Kun efter retfærdighedens principper

En måneds tid efter at min hustru og jeg var blevet gift, var vi ude på en lang køretur. Hun kørte, og jeg prøvede at slappe af. Jeg siger prøvede, fordi den motorvej, vi kørte på, havde ry for at være fyldt med fartfælder, og min hustru havde dengang måske en anelse tendens til at have en lidt tung fod. Jeg sagde: »Du kører for hurtigt. Sænk farten.«

Min nye brud tænkte for sig selv: »Ja ja, jeg har kørt bil i næsten 10 år, og bortset fra min kørelærer er der ingen, der nogensinde har fortalt mig, hvordan jeg skal køre.« Så hun svarede: »Hvad giver dig ret til at fortælle mig, hvordan jeg skal køre?«

Helt ærligt, så var jeg uforberedt på hendes spørgsmål. Så jeg gjorde mit bedste for at leve op til mit nye ansvar som en gift mand og sagde: »Det ved jeg ikke – fordi jeg er din mand, og jeg har præstedømmet.«

Brødre, lige et godt råd: Skulle I nogensinde komme i en tilsvarende situation, så er det ikke det rigtige svar. Og jeg er glad for at kunne sige, at det er den eneste gang, jeg nogensinde har begået den fejltagelse.

Lære og Pagter forklarer, at rettigheden til at bruge præstedømmet i hjemmet eller andre steder er direkte forbundet med vores retfærdige levevis, at »himlens kræfter ikke kan beherskes eller anvendes uden at det sker efter retfærdighedens principper«¹. Der står videre, at vi mister den kraft, når vi »udøve[r] magt eller herredømme eller tvang over [andres] sjæle i nogen som helst grad af uretfærdighed«.²

Dette skriftsted fortæller, at vi må lede ved »retfærdighedens principper«. Sådanne principper gælder for alle ledere i Kirken såvel som for alle fædre og mødre i deres hjem.³ Vi mister vore rettigheder til Herrens Ånd, og til en hvilken som helst myndighed vi har fra Gud, når vi udøver kontrol over en anden person på uretfærdig vis.⁴ Vi synes måske, at sådanne metoder er til gavn for den, der »kontrolleres«. Men hver gang vi prøver at tvinge nogen til retfærdighed, som kan og bør udøve sin egen handlefrihed, handler vi uretfærdigt. Når det er nødvendigt at fastsætte faste grænser for en anden person, bør disse grænser altid administreres med kærlig tålmodighed og på en måde, som belærer om evige principper.

Vi kan ganske enkelt ikke tvinge andre til at gøre det rette. Skrifterne gør det klart, at sådan handler Gud ikke. Tvang får mennesker til at føle sig krænkede. Det medfører mistillid, og det får mennesker til at føle sig inkompetente. Muligheder for at lære går tabt, når kontrollerende personer stolt antager, at de har alle de rigtige svar for andre. Skriftstedet siger, »at det er næsten alle menneskers natur og tilbøjelighed« at udøve dette uretfærdige herredømme,⁵ så vi bør være klar over, at det er en nem fælde at falde i. Kvinder kan også udøve uretfærdigt herredømme, selv om skrifterne især forbinder problemet med mænd.

Uretfærdigt herredømme ledsages ofte af konstant kritik, og fravær af anerkendelse eller kærlighed. De, det går ud over, føler, at de aldrig kan tilfredsstille sådanne ledere eller forældre, og føler sig altid utilstrækkelige. Kloge forældre bør afveje, hvornår et barn er modent nok til gradvis at udøve sin handlefrihed på et bestemt område i deres tilværelse. Men hvis forældre holder fast ved al beslutningstagen og ser det som deres »ret«, begrænser de deres børns vækst og udvikling i alvorlig grad.

Vore børn er i vores hjem i en begrænset tid. Hvis vi venter, indtil de går ud af døren med at overlade dem handlefrihedens tøjler, har vi ventet for længe. De udvikler ikke pludseligt evnen til at træffe kloge beslutninger, hvis de aldrig har haft frihed til at træffe nogle væsentlige beslutninger, mens de var i vores hjem. Sådanne børn gør ofte oprør mod denne tvang eller lammes med en manglende evne til selv at træffe nogen beslutninger overhovedet.

Kloge forældre forbereder deres børn til at klare sig uden dem. De giver mulighed for vækst, efterhånden som børnene når den åndelige modenhed, hvor de kan udøve deres handlefrihed på passende vis. Og ja, det betyder, at børn sommetider begår fejltagelser og lærer af dem.

Vores familie havde en oplevelse, der lærte os noget om, hvordan vi hjælper børn til at udvikle deres evne til at træffe valg. Vores datter Mary var en fremragende fodboldspiller, mens hun voksede op. Et år nåede holdet til finalen, og uheldigvis foregik den kamp på en søndag. Som ung teenager var Mary i årevis blevet undervist i, at sabbatten var en dag til hvile og åndelig fornyelse, ikke fritidsfornøjelser. Men hun følte stadig sine træneres og holdkammeraters pres til at spille såvel som et ønske om ikke at svigte sit hold.

