Familier i pagten

Jeg påskønner at være sammen med jer ved dette møde, hvortil alle Guds præstedømmebærere på jorden er blevet inviteret. Vi er velsignede ved, at præsident Thomas S. Monson præsiderer. Som Kirkens præsident er han den eneste mand i levende live, der er ansvarlig for de nøgler, der besegler familier, og for alle de præstedømmeordinancer, der er nødvendige for at opnå evigt liv, den største af alle Guds gaver.

I aften lytter en tidligere inaktiv far med, fordi han af hele sit hjerte ønsker en forsikring om den gave. Han og hans hustru elsker deres to små børn, en dreng og en pige. Ligesom andre forældre kan han se frem til himmelsk lykke, når han læser disse ord: »Og at den samme sociale omgang, som findes blandt os her, skal findes blandt os der, blot bliver den ledsaget af evig herlighed, hvilken herlighed vi ikke nyder nu.«¹

Den far, der lytter med i aften, kender vejen til dette herlige bestemmelsessted. Den er ikke let. Det ved han allerede. Det krævede tro på Jesus Kristus, oprigtig omvendelse og en forandring i hjertet, ledsaget af en venlig biskop, der hjalp ham til at mærke Herrens kærlige tilgivelse.

Der skete fortsat vidunderlige ændringer, da han tog til det hellige tempel for at få sin begavelse, som Herren beskrev for dem, han bemyndigede i det første tempel i denne uddeling. Det var i Kirtland i Ohio. Herren har om det sagt følgende:

»Derfor, af denne årsag, har jeg givet jer den befaling, at I skal drage til Ohio; og der vil jeg give jer min lov; og dér skal I blive begavet med kraft fra det høje;

og derfra … for jeg har en stor gerning i beredskab, for Israel skal blive frelst, og jeg vil lede dem, hvorhen jeg vil, og ingen magt skal holde min hånd tilbage.«²

For min nyligt aktiverede ven og for alle præstedømmebærere venter en stor gerning forude med at lede den del af Israel til frelse, som vi er eller vil blive ansvarlige for – vores familie. Min ven og hans hustru vidste, at det kræver, at man bliver beseglet ved Det Melkisedekske Præstedømmes magt i et af Guds hellige templer.

Han bad mig om at udføre den besegling. Han og hans hustru ønskede at få det gjort så hurtigt som muligt. Men op til den travle tid for en generalkonference, der nærmede sig, overlod jeg til parret og deres biskop at finde en mulig dato sammen med min sekretær.

Forestil jer min overraskelse og glæde, da faderen i kirken fortalte mig, at beseglingen er fastsat til den 3. april. Det var den dag i 1836, hvor profeten Elias, den profet, der blev taget op, blev sendt til templet i Kirtland for at overdrage beseglingsmagten til Joseph Smith og Oliver Cowdery. Disse nøgler findes i Kirken i dag og vil findes her til tidernes ende.³

Det er den samme guddommelige bemyndigelse, Peter som lovet fik af Herren: »Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.«⁴

Profeten Elias’ tilbagekomst velsignede alle, der bærer præstedømmet. Ældste Harold B. Lee gjorde dette klart, da han talte ved en generalkonference, hvor han citerede Joseph Fielding Smith: Lyt godt efter: »Jeg bærer præstedømmet, I brødre her bærer præstedømmet. Vi har modtaget Det Melkisedekske Præstedømme – som profeten Elias og andre profeter såvel som Peter, Jakob og Johannes havde. Men selv om vi har myndighed til at døbe, selv om vi har myndighed til håndspålæggelse for Helligåndsgaven og til at ordinere andre til at udføre alle disse ting, kunne vi intet gøre uden den beseglende magt, for det, vi gjorde, ville ikke have nogen gyldighed.«

Præsident Smith fortsatte:

»De højere ordinancer, de store velsignelser, som er afgørende for ophøjelse i Guds rige … kan kun opnås på bestemte steder … Intet menneske har rettigheden til at forrette, medmindre denne person modtager myndigheden til at gøre det fra en mand, der har disse nøgler …

Der findes intet menneske på jordens overflade, der har rettigheden til at gå ud og forrette i nogen ordinancer i evangeliet, medmindre Kirkens præsident, som har nøglerne, godkender det. Han har givet os myndighed, han har lagt beseglingsmagten i vores præstedømme, fordi han har disse nøgler.«⁵

