I harmoni med troens musik

Når vi som Kirkens generalautoriteter mødes med medlemmer overalt i verden, ser vi personligt, hvordan sidste dages hellige udøver en god indflydelse. Vi roser jer for alt det, I gør for at velsigne alle menneskers tilværelse.

De af os med opgaver inden for informationstjenesten er meget opmærksomme på, at mange meningsdannere og journalister i USA og rundt om i verden har øget deres offentlige omtale af Kirken og dens medlemmer. Et enestående sammentræf af faktorer har skærpet Kirkens profil betydeligt.¹

Mange af dem, der skriver om Kirken, har gjort sig store anstrengelser for at forstå os og vores lære. De har været høflige og har forsøgt at være objektive, hvilket vi er dybt taknemlige for.

Vi anerkender også, at mange mennesker ikke er i harmoni med det hellige. Overrabbiner Lord Sacks fra England, der talte til romerskkatolske ledere i december på Pontificial Gregorian University, bemærkede, at nogle dele af verden var blevet meget sekulære. Han udtalte, at »en aggressiv videnskabelig ateisme, der er tonedøv for troens musik,«² er en af skurkene.

Det store indledende syn i Mormons Bog er Lehis profetiske drøm om livets træ.³ Synet forklarer meget enkelt troens udfordringer, som findes i vor tid, og den store splittelse mellem de, der elsker, tilbeder og føler, at de står til regnskab hos Gud, og de, der ikke gør. Lehi forklarer noget af den opførsel, der er ødelæggende for tro. Nogle mennesker er stolte, forfængelige og tåbelige. De er kun interesserede i verdens såkaldte visdom.⁴ Andre er lidt interesserede i Gud, men er fortabt i den verdslige tåge af mørke og synd.⁵ Nogle har smagt Guds kærlighed og hans ord, men skammer sig på grund af mennesker, der håner dem, så de falder væk på »forbudne stier«.⁶

Endelig er der dem, som er i harmoni med troens musik. I ved, hvem I er. I elsker Herren og hans evangelium og forsøger fortsat at efterleve det og viderebringe hans budskab, især til jeres familie.⁷ I er i harmoni med Helligåndens tilskyndelser, har selv oplevet kraften i Guds ord, udfører religiøse handlinger i jeres hjem, og I forsøger som hans disciple flittigt at leve et kristent liv.

Vi ved, hvor travlt I har. Da vi ikke har en betalt professionel ledelse, ligger ansvaret for Kirkens forvaltning på jer hengivne medlemmer. Vi ved, at det er almindeligt for medlemmer af biskopråd og stavspræsidentskaber og mange andre at yde mange lange timer i hengiven tjeneste. Præsidentskaberne i Kirkens kvorummer og øvrige organisationer er et eksempel på deres uselviske offer. Denne tjeneste og disse ofre gælder for alle lige fra dem, der fører Kirkens optegnelser, til trofaste hjemme- og besøgslærere og til dem, der underviser. Vi er taknemlige for alle, der med mod virker som spejderledere eller i børnehaven. I har vores fulde kærlighed og påskønnelse for det, I gør, og for at være dem, I er!

Vi ved, at der findes medlemmer, der er mindre interesserede i og mindre trofaste mod nogle af Frelserens lærdomme. Det er vores ønske, at disse medlemmer vågner op over for troen, forøger deres aktivitet og forpligtelse. Gud elsker alle sine børn. Han ønsker, at de alle vender tilbage til ham. Han ønsker, at alle skal være i harmoni med troens hellige musik. Frelserens sonoffer er en gave til alle.

Vi er nødt til at undervise i og få folk til at forstå, at vi elsker og respekterer alle de mennesker, Lehi beskriver.⁸ Husk, at det ikke er vores opgave at dømme. Dommen er Herrens.⁹ Præsident Thomas S. Monson har specifikt bedt os om at have »mod til at afstå fra at dømme andre.«¹⁰ Han har også bedt alle trofaste medlemmer om at redde dem, der har smagt evangeliets frugt og er faldet væk, såvel som dem, der endnu ikke har fundet den snævre og trange sti. Vi beder til, at de vil holde fast i jernstangen og smage Guds kærlighed, der vil fylde deres »sjæl med overordentlig stor glæde.«¹¹

Selvom Lehis syn omfatter alle mennesker, er den vigtigste lære om familiens evige betydning. »Familien er indstiftet af Gud. Det er den vigtigste enhed for tid og al evighed.«¹² Da Lehi smagte på frugten fra livets træ (Guds kærlighed), ønskede han, at hans »familie også skulle spise af den.«¹³