Hun spurgte os, hvad hun skulle gøre. Min hustru og jeg kunne let have truffet beslutningen for hende. Men vi besluttede efter bønsom overvejelse, at vores datter i dette tilfælde var parat til at tage et åndeligt ansvar for sin egen beslutning. Vi læste nogle skriftsteder sammen med Mary og opmuntrede hende til at bede og tænke over det.

Efter nogle dage bekendtgjorde hun sin beslutning. Hun ville spille kampen om søndagen. Hvad skulle vi nu gøre? Efter yderligere drøftelse og efter at have modtaget Åndens forsikring gjorde vi, som vi havde lovet, og lod hende føre sin beslutning ud i livet. Efter kampen gik Mary langsomt over til sin ventende mor. »Åh mor,« sagde hun, »jeg havde det forfærdeligt. Sådan vil jeg aldrig have det igen. Jeg vil aldrig mere spille en kamp på en søndag.« Og det gjorde hun aldrig.

Mary havde nu tilegnet sig princippet om at holde sabbatten hellig. Hvis vi havde tvunget hende til ikke at spille den kamp, ville vi have frataget hende en dyrebar og virkningsfuld oplevelse med Ånden, som hun kunne lære af.

Som I kan se, kræver det, at man underviser børnene om, hvordan man beder og får svar på bønner, hvis man skal hjælpe dem til at udøve deres handlefrihed på passende vis. De skal også undervises i værdien af og formålet med lydighed såvel som alle andre afgørende principper i evangeliet.⁶

I opdragelsen af vores familie besluttede vi, at vores vigtigste mål skulle være at hjælpe vore børn til at skabe deres egen forbindelse til himlen. Vi vidste, at de i sidste instans ville have brug for at stole på Herren, ikke på os. Brigham Young har sagt: »Hvis jeg skulle skelne mellem alle de pligter, som kræves af menneskenes børn … ville jeg placere pligten til at søge Herren vor Gud, indtil vi åbner kommunikationens vej fra himmelen til jorden – fra Gud til vores egen sjæl – på førstepladsen.«⁷

Mary havde fået svar på sine bønner i andre situationer førhen, og vi stolede på, at vores datter var ved at udvikle denne kommunikationskanal til himlen. Så hun lærte noget positivt af sin oplevelse og blev i stand til at træffe bedre valg fremover. Uden dette forbindelsesled til Ånden kan børn såvel som voksne retfærdiggøre alle slags dårlige fornuftsslutninger i handlefrihedens navn. Skriftens løfte er, at »de, der er kloge og har … gjort den hellige Ånd til deres vejleder … [ikke] bedrage[s].«⁸

En yderligere og tragisk bivirkning af uretfærdigt herredømme kan være et tab af tillid til Guds kærlighed. Jeg har kendt mennesker, som var underlagt krævende og kontrollerende ledere eller forældre, og de har fundet det svært at føle netop den kærlighed fra deres himmelske Fader, som skulle støtte dem og motivere dem på retfærdighedens sti.

Hvis vi skal hjælpe dem, der er i vores varetægt, til at skabe det altoverskyggende forbindelsesled til himlen, må vi være den slags forælder og leder, som beskrives i Lære og Pagter afsnit 121. Vi må ikke handle »uden at det sker ved overtalelse, ved langmodighed, ved mildhed og sagtmodighed og ved uskrømtet kærlighed«.⁹ Præsident Henry B. Eyring har sagt: »Af al den hjælp, som vi kan give [de] unge, vil den største være at lade dem mærke vores tillid til, at de er på vejen hjem til Gud, og at de kan klare det.«¹⁰

Mens vi overvejer de principper, der bør styre os i Kirken og i hjemmet, lad mig så slutte af med et eksempel fra biografien om præsident Thomas S. Monson. Ann Dibb, Monsons datter, siger, at når hun den dag i dag går ind ad hoveddøren til det hus, hvor hun voksede op, siger hendes far: »Nej, se hvem der kommer her. Hvor er vi glade, og hvor er hun smuk!« Hun fortsætter: »Mine forældre giver mig altid komplimenter. Det er ligegyldigt, hvordan jeg ser ud, eller hvad jeg har lavet … Når jeg tager hen og besøger mine forældre, ved jeg, at jeg er elsket, at jeg får komplimenter, at jeg er velkommen, og at jeg er hjemme.«¹¹

Brødre og søstre, det er Herrens måde. Selv hvis I tidligere er blevet dårligt behandlet, så ved jeg, at Herren ønsker, at I kommer til ham.¹² Alle er elsket. Alle bydes velkommen. I Jesu Kristi navn. Amen.