Gå i sig selv: Nadveren, templet og opofrelse i tjenesten

Frelseren fortalte sine disciple om en søn, der forlod sin velhavende far, rejste til et fjernt land og bortødslede sin arv. Da der kom hungersnød, tog den unge mand det usle job at fodre svin. Han var så sulten, at han ønskede at spise de bønner, som var dyrenes mad.

Væk hjemmefra, langt fra det sted han ønskede at være, og i sin nødlidende tilstand skete der noget af evig betydning inde i den unge mand. Med Frelserens ord »gik han i sig selv«.¹ Han huskede, hvem han var, blev klar over, hvad han havde savnet, og begyndte at hige efter de velsignelser, der var frit tilgængelige i hans fars hus.

Livet igennem, i tider med mørke, udfordringer, sorg eller synd kan vi føle Helligånden minde os om, at vi i sandhed er sønner og døtre af en omsorgsfuld himmelsk Fader, som elsker os, og vi kan hige efter de hellige velsignelser, som kun han kan skænke. På disse tidspunkter bør vi stræbe efter at gå i os selv og komme tilbage i lyset af vor Frelsers kærlighed.

Disse velsignelser tilhører retmæssigt alle vor himmelske Faders børn. En higen efter disse velsignelser, herunder et liv fyldt med glæde og lykke, er en afgørende del af vor himmelske Faders plan for os alle. Profeten Alma har sagt: »Selv om I ikke kan gøre mere end ønske at tro, lad da det ønske virke i jer.«²

Når vores åndelighed øges, bliver vi åndeligt selvhjulpne. Hvordan kan vi da hjælpe andre, os selv og vores familie til at øge vores ønske om at følge Frelseren og efterleve hans evangelium? Hvordan styrker vi vores ønske om at omvende os, blive værdige og holde ud til enden? Hvordan hjælper vi vore unge og unge voksne til at lade dette ønske virke i dem, indtil de er omvendt og blevet sande »hellig[e] ved Herren Kristi forsoning«?³

Vi bliver omvendt og åndeligt selvhjulpne, når vi bønsomt efterlever vore pagter – ved værdigt at nyde nadveren, være værdige til en tempelanbefaling og yde ofre for at tjene andre.

Ved værdigt at nyde nadveren husker vi, at vi fornyr den pagt, vi indgik ved dåben. For at nadveren hver uge kan være en åndeligt rensende oplevelse, er vi nødt til at forberede os selv, før vi kommer til nadvermødet. Det gør vi ved bevidst at lade vores daglige arbejde og fritidsfornøjelser ligge og give slip på verdslige tanker og bekymringer. Når vi gør det, giver vi plads i vores sind og hjerte til Helligånden.

Da er vi rede til at grunde over forsoningen. Udover blot at tænke på kendsgerningerne ved Frelserens lidelse og død hjælper vores grunden os til at erkende, at vi gennem Frelserens offer har håb om, mulighed for og styrke til at foretage virkelige, inderlige forandringer i vores tilværelse.

Mens vi synger nadversalmen, deltager i nadverbønnerne og nyder symbolerne på hans kød og blod, søger vi under bøn tilgivelse for vore synder og mangler. Vi tænker på de løfter, vi aflagde og efterlevede i den forgangne uge og afgiver specifikke, personlige løfter om at følge Frelseren i løbet af den kommende uge.

Forældre og ledere, I kan hjælpe de unge til at opleve nadverens uforlignelige velsignelser ved at give dem særlige muligheder for at studere, tale om og opdage, hvor anvendelig forsoningen er i deres tilværelse. Lad dem selv søge i skrifterne og undervise hinanden ud fra deres egne oplevelser.

Fædre, præstedømmeledere og kvorumspræsidentskaber har et særligt ansvar for at hjælpe aronske præstedømmebærere med at udføre deres hellige nadverpligter i oprigtighed. Denne forberedelse sker ugen igennem ved at efterleve evangeliets standarder. Når unge mænd forbereder, velsigner og omdeler nadveren med værdighed og ærbødighed, følger de bogstaveligt talt Frelserens eksempel ved den første nadver⁴ og bliver som han.

Jeg vidner om, at nadveren giver os mulighed for at gå i os selv og opleve »en mægtig forandring« i hjertet⁵ – for at huske, hvem vi er, og hvad vi ønsker allermest. Når vi fornyr pagten om at holde befalingerne, opnår vi Helligåndens følgeskab, så han kan lede os tilbage til vor himmelske Faders nærhed. Det er intet under, at vi bliver befalet at »[mødes] ofte for at nyde brød og [vand]«⁶ og for at nyde nadveren for vores sjæls skyld.⁷

Vores ønske om at vende tilbage til vor himmelske Fader øges, når vi foruden at tage nadveren bliver værdige til at få en tempelanbefaling. Vi bliver værdige ved stabilt og trofast at adlyde befalingerne. Denne lydighed begynder i barndommen og intensiveres gennem oplevelser i Det Aronske Præstedømme og Unge Piger i årene med forberedelse. Der sætter præster og laurbærpiger forhåbentlig mål og forbereder sig målbevidst på at få deres begavelse og blive beseglet i templet.