Den samme forsikring kom fra præsident Boyd K. Packer, da han skrev om beseglingsmagten. At jeg ved, at disse ord er sande, er en trøst for mig, ligesom det vil være for den familie, jeg skal besegle den 3. april: »Peter skulle besidde disse nøgler. Peter skulle besidde beseglingsmagten … der har magt til at binde eller besegle på jorden og til at løse på jorden såvel som i himlene. Disse nøgler tilhører Kirkens præsident – profeten, seeren og åbenbareren. Denne beseglingsmagt findes i Kirken nu. Der er intet, der betragtes som mere helligt af dem, som kender betydningen af denne myndighed. Det er intet, som beskyttes mere. Der er relativt få mennesker, som besidder denne beseglingsmyndighed på jorden på et givent tidspunkt – i hvert eneste tempel er der brødre, som er blevet givet denne beseglingsmyndighed. Ingen andre end profeten, seeren og åbenbareren og præsidenten for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige kan overdrage den.«⁶

Ved profeten Elias’ komme blev der ikke kun givet magt til præstedømmet, men også til at hjerter kunne vendes: »Profeten Elias’ ånd, magt og kaldelse går ud på, at I har magt og myndighed til at have nøglen til fylden af det melkisedekske præstedømmes og Guds jordiske riges åbenbaringer, ordinancer, orakler, magter og begavelser og til at modtage, opnå og udføre alle de ordinancer, der hører Guds rige til, ja selv til det at vende fædrenes hjerte til børnene og børnenes hjerte til fædrene, selv de, der er i himlen.«⁷

Følelsen af at vende sit hjerte har min ven og hans familie allerede oplevet. I kan have oplevet den under dette møde. I kan, ligesom jeg har, have set jeres fars eller mors ansigt for jer. Det kan have været en søster eller bror. Det kan have været en datter eller søn.

De er måske i åndeverden eller på andre kontinenter nu. Men glæden udsprang ved en følelse af, at der er sikre forbindelser til dem, fordi I er eller kan blive bundet til dem gennem præstedømmeordinancer, som Gud vil opfylde.

Melkisedekske præstedømmebærere, der er fædre i en beseglet familie, er blevet undervist i, hvad de skal gøre. Der findes intet, der er kommet eller vil komme ind i jeres familie, der er ligeså vigtigt som velsignelserne ved en besegling. Der er intet vigtigere end at ære de ægteskabs- og familiepagter, I har indgået eller vil indgå i Guds templer.

Måden at gøre det på er klar. Forjættelsens hellige Ånd skal gennem vores lydighed og offer besegle vore tempelpagter for at kunne virkeliggøres i den kommende verden. Præsident Harold B. Lee forklarede, hvad det vil sige at blive beseglet ved forjættelsens hellige Ånd ved at citere ældste Melvin J. Ballard: »Vi kan bedrage mennesker, men vi kan ikke bedrage Helligånden, og vore velsignelser bliver ikke evige, medmindre de også besegles ved forjættelsens hellige Ånd. Helligånden er den, der læser menneskenes tanker og hjerte og skænker sin beseglende godkendelse af de velsignelser, der er udtalt på deres hoved. Så er det bindende, virkningsfuldt og har fuld kraft.«⁸

Da søster Eyring og jeg blev beseglet i templet i Logan i Utah, forstod jeg dengang ikke den fulde betydning af det løfte. Jeg prøver stadig til fulde at forstå, hvad det betyder, men min hustru og jeg besluttede i begyndelsen af vores næsten 50 års ægteskab at indbyde Helligånden, så meget vi kunne, i vores tilværelse og i vores familie.

Som ung far, beseglet i templet og med mit hjerte vendt til min hustru og vores nye familie, mødte jeg præsident Joseph Fielding Smith for første gang. I Det Første Præsidentskabs rådsværelse, hvor jeg var blevet inviteret ind, fik jeg et absolut sikkert vidnesbyrd, da præsident Harold B. Lee med hentydning til præsident Smith, som sad ved siden af ham, spurgte mig: »Tror du på, at denne mand kunne være Guds profet?«

Præsident Smith var netop trådt ind i lokalet og havde endnu ikke sagt noget. Jeg er evigt taknemlig for, at jeg var i stand til at svare ifølge det, der blev indgydt i mit hjerte: »Det ved jeg, han er,« og jeg vidste, så sikkert som jeg vidste, at solen skinnede, at han bar præstedømmets beseglende magt for hele jorden.

Den oplevelse og de ord fik stor betydning for mig og min hustru, da præsident Joseph Fielding Smith under et konferencemøde den 6. april 1972 kom med følgende råd: »Det er Herrens vilje at styrke og bevare familien. Vi beder indtrængende fædre om at indtage deres retmæssige plads som husets overhoved. Vi beder mødrene om at hjælpe og støtte deres mand og være et lys for deres børn.⁹

Lad mig foreslå fire ting, I som fædre med præstedømmet kan gøre, for at I kan løfte og lede jeres familie hjem igen for at være sammen med vor himmelske Fader og Frelseren.

