at folk samlede sig i en lysning nedenfor. Det var ikke så tit, at missionærerne havde så mange mennesker at forkynde for, så de begav sig derned.

En lille dreng var druknet, og der skulle være begravelse. Forældrene havde sendt bud efter præsten, som skulle »tale« ved sønnens begravelse. Missionærerne stod bag ved, da den omrejsende præst stod over for den sørgende far og mor og begyndte sin prædiken. Hvis forældrene havde forventet at blive trøstet af denne præst, blev de skuffede.

Han skældte dem voldsomt ud for ikke at have fået døbt den lille dreng. De havde udsat det af den ene eller den anden grund, og nu var det for sent. Han sagde fuldstændig uden omsvøb til dem, at deres lille dreng var kommet i helvede. Det var deres skyld. Hans endeløse lidelse var deres skyld.

Efter andagten og jordpåkastelsen gik ældsterne hen til de sørgende forældre. »Vi er Herrens tjenere,« fortalte de den hulkende mor, »og vi kommer med et budskab.« Mens de to snøftende forældre lyttede, læste ældsterne op fra åbenbaringerne og bar deres vidnesbyrd om gengivelsen af nøglerne til forløsning af både levende og døde.

Jeg føler lidt med den præst. Han gjorde sit bedste med det lys og den kundskab, han havde. Men der er mere, som han burde have været i stand til at tilbyde. Det er evangeliets fylde.

Ældsterne kom som trøstere, som lærere, som Herrens tjenere, som bemyndigede forkyndere af Jesu Kristi evangelium.

De børn, jeg har talt om, repræsenterer alle vor himmelske Faders børn. »[Børn] er en gave fra Herren … Lykkelig den mand, der fylder sit kogger med dem.«2

Skabelse af liv er et stort ansvar for et ægtepar. At være værdige og ansvarsfulde forældre er en af de største udfordringer her på jorden. Hverken mand eller kvinde kan få børn alene. Det var hensigten, at børn skulle have to forældre – både en far og en mor. Intet andet mønster eller nogen anden proces kan erstatte dette.

For lang tid siden fortalte en grådkvalt kvinde mig, at hun som universitetsstuderende havde begået en alvorlig fejl med sin kæreste. Han havde sørget for en abort. Med tiden bestod de deres eksaminer og fik flere børn. Hun fortalte mig nu, hvor meget det plagede hende at se på sin familie, sine smukke børn, og i sit sind se den plads, den tomme plads, hvor det barn manglede.

Hvis dette par forstår og gør brug af forsoningen, vil de vide, at disse oplevelser og den tilknyttede smerte kan blive slettet. Ingen smerte vil vare for evigt. Det er ikke let, men det var aldrig meningen, at livet skulle være hverken let eller retfærdigt. Omvendelse og det bestandige håb, som tilgivelse giver, vil altid være indsatsen værd.

Andre unge har tårevædet fortalt mig, at de lige er kommet fra lægen, som har fortalt dem, at de ikke vil være i stand til at få børn. De var sønderknuste over beskeden. De blev overraskede, da jeg fortalte dem, at de rent faktisk var ganske heldige. De undrede sig over, at jeg kunne sige sådan noget. Jeg fortalte dem, at deres tilstand var meget bedre end andre ægtepars, som var i stand til at få børn, men som nægtede det og selvisk gik uden om det ansvar.

Jeg fortalte dem: »I ønsker i det mindste at få børn, og det ønske vejer tungere i livet her på jorden og hinsides, fordi det giver åndelig og følelsesmæssig stabilitet. Til sidst vil I stå meget bedre, fordi I ønskede at få børn og ikke kunne få dem, sammenlignet med dem, som kunne, men ikke ville have børn.«

Der er stadig andre par, der forbliver ugifte og derfor barnløse. Nogle opfostrer, af årsager, som de ikke har kontrol over, deres børn som enlige mødre eller fædre. Dette er en midlertidig tilstand. I den evige plan – men ikke altid her i jordelivet – bliver retfærdige ønsker og længsler imødekommet.

»Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker.«3

Det væsentligste mål med al aktivitet i Kirken er at se en mand og hans hustru og deres børn lykkelige i deres hjem, beskyttet af evangeliets love og principper og sikkert beseglet i det evige præstedømmes pagter. Ægtemænd og hustruer bør forstå, at deres primære kald – et kald, de aldrig afløses fra – handler om hinanden og dernæst om deres børn.

En af de store opdagelser ved at være forældre er, at vi lærer langt mere af vore børn om, hvad der er vigtigt, end vi lærte af vore forældre. Vi erkender sandheden i Esajas’ profeti om, at »en lille dreng vogter dem.«4

I Jerusalem skete der det, at Jesus »kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem

og sagde: ›Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.

Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget.‹«5

»Jesus sagde: ›Lad de små børn være; I må ikke hindre dem i at komme til mig, for Himmeriget er deres.‹

Og han lagde hænderne på dem og gik derfra.«6

Vi læser i Mormons Bog om Jesu Kristi besøg i den nye verden. Han helbredte og velsignede folk og befalede, at de bragte de små børn til ham.

Mormon skriver: »De bragte deres små børn frem og satte dem ned på jorden rundt omkring ham, og Jesus stod midt blandt dem, og mængden gav plads, indtil de alle var blevet bragt frem til ham.«7

Så befalede han folk at knæle ned. Med børnene omkring sig knælede Frelseren selv ned og bad til vor himmelske Fader. Efter bønnen græd Frelseren, og »han tog deres små børn, et efter et, og velsignede dem og bad til Faderen for dem.

Og da han havde gjort dette, græd han igen.«8

Jeg forstår de følelser, som Frelseren udtrykte over for disse børn. Der er så meget at lære ved at følge hans eksempel og at bede for, velsigne og undervise »de små«.9

Jeg er nummer 10 i en børneflok på 11. Så vidt jeg ved, tjente min far og mor aldrig i store kaldelser i Kirken.

Vore forældre tjente trofast i deres vigtigste kaldelse – som forældre. Vores far ledte hjemmet i retfærdighed og aldrig med vrede eller frygt. Og min fars stærke eksempel blev højnet af min mors kærlige råd. Evangeliet har haft en stærk indflydelse på alle os i familien Packer og for den næste generation og den næste generation og den næste igen, så vidt vi har set.

Jeg håber, at min dom må blive, at jeg var en lige så god mand som min far. Inden jeg hører ordene »godt gjort« fra min himmelske Fader, så håber jeg at høre dem fra min jordiske far.

Jeg har mange gange undret mig over, hvorfor jeg skulle kaldes som apostel og siden som præsident for De Tolvs Kvorum, når jeg nu kommer fra et hjem med en far, som kunne betegnes som mindre aktiv. Jeg er ikke det eneste medlem af De Tolv, som passer på den beskrivelse.

Endelig kunne jeg se og forstå, at det måske var på grund af den omstændighed, at jeg blev kaldet. Og jeg kunne forstå, hvorfor vi som ledere i alt det, vi gør i Kirken, må sørge for en måde, hvorpå forældre og børn kan have tid sammen som familie. Præstedømmeledere må være omhyggelige med at gøre Kirken familievenlig.

Der er mange ting i efterlevelsen af Jesu Kristi evangelium, som ikke kan måles i tilstedeværelsesprotokollen. Vi har travlt med bygninger, budget, programmer og procedurer. Under alt dette, er det muligt at overse selve ånden i Jesu Kristi evangelium.

Alt for ofte kommer der en person hen til mig og siger: »Præsident Packer, ville det ikke være rart, hvis … ?«

Jeg stopper dem almindeligvis og siger nej, fordi jeg har en mistanke om, at der følger et forslag til en ny aktivitet eller program, som vil lægge yderligere beslag på familiernes tid og midler.

Familietid er hellig tid, og den bør beskyttes og respekteres. Vi tilskynder på det kraftigste vore medlemmer til at vise hengivenhed for deres familie.

Da vi lige var blevet gift, besluttede min hustru og jeg, at vi ville tage imod de børn, som blev givet os tillige med det ansvar, der følger med deres fødsel og opvækst. I tidens løb har de selv stiftet familie.

To gange i vores ægteskab, ved fødslen af to af vore drenge, har en læge sagt til os: »Jeg tror ikke, at I kommer til at beholde dette barn.«

Begge gange har vores respons været, at vi ville give vores eget liv, hvis blot vores lille søn måtte beholde sit. I den henseende gik det op for os, at den hengivenhed svarer til den, som vor himmelske Fader føler for hver og en af os. Sikke en himmelsk tanke.

Her i livets sensommer forstår søster Packer og jeg, og vi kan bære vidnesbyrd om, at familien kan vare for evigt. Når vi adlyder befalingerne og efterlever evangeliet fuldt ud, vil vi blive beskyttet og velsignet. Med vore børn, børnebørn og oldebørn er vores bøn, at alle i vores voksende familie vil nære den samme hengivenhed for disse dyrebare små.

Fædre og mødre, næste gang I holder et nyfødt barn i jeres arme, kan I få et indblik i livets hemmeligheder og formål. I vil bedre forstå, hvorfor Kirken er, som den er, og hvorfor familien er den grundlæggende enhed nu og i al evighed. Jeg bærer vidnesbyrd om, at Jesu Kristi evangelium er sandt, at forløsningsplanen, der også er blevet kaldt planen for lykke, er en plan for familien. Jeg beder Herren om, at alle familier i Kirken må blive velsignet, forældre og børn, at dette værk vil rulle frem, som Faderen ønsker det. Jeg bærer dette vidnesbyrd i Jesu Kristi navn. Amen.