Hvilke standarder er der for indehaverne af en tempelanbefaling? Salmisten minder os om følgende:

»Hvem kan drage op til Herrens bjerg, hvem kan stå på hans hellige sted?

Den, som har skyldfrie hænder og et rent hjerte.«⁸

Værdighed til at have en tempelanbefaling giver os styrken til at holde vore tempelpagter. Hvordan opnår vi personligt den styrke? Vi stræber efter at opnå et vidnesbyrd om vor himmelske Fader, Jesus Kristus, Helligånden, realiteten af forsoningen og sandfærdigheden af profeten Joseph Smith og genoprettelsen. Vi opretholder vore ledere, behandler vores familie med venlighed, står som et vidne for Herrens sande kirke, overværer vore kirkemøder, ærer vore pagter, udfører vore forældrepligter og lever et dydigt liv. I siger måske, at det ganske enkelt lyder som at være en trofast sidste dages hellig! Det har I ret i. Standarderne for at kunne have en tempelanbefaling er ikke for høje til, at vi kan opnå den. Det er ganske enkelt at efterleve evangeliet og følge profeterne trofast.

Når vi så har vores tempelanbefaling og har fået vores begavelse, grundlægger vi en kristuslignende levevis. Dette indebærer lydighed, at yde ofre for at holde befalingerne, elske hinanden, være kyske i tankegang og handlinger og give af os selv for at opbygge Guds rige. Gennem Frelserens forsoning og ved at følge denne grundlæggende levevis i trofasthed, får vi »kraft fra det høje«⁹ til at møde livets udfordringer. Vi har brug for denne guddommelige kraft i dag mere end nogensinde. Det er en kraft, vi kun får gennem tempelordinancerne. Jeg vidner om, at de ofre, vi yder for at modtage tempelordinancerne, er enhver indsats værd.

Efterhånden som vores higen efter at lære og efterleve evangeliet øges, søger vi naturligt at tjene hinanden. Frelseren sagde til Peter: »Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.«¹⁰ Jeg er imponeret over, at de unge i dag har et indre ønske om at tjene og velsigne andre – at gøre en forskel i denne verden. De beder også om den glæde, deres tjeneste bringer.

Det er imidlertid svært for de unge at forstå, hvordan nuværende handlinger enten vil berede dem eller gøre dem uegnede til fremtidige muligheder for at tjene. Vi har alle en »bydende pligt«¹¹ til at bistå vore unge med at forberede sig til en livslang tjeneste ved at hjælpe dem til at blive selvhjulpne. Foruden den åndelige selvhjulpenhed, vi har talt om, er der en timelig selvhjulpenhed, som indebærer at få en videregående uddannelse eller erhvervsuddannelse, at lære at arbejde og at sætte tæring efter næring. Ved at undgå gæld og spare op nu er vi beredte til at tjene i Kirken på fuld tid i årene, der kommer. Formålet med både timelig og åndelig selvhjulpenhed er at løfte os selv op på et højere sted, så vi kan løfte andre med behov.

Hvad enten vi er unge eller gamle, afgør det, vi gør i dag, den tjeneste, vi kan yde og nyde i morgen. Som digteren minder os om: »De sørgeligste ord fra tungen eller pennen er disse: ›Det kunne have været!‹«¹² Lad os ikke leve vores liv, så vi har grund til at fortryde, hvad vi gjorde eller ikke gjorde!

Elskede brødre og søstre, den unge mand, Frelseren talte om, ham, vi omtaler som den fortabte søn, kom hjem. Hans far havde ikke glemt ham. Hans far ventede. Og »mens [sønnen] endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og … kyssede ham«.¹³ For at fejre sin søns hjemkomst fandt de en festdragt og en ring frem og slagtede fedekalven til fest¹⁴ – en påmindelse om, at der ikke vil blive holdt nogen velsignelser tilbage, hvis vi trofast holder ud og vandrer på stien tilbage til vor himmelske Fader.

Med hans kærlighed og hans Søns kærlighed i mit hjerte udfordrer jeg os hver især til at følge vores åndelige higen og gå i os selv. Tag en lille snak med jer selv i spejlet og spørg: »Hvor står jeg i forhold til efterlevelse af mine pagter?« Vi er på rette vej, når vi kan sige: »Jeg tager værdigt del i nadveren hver uge, jeg er værdig til at have en tempelanbefaling og besøge templet, og jeg yder ofre for at tjene og velsigne andre.«

Jeg bærer mit særlige vidnesbyrd om, at Gud elsker os hver især så meget, »at han gav sin enbårne søn«¹⁵ for at sone for vore synder. Han kender os og venter på os, selv når vi er kommet helt på afveje. Når vi handler ifølge vores higen og går i os selv, bliver vi »i evighed omsluttet af hans kærligheds arme«¹⁶ og bliver budt velkommen hjem. Dette vidner jeg om i vor Frelser Jesu Kristi hellige navn. Amen.