For det første må I få og vedligeholde et sikkert vidnesbyrd om, at præstedømmets nøgler findes hos os og besiddes af Kirkens præsident. Bed for det hver dag. Svaret vil komme gennem en øget beslutsomhed om at lede jeres familie, gennem jeres følelser af håb og gennem en større glæde i jeres tjeneste. I vil blive mere fornøjede og optimistiske, en stor velsignelse for jeres hustru og familie.

En anden nødvendighed er at elske jeres hustru. Det kræver tro og ydmyghed at sætte hendes interesser over jeres egne i livets kampe. I har ansvaret for at forsørge og opfostre familien sammen med hende, mens I tjener andre. Det kan til tider opbruge al den energi og styrke, I har. Alder og sygdom kan øge jeres hustrus behov. Hvis I ydermere vælger at sætte hendes lykke over jeres, lover jeg jer, at jeres kærlighed til hende vil vokse.

For det tredje skal I sikre jer, at hele familien elsker hinanden. Præsident Ezra Taft Benson har sagt:

»Frelse set i et evigt perspektiv er et familieanliggende …

Børn har først og fremmest behov for at vide og føle, at de er elsket, ønsket og påskønnet. De har behov for at blive forsikret om dette tit. Dette er naturligvis forældrenes ansvar, og som oftest gør moderen det bedst.«¹⁰

Men en anden afgørende kilde for følelsen af at være elsket er kærlighed fra andre børn i familien. Søskendes vedvarende omsorg for hinanden kommer kun i kraft af forældrenes ihærdige indsats og Guds hjælp. I ved, det er sandt ud fra erfaringer i jeres egen familie. Og det bliver bekræftet hver gang, at I læser om de familiekonflikter, som Lehi og hans hustru Sariah stod over for i Mormons Bog.

De sejre, de vandt, tjener som vejledning for os. De underviste så godt og så ihærdigt i Jesu Kristi evangelium, at børn og endog nogle efterkommere i generationer blødgjorde deres hjerte over for Gud og over for hinanden. Fx skrev og rakte Nefi og andre ud til familiemedlemmer, der havde været deres fjender. Til tider blødgjorde Ånden tusinders hjerte og erstattede had med kærlighed.

En måde, hvorpå I kan gentage fader Lehis sejre, er ved måden I leder på i familiebøn og den tid, familien er sammen, som fx ved familieaften. Giv børnene mulighed for at bede, når de kan bede, for andre i den kreds, der har brug for velsignelser. Vær hurtige til at opdage optræk til uenighed og at anerkende uselvisk tjeneste, især over for hinanden. Når de beder for hinanden og tjener hinanden, blødgøres hjerter og de vender sig til hinanden og til forældrene.

Den fjerde mulighed for at lede jeres familie på Herrens måde kommer, når irettesættelse er nødvendig. Vi kan opfylde vores forpligtelse til at irettesætte på Herrens måde og derpå lede vore børn til evigt liv.

I husker ordene, men I har måske ikke set deres styrke hos en melkisedeksk præstedømmebærer, der bereder sin familie til at leve i de samme sociale rammer, som de vil komme til i det celestiale rige. I husker godt ordene. De er så velkendte:

»Ingen magt eller indflydelse kan eller bør fastholdes i kraft af præstedømmet, uden at det sker ved overtalelse, ved langmodighed, ved mildhed og sagtmodighed og ved uskrømtet kærlighed,

ved venlighed og sand kundskab, som uden hykleri og uden svig i høj grad vil udvikle sjælen.

Irettesæt i tide med skarphed, når du bliver tilskyndet af Helligånden, og udvis derefter et større mål af kærlighed til den, som du har irettesat, for at han ikke skal betragte dig som sin fjende,

så han må vide, at din trofasthed er stærkere end dødens bånd.«¹¹

Og senere kommer løftet af stor værdi for os som fædre i Zion: »Helligånden skal være din stadige ledsager, og dit scepter et uforanderligt scepter af retfærdighed og sandhed, og dit rige skal være et evigtvarende rige, og uden tvang skal det tilflyde dig for evigt og altid.«¹²

Det er en høj standard for os, men når vi med tro kontrollerer vores temperament og betvinger vores stolthed, giver Helligånden sin godkendelse, og hellige løfter og pagter sikres.

Det vil lykkes for jer i kraft af jeres tro på, at Herren tilbagegav præstedømmets nøgler, som stadig er hos os – med et uomtvisteligt bånd af kærlighed til jeres hustru, med Herrens hjælp til at vende jeres børns hjerte til hinanden og til deres forældre, og med den kærlighed, der leder jer til at irettesætte og formane på en måde, der indbyder Ånden.

Jeg ved, at Jesus er Kristus, og at han er vor Frelser. Jeg vidner om, at præsident Thomas S. Monson har og udøver alle præstedømmets nøgler på jorden i dag. Jeg elsker og opretholder ham. Jeg elsker jer og beder for jer. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.