Vores største ønske er at opfostre vore børn i sandhed og retskaffenhed. Et princip, som hjælper os til at opnå dette, er at undgå at være alt for fordømmende over for en adfærd, der er tåbelig eller uklog, men ikke er syndig. For mange år siden, da min hustru og jeg havde børn hjemme, belærte ældste Oaks om, at det er vigtigt at skelne mellem ungdommelige fejltagelser, der skal rettes, og synder, som kræver irettesættelse og omvendelse.¹⁴ Der, hvor der mangler visdom, har vore børn brug for undervisning. Der, hvor der er synd, er omvendelse afgørende.¹⁵ Det var en stor hjælp i vores familie.

Religiøs opførsel i hjemmet velsigner vores familie. Eksemplets magt er især vigtig. Det, vi er, taler så højt, at vore børn måske ikke hører det, vi siger. Da jeg var næsten fem år gammel, fik min mor en besked om, at hendes yngste bror var blevet dræbt, da det slagskib, han befandt sig på, var blevet bombet ud for Japans kyst ved slutningen af anden verdenskrig.¹⁶ Hun blev helt knust af de nyheder. Hun blev meget ked af det og gik ind i soveværelset. Nogen tid senere kiggede jeg ind i soveværelset for at se, hvordan hun havde det. Hun knælede ved sengen og bad. Jeg blev opfyldt af fred, fordi hun havde lært mig at bede og elske Frelseren. Dette var typisk for det eksempel, hun altid viste mig. Mødre og fædre, der beder med deres børn, kan være vigtigere end noget andet eksempel.

Vor Frelser Jesu Kristi budskab, tjenestegerning og sonoffer er vigtig i familiens undervisningsplan. Intet skriftsted karakteriserer vores tro bedre end 2 Nefi 25:26: »Og vi taler om Kristus, vi fryder os i Kristus, vi prædiker om Kristus, vi profeterer om Kristus, og vi skriver i overensstemmelse med vore profetier, for at vore børn kan vide, til hvilken kilde de kan se hen for at få forladelse for deres synder.«

Et af de vigtigste principper i Lehis syn er, at trofaste medlemmer skal holde fast i jernstangen for at blive på den lige og snævre sti, der fører til livets træ. Det er altafgørende for medlemmerne at læse, granske og studere skrifterne.¹⁷

Mormons Bog er yderst vigtig.¹⁸ Der vil selvfølgelig altid være dem, der undervurderer dens betydning eller endog taler nedsættende om denne hellige bog. Nogle mennesker har brugt humor. Før jeg tog af sted på mission, citerede en universitetsprofessor Mark Twains udtalelse om, at hvis man tog »Og det skete« ud af Mormons Bog, »ville den blot have været et hæfte.«¹⁹

Nogle få måneder senere, mens jeg var på mission i London i England, læste en anerkendt underviser ved University of London Mormons Bog. Han var uddannet fra Oxford, egypter og ekspert i semitiske sprog. Han skrev med præsident David O. McKay og mødtes med missionærerne. Han informerede dem om, at han var overbevist om, at Mormons Bog virkelig var en oversættelse af »jødernes lærdomme og egypternes sprog« i det tidsrum, som er beskrevet i Mormons Bog.²⁰ Et eksempel blandt de mange, han nævnte, var den forbindende sætning, »Og det skete«, som han sagde afspejlede, hvordan han ville oversætte udtryksmåder, der blev anvendt i de gamle semitiske optegnelser.²¹ Professoren blev informeret om, at selvom hans intellektuelle indgangsvinkel fra hans profession havde hjulpet ham, var det stadig vigtigt at få et åndeligt vidnesbyrd. Gennem studium og bøn fik han et åndeligt vidnesbyrd og blev døbt. Så det, som en kendt forfatter brugte til at latterliggøre, så en lærd som et bevis på sandheden af Mormons Bog, hvilket Ånden bekræftede for ham.

Den afgørende lære om handlefrihed kræver, at et vidnesbyrd om det gengivne evangelium må være baseret på tro snarere end på et videnskabeligt bevis. Overdreven fokus på det, der endnu ikke er fuldstændigt åbenbaret, såsom hvordan jomfrufødslen og Frelserens opstandelse kunne ske, eller lige præcis hvordan Joseph Smith oversatte vore skrifter, er ikke opbyggende eller åndeligt fremmende. Det er et spørgsmål om tro. Det er i sidste instans et spørgsmål om at anvende Moronis råd om at læse, granske og derefter bede til Gud af et oprigtigt hjerte, med oprigtig hensigt, om at bekræfte skriftens sandhed ved hjælp af Ånden.²² Når vi desuden bevidstgør de bibelske befalinger i vores liv og efterlever evangeliet, bliver vi velsignet med Ånden og smager hans godhed gennem følelser af glæde, lykke og især fred.²³

Forskellen mellem dem, der hører troens musik, og dem, der er tonedøve eller rammer en forkert tone, er et aktivt skriftstudium. Jeg blev dybt berørt for mange år siden, da en kær profet, Spencer W. Kimball, understregede behovet for hele tiden at læse og studere skriften. Han sagde: »Jeg har opdaget, at når jeg bliver ligegyldig i mit forhold til Guddommen, og når det er som om, at intet guddommeligt øre lytter, og ingen guddommelig røst taler, at så er jeg langt, langt borte. Hvis jeg fordyber mig i skriften, mindskes afstanden og åndeligheden kommer tilbage.«²⁴

Jeg håber, at vi regelmæssigt læser Mormons Bog sammen med vore børn. Jeg har drøftet dette med mine egne børn. De har fortalt mig om to situationer. For det første er nøglen udholdenhed i at læse dagligt i skriften som en familie. Min datter beskriver muntert deres anstrengelser tidligt om morgen for hver dag at læse i skrifterne med deres børn, der hovedsageligt er teenagere. Hun og hendes mand vågner tidligt om morgenen og bevæger sig søvnigt hen for at gribe trappens jerngelænder, som fører dem derhen, hvor deres familie samles for at læse Guds ord. Udholdenhed er svaret, og det hjælper at have en humoristisk sans. Det kræver en stor indsats af alle familier, hver dag, men det er anstrengelsen værd. Midlertidige tilbagefald bliver overskygget af udholdenhed.

For det andet, min yngste søn og hans hustru læser i skriften sammen med deres små børn. To ud af deres fire børn er ikke gamle nok til at læse. Til den femårige har de fem forskellige signaler, de viser med fingrene, så han kan deltage på lige fod med de andre i familiens skriftstudium. Signal nr. 1 betyder, at han skal gentage: »Og det skete«, hver gang sætningen kommer i Mormons Bog. Jeg må indrømme, at jeg elsker, at den sætning kommer så mange gange. Til familier med små børn kan jeg i øvrigt oplyse, at signal nr. 2 er »og således ser vi«. Signal nr. 3, 4 og 5 vælger forældrene ud fra de ord, der optræder i det kapitel, som de læser.

Vi ved, at familieskriftstudium og familieaften ikke altid forløber som ønsket. Mist ikke modet på grund af de udfordringer, som I møder.

Forstå, at det at have tro på Herren, Jesus Kristus, og overholdelse af hans befalinger er og vil altid være dette livs afgørende prøve. Frem for alt må vi hver især indse, at når man er tonedøv for troens musik, er man ikke i kontakt med Ånden. Som profeten Nefi sagde: »I har hørt hans røst … og han har talt til jer med en stille, sagte røst, men I havde ikke længere evnen til at føle, så I kan ikke føle hans ord.«²⁵

Vores lære er tydelig. Vi skal være positive og ved godt mod. Vi fremhæver vores tro, ikke vores frygt. Vi glæder os over Herrens forsikring om, at han står ved vores side og vejleder os.²⁶ Helligånden vidner til vores hjerte om, at vi har en kærlig Fader i himlen, hvis barmhjertige plan for vores forløsning bliver opfyldt på grund af Jesu Kristi sonoffer.

Naomi W. Randall, der skrev teksten til »Jeg er Guds kære barn«, har skrevet: »Hans Ånd vejleder mig; hans kærlighed forsikrer mig om, at min frygt forsvinder, når min tro holder ud.«²⁷

Lad os derfor, hvor end vi som disciple befinder os på stien i Lehis syn, beslutte os for at vække et større ønske i os og i vores familie om at gøre krav på Frelserens ubegribelige gave, som er evigt liv. Jeg beder til, at vi må være i harmoni med troens musik. Jeg bærer vidnesbyrd om Jesu Kristi guddommelighed og vitterligheden af hans forsoning. I Jesu Kristi navn. Amen.